2021 Weingut Alexander Laible, Riesling Chara ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Riesling Chara ★★★, Baden, TysklandForleden smagte jeg den lækre og lidt buttede og elskovssyge Riesling SL ★★★ fra Weingut Alexander Laible og nu smager jeg så søstervinen Riesling Chara ★★★ i samme årgang 2021.

Med de drei sterne, som er det én af Laibles topvine og den har navnet Chara efter det græske ord, som betyder glæde. Det skulle efter sigende være en hyldest til den protestantiske kirke, som sikrede Laibles’ overlevelse i de svære stiftelsesår.

Det er en vin, hvor druerne kommer fra marker  med undergrund af kalkstensmergel, som er forvitret sten med drys af kalksten, grus, sand og granit. De er høstet med håndkraft og så sorteret i marken og igen inden presningen.

Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i egetræfade og der er vinen også lagret en periode efter endt gæring og så har den 5,5 gram restsukker pr. liter.

Scheiße og WAUW … det dufter sgu da herligt … du angribes fra starten af en olieret, opulent og saftdyppende frugt med saftige gule æbler, pærer, fersken, abrikos og citrongræs. Der er ikke petroleum, men i stedet svagt lidt linolie og bivoks … den har en vokset, saftig og blød overfrakke på … comfy, smørlækker og satans flot.

Og i munden foldes angrebet endnu mere ud … og som med lillesøsteren SL er det bestemt ikke typisk Riesling, da den er langt mere fed, smøret og olieret, så dermed er det frugtmæssigt pærer, fersken, mango og ananas suppleret med kandiseret lemon. Men der er samtidig mere knas, spændstighed i syren, dybde og saftighed, for det løber næsten med saft ud af munden … og samtidig er får du også masser af kølighed med mynte, fennikel og salte mineraler. Dette er fandeme lækker Riesling – pardon my french – sikke da et angreb og dermed bliver jeg ramt i solar plexus. Jeg kaldte Riesling SL buttet samt elskovssyg … det er vinøs sex. 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 214 kr.

Vinanmeldelse 6/7