Vi nappede lige en champagne mere … en Cuvée Suivie Brut fra champagnehuset Pierre Morlet, der på Rue Paulin Paris lige midt i Avenay-Val-d’Or.
Champagnehuset har været drevet af Morlet familien siden starten af 1800-tallet og blev reelt grundlagt af Auguste Morlets søn Gaston Morlet,men det var dog Gastons søn Pierre, der virkelig fokuserede på vindyrkning, produktionen og markedsføringen af deres egne champagner.
Det var også Pierre Morlet, der skabte den stil af champagne, som familien er kendt for i dag. I dag drives huset af 5. generation i form af brødrene Nicolas og Paulin Morlet.
De har samlet 12 hektar vinmarker, som er fordelt på 40 parceller og endda udelukkede Premier Cru marker i Avenay-Val-d’Or, Mutigny, Bisseuil og Aÿ.
Denne Cuvée Suivie Brut er lavet på 65% Pinot Noir og 35% Chardonnay fra de tre årgange 2014, 2015 og 2016 … men ellers har jeg faktisk ikke mange oplysninger om produktionen.
Duftmæssigt er champagnen både frisk og lettere sød … men er faktisk i forhold til den foregående en kende neutral. Der er noget franskbrød, dej og toast, mens frugten faktisk er lidt udefinerbar og måske noget i retning af fersken og æbler.
I smagen er der også noget sødme, så det bliver bestemt heller ikke en knastør Brut champagne. Der er fersken, pære, grillet lemon og sød æblemost. Boblerne er lette, men aftager også hurtigt. Det bliver sgu en kende neutral uden at være dårlig. 88 point.
Forhandles af Leisner Wine, hvor en flaske koster 329 kr.