Domaine Matassa holder til ved byen Calce ved bjergene Coteaux du Fenouillèdes i Vin de Pays området Côtes Catalanes, som ligger i Roussillon området i Frankrig. Denne Matassa Rouge er husets topvin lavet fra tussegamle Carignan stokke.
Vinhuset er grundlagt i 2001 af Sam Harrop fra New Zealand og sydafrikanske Tom Lubbe. De startede med at købe en højtbeliggende vinmark ved Coteaux du Fenouillèdes. Marken lå i omkring 450-500 meters højde, var tilplantet med meget gamle Carignan stokke, masser af granit i undergrunden og hed Clos Matassa, så det blev også navnet på vinhuset … Domaine Matassa.
Tom Lubbe – som I ser på billedet ovenover – havde tidligere lavet vin i både Sydafrika og Frankrig … i Frankrig bl.a. på Domaine Gauby i Borugogne, og hans svigerfar er da også den navnkundige Gerard Gauby. Harrow havde arbejdet som konsulterende vinmager, Master of Wine og havde tidligere været både vinmager og retailer for Marks and Spencer.
Deres første årgang var 2002 og alene beskedne 1.800 flasker, men senere i 2003 købte de 12 parceller mere, både ved Coteaux du Fenouillèdes, men også lavere beliggende marker i omkring 150 meters højde ved byen Calce. Samlet har Domaine Matassa 12 hektar vinmarker.
Alle marker dyrker fuldstændig økologisk og biodynamisk, selvom det giver mere arbejde. Sam Harrop siger, at arbejde i marken stiger, når de er økologisk og igen en tak, når du også er biodynamisk, men at det megen arbejde kan smages i vinen.
Der tilsættes intet til vinene overhovedet … udover ganske lidt svovl. Til gengæld er Lubbe stor tilhænger af filtrering af vinene, idet alle hans forsøg – 100% – viser, at vinene er bedre efter 6 måneder, så derfor holdes der fast i en filtrering på Domaine Matassa. Med en ufiltreret vin vil der være masser af biologiske
Denne Matassa Rouge er husets topvin, hvor druerne kommer fra marken Clos Matassa, hvor Carignan vinstokkene efter sigende skulle være plantet tilbage i år 1900. Udbyttet er i hvert fald smertefuldt lavt, beskedne 15 hektoliter pr. hektar.
Vinen laves med en 4 dages kort maceration med hele klynger, så fermenterer vinen alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er denne 2005’er lagret 22 måneder i en blanding af nye og brugte 500 liters demi-muids.
Duftmæssigt en moden vin … moden frugt og med biodynamisk snert, så der er natur, animalske noter, krudt og det lugter så nærmest som en behåret vin. Smid oveni lidt blomstersæbe, gærede bær, rødt kød, nødder, spidskommen, dyb blåbær, blommer, urter og samtidig er duften nærmest svævende og omfavnende. Multo interessanto.
I munden har vinen godt styr på sit shit, da der både er syre og stor saftighed i frugten, som er blåbær og føles gæret. Læg dertil lidt blæk, bitterhed, grape og citrus, men samtidig et let og fint udtryk i vinen. Det er en tæt, men lys vin, stor mineralitet, frisk og krydret .., smager rasende godt.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 350 kr.