Tag-arkiv: Argentina

Argentina er verdens 8. største land, og 5. største vinland … og der produceres 4 gange så meget vin som hos naboen Chile og lige så meget som i hele USA.

Argentina har et tørt og stabilt klima med 300 solskinsdage om året, så sol er ingen udfordring. Derimod er vand en udfordring, hvorfor vinmarkerne får tilført vand via smeltevand fra Andesbjergene. Hvor man i Bordeaux taler om en eller to gode årgange ud af ti, så er det modsatte tilfældet i Argentina, som sidst oplevede en dårlig årgang i 1998.

Argentina ligger på den rigtige side af Andesbjergene. Den påstand drøftes selvfølgelig med Chile, som selvfølgelig mener, at de ligger på den bedste side.

Nedbøren falder på den chilenske side som regn. Argentina er benådet med, at nedbøren sker som sne på Andesbjergenes og efterfølgende gør gavn som smeltevand for vinproducenterne, som dermed kan kontrollere tilførslen af vand i de afgørende uger op til høsten og dermed undgå såkaldte vådskud.

Vinmarkerne i højder mellem 500 til 2.000 meter, enkelte steder endda 3.000 meters højde. Dette gør modningsprocessen langsom og derfor koncentreres frugtmængden. Større udsving mellem dag- og nattemperatur bevirker en accelerering af udviklingen af aromaer i druerne og giver duftkomplekse vine. Vinene får bedre struktur, fasthed og syre.

Den klimatiske forskel imellem 500 meters højde i Maipo i østlige del af Mendoza og 1.500 meters højde i Valle de Uco i den sydvestlige del af Mendoza svarer til sammenligning i Europa på forskellen på det kølige Champagne og det stegende varme Sicilien. I Europa er det altså en geografisk afstand på 1.500 kilometer, som man i Argentina finder indenfor blot 25-30 kilometers afstand.

De 300 solskinstimer, det meget tørre klima og dyrkningen i højderne overflødiggør sprøjtemidler. Svampesygdomme trives meget dårligt i det varme og tørre klima med lav luftfugtighed. Det betyder også, at Argentina har et stort antal i upodede vinstokke.

Tilbage i 1800-tallet hærgede rodlusen phylloxera de europæiske vinstokke og man måtte pode de originale stokke med stokke fra USA for at gøre dem resistente mod rodlusen. Dette er aldrig sket i Argentina, hvor vinmarkernes højde og det tørre klima er med til at sikre, at denne lus aldrig kommer til at blive noget problem. Man snakker om at 90-95% af samtlige vinstokke i Argentina er upodede. Man har derfor også mange gamle vinstokke … specielt Malbec vinstokke, som ofte er over 100 år gamle.

Klimaet, de gamle vinstokke … og billigere priser på gode vinmarker har tiltrukket en række af internationale vinmagere. Hovedparten af alle de interessante vinhuse er ejet af udenlandske vinmagere … eller tilflyttere fra kendte vinlande. Dermed er der også investeret massivt i vinproduktionen i Argentina.

I Argentina er der stor frihed til at plante forskellige druetyper, at lave forskellige stilarter … man er ikke begrænset af en masse regler eller reguleringer. Der må også tilsættes syre i vinene, hvis der er behov for det.

Størstedelen af produktionen er fortsat de gamle lokale druer som Criolla og Cereza. De drikkes lokalt i Argentina og udgør omkring halvdelen af produktionen. De er ikke værd at eksportere.

Der findes Argentina en del vinregioener …. i nord er det regionerne Salta, Catamarca, Tucumán og Jujuy. I den mellemste og vestligste del også kaldet Cuyo findes der La Rioja, San Juan og selvfølgelig Mendoza, som den absolut allervigtigste region.

I det sydlige del af Argentina … Patagonien findes der 5 vinregioner, nemlig La Pampa, Neuquén, Río Negro, Chubut og Buenos Aires.

Samlet findes der 198.000 hektar vinmarker i Argentina, men Mendoza er både den største om mest vigtige med lidt over 149.000 hektar marker. I Mendoza. Der er også der, at alle de store vinproducenter hører til.

Der findes flere subzoner/områder i Mendoza, nemlig

  • Guaymallén
  • La Paz
  • Las Heras
  • Lavalle
  • Valle de Uco
  • Luján de Cuyo
  • Maipú
  • Rivadavia
  • San Martín
  • Santa Rosa
  • San Carlos
  • Tunuyán
  • Tupungato
  • General Alvear
  • Malargüe
  • San Rafael

2019 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, Argentina

2019 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, ArgentinaNæste vin var også et gensyn, men jeg har dog kun smagt Signature Malbec fra Marcelo Pelleriti Wines én gang tidligere. Dengang var det i årgang 2018, men nu er den årgangen nyere.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er del også en del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines,

I dette projekt laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, som fx denne Signature Malbec, der er lavet på 100% Malbec fra netop La Consulta og Vista Flores markerne i Valle de Uco.

Markerne, der blev plantet tilbage i 1907, ligger i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

De håndplukkede druer sorteres både i vinmarken og i vineriet, så kun de bedste, kernesunde druer finder vej til Marcelos signaturvin. Efter 5 dages udblødning af drueskallerne 10-12 grader, så gærer vinen i temperaturstyrede tanke med daglig pigage. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på 225 liter franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Hvor er duften dog meget som 2018’eren, for fadpræget er også ganske pænt med noget træ, cedertræ, lakridsrod, engelsk lakrids, tørv, jod, tjære, rå champignon, kakao, småbitter baconfedt og mørk chokolade samt sød tobak. Vinen har denne våde og fede duft med frugt af blåbær, solbær og svesker.

Vinen har smagsmæssigt samme fedme … virkelig rund, blød og cremet med en opulent frugt, som nærmest vælter udover bæltet. Men stram det ikke ind, for der er godt med velsmag og masser af søde og fede elementer. Der er således tør, mørk chokolade, tjære, blåbær, lidt gran, kanel, karamel og lidt toast. Tanninerne er tørre, der fornemmes også en smule jernagtig mineralitet, men mest af alt er det en fed og fyldig Malbec. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Alamos Wines, Malbec, Mendoza, Argentina

2017 Alamos Wines, Malbec, Mendoza, ArgentinaAlamos Wines er et af Catena-familiens fire førende brands og producerer vine på både Syrah, Cabernet Sauvignon, Malbec samt Bonarda … her smager Houlberg en 2017 Malbec.

Vinhuset har fået sit navn Alamos efter de store og høje træer, der beskytter de kostbare vinstokke mod Andesbjergenes barske vind og vejr og samtidig tilfører alle vinene sin elegante, velbalancerede smag.

Denne 2017 Malbec er imidlertid – som Rolf – ikke helt ren, men er lavet på 90% Malbec, 5% Cabernet Sauvignon og 5% Bonarda, der er lavet i rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering lagret 9 måneder på franske og amerikanske egefade.

Det dufter sgu godt … overraskende godt. Der er godt med fad, hvilket bliver lidt på bekostning af frugten. Der er våde fade, lidt vanilje, kanel, lakrids, mælkechokolade, sød tobak, nogle tørrede kirsebær, blåbær, svesker og måske endda også rosiner. Har absolut denne lidt fornemmelse af tørret og sød frugt over sig.

I munden er det lidt det samme … det bliver lidt fluffy med blød, kandiseret og tørret frugt, kanel, nelliker og søde elementer, kakao, mørk chokolade, silkebløde tanniner, gammel balsamico og urter. Det er en vin lavet med den bredde pensel og klart en sødere vin, som mange vil elske. 87 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2013 El Enemigo, Cabernet Franc, Mendoza, Argentina

2013 El Enemigo, Cabernet Franc, Mendoza, ArgentinaVinhuset El Enemigo ligger i Piedemonte al Sur ved foden af Andesbjergene i Lújan de Cuyo i Mendoza … og derfra smagte vi denne 2013 Cabernet Franc.

El Enemigo ejes af Adrianna Catena og vinmager Alejandro Virgil. Adrianna er historiker og den yngste datter af den kendte Nicolas Catena, mens Alejandro normalt også arbejder Bodega Catena Zapata.

Alejandro Vigil har haft hele 17 vine på Vivinos verdens toplister, hvilket vel er mere end de fleste andre vinmagere. Han har et særligt kendetegn i sine vine … han søger nemlig altid at  finde mineraliteten frem i hver af de enkelte vine fra de enkelte marker.

Både Alejandro og Adrianna havde en idé om at lave et nyt vinhus, hvor de specielt ville lave vin som de første europæiske immigranter i Mendoza på samme måde, som man havde gjort i Europa i tidligere tider, specielt på Malbec, Petit Verdot og Cabernet Franc.

De gav vinhuset navnet El Enemigo, som betyder fjenden og meningen med dette navn hentyder til, at mange store resultater kan opnås ved at kæmpe mod ens egen indre fjende. Vinen skal ses, som en hyldest til sejren over den indre fjende, og derudover som en hyldest til de første argentinske vinbønders arbejde på markerne.

Og Adrianna Catena og  Alejandro Virgil  fik nærmest omgående succes. Allerede med 2012 årgangen strøg deres enkeltmarksvin Aleanna Gran Enemigo Gualtallary Single Vineyard til tops som højst anmeldte argentinske vin i Robert Parkers Wine Advocate 2016 med hele 98+ point, mens årgang 2013 har endda fået de magiske 100 point som første argentinske vin sammen med 2016 Catena Zapata.

Her smager vi dog husets 2013 Cabernet Franc, som dog ikke – som Rolf – er 100% ren, men består af 93% Caberbet Franc og 7% Petit Verdot fra de højtbeliggende vinmarker i Lújan de Cuyo.

Efter høsten afstilkes 50% af druerne, så der medgår således 50% hele klaser i vinifikationen. Vinen har efter endt fermentering lagret 14 måneder på franske egetræsfade, heraf 70% nye.

Duftmæssigt en mediumfyldig, parfumeret og blomstret vin, dyb tobak, lakrids og lakridskonfekt, blyanter, garvet læder, baconfedt, sådan lidt syrlig, har mynte, solcreme og en frugt af mørke bær, sorte kirsebær og brombær, sødme, urter og let peber.

I munden har vinen slet ikke den tunge Mendoza ånd hængende over sig, for selvom frugten er solbær og mørke kirsebær, så har den også en tør, frisk, småsaltet smag … med frugtrig, rund og smagfuld suppleret med peber, fine og lette tanniner, god syre og i det hele taget bare en fin og anderledes Cabernet Franc vin.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2013 Familia Zuccardi, Finca Piedra Infinita, Mendoza, Argentina

2013 Familia Zuccardi, Finca Piedra Infinita, Mendoza, ArgentinaFlemming havde fundet flere store kanoner frem, for næste vin var den prisbelønnede vin Finca Piedra Infinita fra Familia Zuccardi … et vinhus, som vi jo er stødt på her på vinbloggen tidligere.

Finca Piedra Infinita er en af de få Argentinske vin, som Robert Parker har givet 100 point. Det var for årgang 2016, men den fik i denne årgang 2013 flotte 97 point, hvilket også var tilfældet i årgang 2014, mens årgang 2015 fik 98 point, så dermed er det en meget anmelderrost vin, som vi nu fik i glasset.

Søstervinen Finca Piedra Infinita Gravascal 2018 har i øvrigt også lige opnået de magiske 100 Parker point.

Som med husets Aluvional Paraje Altamira – som jeg tidligere har anmeldt i en årgang 2012 – så kommer Malbec druerne fra marken Finca Piedra Infinita, der ligger i Paraje Altamira og ganske højt i omkring 1.100 meters højde i Valle de Uco området.

Der består jordbunden af et varierende lag af grus og småsten i en dybde fra 10-80 cm. Under gruslaget er jorden fyldt med maser af store kalksten. Området er meget tørt, men markerne bliver vandet via smeltevand fra de bagvedliggende Andesbjerge.

Efter høsten er druerne afstilket og let knust inden fermentering sker i store koniske betontanke med druernes naturlige gærceller og efter endt gæring er vinen lagret i egefade og betontanke.

Hvor dufter det indbydende og man fornemmer allerede fra starten en blød, fyldig og cremet vin, hvor der op af glasset strømmer blåbær og enebær, violer, blomster … nærmest en hel blomstermark, langt mere sødme end hos Chave, lakridskonfekt, granit, mineraler og så fadnoter med vanilje, røg, appelsinskal og lidt babyfedme.

I munden er vinen langt mere mineralsk og stenet end duften … virkelig tør, mineralsk, saltet, tæt og samtidig fyldig. Vinen har en frisk tør side, hvor tanninerne simpelthen er vilde og demonstrativt sætter sig på dine tænder. Der er fortsat blåbær, solbær med et bid af lidt peber, kridt, masser en elegant power, struktur, kompleksitet og smuk rankhed, hvor alt er spændt op de rigtige steder.

Forhandles af Jysk Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Abremundos, Página 1, Mendoza, Argentina

2017 Abremundos, Página 1, Mendoza, ArgentinaDen lille Abremundos smagning sluttede med den vin, der satte Marcelo og Pedros lille projekt Abremundos i gang. Det er nemlig topvinen Página 1, der er lavet fra nogle af Marcelos families vinmarker i Valle de Uco.

97 points … decadent and gorgeous har James Suckling bl.a. kaldt denne vin.

Den er lavet på 55% Cabernet
Franc og 45% Malbec. Vinifikationen foregår i 225 ligter barriques efter en kold maceration ved 8-10°C og med pigeage med hånden under gæringen.

Efter endt fermentering kommer vinen på andre fade af samme størrelse, gennemgår malolaktisk gæring  og lagres hele 24 måneder på barriques fadene. Efter aftapning på flaske lagrer den yderligere 6 måneder før frigivelse.

I næsen virker Pagina Uno langt mere kølig end de to foregående Octava Bassa vine … mere rank, stoisk og ren, men fortsat med en frugt af solbær, blåbær, blæk, cedertræ, nelliker, røg, lakrids, tobak samt våde fade, jern, mineraler, læder, sort te, endda lidt balsamiske noter, vanilje og kakaopulver.

Smagsmæssigt er Pagina Uni bare et mindre kraftværk, langt mere tør end sine to mindre søskende med en langt mere ren frugt, sorte teblade, en sødbitter smag suppleret af rene, skarpe mineraler samt tør kakaopulver og bitter mørk chokolade. Alt er godt … alt er zen og fortsat med fine tanniner, lidt bid og karakter. Pagina Uno er klart slankere, mere bordeauxsk, syrlig og elegant … og sådan kvaliteter skal en argentinsk topvin også byde på. 6 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 849,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Abremundos, Octava Alta, Mendoza, Argentina

2015 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaLas os også smage Abremundos Alta  i en årgang 2015 … og lidt alder på vinen i forhold til Bassa i årgang 2017 gør den bestemt ikke dårligere.

Octava Bassa er lavet på 80% Malbec og 20% Cabernet Franc, som høstes fra terroirs 1.100 meter over havets overflade i Valle de Uco.

Vinen er lavet i små 225 liters barriques placeret på små hjul, som får fadene til at rotere under gæringen. Det er en metode, som Marcello har taget med sig fra hans arbejde på topslotte i Pomerol og Saint-Émilion. Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter fermentering med rotation er vinen også lagret 16 måneder på egetræsfade og 6 måneder på flaske inden frigivelse

I næsen minder vinen på mange måder om Bassa … blot mere moden og mere kødfuld, måske endda også lidt mineralsk. Bevares, det er fortsat en intens, kraftig sag med solbær, blåbær,  røg, nelliker, cedertræ, lakrids, tobak og chokolade. De blækagtige noter fylder nu ikke så meget, mens den varme, lumre og tykke blomsternote fortsat kildrer dine næsehår. Men igen er duften egentlig ikke varm og fed, men med en vis kølighed og let anstrøg af mentol.

Som med Bassa er det bare koncentreret, cremet, fløjlsblød og sødopulent … endda mere udtalt her. Det nærmest smelter i din mund og sødmen er også en snas mindre, hvilket virkelig bidrager til en mere komplet vin. Der er tør engelsk lakrids, solbær, blåbær, lidt blommer, svesker, figner, mælkechokolade og vanilje. Igen spiller de polerede tanniner kun en statistrolle, for her er det den cremede og komfortagtige struktur, der vinder løbet. En basse Alta, som man nemt bliver afhængig af, så 5,5 tykke tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, Argentina

2017 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaVi starter smagningen af de 3 Abremundos vine helt straight med denne 2017 Octava Bassa, som er makkerparrets store og populære sællert.

Octava Bassa er lavet på 100% Malbec med druer fra 2,5 hektar marker med buskvine i 1.000 meters højde ved Chacayes samt Altamira i Valle de Uco.

Vinen er lavet i små 225 liters barriques placeret på små hjul, som får fadene til at rotere under gæringen. Det er en metode, som Marcello har taget med sig fra hans arbejde på topslotte i Pomerol og Saint-Émilion.

Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter fermentering med rotation er vinen også lagret i franske barriques 12-14 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Suckling har givet denne vin 95 point i denne årgang 2017, mens Parker er lidt mere kostbar med 91 point.

I næsen er det en intens, mørk og kraftig vin med solbær, blåbær, masser af sort skosværte og blæk, cedertræ, nelliker, røg, lakrids, tobak samt chokolade. Der fornemmes også lidt blomster, men det er ikke lyse og feminine blomster, men en mere lummer støvdrager, der sammen med lidt eg og sødme kildrer dig i næsen. Men alligevel er duften egentlig ikke varm og fed, men med en vis kølighed.

I munden er det koncentreret, cremet, fløjlsblød og sødopulent vin, hvor man nærmest synker ned i en dyb, mørkebrun fløjlssofa, som er total comfy. Den er vellavet, saftig, fed og klart med stor sødme, men dog aldrig for meget for mig. Der er mælkechokolade, vanilje, varme og blødsød lakrids. Tanninerne gør ikke meget væsen af sig, men har i stedet en meget svag bitterhed. Det er fløjlsblødt og alligevel fyldt med saft og kraft. Det er virkelig comfortwine og absolut flot produceret, så 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Houlberg tester lige 3 x Abremundos vine

Når jeg jo lige har smagt Marcelo Pelleritis Signature Malbec, hvorfor så ikke også lige smage et par vine fra det projekt, som han har sammen med vennen Pedro Aznar?

Både Marcelo Pelleriti og Pedro Aznar er begge passionerede for 2 ting i livet … musik og vin. Marcelo Pelleriti er vinmager og musiker, mens Pedro Aznar er musiker og sommelier.

Da Pedro fortalte Marcelo om sin drøm om selv at lave vine, så fortalte Marcelo om det perfekte, højtbeliggende område Valle de Uco i Mendoza og det blev således startskuddet til et joint venture med etableringen af vingården Abremundos ved Tunuyán i 2012.

Marcelo kan I læse mere om i indlægget om Signature Malbec vinen fra Marcelo Pelleriti Wines. Han havde tidligere arbejdet i Bordeaux som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Pedro Aznar er sanger, sangskriver og musiker. Som 18-årig dannede han et rockband, som kom til at definere den argentinske rockscene i flere generationer. Gennem årene var han også med i jazzgrupper og har vundet tre Grammy-priser.

Filmmusik, solokarrierer og mange tildelte priser senere har Pedro nu fordybet sig i vinens verden og har uddannet sig til sommelier hos et af de mest anerkendte vin- og spiritusakademier i Argentina.

Den første vin, som Marcelo og Pedro lavede i projektet Abremundos, var en 2011 Página 1 … et blend lavet af Pedro fra nogle af Marcelos families vinmarker i Valle de Uco. Den var et mix på Cabernet Franc og Malbec, gæret på små franske egetræsfade og lavet som en limited edition med kun 1.200 flasker.

Successen kom øjeblikkelig, idet vinen allerede efter frigivelse i 2014 fik 99 point af vinkritikeren James Suckling og dermed blev hans højeste ratede vin i 2014. Og siden har vinpressen givet masser af udmærkelser til vinene fra Abremundos.

Nu er det Houlbergs tur til at anmelde 3 af vinene fra de to gæve musikere og vinmagere, for jeg tester nu husets lækre Octava Bassa i årgang 2017, Octava Alta i årgang 2015 og så selvfølgelig vinen, som startede det hele Pagina 1, men i en nyere årgang 2017.

Samlet har jeg smagt disse:

Octava Bassa er en vin, som er blevet rost til skyerne, da man får ekstremt flot vin til pengene. Jeg har selv smagt vinen før i en årgang 2014 og var dengang også duperet med 5 houlbergske tomler. Men det er – indtil nu – faktisk også den eneste vin, som jeg har smagt fra Abremundos projektet.

I de næste blogindlæg får i mine beskrivelser og anmeldelser af de 3 Abremundos vine … så stay tuned !!!

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, ArgentinaSådan en sommeraften, hvor kulden hurtigt går ind i ben og knogler, så er sådan et kraftigt glas rødvin godt … som nu fx en Signature Malbec fra Marcelo Pelleriti Wines.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er del også en del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines,

I dette projekt laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, som fx denne Signature Malbec, der er lavet på 100% Malbec fra netop La Consulta og Vista Flores markerne i Valle de Uco.

Markerne, der blev plantet tilbage i 1907, ligger i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

De håndplukkede druer sorteres både i vinmarken og i vineriet, så kun de bedste, kernesunde druer finder vej til Marcelos signaturvin. Efter 5 dages udblødning af drueskallerne 10-12 grader, så gærer vinen i temperaturstyrede tanke med daglig pigage. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på 225 liter franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Det er duftmæssigt har vinen en tæt, mørk og våd næse … tørt træ, cedertræ, lakridsrod, engelsk lakrids, tørv, jod, tjære, rå champignon, kakao,  småbitter baconfedt og mørk chokolade, lidt tør tobak og en frugt med blåbær, solbær og svesker. Der er sgu pænt skrald på drengen med rå power.

Smagsmæssigt passer det meget til duften … blød, cremet og med en tørbitter smag, salt, mineraler, småsur tobak, bitter mørk chokolade, tjære, blåbær, kanel, violer og ristede noter. Frugten må godt komme mere frem, for træ, tørhed og bitterhed fylder godt sammen med en jernagtig mineralitet. Tanninerne er tørre, men ikke stramme … men intensiteten er ganske imponerende.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, Argentina

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, ArgentinaJeg elsker ordet Luján de Cuyo, dels fordi det lyder pissegodt, men også fordi, at der kommer meget godt vin fra dette højt beliggende område i Mendoza i Argentina … som nu fx denne 2018 VII Gran Corte fra Pulenta Estate.

Pulenta-familien har lavet vin i Argentina i 4 generationer siden 1912, hvor de to italienske emigranter Angelo og Palmina Pulenta kom til Argentina fra Ancona i Marche regionen i Italien, plantede de første vinstokke og grundlagde Finca la Germania.

Senere i 1930 grundlagde Angelo og Palmina to sønner også Peñaflor, som familien dog mange år senere i 1997 solgte med en klækkelig fortjeneste.

Selve Pulenta Estate er etableret i 2002 af brødrene Eduardo og Hugo Pulenta. De er 3. generation og laver i projektet vine fra de vinmarker, som de sammen med deres far Don Antonio plantede i begyndelsen af 1980’erne og 1990’erne … den ene mark i Agrelo i Luján de Cuyo og den anden i Los Árboles i Valle de Uco.

I dag er det dog næste generation … 4 generation i form af Eduardo og Diego Pulenta, som driver Pulenta Estate. De laver fortsat vinene fra deres 2 marker Finca La Zulema i Agrelo i Luján de Cuyo og så Viñedos Don Antonio i Los Árboles i Tunuyán ved Valle de Uco.

Men det er pænt store marker Finca La Zulema er på 135 hektar i 980 meters højde og Viñedos Don Antonio hele 402 hektar i 1.200 meters højde.

Denne 2018 VII Gran Corte er alene lavet med druer fra Finca La Zulema marken og består i denne årgang af et blend på 45% Malbec, 28% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot, 5% Petit Verdot samt 5% Tannat.

Efter høsten er druerne afstilket og så lagt i koldmaceration i 48 timer ved 8 grader, hvorefter gæringen og maceration sættes i gang på en skøn blanding af mindre ståltanke, roterende fermentorer og egefade.

Gæringen varer 21 dage og er efterfulgt af en spontan malolaktisk gæring i egefade og derefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques … heraf 50% nye fade. Der er lavet 1.500 kasser af denne vin i årgang 2018.

Det er nærmest BB = basse Bordeaux … herlig dyb mørk vin med nogle klare bordeauxfile karaktertræk med solbær, sorte kirsebær, blommer, cigarkasser, muldjord, mørk bitter chokolade med et højt kakaoindhold … og så alligevel lidt grønlige strejf med grønne blade, mynte, timian samt en tør syre, tør tobak og nogle gennemgnaskede blyanter.

Smagsmæssigt er det næsten også som ung Bordeaux, hvor der er både tørre og spændstige tanniner, godt med frugtsyre, som virkelig gør vinen rank og slank, selvom det er jo dybest set er en fyldig, stor, cremet og mørk vin med kæmpe intensitet. Den har en fin balance mellem syre, tonsvis frisk frugt, bitterhed og så monsterlang eftersmag, hvor vinen hænger i kæften i lang, lang tid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 369 kr., men skulle vistnok være på vej på tilbud til 276 kr.

Vinanmeldelse 6/7