Tag-arkiv: Toscana

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienSidst jeg smagte Rosso di Montalcino fra vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera i projektet Voliero blev jeg så begejstret, imponeret og benovet. Nu har jeg 2018’eren i glasset og er ikke glad … jeg er henrykt.

Voliero 2018 Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese og druerne har Andrea Cortonesi opkøbt fra flere forskellige vinmarker, der alle er placeret ved Canalicchio i den nordlige del af Montalcino.

Vinen er dog fortsat vinificeret på hans vingård Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter. Der laves kun 400 kasser om året af denne Rosso.

I glasset overraskes jeg – som sidst – en rigtig lys, transparent og alligevel med en lidt let brunlig note. Og – jesus – hvor dufter det dog godt. Der er tobak, violer, tørrede rosenblade, fin spinkel og rund, lys frugt, kirsebær og hindbær, læder og fortsat med denne lille snert af sødme og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der godt med syre, bitterhed og tørhed. Der er bitre vindruekerner, lys og syrlig frugt. hindbær, syrlig kirsebær, lidt moreller og ribs, godt med sure tanniner, meget frisk og livlig. Der er et snert peber, lidt balsamiske elementer, rank, ren og stringent … virkelig lækker vin og endda en spids bedre end 2015’eren.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 150 kr. og det er altså en vildt god pris for denne lille perle.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Villa Poggio Salvi Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDer bliver ved med at poppe gode Brunelloer op fra den helt store årgang 2016. Vi kigger på endnu en af slagsen Brunello di Montalcino 2016 fra vinhuset Villa Poggio Salvi.

Vinhuset ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano.

Villa Poggio Salvi er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin. Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Nå, men her smager vi så husets 2016 Brunello di Montalcino, hvor Sangiovese druerne kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse. Produktionen har i 2016 årgangen været 55.500 flasker.

Dejlig moden og rund næse … lidt stille til at starte med, men langsomt dukker der lidt tobak op, appelsinskal, blomster, roser, en del kirsebær, brombær, blommer, chokolade, både hvid chokolade og mælkechokolade, men alt sammen meget stille, forsigtigt og i stille ro og balance. Her vender ikke et hår forkert … meget pænt.

Smagen er lidt i samme vogn … kører bare fuldstændig på midten af vejen uden at ramme rabatten. Det er pænt og fløjlsblødt med både lyse kirsebær og lyse blommer. Tanninerne er silkefine, polerede og næsten skinnende, men har ikke det store bid, som kendetegner ret mange Brunello’er. Til gengæld er frugten og stilen virkelig lys, luftig og let, hvilket gør vinen både elegant og feminin smuk. Der er lidt urter, igen svagt chokolade, lækkerlys syre og flot vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienSunes sidste servering denne aften var lidt mere klassisk … en 2015 Chianti Classico Riserva fra vinhuset I Fabbri, der ligger ude på landet i Casole små 800 meter nord for Lamole og 7-8 kilometer sydøst for Greve i Tosacana.

I Fabbri er en lille toskansk vingård ejet af Susanna Grassi, hvis familien har ejet den lille ejendom i Lamole siden 1600-tallet. I 2000 opgav Susanna sit job for at puste liv i den gamle ejendom, hvor vinproduktionen var ved at gå helt i stå. Og selvom hendes oldefar Olinto Grassi tilbage i  1920’erne var den første til at flaske og sælge vinene fra familiens marker, så havde man i perioden indtil Susannas overtagelse blot solgt druerne til andre producenter i området.

Men det ændrede Susanna …  hun gik ihærdigt i gang med optimering af vinplanterne og ikke mindst restaureringen af de gamle håndbyggede stenmure, der understøtter de klassiske gamle vinmarker,

Grassi familien var oprindeligt smede og dengang ret velhavende. Faktisk betyder Grassi; de fede. Susanna Grassi begyndte derefter at producere hendes egne Chianti Classico. Hun omlagde gradvist til økologisk drift og blev endelig certificeret i 2013 og hun har også siden nedjusteret anvendelsen af svovl i kælderen.

På vingården får Susanna hjælp af sin søster Maddalena Grassi og samlet passer de 10 hektar vinmarker. De 9 hektar ligger i Lamole, mens de også lejet 1 hektar i Conca d’Oro i  Panzano-in-Chianti og alle markerne ligger i 450-680 meters højde.

Her smager vi husets Chianti Classico Riserva 2015, som er lavet på 95% Sangiovese Grosso di Lamole samt 5% Canaiolo. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med 14 dages maceration og derefter lagret 20 måneder på 500 liter franske tonneaux.

Duften er sgu lækker … mørk, moden og kraftig Chianti med både læder, stenjord, muldjord, kirsebær, blommer, mynte, en lille og frisk Campari bitterhed, ristede fade, toast, kaffe, kakao, blæk, engelsk lakrids, kanel, urter og så aromatisk træ.

I munden har vinen en god og stringent syre, perfekt modne druer med kirsebær, solbær, masser af intensitet og kompleksitet, fyldig, tæt med en vis friskhed, grafit, grape, bitterhed, tør kakao og alt med godt power, fortættet, mineralsk og med denne bitre, tørre og alligevel friske smag. Flot vin.

Forhandles af Terroiristen, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDen sidste Terreno vin i femkløveret blev deres 2017 Chianti Classico Riserva og det var samtidig klart den bedste af de smagte vine fra den svenske Ruhne familie.

Denne gang har Sangiovese druerne fået lidt følgeskab af Cabernet Sauvignon. Gæringen og macerationen foregår i store ståltanke alene med druernes egne gærceller og med hver druesort separat. Efter gæring presses druerne og lagres i 24 måneder på italienske 24 hektoliter botti, hvorefter vinen stikkes endelig sammen, flaskes og har lagret yderligere 12 måneder. Der produceres årligt blot 7.000 flasker af denne vin.

Nu er der lagt yderligere et lag på … mere moden, mere kompleks, mere dybde fra fadene, som giver en rund, fortættet aroma af sorte, modne kirsebær, brombær og måske endda lidt jordbær, våde fade, tobak, læder, kakao, chokolade, masser af eg og tørre krydderier.

Denne vin har også smagsmæssigt en meget frisk frugt, men mere dybde, bedre sammenhæng og balanceret syre. Her galoperer syren ikke bare afsted, så frugten med kirsebær, hindbær og brombær kan meget bedre fornemmes. Tanninerne er fortsat tørre, men klart mer’ runde og venlige … og jeg kommer bare lige til at tænke på lidt risotto, for det vil være et match made in heaven.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Chianti Classico er den vin, som familien Ruhne på den lille vingård Terreno laver fleste flasker af. Hvert år producerer de nemlig 40.000 flasker og udgør således 40% af hele produktionen.

Terreno skriver selv, at vinen er lavet på Sangiovese, men ifølge VinGuruen er der imidlertid 5% Merlot blandet med. Vinen er så lavet i rustfrie ståltanke med en gæring alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på store 24 hektoliter egefade.

Fadlagringen klæder virkelig vinen … i næsen er der nemlig langt mere dybde, mere generøs og langt mere i harmoni. Det er modne kirsebær, skovbær, skovbund, svampe, tobak og et tydeligt præg af våde fade og så alligevel en rimelig frisk syre, som giver vinen liv, en småsyrlig friskhed kombineret med grønne urter, estragon, salvie og lidt mentolagtig parfume.

I munden er vinen langt mere frisk og syrlig end duften egentlig lovede. Frugten er stringent, streng og stærk … knuste hindbær, ribs, lyse blommer med tørre, lyse, grønne og uforsonlige tanniner, noget bitterhed, sten og jern. Det er en ung, ilter og direkte no-shit Chianti Classico med nerve.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Terreno, il Momento, Toscana, Italien

2017 Terreno, il Momento, Toscana, ItalienMed næste vin i det blågule spor fra det svenske vinhus Terreno i Toscana skiftede vi farve. For nu er det deres rødvin il Momento, der er lavet på Sangiovese og Merlot.

Druerne vokser på terrasser med syd /sydvestlig hældning på nogle af husets vinmarker i 350 højde med stenet jord, primært bestående af grå skife. Høsten og sortering i marken sker med håndkraft. Inden afstikning håndsorteres druerne endnu engang, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen er vinen lagret 6 måneder på ståltankene inden aftapning på flaske.

Faktisk er næsen ret fin … meget italiensk med violer, urter, tomatgrene, lys og balsamisk med meget frugtrig kirsebær, umodne blommer, læder, let skovbund, lys tobak og med en snert af rå champignon.

I munden er vinen oppe på tæerne … noget rustik, syrlig og med småskarpe kanter. Frugten er ren, jernagtig med hindbær, ribs og igen de umodne blommer. Der er bid og streng syre, men virker lidt til den uforsonlige side og skriger nærmest på lidt mad.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Terreno, Rosato di Toscana, Toscana, Italien

2019 Terreno, Rosato di Toscana, Toscana, ItalienI 1658 gik svenskerne over isen og besejrede danskerne. Nu vil den svenske familie Ruhne med Sofia Ruhne i spidsen forsøge at erobre Toscana med sin vin fra vingården Terreno udenfor byen Greve i  Toscana. Nu smager vi i hvert fald næste vin fra Terreno, nemlig deres Rosato di Toscana.

Vinen er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra husets marker i 350 meters højde. Druerne er høstet med håndkraft og presses efter ankomst til vineriet med det samme med en ganske kort skindkontakt, hvorfor vinen også er ganske bleg … og mere bleg end det måske fremgår af ovennævnte foto.

Vinen er alene vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor gæringen er sket med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så også lagret sur lie i ståltankene i 6 måneder inden aftapning på flasker.

Duftmæssigt er vinen sådan småparfumeret med en sødsyrlig frugt, sådan nærmest hyben, hindbær, rabarber, stikkelsbær, altheabolsjer, gule blomster samt en snert spidskommen. Det er en vin, som vinder med lidt tid i glasset.

Smagsmæssigt har vinen mest sådan hindbær og jernagtige smag, meget let og næsten grænsende til småvandet. Syren er dog fin og har både lidt lemon, grape og syrlige røde bolsjer. Der er frisk, ren, lys og med syrlig, småbitter kant og sødme er der ikke meget af. Dermed ligger jeg lige i spændingsfeltet mellem 3,5 og 4 fingre.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 Terreno, Bianco di Stella, Toscana, Italien

2018 Terreno, Bianco di Stella, Toscana, ItalienSelvom sommeren lader vente på sig, så kan man da godt nyde et glas kølig hvidvin ude under den overdækkede terrasse med klaprende tænder. Netop denne Bianco di Stella fra Terreno srl Società Agricola er helt perfekt til formålet.

Terreno ligger lige udenfor Greve by i Chianti Classico i Toscana og drives af en svensk familie, nemlig Ruhne familien, der i 1988 grundlagde huset og startede med at lave vin med en blanding af både svensk og italiensk filosofi … en pragmatisk svensk tilgang kombineret med italiensk kreativitet og respekt for traditioner.

Vingården Terreno ledes af Sofia Ruhne, der allerede er anden generation og Sofia arbejder sammen med den berømte ønolog Federico Staderini samt produktionschefen Giacomo Fioravanti og de laver årligt omkring 100.000 flasker vin.

Samlet har Terreno 150 hektar tilhørende jord, hvoraf 20 hektar er vinmarker og 10 hektar olivenlunde, men resten er for det meste er skovområder. Siden 2014 har driften været økologisk. Vinmarkerne er fordelt på 3 parceller … Terreno, Le Bonille og Sillano, der ligger i henholdsvis 300, 400 og 500 meters højde.

På vinmarkerne dyrker Ruhne familien selvfølgelig Sangiovese suppleret med Canaiolo og Colorino samt de hvide druer Trebbiano og Malvasia samt en smule mere internationale sorter.

Terreno fremstiller derfor naturligvis de traditionelle Chianti vine, men har også gennem årene udviklet deres egen supertoscaner og ellers produceres der hvidvin, både på traditionelle druesorter, men også med fransk inspiration samt rosévin. Naturligvis produceres der også den traditionsrige Vin Santo dessertvin.

Udover vinproduktionen, så driver familien også en vinrestaurant i tilknytning til vingården, men derudover driver de også hotellet The Winery Hotel, men det ligger imidlertid i byen Solna i Sverige og omfatter faktisk også to restauranter.

Nå, men lad os starte med at smage denne friske lille hvidvin fra Terreno … deres IGT vin Bianco di Stella i årgang 2018 lavet på Malvasia og Trebbiano . Vinen er opkaldt efter en af de fire hunde som familien Ruhne har på Terreno.

Valget af navnet Stella skyldes, at familien Ruhne ønsker at give deres vine ligeså meget kærlighed, som de gør til menneskets bedste ven. Malvasia og Trebbiano druerne kommer fra marker på terrasser med en syd /sydvestlig eksponering i 350 meter højde med en stenet jord hovedsageligt bestående af skiferholdig Galestro … en slags grå skifersten, der er meget udbredt i Toscana

Høsten og sortering i marken sker med håndkraft. Inden afstikning håndsorteres druerne endnu engang, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen er vinen lagret 6 måneder på ståltankene inden aftapning på flaske.

I næsen er det en let italiensk vin … næsen lidt gul med fersken, melon, honningmelon, gule æbler, godt med blomster, røg og lidt muskat … lige et snert af lemon og grape og egentlig fin frisk.

Friskheden går igen i smagen med en ren og direkte frugt, æbler, endda lidt æblemostagtig, svag lemon og ellers mineraler og en fin syre. Denne kolde dag på terrassen var det godt og glæden vil kun stige i takt med, at sommeren får mere fat.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Poggiarellino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Poggiarellino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Agricola Poggiarellino ligger ganske smukt og fredeligt i bakkerne Val d’Orcias nord for Montalcino i Toscana. Det er så derfra, at næste vin kommer, en 2015 Brunello di Montalcino.

Poggiarellino er en lille familiedrevet vingård, der drives af Anna og Lodovico Ginotti. De holder til i en gammel villa fra 1896, hvorfra de også driver et agriturismo med udlejning af 4 ferielejligheder. De laver kun to forskellige vine, men har også produktion af olivenolie og faktisk også lidt agerjord med hvede.

Samlet har de omkring 12 hektar jord, men det er kun 1,2 hektar, der er vinmarker. Derfra laver de så de to forskellige vine, hvilket er en Rosso Montalcino og denne Brunello di Montalcino, der laves helt traditionelt med 24 måneders fadlagring.

Der laves derfor heller ikke meget vin … Ginottis årlige produktion sniger sig kun lige op på samlet 850 kasser vin, 500 kasser Brunello di Montalcino og 350 kasser Rosso di Montalcino.

I glasset en lidt orangebrun kant, hvilket allerede løfter sløret for, at der er tale om Brunello. Næsen byder på en skøn kombo af blomster, lys frugt, våde fade, bacon, flæsk, mentol, tobak og champignon. Det er en ganske moden frugt med jordbær og hindbær, bare sådan lidt mere marmeladeagtig i stilen, chokolade, mahogni, gammel træ og samtidig også en smule parfumeret.

Smagen er også ret lys … en kende lettere vandet, hvis jeg skal være ærlig, men har en god tørhed, meget tørre tanniner, men virker ellers cremet i strukturen.  Frugten er ovre i noget, der minder lidt om sure kirsebær. Der kommer også lidt chokolade med i smagen med lidt småbitre elementer. Der giver 5 tomler med svag pil op.

Forhandles af Gallovini, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2013 Rocca di Castagnoli, Pratola Merlot, Toscana, Italien

2013 Rocca di Castagnoli, Pratola Merlot, Toscana, ItalienTilbage i januar smagte jeg en fin, fortryllende 2017 Chianti Classico fra Rocca di Castagnoli syd for Gaiole in Chianti. Nu smager jeg atter en vin fra det gamle, historiske vinhus, nemlig denne Merlot baserede vin Pratola årgang 2013.

Pratola Merlot er lavet på 100% Merlot fra den 4 hektar store enkeltmark Vigneto Pratola, der ligger i 400 meters højde og har 20 år gamle Merlot vinstokke.

Vinen har gennemgået maceration og gæring i rustfrie ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage, hvorefter den malolaktiske gæring også er sket i tankene. Herefter er vinen lagret 18 måneder på barriques efterfulgt af 6 måneder i ståltanke samt 1 år på flaske inden endelig frigivelse. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

BUM … sikken megen frugt … både solbærlikør og -marmelade, Kijafa Kirsebærvin, syltede blommer, en nærmest overgæret samt dyb frugt suppleret med solbærblade, estragon, mynte, bagepulver,  allspice, brunkagedej, kanel, kaffe, sød tobak og alt sammen meget intens. Det er nærmest som en magiterning med syrlig, sød og småbitter frugt.

Smagsmæssigt er der ikke tale om en overfed tækkelig Merlot, for vinen har en fabelagtig syre, som spiller i takt med syrlige kirsebær med lidt bitterhed, tranebær, rabarber og lidt spicy peber. Hvis du ikke var vågen, så får denne vin dig op på tæerne. Det suppleres med lidt appelsin, tør jord og småsaftige tanniner. Frugten er eksplosiv og frisk … og friskheden samt de fintsure kirsebær er virkelig vinens allerstørste våben. Flot, så 5 tomler med stor pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7