Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2019 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2019 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienJeg elsker sgu Langhe Nebbiolo og nu har jeg atter en af slagsen i mit fine Nude Stem Zero vinglas, nemlig fra vinhuset Azienda Agricola Sottimano, der ligger på adressen Località Cottà 2  kilometer syd for Barbaresco i Neive området.

Sottimano er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med sin hustru Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften.

Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.

I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt  Pajorè marken i Treiso.

Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.

Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.

Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.

Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.

Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.

Druerne til denne Langhe Nebbiolo er deklassificerede fra de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring 14-16 måneder med 15% nye fade.

Nøj det dufter godt … det er som nyvaskede hvide lagner, lys frisk frugt, ribs, hindbær, jordbær, tranebær, te-blade, tørrede blomster, læder, en blyantstift, meget let, æterisk, lys og nærmest med smuk burgundisk lethed og totalt dragende. Jeg er totalt begejstret og den duft kan nærmest måle sig med nogle af de bedste Barolo’er eller Barbaresco’er. WAUW.

Smagen er dejlig frisk, let og syrlig med lys frugt, hindbær, jordbær, ribs, tranebær … streng som en ung Barolo, masser af italiensk syre, tynde, fine, magre og spinkle tanniner, let, feminin … mineralsk, rank, stoisk, ung, hvalpet og sindssyg stringent … uha det smager sgu godt og én af de bedste Langhe Nebbiolo’er i lang tid. WAUW igen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker, hvilket er totalt billigt for mini Barbaresco kvalitet.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Cascina Fontana, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Cascina Fontana, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienI vor tirsdagsvinklub på arbejdet smagte vi forleden på et lille glas Langhe Nebbiolo … fra Azienda Agricola Cascina Fontana i den lille by Perno, blot en kilometer nord for Elio Grasso og omkring 10 kilometer sydvest for selve Alba by.

Cascina Fontana er grundlagt i 1995 af Mario Fontana. Han er egentlig 6. generation af en lokal vinfamilie, men valgte at starte for sig selv efter nogle familiære uoverensstemmelser på familiegården Azienda Agricola Ettore Fontana et spytklat længere mod nord i Castiglione Falletto.

Med sig tog Mario Fontana hans mor Elda, hans hustru Luisa og hans to børn Edoardo og Vasco. Samlet driver den lille familie små 4 hektar vinmarker, hvilket giver basis for en produktion på 25.000 flasker vin årligt.

Mario Fontanas marker ligger primært oppe ved familiens gamle vingård omkring Castiglione Falletto. De bedste parceller er på markerne Villero, Valletti og Gallinotto … alle selvfølgelig med Nebbiolo, som blandes til husets Barolo.

Villero er på 0,5 hektar, Valletti er på 1,2 hektar og befinder sig tæt ved grænsen til Monforte … ikke så langt fra den legendariske Bussia mark. Gallinotto på 0,6 hektar ligger i Annunziata syd for La Morra … også perfekt sydvendt mark.

Mario Fontana er traditionalist … laver vin efter de gamle metoder. Mario lader sig ikke gribe af øjeblikkets mode, men bygger videre på tidligere generationers traditioner og akkumuleret viden.

Der opereres med relativt lang maceration, der for Barolo’ens vedkommende kan strække sig fra 20-40 dage og derudover lagres vinene på 20 hektoliter store slavonske fade, et år på ståltank samt et år på flaske.

Helt i tråd med det øvrige arbejde, så opererer Mario med naturlig stabilisering og klaring af vinen. Således stilles fadene udenfor om vinteren, så selv de små partikler bundfældes. Der filtreres ikke, og et let bundfald kan forekomme efter flere år.

Normalt tilsætter Mario ikke gær, men hvis gæringen et år ikke vil starte eller går i stå, så lægger han ikke skjul på, at han blander en lille gærstarter i. Vinene svovles med et absolut minimum, op til 30/35 mg fri svovl pr. liter.

Denne Langhe Nebbiolo er lavet med Nebbiolo druer fra 2 marker, Vigna di Castello i Sinio og Vigna del Pozzo i Castiglione Falletto, der begge er ligger i 350 meters højde med sydvestlig eksponering.

Der sker først maceration og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store temperaturkontrollerede ståltanke over 12-15 dage. Derefter lagres vinen først 8 måneder i ståltankene og derefter 12 måneder i store slaviske egetræfade.Derefter er vinen flasket ufiltreret.

Duftmæssigt meget floral aroma, tørrede røde rosenblade, sure kirsebær, blommer, tranebær, hindbær, virkelig frugtrig næse, lys fennikel, lidt garvet læder, knuste sten, masser af træ og ganske svagt en smule krydderier. Der kommer også en lille pirende, prikkende note i næsen, virkelig dragende og betagende.

Smagen er meget kompleks og struktureret … meget ren og lækker, glider nemt igennem halsen grundet en lille sødme, virker mager og med fine, faste tanniner, som dog lige får sat et lille fodaftryk på dine tænder. Der er sure kirsebær, tranebær, røgede elementer, en lille bitterhed, jernagtige noter og er i det hele taget streng, rank og ganske ung endnu. Der er lidt baby-Barolo over vinen.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster omkring 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Pelissero, Barbaresco Vanotu, Piemonte, Italien

2012 Pelissero, Barbaresco Vanotu, Piemonte, ItalienMed sidste vin i første runde blev vi i Italien, for Paul havde taget lidt Nebbiolo vin med … en 2012 Barbaresco Vanotu fra vinhuset Pelissero.

Pelissero ligger i Treiso lidt sydøst for Barbaresco, ikke langt fra selve Alba og under 500 meter fra Bruno Rocca. Vinhuset er grundlagt i starten af 1900 af Giovanni Pelissero, som startede med at dyrke lidt druer på sine jorder, men det var dog sønnen, som i 1960’erne startede med at flaske og sælge vinene under eget navn. Siden 1990 har det dog været 3. generation i form af Giorgio Pelissero, som har drevet vingården.

Vinhuset har samlet 42 hektar vinmarker, som er fordelt på 5 store marker i henholdsvis Treiso, Neive, Barbaresco og Neviglie og det giver basis for en produktion på 250.000 flasker vin årligt, som eksporteres til mere end 50 forskellige lande.

En af de producerede vine er denne Barbaresco Vanotu … som vel kan betegnes som én af husets topvine, hvor Nebbiolo druerne er fra marken Vanotu, der faktisk strækker sig over både Treiso, Neive og Barbaresco med vinstokke plantet i 1964.

Marken er opkaldt efter Giorgios bedstefar Giovanni, da Vanotu betyder Giovanni på den piemontiske dialekt. Det er også en mark, som man er særlig glad for og så altid – selv i dårlige årgange – giver druer til gode vine.

Vinen er lavet med moderne og innovative metoder, hvilket omfatter gæring under kontrollerede temperaturer med mekanisk automatisk tidsstyring og planlagt blanding. Efter endt fermentering er vinen lagret 20-22 måneder på barriques, heraf hele 80% nye barriques. Derefter lagrer vinen yderligere 9 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen parfumeret og har lidt gæret mørk frugt, næsten vild og voldsom med solbær, kirsebær og en smule hindbær, engelsk lakrids, lakridsrod, våde fade, rosenblade, mentol, masser af mentol, salvie, vanilje, chokolade og kamillete. Der er klart en mørkere og federe Barbaresco … meget moderne stil.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt … en kraftig Nebbiolo vin med lidt stærk peber, masser af tanniner og garvesyre, syren måske lidt krydret og samtidig er egetræet fra fadene også meget tydelig. Der er lidt samme frugt, som i duften, altså lmørkere og kraftigere end forventet, men samtidig med Nebbioloens stærke nerve, så dermed en lækker vin.

Jeg er lidt forvirret … elsker strengheden i smagen, men synes også næsen er en kende for tung eller i hvert fald mørk. Efter lidt intern diskussion med mig selv ender jeg på 5,5 fede fingre. Kunne sagtens se den højere, men også lavere … og så har jeg vel ramt rigtigt.

GOBIvin er forhandler herhjemme, så nogle Pelissero vil formentlig kunne findes i Meny supermarkederne. Der tror jeg ikke, at man kan finde denne, men prisen kender jeg ikke. I hjemlandet koster vinen 52,50€ … svarende til 391 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Giulia Negri, Barolo Marassio, Piemonte, Italien

2015 Giulia Negri, Barolo Marassio, Piemonte, ItalienDen fantastiske virtuelle online vinsmagning over Zoom med Giulia Negri sluttede med topvinen Barolo Marassio, der er lavet med druer fra den øverste beliggende parcel Marassio på Serradenari i omkring 536 meters højde.

Giulia laver alle hendes Barolo’er på samme måde, så denne Marassio er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store 60 hektoliters kegleformede egekar med omkring 40 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade.

I glasset virker Marassio klart mere lys og transparent end Giulias to andre Borolo’er. Duften er ultrablød, subtil og sart … næsten som en kvindeparfume med kostbare designede dråber. Det hele virker bare vildt blødt og rundt, for der er ingen balsamisk og streng italiensk syre i næsen.

I stedet virker vinen langt mere afdæmpet med lette, røde bær, jordbær, hindbær og måske endda lidt kirsebær, svage noter fra fadene med en smule kanel, vanilje, chokolade og nogle klare, stålsatte mineraler.

I munden har vinen en meget fyldig smag, men ved første sip slet ikke den syre, som du normalt forbinder med Barolo. Den bliver dog heller ikke fed eller tung, for det er fortsat en let vin på en lidt fortættet,  intens facon, men mere ren, stenet og saltet.

Tanniner er der helt sikkert og de viser skam også tænder. Med lidt luft i glasset samt flere sip, så kommer syren også mere frem, folder sig ud og bliver endda knivskarp, men alt er absolut på en virkelig elegant, overlegen og helt guddommelig facon.

Giulias Barolo Marassio er en vin, som du skal give tid … vær næsten helt meditativ og åben med god tid, for Marassio indynder, besnærer, lokker og bjergtager.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 769 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2015 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, Italien

2015 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, ItalienDen første Barolo i glasset blev Giulias Barolo La Tartufaia … en af de mest klassiske af hendes vine, som jeg smagte for et par uger siden i en ældre årgang 2010, men her er det altså i en ung årgang 2015.

Drruerne kommer fra flere marker … både fra parcellen La Tartufaia  på Serradenari samt druer fra Brunate marken, begge beliggende i La Morra kommunen i omkring 460 meters højde. Barolo La Tartufaia er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store kegleformede egekar på 60 hektoliter med omkring 40 dages maceration. Efter endt gæring er vinen lagret 24 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade.

Duftmæssigt har vi nu øget spændstigheden … uha, hvor dufter det godt med violer, roser, mentol, læder, champignon, ribs, hindbær, eg, fennikel, nærmest helt parfumeret og utrolig balanceret. Det dufter vildt godt af arketypisk Barolo og man fornemmer en stringent og sylespids, balsamisk syre.

Smagen er tør og elegant, tanninerne markante og sætter sig bemægtigende i munden, hvor en balsamisk syre giver et godt bid, mens frugten er sådan lidt sød/syrlig. Der er ribs, tranebær … lyse, lette og lidt diskrete, men skaber en lethed i vinen, som smager virkelig godt.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2018 Giulia Negri, Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, Piemonte, Italien

2018 Giulia Negri, Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, Piemonte, ItalienDen første Nebbiolo vin i den virtuelle online vinsmagning med Giulia Negri var hendes Langhe Nebbiolo Pian delle Mole … en sikke da et vildt højt niveau for denne vin. Det smager smager sgu bare monstergodt. WAUW.

Vinen er lavet med Nebbiolo druer fra parcellen Pian delle Mole nederst på Serradenari tæt ved skoven. Det er dog fortsat i omkring 500 meters højde. Langhe Nebbiolo Pian delle Mole er lavet efter helt oldschool principper, dvs, fortsat med spontangæring i ståltanke over 16 dage, hvorefter vinen lagres … 80% på ståltanke og de sidste 20% på store 25 hektoliter fade af slavonsk eg.

Allerede da jeg hældte vinen i glasset blev jeg glad … meget lys og transparent, næsten som om, at der var tale om en Pinot Noir, så jeg måtte lige dobbelttjekke, at jeg ikke havde taget den forkerte flaske, Og i duften kommer der allerede burgundiske Pinot Noir elementer frem med masser af søde noter fra fadene, vanilje, kanel, virkelig let og imødekommende duft. Frugten er lys, kirsebær, brombær med balsamisk syre, mentol … det dufter vildt godt.

Smagen er helt klart i samme superliga, hvor tanninerne er noget blødere end hos Giulias Barolo vine, blidere og rundere, men syren som er lettere balsamisk og gør vinen frisk suppleret med blomster. Den er også – indrømmet – meget letløbende og drikkevenlig, men den tager sgu røven på vinbloggeren … langt mere elegant, livlig og luftig end forventet … og så smager den altså drøngodt. Til prisen er Langhe Nebbiolo Pian delle Mole sgu et af årets bedste køb. Så Houlberg udbryder igen et WAUW.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 189 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2016 Giovanni Rosso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2016 Giovanni Rosso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDet festlige og italienske vinøse byggemøde sluttede og lukkede med denne 2016 Langhe Nebbiolo fra Azienda Agricola Giovanni Rosso … en lille familieejet vingård beliggende ved Serralunga d’Alba blot en kilometer syd for forrige vinhus Luigi Pira.

Familien Rosso har ejet vinmarker og været vinavlere siden 1890’erne, men begyndte først at producere, aftappe og sælge vin i eget navn Giovanni Rosso i 1995.

I begyndelsen af ​​1980’erne genplantede Giovanni Rosso alle vinstokkene på familiens vinmarker i Cerretta, La Serra, Broglio, Meriame, Sorano, Costa Bella, Lirano og Damiano. De har for nylig også købt to hektar medd 60 år gamle vinstokke i hjertet af den legendariske Vigna Rionda, hvilket bringer det samlede areal vinmarker op på 17 hektar.

Alle vinmarker – dog undtaget en ny tilplantet vinmark Valle del Mondo – ligger i Serralunga d’Alba kommunen. Dyrkningen sker organisk uden brug af kunstige gødningsstoffer, insekt- eller andre ukrudtsmidler. Høsten er 100% manual, og der udføres alene grøn høst hvis nødvendigt. Der tillades også plantevækst mellem rækkerne af vinstokkene for at fremme jordens sundhed.

I 2001 vendte Giovanis søn Davide hjem fra et uddannelses forløb i Bourgogne og nu er det ham, der står i spidsen. Han har Bourgogne som forbillede og er traditionelt indstillet. Han går efter den rene frugt og siger samtidigt: Vin bør være en perfekt kopi af sit terroir. Efter faderen Giovannis død i 2009 har Davide fortsat arbejdet med at forbedre vinene fra gården efter de klassiske opskrifter.

Og meget sker efter de klassiske metoder, bl.a. med gæring i små cement kar i 25-28 dage uden temperaturkontrol, daglig remontage og delestage samt 36 måneder lagring i 25 hektoliter store franske Fontainebleau egetræsfade.

Denne Langhe Nebbiolo er lavet med druer fra vinstokke, der er plantet i perioden fra 1984 til 2008. Vinen er lavet med gæring over 10-15 dage i store cementtanke med en daglig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret i store 50 hektoliter egefade i nogle måneder og så flasket umiddelbart efter.

Næsen byder på en frisk, herlig, syrlig og lidt grøn vin … violer, rosenblade, mens frugten er hindbær og kirsebær. Det er en meget frisk næse, virkelig grøn med hækplanter og nogle blæk- samt tjæreagtige elementer.

I munden virker vinen en smule til den søde side … og et stykke fra, hvad duften egentlig gav af forventninger. Det er glat, let med meget runde tanniner, let krydret og egentlig sådan ligetil. Det smager godt, giver frisk og et rundt bid.

Vinene fra Giovanni Rosso har tidligere været forhandlet af Supervin, men i dag ser det ud til, at Gobi Vin er importør, så derfor kan vinen nok findes i Meny supermarkederne, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Nervi, Gattinara, Piemonte, Italien

2015 Nervi, Gattinara, Piemonte, ItalienVi skulle ha’ mere vino fra Conterno, nemlig fra Nervi vinhuset, som Roberto købte 90% af i april 2018. Nu sælges de nye Nervi vine også med et etiket, hvor det tydeligt fremgår, at det er Conterno, der står bag vinene, hvilket også har betydet en pæn stigning i priserne på 30-40%.

Men det er også megalækker vin, men det vender jeg tilbage til om lidt. Lad os først lige kigge lidt nærmere på Azienda Vitivinicola Nervi, der ligger midt i byen Gattinara lige overfor Ufficio Postale Poste Italiane … det lokale postkontor.

Nervo er oprindelig grundlagt af Nervi familien i 1906 og de ejede det i 85 år indtil 1991, hvor det blev solgt til familien Bocciolone, som havde tjent deres penge på stålhandel.

Men dårlig ledelse og administration gjorde, at vingården i 2011 gik konkurs, selvom kælderen egentlig bugnede af masser usolgte vine … både i tønder og på flaske. I stedet blev Nervi så købte af norske bank- og investeringsmand Erling Astrup sammen med en flok investorer.

Han genansatte samtidig Enrico Fileppo, der siden 1982 havde fungeret som vinmager på Nervi og stået bag alle vinene. Og dermed holdte Nervi – også efter overtagelsen – fast i de gamle, traditionelle produktionsmetoder, som man havde fulgt på gården i over 100 år.

Efter overtagelsen af Nervi blev Erling Astrup og Roberto Conterno gode venner. Hvordan det skete ved jeg ikke, men det tætte venskab gjorde, at Roberto blev rådgivende konsulent for Nervi og dermed ofte havde sin gang på gården og blev fascineret af den helt specielle vulkanske og lerholdige jord omkring Gattinara og den smukke beliggenhed af gården ved foden af Monte Rosa.

Roberto kunne se, at jorden og den nordligere placering var perfekt og kunne bidrage til at lave ranke og elegante vine, med et flot lagringspotentiale. Mod nord beskytter Monte Rosa mod de kolde vinde, og garanterer passende nedbør og en konstant brise.

Kvaliteten af leret i jorden er meget høj og kun sammenlignelig med jorden i Serralunga d’Alba … et af de bedste steder for Barolo. Den vulkanske klippejord og fraværet af kalk bidrager til områets karakteristiske og vigtige syre.

Hele appelationen for Gattinara er blot på 120 hektar. Den altovervejende del er beplantet med Nebbiolo, som lokalt kaldes Spanna, samt en lille smule Vespolina og Uva Rara.

Nervi ejer 27 hektar vinmaker, bl.a. markerne Casacce, Caravoglie, Valferana og Molsino. Vinstokkene er mellem 10–40 år gamle og beliggende i 290-420 meters højde. Nervi producerer i dag godt 120.000 flasker årligt.

Vinkældrene er fra det det 19. århundrede og har en konstant og naturlig temperatur. Nervi bruger kun store fade med en størrelse mellem 750 liter og 7600 liter.

Til stabilisering af vinen benyttes store cementfade, og til gæringen benyttes en naturlig gær udvalgt fra egne marker. Den malolaktiske gæring sker spontant i løbet af foråret.

Til gæringen af  de fleste af vinene på Nervi benyttes gæringsfade af træ. Den officielle minimumslagring fra konsortiets side angiver en obligatorisk lagring på tre år, heraf to på fad.

I erkendelse af deres vines ranke struktur, vælger Nervi at lagre deres Gattinara minimum tre år på fade, mens vinene Valferanas og Molsino lagrer hele 4 år.

Årgang 2014 – som jeg tidligere har skrevet om – blev frigivet i 2017, altså lige året før Roberto Conterno købte sig ind i foretagendet, så denne 2015 er første frigivelse under Conterno og med den nye udformning af etiketten på vinen.

Duftmæssigt byder vinen på en buket af nuancer … og specielt de blomsterrige fylder i buketten … en smuk bouquet. Det dufter vildt godt med ribs, hyben, tranebær og nærmest som en lys frugtbombe, der lige er detorneret. Den virker også langt mere lys, let og direkte i forhold til 2014’eren, selvom der også kommer nogle klassiske noter med roser, læder, tør jord og balsamico.

Smagsmæssigt er vinen både intens, lys, stram og streng Nebbiolo med en feminin lethed, men næsten alt for ung … lidt som en bumset teenager, der stadig er fyldt med selvtillid, lidt flabet, stopfyldt med livsmod, men ingen erfaring. Der er syrlighed, stramme tanniner, bitre urter samt lidt blomstrede elementer. WAUW.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster en flaske nu et sted mellem 549 og 599 kr., mens prisen på 2014’eren – uden Conterno på etiketten – var 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, Italien

2010 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, ItalienDet blev Giulia Negris Barolo Serradenari, der i en årgang 2010 skulle stå overfor glasset med Conternos Barolo Francia, men det klarede den skam egentligt meget fint.

Ret beset er det ikke en Giulia Negri vin, for vinen er lavet på Serradenari Società Agricola før Giulia i 2014 som ung 24-årig overtog ansvaret for hele produktionen.

I dag laves Barolo Serradenari alene med druer fra marken Serradenari, der jo ligger lige syd for La Morra by, men Guilia har fortalt mig, at denne årgang 2010 er lavet med druer fra alle husets marker samt lidt købte druer fra Brunate marken og således er vinen noget anderledes end den 2013’er, som jeg smagte fra vinhuset ved Distintos store branchesmagning i marts måned.

Giulia Negri laver i dag alle hendes Barolo’er på samme både, altså med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller og uden tilsætning af kulturgær. Gæringen sker i store 60 hektoliter fade og med omkring 40 dages maceration. Herefter hviler vinen i 30 måneder på store fade med let toasting.

Næsen er lettere end Conterno … mere flyvsk, æterisk, luftig og streng med læder, rosenblade, tobaksblade, meget balsamisk med en stram italiensk syre, fennikel, lidt parfumeret endda, meget klassisk Barolo næse faktisk.

I modsætning til Giulias 2010 Barolo La Tartufaia, så er hverken duften eller smagen helt så moden, faktisk er smagen stadig ung og levende med stramme, tørre tanniner, masser af lyse bær, hindbær, jordbær, ribs, stikkelsbær, virkelig frisk i frugten og alene en lille saftig sødme, som kommer diskret og lidt tilbageholdende. Det er samlet set en drønlækker og blød Barolo.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2011 Giacomo Conterno, Barolo Francia, Piemonte, Italien

2011 Giacomo Conterno, Barolo Francia, Piemonte, ItalienGiacomo Conterno er et af de største navne i Piemonte og måske det vigtigste, når det kommer til Barolo. Og nu har jeres flittige vinblogger endelig fået smagt Barolo fra Giacomo Conterno … nemlig hans 2011 Barolo Francia.

Falken havde på sin ferie sidste år bl.a. investeret i denne flaske og endda fra et spændende år, hvor Conterno slet ikke lavede deres kronjuvel … topvinen Barolo Monfortino, som jo ellers laves af de allerbedste druer fra Cascina Francia marken, hvorfor de bedste druer i 2011 også er kommet med i denne “almindelige” Barolo Francia.

Cascina Francia marken i Serralunga er på samlet 16 hektar og leverer altså druer til både denne vin af samme navn og den ikoniske Monfortino. Det er vitterlig den mark, som har været afgørende for husets enorme anderkendelse og internationale succes.

Cantine Giacomo Conterno blev grundlagt tilbage i 1908, hvor Giovanni Conterno åbnede et værtshus i San Giuseppe nær Monforte d’Alba og samtidig lavede lidt vine.

Giovanni kom fra en familie af vinavlere, som havde lavet vin siden det 18. århundrede, så det var naturligt at lave lidt vin samtidig med driften af værtshuset.

Da Giovannis søn Giacomo kom tilbage fra 1. verdenskrig, så hjalp han faderen med vinproduktionen og lærte at lave vin. De opkøbte druerne fra lokale vinavlere og lavede vine med lang fermentering og lang lagring på store gamle egefade for at sikre, at vinen kunne gemmes i mange år.

Giacomos vision var at lave en Barolo, som skulle ældes i årtier, og selvom de fleste på det tidspunkt solgte deres vine i små tønder eller demijohns … store glasbeholdere, så gik Giacomo mod strømmen og var én af de første producenter til i 1920 at sælge deres vine på flasker. Ja faktisk mener nogle, at de allerede i 1908 startede flaskning af Conterno vinene.

Denne filosofi fortsatte Giacomo efter faderens død i 1934, altså med længere fermentering og længere lagring. Giacomo skabte en Barolo med et voldsomt stort aldringspotentiale og vinen kaldte han Monfortino efter Monforte d’Alba, da druerne dengang kom fra marken Le Coste i Monforte d’Alba.

Det skulle være en vin, som nærmest var udrikkelig på tidspunktet på aftapning på flaske, men en fremragende vin efter 20, 30 eller 40 år. Det er en vin, som Conterno fortsat laver … og den koster 6.000-10.000 kr. næsten uanset, hvilken årgang man ønsker.

I mange år – omkring 54 år – fortsatte Conterno denne strategi og producerede alene 2 Barolo’er … og alle med druer opkøbt af andre vinavlere. Helt frem til 1970’erne ejede vinhuset slet ingen marker selv, men det skal jeg nok lige vende tilbage til.

I 1961 besluttede Giacomo at overdrage driften af vinhuset til sønnerne Giovanni og Aldo Conterno. Giovanni havde allerede et par år forinden overtaget ansvaret for vinproduktionen, og trods uenighed mellem brødrene om stilen på Barolo’erne arbejdede de sammen frem til 1969, hvor Aldo startede sin egen vingård.

Aldo ville lave vinene mere modernistiske med en langt kortere maceration og brug af små barriques ved lagringen … stik modsat af de dyder, som havde gjort Conterno vinene så efterspurgte.

I 1974 købte Giovanni Conterno så endelig selv huset første mark, nemlig 16 hektar store Cascina Francia mark i Serralunga … en mark, som Conterno er eneste ejer af. Dermed sluttede han æraen med udelukkende køb af druer fra andre vinavlere.

Den første årgang fra Cascina Francia marken blev 1978, men først i 1980 fremgik markens navn også på Barolo’en.

I dag drives Giacomo Conterno af Giovannis søn Roberto. Han begyndte at arbejde sammen med sin far i 1988 og har så siden 2004 – hvor faderen døde – stået alene for driften. Og han har fortsat den ultra konservative stil i produktionen af husets vine.

Roberto har også udvidet vinhuset med køb af endnu flere vinmarker, bl.a. købte han i 2008 omkring 3 hektar af Cerretta marken i Serralunga. Derudover købte han også i 2015 omkring 9 hektar af Arione marken fra Cantina Gigi Rosso … en mark, der ligger lige op til Cascina Francia marken.

Den seneste investering er købet af en stor andel af det fantastiske vinhus Nervi i Gattinara i april 2018 … et køb jeg også omtalte kort i et blogindlæg fra december 2018, hvor jeg smagte en lækker 2014 Gattinara fra Nervi. Efter Conternos overtagelse er priserne på Nervi vinene steget 30-40% … Conterno navnet sælger.

I dag laver Roberto 3 forskellige Barolo’er … nemlig fortsat den monsterdyre topvin Barolo Monfortino Riversa samt de to smådyre lillesøstre Barolo Francia og Barolo Cerretta, som normalt koster omkring et par tusinde kroner for en flaske.

Denne 2011 Barolo Francia er lavet ved, at druerne både sorteres ved høsten i marken og senere i vineriet, hvor stilkene også fjernes, hvorefter vinen gærer på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen så på store Botti egefade i 48 måneder.

I nogle år er fadene med mosten fra de bedste druer, som skulle udgøre topvinen Monfortino Riserva ikke gode nok, og så kommer de med i den endelig sammenstikning af denne vin. Det er fx sket i årgangene 2007, 2009, 2011 og 2012.

Det dufter sgu meget godt … sagt med jysk beskedenhed, noget mere fyldig, tyk, fed og tungere på fadnoterne end jeg nok lige havde forventet, men med en virkelig elegant dybde, hvor der blæk, læder, en kop expresso, ristede løg, bacon. brombær, sorte kirsebær og lidt sorte blommer. Frugten er federe og mere moden end jeg ville ha’ gættet, men med yderligere luft i glasset bliver aromaerne langt lysere, lette og næsten æteriske, men fortsatte tætte og ganske omfavnende.

Smagsmæssigt vinen – lidt som Conternos Barbera – langt lettere samt mere syrlig. Det er som om, at vinen har en stor, vild og elegant robusthed, tanninerne er markante, men slet ikke så meget, som du måske ville forvente. Men kvaliteterne fornægter sig på ingen måde, for det smager vildt godt … vild dybde, jern, jord, tjære, blæk, grafit, peber, stor tørhed og med mere luft i glasset og godt iltet i munden bliver vinen endnu lettere med en frisk surhed, endnu strammere tanniner, som dog aldrig bliver dominerende, forstyrende, men nærmere er modne og medgørlige.

Samlet bliver smagen dog herlig skarp, sylespids og præcis med en lille venlig buttethed. Det smager godt, men er endnu blot en bumset teenager, som skal gemmes nogle år. Tænk så på, hvad det så kan blive til?

Falken havde købt hans flaske i udlandet, men herhjemme kan vinen fx købes hos Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 1.999 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7