2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, Argentina

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, ArgentinaJeg elsker ordet Luján de Cuyo, dels fordi det lyder pissegodt, men også fordi, at der kommer meget godt vin fra dette højt beliggende område i Mendoza i Argentina … som nu fx denne 2018 VII Gran Corte fra Pulenta Estate.

Pulenta-familien har lavet vin i Argentina i 4 generationer siden 1912, hvor de to italienske emigranter Angelo og Palmina Pulenta kom til Argentina fra Ancona i Marche regionen i Italien, plantede de første vinstokke og grundlagde Finca la Germania.

Senere i 1930 grundlagde Angelo og Palmina to sønner også Peñaflor, som familien dog mange år senere i 1997 solgte med en klækkelig fortjeneste.

Selve Pulenta Estate er etableret i 2002 af brødrene Eduardo og Hugo Pulenta. De er 3. generation og laver i projektet vine fra de vinmarker, som de sammen med deres far Don Antonio plantede i begyndelsen af 1980’erne og 1990’erne … den ene mark i Agrelo i Luján de Cuyo og den anden i Los Árboles i Valle de Uco.

I dag er det dog næste generation … 4 generation i form af Eduardo og Diego Pulenta, som driver Pulenta Estate. De laver fortsat vinene fra deres 2 marker Finca La Zulema i Agrelo i Luján de Cuyo og så Viñedos Don Antonio i Los Árboles i Tunuyán ved Valle de Uco.

Men det er pænt store marker Finca La Zulema er på 135 hektar i 980 meters højde og Viñedos Don Antonio hele 402 hektar i 1.200 meters højde.

Denne 2018 VII Gran Corte er alene lavet med druer fra Finca La Zulema marken og består i denne årgang af et blend på 45% Malbec, 28% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot, 5% Petit Verdot samt 5% Tannat.

Efter høsten er druerne afstilket og så lagt i koldmaceration i 48 timer ved 8 grader, hvorefter gæringen og maceration sættes i gang på en skøn blanding af mindre ståltanke, roterende fermentorer og egefade.

Gæringen varer 21 dage og er efterfulgt af en spontan malolaktisk gæring i egefade og derefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques … heraf 50% nye fade. Der er lavet 1.500 kasser af denne vin i årgang 2018.

Det er nærmest BB = basse Bordeaux … herlig dyb mørk vin med nogle klare bordeauxfile karaktertræk med solbær, sorte kirsebær, blommer, cigarkasser, muldjord, mørk bitter chokolade med et højt kakaoindhold … og så alligevel lidt grønlige strejf med grønne blade, mynte, timian samt en tør syre, tør tobak og nogle gennemgnaskede blyanter.

Smagsmæssigt er det næsten også som ung Bordeaux, hvor der er både tørre og spændstige tanniner, godt med frugtsyre, som virkelig gør vinen rank og slank, selvom det er jo dybest set er en fyldig, stor, cremet og mørk vin med kæmpe intensitet. Den har en fin balance mellem syre, tonsvis frisk frugt, bitterhed og så monsterlang eftersmag, hvor vinen hænger i kæften i lang, lang tid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 369 kr., men skulle vistnok være på vej på tilbud til 276 kr.

Vinanmeldelse 6/7