Vi starter smagningen af de 3 Abremundos vine helt straight med denne 2017 Octava Bassa, som er makkerparrets store og populære sællert.
Octava Bassa er lavet på 100% Malbec med druer fra 2,5 hektar marker med buskvine i 1.000 meters højde ved Chacayes samt Altamira i Valle de Uco.
Vinen er lavet i små 225 liters barriques placeret på små hjul, som får fadene til at rotere under gæringen. Det er en metode, som Marcello har taget med sig fra hans arbejde på topslotte i Pomerol og Saint-Émilion.
Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter fermentering med rotation er vinen også lagret i franske barriques 12-14 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Suckling har givet denne vin 95 point i denne årgang 2017, mens Parker er lidt mere kostbar med 91 point.
I næsen er det en intens, mørk og kraftig vin med solbær, blåbær, masser af sort skosværte og blæk, cedertræ, nelliker, røg, lakrids, tobak samt chokolade. Der fornemmes også lidt blomster, men det er ikke lyse og feminine blomster, men en mere lummer støvdrager, der sammen med lidt eg og sødme kildrer dig i næsen. Men alligevel er duften egentlig ikke varm og fed, men med en vis kølighed.
I munden er det koncentreret, cremet, fløjlsblød og sødopulent vin, hvor man nærmest synker ned i en dyb, mørkebrun fløjlssofa, som er total comfy. Den er vellavet, saftig, fed og klart med stor sødme, men dog aldrig for meget for mig. Der er mælkechokolade, vanilje, varme og blødsød lakrids. Tanninerne gør ikke meget væsen af sig, men har i stedet en meget svag bitterhed. Det er fløjlsblødt og alligevel fyldt med saft og kraft. Det er virkelig comfortwine og absolut flot produceret, så 5 store fingre med pil op.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189,95 kr.