2021 Weingut Alexander Laible, Weißer Burgunder Chara ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Weißer Burgunder Chara ★★★, Baden, TysklandDet er ikke mange dage siden, at jeg smagte en møgsexet Riesling Chara ★★★ 2021 fra Weingut Alexander Laible. Nu er det ved at være weekend og tid til noget selvforkælelse, så nu smager jeg så søsteren Weißer Burgunder Chara ★★★ i samme årgang.

Som med søstervinen er alle Pinot Blanc aka Weißer Burgunder druerne høstet med håndkraft, så sorteret i marken og igen inden presningen.

Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i egetræfade og der er vinen også lagret en periode efter endt gæring og så har den 5,3 gram restsukker pr. liter.

Som søstervinen er der skruet godt op på volumenknappen, så den ellers noget anonyme Pinot Blanc drue får godt med sul på kroppen i form af en olieret og fed overfrakke med eksotisk frugter som pærer, ananas, papaya og honningmelon. Der kommer også lidt citrus, men citronerne virker syltede, kraftige og sødsure.

I munden virker vinen let perlende … har godt med cremelækker krop, sul på sidebenene. De tropiske vinde blæser også i din mund med papaya, ananas, dåsepærer og kandiseret lemon … det smager fandeme godt og smører din sjæl hele vejen gennem systemet. Den er ikke helt på niveau med Riesling Chara, men det er sgu tæt på. Det er vin til nydelse og den saftige og læskende flaske er hurtig væk. 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 214 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7