Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2013 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, TysklandEr der noget med, at ferietid betyder mer’ vin? I hvert fald har jeg igen revet proppen op af endnu en vin, og det er denne Spätburgunder M fra Weingut Markus Schneider fra den lille by Ellerstadt i Pfalz.

Markus har fra hans helt unge år altid været fascineret af vin, så da hans far Klaus Schneider i 1990 fik mulighed for at købe en vingård i Ellerstadt … ja så købte han ejendommen  til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 hos Dr. Bürklin-Wolf i Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som året nye vinmager af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som året opdagelse.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke.

Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes end andre tyske producenter. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver og således meget elegante

Denne Spätburgunder M har jeg smagt og skrevet om tidligere, blot i årgang 2011. Denne 2013 er lavet mere aggressivt med længere gæring og længere lagring. Som med 2011’eren kommer druerne fra 2 forskellige vinmarker, én hvor jorden er præget af kalksten og én hvor jorden består af grus og sand.

Alle druer plukkes i hånden, når druerne når en oechsle på 94. Vinifikationen sker med traditionel gæring i trækar i en periode på 14 uger, og vinen lagrer på fade frem til oktober, altså omkring 12 måneder. Der er 1,2 gram restsukker pr. Iiter i vinen.

Imidlertid er vinen ikke så god som 2011’eren … i næsen er det syrlige og bitre kirsebær, gran, nelliker, godt krydret, har lidt grafit, tørt egetræ, tørhed og virker samtidig også lidt varm i udtrykket.  Den klassiske søde kostald eller letheden, som jeg ellers forbinder med Pinot Noir, den er i starten der slet ikke, men dagen efter – med overnatning i køleskabet – kommer begge dele lige så stille frem.

Smagen er også ganske kraftig og mørk i frugten, virker nærmest stærk i munden, peber, krydret og generelt utrolig maskulin i udtrykket. Blødhed, lethed og elegance er mindre end hos 2011’eren, men dog dagen efter åbningen af flaske langt, langt bedre. Faktisk smager vinen meget bedre dagen efter.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Domaine Champ Divin, Pinot Noir, Jura, Frankrig

2016 Domaine Champ Divin, Pinot Noir, Jura, FrankrigChamp Divin kan vel nærmest oversættes med guddommelig mester … store ord, men denne biodynamiske Pinot Noir fra Domaine Champ Divin aka Fabrice og Valérie Closset-Gaziaux er da pænt tæt på at være guddommelig saft.

Vi er i det traditionsrige Jura, helt præcis i den nordlige udkant af den lille by Gevingey, hvor Fabrice og Valérie Closset i 2009 grundlagde deres vinhus under navnet Champ Divin. De havde tidligere arbejdet som landbrugskonsulenter i Afrika, men vendte tilbage til deres hjemegn i Jura fast besluttet på at blive vinbønder.

Parret har samlet 5 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Jura, dvs. Chardonnay, Pinot Noir og selvfølgelig Savagnin. Og fra starten har parret dyrket markerne 100% biodynamisk … deres filosofi er mindst mulig indgriben, bæredygtighed og håndholdt hele vejen igennem fra høst til den endelige vin.

Helt i den biodynamiske ånd er husets vine opdelt i 3 serier, nemlig Cuvée Chanson, Cuvée Stellaire samt Cuvée Soleil. Denne røde Pinot Noir er fra Cuvée Chanson serien.

Vinen er lavet med druer, som er høstet med håndkraft og der anvendes meget lidt svovl i produktionen. Vinificeringen startes med en kold maceration med overpumpning to gange dagligt, men uden at presse druemassen ned. Derefter sker den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktisk gæring og lagring i egefade. Vinen flaskes med tilsætning af meget lidt svovl.

Inden vi kaster os ud i mine smagsnoter, så skal I næsten lige se de retter, som denne samt de forrige vine blev drukket til en smuk sommeraften under den overdækkede terrasse.

Jeg tror sgu, at jeg var i mit gastronomiske es, for de planlagte retter lykkedes ganske fint, smagte godt og så også rimelige pæne ud, hvis jeg selv skal sige det.

Rimmet torsk med smørkogte skalotteløg, marinerede blomkål, syltede citroner samt kapers

Rødvinsbraiserede svinekæber i stegeso med risotto af perlespelt med skovsvampe, små tomater stegt med rosmarin, bagte gulerødder samt friterede salvieblade

Pavlova med rosmarin-is, vaniljecreme og friske bær

Duftmæssigt igen klar bio-næse med prut, krudt, sved og skøn animalsk. Vi næsten skubber til en ko til den vælter. Det er en smuk aroma med søde kirsebær, bolsjesødme, grøn ensilage, lækre Pinot Noir noter, nærmest mælket, cremet med en smule vanilje. Det er en lækker og berusende duft … med en herlig bio-kant,

I munden er vinen meget let og saftig … meget ren saft og frugten er kirsebær, blommer som suppleres med svag lakrids, god syre og er utrolig læskende og let drikkelig. Som foregående vin er der tonsvis af læskende frugt … næsten eksplosivt. Det er virkelig en lækker, lækker vin.

Forhandles af GrapeShop, men prisen kender jeg ikke, da jeg har fået flasken af vinbuddy Jan, som havde købt en del flasker. Takker … det er sgu god vin.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Terra Sancta Wines, Mysterious Diggings Pinot Noir, Central Otago, New Zealand

2013 Terra Sancta Wines, Mysterious Diggings Pinot Noir, Central Otago, New ZealandDenne gådefulde og mystiske Mysterious Diggings Pinot Noir fra Terra Sancta Wines i Central Otago … den sydligste vinregion på Sydøen i New Zealand er svær at stå for. Den har både kant, øko-gener og smager herregodt.

Terra Sancta betyder hellig jord eller et specielt sted. Vinhuset er grundlagt af ejerne Mark Weldon – jeps ham på billedet ovenover – og Sarah Eliott. De holder til på adressen Felton Road i byen Bannockburn i Central Otago. De driver stedet sammen med de to vinmagere Jody Pagey og Len Ibbotson med fokus på håndlavede kvalitetsvine.

Terra Sancta Wines har samlet 36 hektar jord, men kun de 26 hektar er vinmarker og resten består af træer og skov. De ejer samlet 4 vinmarker, nemlig Terra Vineyard, Sancta Vineyard,  Irresistible Race og Diggings Vineyard … dog med hver vinmark inddelt i forskellige blokke.

Derudover er Terra Sancta Wines  unik, idet en stor del af husets vinmarker er tilplantet med aflæggere af upodede Pinot Noir vinstokke fra Bourgogne.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og der anvendes ingen kemiske sprøjtemidler. I stedet har man en flok Marino får og en enkelt ged rendende rundt blandt vinstokke, og de sørger for at spise både græs og ukrudt imellem stokkene og gøder også jorden.

Marken Diggings Vineyard … eller Mysterious Diggings, som den også kaldes, er en højt beliggende mark, som ligger utrolig smukt og har stenede terrasser og masser af skifer i undergrunden. Navnet på vinmarken fandt man på et gammelt kort for Bannockburn.

Vinene hos Terre Sancta Wines er opdelt i 3 serier, nemlig Single Block, Estate Wines og Mysterious Diggings, hvor sidstnævnte vel nærmest er husets basis eller entry-level vine.

Druerne til vinen kommer fra 5 forskellige kloner på Mysterious Diggings marken. Stokkene er plantet tilbage i 1999 og ved vinifikationen er der anvendt 5% hele klaser. Der er ingen oplysninger om produktionen på huset hjemmeside, men vinen skulle være lagret på brugte egefade og flasket uden klaring eller filtrering.

Næsen er lettere funky på den fede måde … sådan lidt bio kant med kål, krudt, lort under træskoen, mødding og gravet læder. Den er klart mørkere i frugten end foregående tysker, så der er mere kirsebær og multebær. Frugten næsten stikker og prikker til dig. Det er dybt med kul, lidt peber, landlighed, saftighed og en vis underliggende syrlighed, som gør det rigtigt spændende.

I munden er det en virkelig frugtrig vin med jordbær, kirsebær og blåbær. Den har lidt peber, en kølig side med fersk kød, men mest af alt virkelig tætpakket frugt … glasset nærmest flækker eller springer af den megen frugt. Samtidig er vinen også saftig og læskende, hvilket gør den virkelig behagelig. Det er ikke en ærketypisk Pino … men nærmest en bio-søster med karakter. Like it.

Forhandles af Vinovano.dk, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Burggarten, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Burggarten, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder, Ahr, TysklandMagisk, mystik, en illusion, nærmest overnaturlig og forhekset … en bryg udover det sædvanlige. Jeg har igen drukket vin fra Weingut Burggarten og er atter amourøs ramt … denne gang af husets 2015 Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder.

Das ist gut … helt præcis som de foregående vine, som jeg har smagt fra Burggarten, den imponerende basisvin 2016 Spätburgunder Classic, den charmerende 2017 Rosé Trocken og selvfølgelig ikke mindst gudesaften og topvinen 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder.

Der er nu også noget helt specielt ved Neuenahrer Sonnenberg marken, som alle de bedste producenter i Ahr også har parceller på … producenter som Meyer-Näkel, Jean Stodden, Kreuzberg, Kriechel, Julia Bertram og så Burggarten.

Neuenahrer Sonnenberg er en bakketop på samlet 26 hektar beliggende i 100-150 meters højde. Jorden på Sonnenberg består af forvitret grå og brun skifer, ler samt löss. Der dyrkes forskellige druesorter på Sonnenberg, men dog primært Spätbunder, som fylder 65% af arealet.

De øvrige sorter er 12% Dornfelder, 8% Frühburgunder, 4% Domina og 3% Regent, mens de hvide druer er Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Kerner og Müller-Thurgau.

Vinen er lavet på samme måde som storesøsteren Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, dvs. den har tilbragt 18 måneder på barriques af fransk eg, hvoraf 2/3 fornys hvert år.

Duftmæssigt … uha uha aka dobbelt uha. Det dufter ganske forrygende med sød og herlig animalsk kostald, brændte fade, lakrids og klart mere varm og omfavnende end Kräuterberg. Det er vilde bær, kirsebær, hindbær, jordbær, røg, blomster, sæbe, syre og sødme i skøn symbiose, lidt krydderier og peber. Man bliver glad i låget af at dufte til denne vin. Sød og glad.

I munden er det cremet, blødt og rent … og smager sgu bare herregodt. Der er både nerve, tæthed, god struktur, intensitet og godt med lag, som åbner sig langsomt sip for sip. Frugten er klar og frisk, syren stram og præcis og der er samtidig tilstrækkelig med sødme til, at det fremgår kompleks og drikkeklar. Der er lidt krydderier og peber i eftersmagen. Far er ramt og forhekset … absolut topklasse tryllerieliksir.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Fundament, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Fundament, Pfalz, TysklandEt fundament er basalt, en bærende del, nødvendigt, en forudsætning og grundlaget i mange henseender … og hos Weingut Wageck Pfaffmann er fundamentet med denne Spätburgunder Fundament totalt skridsikkert, knivskarpt, krystalklart, signifikant, udtalt, udtrykkelig og åbenlys.

Wagecks Spätburgunder Fundament er fra den nye serie af vine, som de to unge brødre Frank og Thomas Pfaffmann står bag og som i dag virkelig definerer vinhuset. Fundament er deres basisserie, som laves ved siden af de øvrige vine, som ellers er opdelt i Gutsweine, Ortsweine,  Lagenweine og Réserve vine.

I Fundament serien findes der 5 vine, de to af-arter Hero og Heroine samt en rosé, en Riesling og så denne Spätburgunder Fundament, hvor druerne kommer fra husets marker i både Bissersheim og Großkarlbach, høstet med et udbytte på 59 hektoliter pr, hektar.

Druerne afstilkes, når de kommer fra marken til vineriet, hvorefter de sorteret igen og knuses. Så følger en 3 uger lang gæring med skallerne efterfulgt af en malolaktisk spontangæring.

Derefter lagres vinen 15 måneder på en kombination af barriques og store egefade … de såkaldte doppelstückfässern. Spätburgunder Fundament har omkring 0,7 gram restsukker pr. liter.

Woaw ,,, sikke en herlig næse, landlig med en lille sødme, masser af frugt, kirsebær, hindbær, nelliker, vanilje, kalk, lidt blomstersæbe og sammenlagt en meget fin og pirrende duft, Der er god friskhed i duften og det dufter sgu ærlig talt ret lækkert.

Smagsmæssigt er vinen dejlig rund, venlig og imødekommende. Selvom det er huset basisvin og dermed i den billigere ende, så er niveauet virkelig højt. Der er god lethed, blødhed, lidt peber, vanilje, fin og poleret syre, sødme, blomsterstøv og saftighed. Igen et WOAW for et solidt fundament for en vin … er endda lige på nippet til at give den en halv ekstra tommelfinger. Det er godt.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 95 kr. Det er en no-brainer … virkelig god vin til prisen.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumb

2015 Weingut zur Römerkelter, Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2015 Weingut zur Römerkelter, Spätburgunder, Mosel, TysklandMed næste vin bliver vi hos kongendruen … og når den kommer fra Timo Dienhart på Weingut zur Römerkelter i Mosel, så hedder den jo selvfølgelig Spätburgunder.

Som ægte Moselwinzer laver Timo jo mest hvidvine og mest på Riesling, men han laver dog 3 forskellige rødvine på Regent, eller et blend på Regent samt Cabernet Cortis og så denne Spätburgunder Trocken, som er lavet på rustfrie ståltanke med 10-14 dages gæring og lagret 12 måneder på små egefade … barriquefass, hvoraf en del er nye fade.

Timo er jo certificeret økologisk producent, medlem af Ecovin og driver derudover Weingut zur Römerkelter efter biodynamiske principper, men lad os smage, om det også slår igennem i smagen af vinen.

Og til det er svaret ja, for der er allerede i næsen klare bio bio aromaer, selvom det ikke er så udtalt, som i de foregående vine. Det bliver også lidt mere kluntet eller tæt her … en lidt mørkere næse med sorte kirsebær, blomstersæbe, sorte oliven, krydderier, men samlet set ganske frugtrig næse.

I munden er der imidlertid fint med syre, god surhed, tørhed … nærmest, som vinen er fyldt med tørstoffer, hvilket formentlig blot er tanniner, som giver et tørt udtryk. Derudover er der lidt peber og samlet set lidt rustikt, simpelt, nemt og godt.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Domaine de Chèrouche, Le Clos, Valais, Schweiz

2014 Domaine de Chèrouche, Le Clos, Valais, SchweizVi fortsætter lidt hos Domaine de Chèrouche, idet vi nu smager deres rene Pinot Noir vin, som Andrea Grossmann og Marc Balzan blot kalder Le Clos.

Den er da også lavet med Pinot Noir druer fra deres ældste mark ved vingården i Argnou, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1973.

Vinen er som foregående vin lavet ved, at druerne afstilkes manuelt og kommer i rustfrie gæringstanke, hvor de ligger med maceration og gæring i 5-6 uger. Mange af druerne er hele, hvilket er med til at give en blødere garvesyre.

Derefter presses mosten og fermenteringen og derefter lagres vinen på gamle fade, hvor den ligger en periode. Den flaskes ufiltreret og uden brug af svovl overhovedet.

Duftmæssigt er det parfumerede blomster, en insisterende umoden frugt, virkelig ren, frisk frugt, grøn og urtet med en klar biodynamisk aroma og fantastisk kølighed. Det er syrlige bolsjer og en sart knytnæve af lys frugtintensitet. Mama mia.

Smagen ligger klart i samme boldgade … stringent, grøn og godt med ribs. Man bliver lidt glad i låget, når man drikker vinen, for den folder sig langsomt ud, smækker dig på tungen, driller og prikker til dig med sin grønne syre og friske lyserøde frugt. Vinen er præcis og herlig streng … og klart ikke for syreforskrækkede folk,

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Domaine de Chèrouche, Les Noces de la Madeleine, Valais, Schweiz

2016 Domaine de Chèrouche, Les Noces de la Madeleine, Valais, SchweizSå er vi igen hos Andrea Grossmann og Marc Balzan på Domaine de Chèrouche med vinen Les Noces de la Madeleine, som betyder Madeleines  bryllup.

Det skyldes jo nok, at denne vin er lavet på 2 druer i skøn forening, nemlig Pinot Noir og Gamay. Jeg har dog en idé om, at det måske kan være Pinot Madeleine – altså den druesort vi i Tyskland kender som Frühburgunder – som er anvendt sammen med Gamay, så passer navnet på vinen Les Noces de la Madeleine jo også langt bedre.

Modsat den foregående vin fra Domaine de Chèrouche, så er vinen lavet med druer fra husets to små parceller ved Argnou, hvor vinstokkene er henholdsvis 30 og 50 år gamle.

Omkring 50% af druerne er nemlig fra Pinot Noir/Pinot Madeleine stokke fra 1973 og den anden halvdel er både Gamay og Pino fra stokke fra henholdsvis 1967 og 1984.

Druerne afstilkes manuelt og kommer i rustfrie gæringstanke, hvor de ligger med maceration og gæring i 5-6 uger. Mange af druerne er hele, hvilket er med til at give en blødere garvesyre.

Derefter presses mosten og fermenteringen. Jeg kan ikke se noget om lagringen af vinen, men det sker vist alene på ståltanke inden vinen tappes på flaske med så lidt svovl som overhovedet muligt.

Duftmæssigt er det også lidt et ægteskab … blot mellem klare Beaujolais referencer og klare bio landlighed aromaer. Der er god lethed i frugten, hindbær, lyse kirsebær, krudt, peber, en smule eukalyptus, stringent og elegant … samtidig ganske grøn og meget vedkommende.

I munden er der en stram syre, men frisk og lys frugt til at afbalancere syren. Det smager virkelig, virkelig grønt, men også virkelig lækkert. Den meget grønne side letter en smule med luft i glasset og leverer en fin, stram og frisk Pino vin med en landlig, karakterfyldt slagside. Nyder det sgu. Herligt.

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Wageck Pfaffmann, Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Wageck Pfaffmann, Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé, Pfalz, TysklandLad os endelig fortsætte med endnu en vin fra fra brødrene Pfaffmann på Weingut Wageck Pfaffmann. Denne gang er det deres Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé … igen alene med den gamle etiket og Pfaffmann navnet uden Wageck.

Det er en herlig bleg rosé, som farvemæssigt leder tankerne hen på noget Bandol, selvom flasken selvfølgelig siger noget andet. Den må dog heller ikke sammenlignes med husets Wageck Fundament Rosé, som er lavet på et mix af forskellige druer, hvorimod denne selvfølgelig er på ren 100% Spätburgunder.

Druerne til Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé kommer fra husets marker ved Großkarlbach, dvs. primært markerne Burgweg og Osterberg. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, så derfor springer vi blot hovedkulds ud i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det jordbær og citron, kvæde måske … lidt krydderier og derudover fornemmes der også en lille sødme. I munden er det lidt samme fornemmelse … der er smag af jordbær, citron, grape samt jern og mineraler. Det er en frisk og virkelig tør vin …. og flasken blev hurtigt tømt. Det siger jo også noget ;o)

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2014 Weingut Siegrist, Solidus Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Siegrist, Solidus Pinot Noir, Pfalz, TysklandDann gibt es Wieder tysk Spätburgunder aka Pinot Noir i form af vinen Solidus Pinot Noir fra Weingut Siegrist.

Siegrist ligger udenfor den lille by Leinsweiler i den sydlige del af Pfalz, syd for Frankfurt am Main og ikke langt fra Karlsruhe.

Det er et vinhus, som er grundlagt i 1974, da Thomas Siegrist sammen med hustruen Giesela overtog Thomas’ forældres landbrugsejendom. Indtil da havde det været en traditionel landbrugsbedrift med både vin og alle mulige andre afgrøder, og druerne blev blot solgt til den lokale kooperativ.

Men Thomas ville det anderledes, så han satte til for – til alles store bestyrtelse – kun at producere vin på ejendommen, og selv stå for hele produktionen.

Og siden etableringen har Siegrist har været indbegrebet af eksperimenter, udvikling og fornyelse af Pfalz-vinen. Riesling er og bliver kernen i Siegrist’s sortiment sammen med Spätburgunder, men der produceres også vine på andre druer som fx Silvaner, Pinot Gris, Pinot Blanc, Chardonnay, Muskateller, Dornfelder, Merlot og Cabernet Sauvignon

Thomas er dog meget inspireret af Bourgogne. Derfor fylder burgundervinene også mest i sortimentet, og det er nok også forklaringen på, at han bruger de franske navne Pinot Noir og Pinot Madeleine i stedet for Spätburgunder og Frühburgunder. Og det gælder både for de røde vine og for de hvide vine.

Siegrist har 15 hektar vinmarker og de bedste marker er Leinsweiler Sonnenberg, Heidenbäumel, Hagedorn og Rothenberg samt Wollmesheimer Mütterle.

Faktisk er vinmarkerne fordelt på ikke mindre end 65 parceller. På disse marker er jordbunden er meget forskellige og består af både den hvide kalkmergel, muslingekalk/-kridt, løs lerjord, rød sandsten samt Keuper, som er en slags mergel/dolomit/gips stenart.

Kronjuvelen er marken Sonnenberg, som er klassificeret VDP Grosse Lage, som frembringer Siegrists fornemste Riesling vine og ligeledes nogle af ejendommens flotteste Pinot Noirs.

Alle Siegrists vine dyrkes efter naturmetoden, hvilket indebærer, at der ikke bruges kemikalier til bekæmpelse af skadedyr og plantesygdomme. Der er ikke tale om hverken økologisk eller biodynamisk certificering, men alene et ønske om at drive ejendommen så naturligt som muligt, uden kemikalier og kun med brug af biologiske bekæmpelsesmidler.

I dag driver Thomas Siegrist vinhuset sammen med svigersønnen Bruno Schimpf, som også er kældermester. Allerede fra starten har Siegrist anvendt lagring på barriques.

Thomas og Bruno kaldes da også die Barrique-Könige der Pfalz … altså barriques-kongerne fra Pfalz, og vinhuset har da også i mange år været medlem af Deutsches Barrique-Forum. De mange barriques lagrer i dag en gammel restaureret kælder fra 1555 … kaldet Zehntkeller.

Derudover har de to herrer selvfølgelig hjælp fra resten af familien, både hustruen Giesela og datteren Kerstin, som også er agronom-uddannet.

Weingut Siegrist producerer omkring 100.000 flasker vin årligt, fordelt på en lang række vine, helt traditionelt opdelt i Gutsweine, som kaldes Solidus, Ortsweine kaldet Concretus, Lagenweine kaldet Primus og så selvfølgelig Große Lage, som blot kaldes ved dets navn Großes Gewächs.

Siegrist er et af fem medlemmer af de berømte Fünf Winzer – Fünf Freunde, hvor de i fælleskab samler inspiration til fornyelse af Pfalz-vinene med indtryk fra både Frankrig, Italien og Spanien. De øvrige medlemmer er i øvrigt Weingut Friedrich Becker, Weingut Münzberg, Weingut Ökonomierat Rebholz samt Weingut Dr. Wehrheim.

Og både pressen, vinanmelderne og forbrugerne har fået øjnene op for Weingut Siegrist, bl.a. har huset af Gault Millau fået tildelt tre druer, 4 stjerner i Eichelmann Weinguide 2015 og priser som Rotweinpreis 2014 og Riesling Champion 2014 af tidsskriftet Vinum, som også har ranket Siegrist blandt de 100 bedste tyske vinproducenter.

Denne Solidus Pinot Noir er en Gutswein, og således den røde basisvin hos Weingut Siegrist. Druerne kommer fra forskellige marker og vinen er lavet helt traditionelt på rustfrie ståltanke og lagret på 3 år gamle barriques.

Lad os se nærmere på vinen, som duftmæssigt er let og har syrlig frugt med ribs, moreller, et lidt stenet udtryk, nogle klare animalske elementer med en smule kostald, aftryk fra fadene samt nogle små, søde aromaer, nærmest som søde bolsjer.

I munden er det også ren og syrlig frugt, mineralske og jernholdige elementer og smager sådan set godt, men der mangler lidt dybde, krop og kompleksitet, så det ender med at blive en smule enstrenget.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4/7