Vi fortsætter lidt hos Domaine de Chèrouche, idet vi nu smager deres rene Pinot Noir vin, som Andrea Grossmann og Marc Balzan blot kalder Le Clos.
Den er da også lavet med Pinot Noir druer fra deres ældste mark ved vingården i Argnou, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1973.
Vinen er som foregående vin lavet ved, at druerne afstilkes manuelt og kommer i rustfrie gæringstanke, hvor de ligger med maceration og gæring i 5-6 uger. Mange af druerne er hele, hvilket er med til at give en blødere garvesyre.
Derefter presses mosten og fermenteringen og derefter lagres vinen på gamle fade, hvor den ligger en periode. Den flaskes ufiltreret og uden brug af svovl overhovedet.
Duftmæssigt er det parfumerede blomster, en insisterende umoden frugt, virkelig ren, frisk frugt, grøn og urtet med en klar biodynamisk aroma og fantastisk kølighed. Det er syrlige bolsjer og en sart knytnæve af lys frugtintensitet. Mama mia.
Smagen ligger klart i samme boldgade … stringent, grøn og godt med ribs. Man bliver lidt glad i låget, når man drikker vinen, for den folder sig langsomt ud, smækker dig på tungen, driller og prikker til dig med sin grønne syre og friske lyserøde frugt. Vinen er præcis og herlig streng … og klart ikke for syreforskrækkede folk,
Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 265 kr.