Da Tiraki Wines egentlig kun laver 2 vine, så smagte jeg også den anden og det er denne røde på Pinot Noir.
Her har vinmageren Josh Hammond lavet vinen med druer, der er manuelt høstet fra Tiraki’s egne marker fra Oldstone Vineyard.
Vinen er lavet med 10% hele klaser og spontangæring alene med druernes egne gærceller over 24 dage. Derefter er der sket presning og vinen er lagret 11 måneder på franske egefade, hvoraf 20% er nye fade.
Der er duftmæssigt godt med grønne urter, hækplanter og lidt eukalyptus, mens frugten er knuste hindbær, rabarber, tranebær og lyse kirsebær, meget frisk … har lidt blæk, violer, allehånde, nelliker, tørt træ, saltlakrids samt kakaopulver.
Smagen er også ganske grøn med en lys frugt af hindbær, blommer, kirsebær og ribsgele. Der er peber, nelliker og godt med friske urter, masser af lemonagtig bitterhed i syren, grønlige tanniner og det giver en frisk, skarp og bittersyrlig vin med rank karakter, så det bliver dermed 90 point.
Forhandles af Globalwines, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 166,50 kr, ved køb af 6 flasker.