Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2014 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder ★★★, Baden, Tyskland

2014 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder ★★★, Baden, TysklandI den nordlige del af Kaiserstuhl i byen Endingen finder vi Weingut Knab og derfra smagte vi som næste vin en 2014 Endinger Engelsberg Spätburgunder ★★★.

Vinhuset er vi stødt på før og i anmeldelsen af deres 2016 Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** skrev jeg også om vinhuset.

Det skal jeg så undlade nu og alene kigge nærmere på denne vin, hvor druerne er fra Endinger Engelsberg marken.

Med de 3 stjerner er det en af topvinene hos Knab og den er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på barriques og derefter yderligere 6 måneder på store egetræsfade og så yderligere 2 år på flaske inden frigivelse.

Duften er klassisk tysk Spätburgunder … sød kostald og godt med noter fra fadlagringen via vanilje, kaffe, mælkechokolade, karamel, lakridskonfekt, men også lidt mentol og en lidt fed lys frugt af lidt jordbær og lyse blommer.

I munden er vinen også lys, rund, let og alligevel levende, ren, klar og med et fint luftig udtryk. Frugten er klart jordbær, hindbær, moreller og så har vinen nogle ret fine og sarte tanniner, en let, spinkel og flot syre. Det smager vildt godt. 94 point.

Forhandles herhjemme af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Grauburgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Grauburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Seeger, var det den flotte Leimener Herrenberg Lange Wingert Chardonnay S Großes Gewächs, men nu smager jeg Seegers 2020 Herrenberg Oberklamm Grauburgunder Großes Gewächs og den er endda nærmest bedre.

Grauburgunder druerne kommer også her fra en lille  enkeltmark, nemlig Leimener Herrenberg Oberklamm, hvor vinstokkene blev plantet i perioden 1990 til 1995 og står i en jord præget af Mushelkalk og Löss … passet med omsorg, herunder via udført grøn høst med halvering af udbyttet.

Derefter de høstet manuelt inden forsigtig presning og så har Thomas Seeger ladet vinen spontangære alene med druernes egne gærceller efterfulgt af en malolaktisk gæring. Efter fermenteringen er vinen så lagret på franske egefade i 10-11 måneder.

Hold nu kæft for en fed Obelix næse … masser af fadpræg med både lakridskonfekt – Bassetts vil jeg mene – høje vaniljesnegle, karamel samt hasselnødder. Der er brunet smør, moden og næsten oxideret frugt, honningmeloner, fersken, ananas, dåsepærer med smågærede noter, hvid nougat, skocreme og nærmest eksplosivt og opulent. Man fristes til at sige overdådigt.

Hvor er det blødt, fyldigt og cremet … og igen vild, blodig, fyldig og ganske eksplosiv, hvor fadene også giver vinen opulent tyngde, stor fedme og rund krop. Den fede dame er svulstig og lækker, men men skal ikke være fadforskrækket. Det er jeg ingenlunde, så derfor får man sindssyg lækker smag, der fylder munden godt. Der er modne pærer, lemon, citroner, appelsinskal samt godt med vanilje og noget muskatnød, lidt røgede noter … WAUW og tossegodt, så 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 312 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2019 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay “SJ”, Baden, Tyskland

2019 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay "SJ", Baden, TysklandKarl Heinz Jophner har et højt og hjertelig skraldgrin, som bare smitter og når jeg smager hans 2019 Chardonnay “SJ”, så får jeg også et lille veltilfreds grin frem, for det smager tossegodt.

Den store og altid muntre Karl Heinz har jeg selv oplevet på et besøg på vingården. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Derfor kigger jeg så alene videre på denne Chardonnay “SJ”, som er lavet fra gamle Chardonnay stokke, der er plantet i 1990 og vokser på den vulkanske forvitrede jord på topplaceringen Bischoffinger Steinbuck og Enselberg.

Med SJ har Patrick reduceret udbyttet til én drue pr. skud. Blid presning af hele druer foregår i kælderen, hvorefter gæringen er sket i 50 % i nye og 50 % brugte 500 liters egefade og der er vinen også efterfølgende lagret.

Det er sgu dejlig fadpræget Chardonnay med masser af nødder i brunet smør, tropisk velduftende frugt, næsten kandiseret i næsen. Der er er tørret ananas. mango, dåsepærer, grillet grapefrugt, noget fennikel, lakridskonfekt, marcipan og vaniljekranse samt voluminøs og lidt mørk syre, der dog fint balanceret. Men det er Chardonnay i bjerggear og turboen sat til, så alt brummer, spiller og den viser alle hestekræfterne.

Smagen er blød, cremet, olieret, smøret og velfriseret … eller sagt med andre ord, som smager det drøngodt. Der er en blød, mushy og alligevel frisk frugt af pærer, fersken, ananas og mango. Det er blød, comfy og dyb sofa af riflet fløjl, har små trænoter, vanilje, karamel suppleret med en lidt krydret eftersmag … men damm … vi letter overjordisk, lykkelig og alligevel med en vis tyngde. 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 368 kr. og det er endda ikke engang dyrt.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Grauburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Grauburgunder, Baden, TysklandFra Weingut Otto & Martin Frey har jeg før smagt Spätburgunder og Chardonnay fra Eichberg vinmarken, men nu smager jeg så deres 2019 Glottertäler Eichberg Grauburgunder.

Vinen er nemlig lavet med Grauburgunder druer fra marken Glottertaler Eichberg, der ligger i den allervestligste del af Kaiserstuhl med syd/sydøstlig eksponering samt en undergrund af vulkansk oprindelse med både mineralsk vulkansk aske og forvitret gnejs, som er en gammel og stribet grundfjeldsbjergart.

De er høstet med håndkraft med et udbytte på under 45 hektoliter pr. liter og sorteres igen, når de kommer til vineriet. De er så afstilket inden kold udblødning i 12 timer før gæringen.

Den efterfølgende skånsomme presning foregår over længere tid, hvorefter gæringen er sket spontant alene med druernes naturlige gærceller i brugte barriques. Så er der sket malolaktisk gæring og en lagring 9-10 måneder på barriques fadene.

WAUW … sikke dejlig, fyldig og opulent næse med masser af ristede noter og samtidig ganske aromatisk. Der er syltede pærer, godt med tørt hø, mandler, marcipan, akacietræ, mango, kamille, papaya, hyld, vanilje og mælkechokolade.

I munden er det en fyldig, fed og sødkrydret vin … nærmest med presset og svagt kandiseret frugt med dåsepærer, abrikos, fersken, mango og ananas, virkelig dryppende saftigt. Vinen er helt olieret og meget smooth, syren er blød, rund og samtidig mærker man også det tydelige fadpræg med vanilje, karamel og mælkechokolade. Der er sgu virkelig lækkert … 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 227 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Michel, Tephrit Achkarren Chardonnay, Baden, Tyskland

2022 Weingut Michel, Tephrit Achkarren Chardonnay, Baden, TysklandMed næste vin – 2022 Tephrit Achkarren Chardonnay – skal vi retur til foden af det ikoniske Schlossberg i Kaiserstuhl, hvor vi på adressen Winzerweg i Achkarren finder Weingut Michel.

Chardonnay druerne til denne vin kommer fra vestsiden af ​​de runde bakker i Kaiserstuhl ved Achkarren på marker rig på den afkølede lava, der opstod af den gamle vulkans kratere for 16 millioner år siden. Det giver stokkene udfordringer med at tilpasse sig og stikke rødderne tilstrækkeligt dybt i løbet af de  tørre sommermåneder.

Det tvinger vinstokkene til at tilpasse sig og sikrer naturligt lave udbytteniveauer og ensartet modning af druerne.  Al høst er også sket manuelt i slutningen af august måned, hvorefter druerne er nænsomt selekteret i både mark og ved ankomsten til vineriet

Efter forsigtig presning blev den opnåede most klaret ved hjælp af tyngdekraften alene. Vinene er så spontangæret med den naturlige gær fra druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder sur lie på franske barriques inden endelig aftapning i juli 2023. Vinen har 1,2 gram restsukker pr. liter.

Det er duftmæssigt ingen overfed eller fadtung vin … i stedet er frugten mere frisk med grønne og lidt umodne pærer, fersken, gule blommer, lidt citron og det suppleres med ristede hasselnødder, lidt grønne krydderurter, timian, græs, en smule smeltet smør og en forholdsvis blød mineralitet.

I munden er det bestemt heller ikke en fed, fadpumpet Chardonnay, for syreniveauet er pænt højt og det bliver dermed en frisk vin, hvor der er citroner, syltede citroner, umodne grønne pærer, æbler samt en smule let lemonbitterhed, som lige får læberne til at stramme sig sammen til en let kyssetrutmund … mums og kys. 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Shelter Winery, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Shelter Winery, Spätburgunder, Baden, TysklandI efteråret smagte jeg en fantastisk 2018 Pinot Noir N114  fra Shelter Winery, der drives af Hans-Bert Espe og Silke Wolf. Nu smager jeg så deres almindelig basis Spätburgunder i årgang 2021.

Sidst fortalte jeg også historien om vinhuset, der jo holder til i en nedlagt ammunitionsbunker af beton bygget i 1960 af det canadiske flyvevåben. Det gør jeg ikke igen, men kigger bare lidt nærmere på denne Spätburgunder.

Den er lavet med druerne fra marker i Malterdinger Bienenberg og Kenzinger Hummelberg og fra vinstokke på omkring 20 år. Vinen har lagret på brugte barriques og store fade.

I næsen er der lidt grønne noter, lidt røgede noter og klart også en dejlig sødlig, landlig og animalsk kostald, søde kirsebær, tranebær og jordbær, lidt oksefond og klart et fadpræg, der tilfører en smule røg, let vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen frisk i stilen … er ganske blød, ren og let, masser af kirsebær, hindbær, jordbær og hvid peber. Det er en fin og ganske habil Spätburgunder, der måske ikke er ultra kompleks, men mere bondsk og robust, men bare giver dog stor drikkefornøjelse, luftig og let frugt … 91 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Holger Koch, Grauburgunder ★★★ Selection, Baden, Tyskland

2020 Weingut Holger Koch, Grauburgunder ★★★ Selection, Baden, TysklandHoulberg smager da mere vin fra Baden … og næste er denne Grauburgunder ★★★ Selection fra Weingut Holger Koch, der holder til mellem Vogtsburg og Bickensohl i Kaiserstuhl.

Koch familien har gennem generationer dyrket vin … ja faktisk helt tilbage til 1923 og leveret deres druer til det lokale kooperativ. Det blev dog ændret, da Holger Kopch sammen med sin hustru Gabriele overtog driften i 2001.

Holger ville selv lave vine og havde en forkærlighed for vine på Pinot Noir og han var fast besluttet på, at vinene endda primært skulle laves på franske Pinot Noir kloner … og ikke tysk Spätburgunder.

De første år var vanskelige … udstyret forholdsvis simpelt og deres garage blev brugt som vinkælder, så derfor tog de et stort skrift frem i 2008. hvor der både blev opført ny vinkælder og bolig. Dette er så sidenhen i 2017 med ejendom til lagring af fade og flasker.

Samlet har Holger Koch i dag knap 8 hektar vinmarker alle tilplantet med Weissburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Pinot Noir kloner fra Bourgogne … men her smager vi altså Holgers bedste Grauburgunder, hvor druerne kommer fra enkeltmarken Herrenstück i Vogel-Eichbuck.

Det er mark, der egentlig ville være Große Lage under VDP, men Koch kalder blot disse vine for Selectionsweine ★★★ og det dækker over hans betegnelse af Große Gewächse.

Druerne blev sorteret i vinmarken og igen før presning, hvorefter afstilkning er sket og så blev de forsigtigt presset ved meget lavt tryk som hele bær over 4-5 timer.

Vinen blev fermenteret spontant alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og faktisk har vinen gæret med 15% af skindet … som orangevin. Efter endt fermentering er vinen så lagret 8 måneder på de 500 liter egefade.

Umiddelbart ville jeg ikke – ud fra duften – have gættet, at dette er Pinot Gris aka Grauburgunder, for i næsen virker vinen hverken fed, sød eller omfavnende, men har mere en kølig og mineralsk note. Der er frugt med syrlige og skramlede æbler, hyben, abrikos, ananas og noget saltet, røget og jernagtig mineralitet samt små drop honning, mandler og let marcipan.

Sådan smager vinen også … endda med mere tryk på de tropiske frugter som abrikos, mango, ananas, pærer og bløde æbler … faktisk er der æblemost tilsat let multijuice med let saftighed, hvortil der er noget sødbitter lemon, grape og svag honning. Syre er der også, lidt peber og lang, frugtrig eftersmag, men syren virker lidt maskulin, robust samt bastant, men godt smager den. 93 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 207 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Weissburgunder, Baden, Tyskland

2021 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Weissburgunder, Baden, TysklandGert E havde tidligere besøgt Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, men alt Spätburgunder var udsolgt, så i stedet havde han købt denne Oberbergener Bassgeige Weissburgunder i årgang 2021.

Men det var faktisk et ganske fremragende valg, for det er en vin, som er rigtig lækker, men jo også virker ganske heftig i lagringen på egefade.

Det er en enkeltmarksvin, der kommer fra Erste Lage marken Oberbergener Bassgeige og er lavet på rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret med 50% i ståltankene og 50% på store egetræsfade. Vinen har 0,1 gram restsukker pr. liter og dermed rimelig tør.

WAUW … sikke en ekspressiv, ekstraheret og fyldig duft … godt med fad, lakridskonfekt, nøddekompot, vaniljestænger og oveni også lidt grønne stilke og grønne grene … ret vild, voldsom og så alligevel med en meget ren, slank og clean kerne.

I munden smelter vinen nærmest på tungen blød og cremet … meget lækker og der er også en pæn sjat citroner og som med duften er der en lille kerne, som virker ren, clean, rank og kølig, Det er sgu lækker vin med slank hjerte og fyldig krop. 94 point.

Vinene fra Weingut Franz Keller af Vinvärket. Denne vin er ikke i deres sortiment, men på vingården koster den 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Rosenloch Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Rosenloch Spätburgunder, Baden, TysklandSom sidste år til Mr Rubys årgangspræsentation, så sluttede jeg også denne gang eftermiddagen med at smage Rosenloch Spätburgunder fra Weingut Gebrüder Mathis, men nu selvfølgelig i 2021 årgangen.

Rosenloch marken har vinstokke med Freiburger-kloner plantet i 1980. Det er en mark med skalkalksten samt ler med en hældning er mod syd-vest, så stokkene nyder godt af eftermiddags- og aftensol.

De fleste af druerne er afstilkede, men 15% hele klaser anvendes i spontangæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques hvoraf 50% var nye. Vinen er tappet uden filtrering.

Så for pokker … Rosenloch Spätburgunder er sgu næsten. som jeg husker den fra sidste år. Det er som om, at den har et ekstra og let bjerggear, som giver et let tråd og hurtigt får den frem i feltet på vej til at stikke af fra feltet. Den har denne fabelagtigt æterisk lethed med lyse og syrlige bær, vildskab, malerspand, acetone, hindbær, ribs samt granatæbler.

Det er en smuk lethed, der giver Rosenloch Spätburgunder meget stor friskhed og alligevel med sart og flot elegance. Den har også et fint fagpræg med lakridskonfekt, vanilje og så derudover æteriske urtenoter. Uha … jeg bliver så glad.

Sådan er smagen også … lyst, let, frisk, modent, koncentreret og feminint med læskende og syrlige elementer. Frugten er hindbær, granatæblerog ribs, men der er også blomster, nøddekrokant, røg  samt en stram mineralitet. Der er også tanniner, der samlet er med til at give vinen dette friske, syrlig og lækre bid. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Hohrain Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Hohrain Spätburgunder, Baden, TysklandDagens næstsidste vin blev så Weingut Gebrüder Mathis’ 2021 Hohrain Spätburgunder … en enkeltmarksvin, hvor alle druer kommer fra vinmarken Hohrain.

På Hohrain marken er der en kalkholdige undergrund dækket af Löss … et lag sandet jordbundstype. Markens hældning er mod Schwarzwald i sydøst, så vinstokke nyder godt af formiddagssol, men er til gengæld køligere hen på aftenen.

Druerne er 60% Dijon-kloner og 40% gamle Freiburger-kloner og delvist afstilket, idet der anvendes 15% hele klaser. Herefter er der sket spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder barriques,. hvoraf 10% er nye fade. Vinen er tappet uden filtrering.

Nu er der duftmæssigt skruet op for landligheden …. totalt animalsk lækker og har igen denne Gebrüder Mathis vildskab med en syrlig og lys side … klar, ren og æterisk. Der er lidt surbitre kirsebær, hindbær, blommer og mørkere bær, lakrids og noget fad med ristede noter, vanilje og chokolade.

Det er også i smagen en frisk og syrlig vin …  der er surbitre kirsebær, ribs og citroner, hvilket giver vinen en ren lethed, ren, klar, mineralsk og frisk, men samtidig også saftig udtrykket og man mærker nu også nogle mere markante tanniner, som er med til at give kant og noget stringent struktur. Flot vin. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7