Tag-arkiv: barbera

Barbera er en rød italiensk drue, som de fleste mest kender fra Piemonte, det lidt rustikke, bløde og hyggelig alternativ til vinene på Nebbiolo. Barbera er dog virkelig udbredt i hele Italien, hvor den er den 3. mest plantede druesort og Barbera er klart den mest plantede druesort i hele Piemonte regionen.

I Piemonte findes der endda 3 specifikke appellationer for Barbera, nemlig Barbera d’Alba, Barbera d’Asti og Barbera del Monferrato og det er netop i bakkerne omkring Monferrato, at man mener Barbera har sin oprindelse. Gamle dokumenter fundet i katedralen Casale Monferrato fra perioden 1246-1277 viser allerede dengang, at vinmarkerne var tilplantet med de bonis vitibus barbexinis aka Barbera.

På grund af en stor produktion har vine lavet på Barbera ikke altid haft ry for at være kvalitetsvine, men blev udbredt og populær, fordi den var nem at dyrke og samtidig kunne levere store udbytter.

Flere og flere – især meget anerkendte Barolo og Barbaresco producenter – har dog de seneste årtier taget druen mere og mere seriøst, hvorfor der i dag produceres virkelige flotte kvalitetsvine på Barbera.

Barbera har en meget dybrødt skal, som giver meget mørke vine, som er rige på syre, men uden megen garvesyre. Til gengæld giver den saftige, kraftige og krydrede vine.

2015 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2015 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienLanghe Nebbiolo nummer 3 i den lille test aka bevisførelse kommer fra  Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico, der ligger i La Morra.

Vinhuset er grundlagt i 1927 af Silvio Grasso, men startede dog først i løbet af 1980’erne med at flaske vine under eget navn, da Alsessio Frederico Grasso overtog driften fra sin fader.

I dag er det fortsat Alsessio Frederico, der driver vingården sammen med hustruen Marilena samt deres sønner Silvio og Paolo.

Azienda Agricola Silvio Grasso er en forholdsvis lille vingård, som selv ejer 6 hektar vinmarker, men derudover også lejer yderligere 8 hektar, således de samlet råder over 14 hektar vinmarker.

Det betyder en produktion på omkring fordelt på ikke mindre end 13 forskellige vine, heraf 6 forskellige Barolo’er og så 2 forskellige Langhe Nebbiolo’er … denne almindelige og så en Langhe Nebbiolo Peirass.

Modsat Peirass er denne basis Langhe Nebbiolo ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera og Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen en lys og transparent … knap som lys som foregående og samtidig og mere grumset og ufiltreret. Som med 2012’eren er duften nærmest lidt flæsket med lidt sødme, syrlige kirsebær, en omgang lyse blommer og frugten virker sådan våd og gæret. Men som tidligere skal vinen ha’ lidt luft i glasset, hvorefter den åbner sig endnu mere op. Der er landlige noter suppleret med en lysere syre, violer, roser, mentol og et diskret fadpræg med svag vanilje.

Smagsmæssigt er det en meget frugtrig vin, som har en vis fylde, men samtidig stramme tanniner. Med luft i munden, så mærker du vitterlig det tanniske bid. Den har en svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør … men syren rocker og styrer. Den starter lidt som en maskulin Langhe Nebbiolo, men med luft i glasset skifter den køn og bliver småfeminin … det smager rasende godt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte Pairolero Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Sottimano var det i årgang 2016. Nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2018.

Sottimanos Pairolero Barbera d’Alba Superiore er lavet med druer fra to forskellige marker i Neive og det er Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller. Efter maceration og alkoholisk gæring, så er der sket malolaktisk gæring i franske egefade fra Francois Frères i Bourgogne.

Vinen lagrer derefter i fadene i 15-16 måneder og halvdelen af tiden sur lie, altså på bærmen, mens 15% af de burgundiske barriques er nye, mens de øvrige har været brugt 4 gange tidligere. Sluttelig er vinen så flasket uden filtrering.

I glasset er vinen forholdsvis lys af en Barbera at være og så er duften meget indbydende med røg, lidt gæret frugt, kirsebær, ribs, blommer, pottemuld, violer, blomster, medicinskab, blæk, grafit, tobak samt en balsamisk og typisk italiensk, stram syre.

Smagsmæssigt hænger det vildt godt sammen og det er på ingen måder en fed, bombastisk Barbera, men en fin, elegant en af slagsen med næsten drys fra barolovinenes nerve. Frugten virker derfor som værende mere lys og let, men samtidig med Barbera saftighed, lidt krydderier, peber, mineraler og lidt svag sødme. Man siger normalt, at Barbera ikke rigtigt har tanniner, men det har denne, om end de selvfølgelig ikke er som ved Nebbiolo vine. Syren er formiddabel. Det er en fin og monsterlækker Barbera d’Alba … bare WAUW.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Ca’ del Gè, Barbera Grignolona, Lombardiet, Italien

2018 Ca' del Gè, Barbera Grignolona, Lombardiet, ItalienLombardiet smagningen sluttede med denne 2018 Barbera Grignolona fra det lille vinhus Ca’ del Gè, der ligger lidt sydøst for Montalto Pavese en del længere sydpå end de to foregående vinhuse.

Vinhuset drives af Padroggi familien, som har solide rødder i vinbranchen. Det var oprindelig Enzo Padroggi, der grundlagde vinhuset Ca’ del Gè i 1985 for at skabe et vinhus kendt for vine af meget høj kvalitet. I dag er det hans børn Stephania, Sara og Carlo, der driver vingården videre i Enzos ånd.

Vingården har 36 hektar vinmarker, som ligger omkring vingården med en fantastisk udsigt til det berømte slot Montalto Pavese. Den årlige produktion ligger på 180.000 flasker vin.

Vinene hos Cá Del Gè er ikke blot udtryk for et rigt og varieret område, men familiens sjæl kan mærkes i de mangeartede typer vine, der her produceres.

Foruden de klassiske blå Barbera druer fra Oltrepò laver familien også Pinot Nero og Spumante … ligeledes lavet på Pinot Nero. Og er du Amarone-freak, så laver de også vinen Tormento på tørrede Dolcetto druer.

Her smager vi netop en Barbera baseret vin, nemlig deres Barbera Grignolona, der er lavet på 95% Barbera, mens de sidste 5% er Uva Rara og Croatina. Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så presses let inden gæring og maceration i rustfrie ståltanke i en uges tid. Derefter sker den malolaktiske gæring også ståltankene, hvor vinen også lagrer kort tid inden aftapning på flaske.

Næsen er landlig, næsten helt øko-bio med mælkede noter, yoghurt, blæk, kirsebær, blommer, mørk og lidt brovten. Der blander sig nogle blomsterede elementer, men virker lidt kantet som en Scania lastbil med stor hænger. I munden forstærkes dette indtryk med en stærk og tyk, mørk frugt, hvor der er krydderier, tørhed og så alligevel en imødekommende blødhed.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Giulia Negri, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 Giulia Negri, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSelvom det er Nebbiolo og Pinot Nero, som er de vigtigste druer hos Giulia Negri på Serradenari Società Agricola, så laver barolopigen også en enkelt Barbara d’Alba vin.

Giulia har dog ikke selv Barbera på sine marker, så druerne til vinen køber hun hos en god kollega i Barolo kommunen Monteforte d’Alba og den samlede produktion er ganske beskeden med 2.600 flasker.

Vinen er lavet med spontangæring i ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering samt en periode med  stabilisering, så har vinen lagret 16 måneder på 500 liters tonneaux af fransk eg indtil aftapning.

Duftmæssigt har vinen masser af eg, blåbær, en tør balsamisk note og på ingen måder en fed, tung Barbera. I stedet er der nogle lettere noter, som minder lidt om Nebbiolo … læder, roser og samlet en dejlig, syrlig nerve.

Smagsmæssigt var min første tanke, at det var en fed og tyk vin, men med luft i glasset afsløres dens sande karakter. Og den er langt mere ren, syrlig og frugtrig med kirsebær, blommer og fennikel. Der er saft og kraft i vinen, en vis saftighed samt balsamisk syre. Der er sgu fin Barbera med Giulias gennemgående lethed.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienByggemødet trak ud med flere flasker italiensk vino … og næste vin var en 2017 Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Pira Luigi i Serralunga d’Alba.

Vinhuset er grundlagt i 1950 af Luigi Pira, men i starten var det blot som vinavlere, som solgte druerne til de største vinhus i hele Alba området. Det var først i 1990’erne, at Luigi Piras ene søn Gianpaolo Pira kom med i driften, at de startede med at lave egne vine inspireret af modernister som bl.a. Elio Altare.

I dag er Gianpaolos to brødre Romolo og Claudio også med i driften af deres sammenlagt 12 hektar vinmarker, der ligger ved Serralunga d’Alba. Omkring 6 hektar af markerne anvendes til Barolo, men har også 2 hektar, som udelukkende er med Barbera, som anvendes til denne Barbera d’Alba Superiore.

Der produceres sammenlagt omkring 60.000 flasker årligt. Hos Pira arbejdes der kompromisløst i marken og i kælderen. Siden 1996 er stilen blevet justeret og med årene er macerationstiden for deres Barolo vine øget betydeligt og andelen af nyt træ er sat ned, så der nu anvendes kombinationer af franske barriques, tonneaux samt store botti.

Piras Barbera marker ligger i 420 meters højde i kommunen Roddino, der grænser op til Serralunga d’Alba. De 2 ha blev købt i 1999 og vinstokkene plantet i 2000. Den første årgang fra marken var en 2003, men siden har Pira lavet vinen hvert år. Gæring sker i temperaturkontrollerede ståltanke med 12-14 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på dels nogle barriques, tonneaux og store botti.

Duftmæssigt er denne Barbera meget ren med blækagtige noter, blyanter, meget rund og blød frugt, solbær, enebær, lakridskonfekt, kanel, eg og lidt søde krydderier. Smagen er rund og frugtrig, meget saftig med let peber, pæn tørhed og nærmest ingen tanniner, men en fyldig, rund og behagelig syre. Det er god Barbera uden så mange svinkeærinder med god velsmag.

Vinene fra Pira importeret af Adriat Vinimport og en flaske koster i butikkerne 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Giacomo Conterno, Barbera d’Alba Vigna Francia, Piemonte, Italien

2015 Giacomo Conterno, Barbera d'Alba Vigna Francia, Piemonte, ItalienDet var de stone kanoners aften med bl.a. 3 vine fra legendariske Conterno og den første var en 2015 Barbera d’Alba Vigna Francia.

Da jeg tilbage i januar smagte selvsamme vin i årgang 2013 fik jeg et decideret chok … på den allerbedste facon, for det var en næsten ud-af-kroppen oplevelse.

Det er dog primært de dyre og eksklusive Barolo’er, som  Conterno er kendt for, men Roberto laver også 2 Barbera vine og har over de sidste 20 år gjort et stort stykke arbejde med denne Barbera d’Alba Vigna Francia og har forvandlet en af de fineste traditionelle fortolkninger af Barbera til at være en vin i ubetinget verdensklasse.

Vinen er fremstillet første gang i 1978 fra blot 4 år gamle planter og er en frugtdreven Barbera d’Alba lavet med lang maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på botti, altså store traditionelle egefade. Efter aftapning lagrer vinen yderligere nogle år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen måske ikke helt så eksplosiv som 2013’eren, men virker faktisk en smule lukket i øjeblikket, selvom det også er mørk, tyk, fed frugt med solbær, små tætte bær, flæsk, skolekridt, egetræ, sød/syrlig lakrids og godt med sort energi.

Som med 2013’eren er smagen langt mere frisk end man ville forvente ud fra duften, for vinen har samme lethed og elegance, nærmest helt uhørt for en Barbera. Der er både tjære, syre og en sødme i kombination med en pileskarp nerve, virkelig fascinerende og smager simpelthen bare godt. Dermed klart 5,5 fede houlbergske fingre med stor pil op.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster vinen 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Vinory, Bricco Nizza, Piemonte, Italien

2016 Vinory, Bricco Nizza, Piemonte, ItalienVinory er et nyere vinhus beliggende i byen Nizza Monferrato i det nordvestlige del af Piemonte. Men Vinory er ikke helt italienske, men ejes af det norske firma Vino Piemonte AS, som ejes af Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset fra Ålesund. Sammen står de bag projektet Vinory, hvor de laver vine fra deres marker i Barolo, Barbaresco og Nizza.

Det netop fra appellationen Nizza DOCG, at vi nu smager en 2016 Bricco Nizza, som er en ren Barbera vin fra husets 1,3 hektar store parcel på netop marken Bricco di Nizza.

De 3 norske vinelskere startede i 2015 via Vino Piemonte AS deres investering i Piemonte ved at købe den 2,2 hektar store vinmark La Mandragola med et nyrenoveret hus med 4 værelser.

Det er Kjetil Steinar Blomvik, som er den drivende kraft i Vino Piemonte AS. Men Kjetil er også et aktiv herre, der har en baggrund som bankmand fra Sparebanken Møre. Han har derefter bl.a. drevet investeringsfonden Acta Kapitalforvaltning, har arbejdet for Nordic Securities og er selv uddannet sommelier … og nu leder af Vino Piemonte projektet.

Inden de Vino Piemonte investerede i den første vinmark, så havde de kontaktet det norske ægtepar Frode og Elianne Langen Refstad – kaldet Eli – som i 13 år havde drevet vingården Tenuta il Sogno i Piemonte, for gode råd.

Eli og Frode gav dem velvilligt en række råd og kontakter, men da selv gerne ville udvide deres produktion, så endte det med, at Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset investerede i Tenuta il Sogno og nu ejer 49% af vingården.

Det skulle også vise sig, at kontakten til Elianne Langen og Frode Refstad blev værdifuld, for Eli havde – ved siden af hendes arbejde på Tenuta il Sogno – også uddannet sig til ejendomsmægler i Italien og kunne hjælpe sine investeringslystne landsmænd med at finde en række flere ejendomme og vinmarker.

Projektet fik navnet Vinory og omfatter i dag 11 hektar vinmarker og 4 ejendomme. De 11 hektar marker ligger i Barolo, Barbaresco og Nizza fordelt på 8 marker Bussia Vigna Fantini, Serragrilli Neive, San Cristoforo Neive, Bricco San Pietro, Moncucco-Cavino, Bricco di Nizza, Mandragola og Tenuta il Sogno.

De har ikke selv et vineri, så derfor får de deres vine lavet hos en række forskellige vinproducenter i området, mens de har hyret den erfarne Piero Roseo til at stå for pasningen af alle deres vinmarker og Lorenzo Olivero som overordnet konsulent for produktionen af alle vinene.

Således laves Vinorys Barolo’er fx hos Lorenzo Olivero på Azienda Agricola Olivero Mario … det vinhus, som jeg lige skrev om forleden, mens nogle af de andre vine laves af enten Susanna Galandrino samt hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato eller hos Valerio Mondo på Azienda Agricola Franco Mondo i San Marzano Oliveto … og måske endda et par stykker til.

Derudover har Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset også istandsat de 4 tilhørende ejendomme, som nu udlejes som feriehuse til vinglade turister … topmoderne luksusboliger og flere endda med store swimmingpools.

Men opkøb af vinmarker, renovering af feriehuse og opstart af vinproduktion koster mange penge … også flere end trekløveret i Vino Piemonte AS havde, så derfor har initiativrige Kjetil udstedt folkeaktier for 9 millioner norske kroner i projektet, som dermed er solgt til en bred kreds af vininteresserede norske investorer,  som dermed har en aktie med i Vinory projektet og sikkert kan købe vinene med rabat.

Derudover har Vino Piemonte også brugt nogle af de mange investorpenge på åbning af en vinbar … Vino Bar i Apotekergata i Jugendbyen …  den hippe del af Ålesund. Vinbaren åbnede de i december 2018 og den drives af Øyvind Tveit.

De første vine fra Vinory kom på markedet i 2017 og i dag har vinhuset et sortiment på 15 forskellige vine, herunder altså denne 2016 Vinory Bricco Nizza, de er lavet af Susanna Galandrino på  La Gironda i Nizza Monferrato. Det er – som skrevet indledningsvis – ren Barbera fra marken Bricco di Nizza med over 60 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet ved, at Barbera druerne er gæret over 7 dage i høje gæringstanke i rustfrit stål, hvor vinen efter endt fermentering også er lagret 3 måneder. Derefter er vinen så lagret i yderligere hele 23 måneder i brugte franske barriques fra Allier, Tronçais, Never og  Fontainebleau. Vinen har 1,5 gram restsukker pr. liter.

Bricco Nizza har en dejlig mørk, fyldig blommenæse, flæsket og saftig med småsorte kirsebær, næsten også solbær, hårdt ristede egefade … faktisk pænt med træ, masser af power, lidt lakridsrod, kakao, sød tobak, en smule balsamiske noter … faktisk har denne Barbera en ret lækker aroma.

Smagen læner sig sgu meget godt op af duften, en fyldig, mørk Barbera, varm, kropslig med en lille syrlig og balsamisk nerve, pæn tørhed, frugten er dog slet ikke så fed og moden, som man måske ku’ frygte … men er egentlig meget frisk og lige på. Man siger normalt, at Barbera ikke rigtig har garvesyre, men her fornemmer du alligevel en smule på tænderne sammen med lidt bitre kirsebær, mens krydderierne er forholdsvis afdæmpede.

Vi kipper sgu med Norges flagg og roper bra gjort I vakker fjellapekatter!

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 224 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Sergio Gozzelino, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2017 Sergio Gozzelino, Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Gozzelino Sergio er et lille familiedrevet vinbrug, der ligger et par kilometer øst for den lille by Costigliole d’Asti omkring 13 kilometer syd for Asti. Men derfra smager jeg nu – for nu at sige det ligeud – en røvlækker Barbera d’Asti.

Gozzelino familien har samlet 25 hektar vinmarker, som de har passet siden 1886, men de blev dog først ejere af deres marker i 1914, da det mest af jorden igennem århundreder havde været en del af byens gamle slot Castello di Costigliole d’Asti, som tilhørte greven Marchesi Filippo Asinari, som var politiker og raffineret vinkender.

Castello di Costigliole d’Asti var senere residens for Virginia Elisabetta Luisa Carlotta Antonietta Teresa Maria Oldoini … eller lidt mere mundret kendt som grevinden af Castiglione. Hun var af ægte aristokratisk familie, var klog på politik og blev betragtet som en af ​​århundredets smukkeste kvinder.

Det siges, at hun var Napoleon 3. af Frankrigs elskerinde, men derudover var hun også et kendt motiv i fotograferingens tidlige historie. Nå, men historien om slottet endte med, at det i 1928 blev overtaget af kommunen, men inden havde Gozzelino familien altså fået købt de marker, som de havde passet og plejet i over 28 år.

I dag anvendes Castello di Costigliole d’Asti til en masse forskellige kulturbegivenheder, men huser derudover et nationalt museum for arkitektur og antropologi … og såmænd også en international skole for finere madlavning. Derudover er slottet hvert år også centrum for l´Asta del Barbera … en stor Barbera auktion, som er et stort tilløbsstykke.

Gozzelino familien har deres 25 hektar marker ved Bricco Lu … en lille høj, hvor det siges, at solen skinner mere end på alle de andre marker, men tågen på kølige morgener ligger jo også altid lavt. På markerne dyrker familien både de røde druer Dolcetto, Barbera, Nebbiolo, Brachetto og Grignolino samt de hvide Chardonnay, Cortese og Moscato.

Det er i dag Sergio Gozzelino, som driver vingården med hjælp fra næste generation Lorenzo, der er 5. generation på vingården. De to laver samlet en række forskellige vine … herunder altså denne Barbera d’Asti, som er lavet på 100% Barbera.

Druerne er efter høsten afstilket og så gæret sammen med skallerne. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke og har efter endt fermentering lagret på en kombination af stål- og betontanke, men altså helt uden lagring på egefade. Og det kan absolut smages i vinen, som fremgår meget frisk.

Vinen har en virkelig dejlig næse … meget frisk frugt, kirsebær … ja nærmest proppet med friske kirsebær, hindbær, blåbær og blommer, meget landlig og næsten animalsk i udtrykket og jeg fanger også lidt blomsteragtige aromaer.

Smagen er også meget frisk og frejdig med friske og lidt bitre kirsebær, ristede mandler, stram og let syrlig frugt, fin balance, meget svage tanniner, men for pokker hvor har vinen en meget ren, rank og slank smag. Det er vitterlig en frisk Barbera og sgu også en rigtig god én af slagsen, for friskheden og letheden i vinen klæder virkelig Barbera druen.

Forhandles af VinVerden, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Giacomo Conterno, Barbera d’Alba Vigna Francia, Piemonte, Italien

2013 Giacomo Conterno, Barbera d'Alba Vigna Francia, Piemonte, ItalienGiacomo Conterno er et af de mest legendariske vinhuse i hele Piemonte. Men jeg almindelig dødelige vinblogger har faktisk aldrig tidligere smagt nogle af de pænt dyre vine fra det eftertragtede vinhus. Men priserne og omtalerne havde øget mine  forventninger til vinene fra Conterno … og selvom denne Barbera d’Alba Vigna Francia er billigste Conterno vin, så leverer den sgu varen … big time.

Cantine Giacomo Conterno er reelt grundlagt tilbage i 1908, hvor Giovanni Conterno åbnede et værtshus i San Giuseppe nær Monforte d’Alba og samtidig lavede lidt vine.

Giovanni kom fra en familie af vinavlere, som havde lavet vin siden det 18. århundrede, så det var naturligt at lave lidt vin samtidig med driften af værtshuset.

Da Giovannis søn Giacomo kom tilbage fra 1. verdenskrig, så hjalp han faderen med vinproduktionen og lærte at lave vin. De opkøbte druerne fra lokale vinavlere og lavede vine med lang fermentering og lang lagring på store gamle egefade for at sikre, at vinen kunne gemmes i mange år.

Giacomos vision var at lave en Barolo, som skulle ældes i årtier, og selvom de fleste på det tidspunkt solgte deres vine i små tønder eller demijohns … store glasbeholdere, så gik Giacomo mod strømmen og var én af de første producenter til i 1920 at sælge deres vine på flasker. Ja faktisk mener nogle, at de allerede i 1908 startede flaskning af Conterno vinene.

Denne filosofi fortsatte Giacomo efter faderens død i 1934, altså med længere fermentering og længere lagring. Giacomo skabte en Barolo med et voldsomt stort aldringspotentiale og vinen kaldte han Monfortino efter Monforte d’Alba, da druerne kom fra marken Le Coste i Monforte d’Alba.

Det skulle være en vin, som nærmest var udrikkelig på tidspunktet på aftapning på flaske, men en fremragende vin efter 20, 30 eller 40 år. Det er en vin, som Conterno fortsat laver … og den koster 6.000-7.000 kr. næsten uanset, hvilken årgang man ønsker.

I mange år – omkring 54 år – fortsatte Conterno denne strategi og producerede alene 2 Barolo’er … og alle med druer opkøbt af andre vinavlere. Helt frem til 1970’erne ejede vinhuset slet ingen marker selv, men det skal jeg nok lige vende tilbage til.

I 1961 besluttede Giacomo at overdrage driften af vinhuset til sønnerne Giovanni og Aldo Conterno. Giovanni havde allerede et par år forinden overtaget ansvaret for vinproduktionen, og trods uenighed mellem brødrene om stilen på Barolo’erne arbejdede de sammen frem til 1969, hvor Aldo startede sin egen vingård.

Aldo ville lave vinene mere modernistiske med en langt kortere maceration og brug af små barriques ved lagringen … stik modsat af de dyder, som havde gjort Conterno vinene så efterspurgte.

I 1974 købte Giovanni Conterno så endelig selv huset første mark, nemlig 16 hektar store Cascina Francia mark i Serralunga … en mark, som Conterno er eneste ejer af. Dermed sluttede han æraen med udelukkende køb af druer fra andre vinavlere.

Den første årgang fra Cascina Francia marken blev 1978, men først i 1980 fremgik markens navn også på Barolo’en.

I dag drives Giacomo Conterno af Giovannis søn Roberto. Han begyndte at arbejde sammen med sin far i 1988 og har så siden 2004 – hvor faderen døde – stået alene for driften. Og han har fortsat den ultra konservative stil i produktionen af husets vine.

Roberto har også udvidet vinhuset med køb af endnu flere vinmarker, bl.a. købte han i 2008 omkring 3 hektar af Cerretta marken i Serralunga. Derudover købte han også i 2015 omkring 9 hektar af Arione marken fra Cantina Gigi Rosso … en mark, der ligger lige op til Cascina Francia marken.

Den seneste investering er købet af en stor andel af det fantastiske vinhus Nervi i Gattinara i april 2018 … et køb jeg også omtalte kort i et blogindlæg fra december 2018, hvor jeg smagte en lækker 2014 Gattinara fra Nervi. Efter Conternos overtagelse er priserne på Nervi vinene steget 30-40% … Conterno navnet sælger.

I dag laver Roberto 3 forskellige Barolo’er … nemlig fortsat den monsterdyre topvin Barolo Monfortino Riversa samt de to smådyre lillesøstre Barolo Francia og Barolo Cerretta, som normalt koster omkring et par tusinde kroner for en flaske.

Men så laver Roberto altså også 2 Barbera vine, bl.a. netop denne Barbera d’Alba Vigna Francia, hvor druerne kommer fra Cascina Francia marken. Vinen er lavet med lang maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på botti, altså store traditionelle egefade. Efter aftapning lagrer vinen yderligere nogle år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

Næsen er en syndflod af rå, maskulin landlighed … stald, flæsk, virkelig animalsk, prut, heste, seletøj til heste, læder, dyb mørk frugt, modne sorte kirsebær, masser af kirsebær, lidt brombær og gærede aromaer, tobak, røg, svag eg og en anelse kanel.

I munden er vinen noget anderledes end duften averterede, for det er en tør, frugtrig og let vin, som i smagen nærmest har burgundisk elegance og lethed. Det virker helt uhørt for en Barbera, men vinen har virkelig frisk frugt, mineralsk nerve og smager meget rent, fint, lækker og forførende. Den både fascinerer og forvirrer på én gang, men det smager sgu drøngodt. Den sniger sig lige op på 6,5 fede tommelfingre … men også kun lige.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster vinen 449 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Forteto della Luja, Le Grive Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2017 Forteto della Luja, Le Grive Monferrato Rosso, Piemonte, ItalienDen næste vin fra 2017 Forteto della Luja er denne Le Grive Monferrato Rosso, som er et lidt sjovt blend på 80% Barbera og 20% Pinot Nero.

Druerne til Le Grive Monferrato Rosso kommer fra husets marker i 500-600 meters højde og dermed er markernes nogle af de højst beliggende marker i området.

Vinen er lavet ved, at de bedste druer vælges ved en sortering , hvorefter de presses og gærer i små, temperaturstyrede ståltanke, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring og så lagrer vinen på barriques i 10 måneder.

Næsen er mørk og landlig, lidt animalsk og klart mørkere end forrige rene Barbera, hvilket kan undre lidt, da der også er lidt Pinot Nero i blendet. Frugten er blåbær, brombær, lidt mynte, kakaopulver, vanilje og virker lidt rund, varm og pænt imødekommende.

Smagen er også præget af brændte noter, er pænt sødkrydret, rund med vanilje, kakao, chokolade, kaffegrums, mørk frugt, tørhed, grafit, blide tanniner, som lige viser en smule tænder. Det er en ordentligt mundfuld, balsamisk, mørk og fyldig.

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7