Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2011 Fuligni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2011 Fuligni, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienNæste kugle i den roterende tromle fra Paul DM’s seksløber var en Brunello di Montalcino fra én af de allerbedste producenter af Brunello … nemlig Fuligni, der ligger 300-400 meter øst for selve Montalcino by.

Det er et ganske historisk vinhus, hvis historie starter helt tilbage til det 14. århundrede. Dengang var familien Fuligni fra Venedig en adelig familie … såkaldte vicomter – en slags stedfortrædere for områdets grever – samt condottierier, som på italiensk betyder hærfører eller general.

Det var også i egenskab af deres evner indenfor det militære, at familien flyttede til England for at stå i spidsen af en skare af lejesoldater i Edward den 3. tjeneste.

Langt senere – omkring 1770 – blev familien, efter tro tjeneste for en række regenter, sendt retur til Italien, nemlig til Toscana. Der fik familien med Luigi Fuligni i spidsen overdraget en række jorder i Maremma fra storhertugen Pietro Leopoldo.

Og der var der – fra marker omkring Scansano i Maremma – at familien begyndte at lave vin for første gang. Etableringen af vinhuset Eredi Fuligni skete dog først langt senere, nemlig omkring 1923, hvor Giovanni Maria Fuligni bosatte sig i Montalcino og begyndte at producere vin, ligesom hans familie tidligere havde gjort i Maremma.

I dag ejes vinhuset fortsat af Fuligni familien, nemlig af Maria Flora Fuligni, som driver stedet sammen med nevøen Roberto Guerrini Fuligni, ønologen Paolo Vagaggini samt agronomen Federico Ricci, som er ansvarlig for markarbejdet.

Det er reelt Roberto Guerrini Fuligni som varetager det meste er driften. Han er dog til daglig professor i kriminalret.Til dagligt – når hans underviser ved universitetet i Sienna – tænker han ikke på vin, men når han er på vingården i Montalcino, så tænker han ikke på andet.

Han ofrer alt på kvalitetens alter. Respekten for denne ydmyge mand og hans kunnen er så enorm, at han automatisk inviteres af alverdens store vinproducenter til alle mulige forskellige seancer. Hans vinvenner tæller såvel små producenter i Languedoc som verdens store kultproducenter.

Fuligni Viticultori i Montalcino er rundt regnet på 100 hektar jord, men kun omkring 10 hektar er vinmarker, bl.a. fordelt på markerne S.Giovanni, Ginestreto, Bandita og Del Piano.

Selve vingården ligger lidt øst for Montalcino, hvor Fuligni også har nogle af deres vinmarker. De fleste af vinmarkerne samt husets vinkælder i gammelt munkekloster fra 1500-tallet er dog beliggende i Cottimelli omkring 3 kilometer syd for Montalcino. Det gamle kloster bruges i øvrigt også til nogle af husets mange smagninger.

Azienda Fuligni Montalcino laver alene 4 forskellige vine … nemlig en Rosso di Montalcino, IGT vinen San Jacopo, denne Brunello di Montalcino og topvinen Brunello di Montalcino Riserva.

Denne Brunello di Montalcino kommer fra fire marker, San Giovanni, Il Piano, Ginestreto og La Bandita beliggende i 380-450 meters højde. Vinstokkene er mellem 12 og 35 år gamle, og høstudbyttet holdes bevidst meget lavt.

Druerne plukkes med håndkraft ad flere omgange – hver parcel for sig. Det er selvfølgelig 100% Sangiovese, høstet med håndkraft og lavet med 18 dages maceration og gæring 2-3 måneder på rustfrie ståltanke.

Derefter lagrer vinen så 30 måneder i en kombination af ældre, store egefade og samt 25% på barriques efterfulgt af 18 måneders lagring på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt fornægter det italienske ophav sig ikke, godt med italiensk og balsamisk syre, kirsebær, lyse blommer, lidt flæsk og nærmest oksekødssuppe, tobak, fennikel, blæk, læder, tørrede blomster, roser, røg, krydderurter og måske lidt tør jord.

Og det smager herregodt med en blød, lidt moden frugt … men heldigvis uden, at det bliver for modent. Meget klart og præcis syre, godt med tanniner, meget vedkommende og virkelig tørt, selvom det aldrig bliver for vildt. Det er italiensk vin på smukkeste vis og har som 2007’erne mange lag, selvom den endnu er en kende til den unge side.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandVi fortsatte med lækker Pino, som samtidig blev et glædeligt gensyn, nemlig en 2012 Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, som jeg sidst smagte i oktober 2017 under et besøg på Weingut Chat Sauvage ved et line-up af 13 forskellige af deres burgundisk inspirerede vine.

Det besøg hos Chat Sauvage med den danske hjælper Gustav samt den smukke og dygtige vinmager Verena Schöttle kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland. Det var nok det bedste besøg på hele vores Rheingau drengetur.

Denne Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er én af husets Lagenweine, altså det øverste niveau. Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau, og der har Chat Sauvage markerne Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine. Således koster en 2013 Lorcher Schlossberg 150€ på vingården.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og husets bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene spontant med druernes naturlige gærceller og en kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og derefter tappes vinen ufiltreret.

I næsen igen en lækker Pinot Noir næse, som i modsætning til forrige fra Lismore ikke er helt så let og feminin. Her er det langt mere burgundisk og grønt, mens frugten også er lidt mørkere, blommer, lyse kirsebær, måske endda blåbær, lidt gæret og byder ellers på mejeri, yoghurtagtige noter, blæk, kul og nogle blomsterrige æteriske olier og krydderier.

Smagen er tør, let og direkte med jernet samt grøn frugt. Det er knivskarp og syrlig elegance, det er grønne blade, blomster, lyse bær, jordbær, kirsebær og cremet lækkerhed. Det er heller ikke smagsmæssigt helt lyst og feminint, men delikat, grønt med burgundisk bundtræk. Elsker den sgu. Giv den lidt flere år i vinkælderen og så skal du se løjer.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en nyere årgang koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Peter Lehmann, Wigan Riesling, Eden Valley, Australien

2010 Peter Lehmann, Wigan Riesling, Eden Valley, AustralienJeg har tidligere smagt masser af vine fra australske Peter Lehmann, men mærkelig nok aldrig skrevet om vinhuset her på bloggen … og så kommer der nu en Riesling, der smager ærketysk, og totalt surprise netop kommer fra Lehmann.

Peter Lehmann grundlagde sit vinhus i 1979 og til at starte med hed det faktisk Masterson Wines. På det tidspunkt havde Peter Lehmann arbejdet i næsten 20 år som vinmager hos Saltram Wines i Barossa, men da de i 1978 ville ophæve aftalerne med vinbønderne, der leverede druer til huset, så fik Peter lov til at starte sit eget sideprojekt, hvor han i stedet opkøbte druerne.

Han vidste nemlig, at en ophævelse ville betyde økonomisk ruin for de små avlere, og det kunne han ikke acceptere. Han fik accept fra ejerne af Saltram til projektet, som officielt dog var ejet af Peters hustru Margaret og han fortsatte samtidig som vinmager hos Saltram.

Saltram blev dog allerede året efter – altså i 1979 – solgt til den canadiske spirituskoncern Seagram, men de nye ejere kunne ikke  acceptere, at Peter også lavede vine i sit eget sideprojekt. Han opsagde derfor jobbet og sprang ind i projektet på fuld tid, som sidenhen selvfølgelig også fik navnet Peter Lehmann Wines.

Sammen med nogle investorer fik Peter også bygget et nyt vineri, og Peter hyrede også en håndfuld af sine gamle kolleger til at hjælpe med projektet, bl.a. Andrew Wigan, der i mange år fungerede som ansvalig vinmager på Peter Lehmann Wines.

Mange mener, at Peter reddede vinindustrien i Barossa Valley og ikke mindst de mange små vinavlere. Men de mange små vinavlere blev også redningen for vinhuset, der i 1993 kom i problemer, da nogle af de oprindelige investorer solgte deres andele til et investeringsselskab, der pludselig fik brug for kapital.

Det blev reddet ved at gå på børsen, hvor han, fra den ene dag til den anden, solgte aktier til tusindvis af små investorer. Selv om det var mod Peter Lehmanns principper selv at eje jord, blev de nye tider markeret ved året efter at købe det første stykke jord, nemlig den 18 hektar store Stonewell Vineyard.

I dag er vinhuset fortsat kun et beskedent antal hektar vinmarker, hvilket alene dækker 2% af den samlede produktion. Så grundstenen i firmaet er fortsat levering af druer fra selvstændige vinavlere i alle hjørner af Barossa regionen.

Der er omkring 140 selvstændige vinbønder, som leverer druer til Lehmann.  De fleste avlere har imellem 20 og 70 hektar marker og arbejder tæt med Lehamnn om at lave de bedst mulige druer.

Peter Lehmann døde i 2013 og blev 82 år. Han blev verdensberømt for sine omfattende serier af vine i ethvert prisleje, prisvindende vine år efter år og især kendt som en legende for sin store indsats i Barossa Valley. I dag er vinhuset ejet af den australske koncern Casella Family Brands.

Denne Wigan Riesling er en af husets ikoniske vine, som 6 gange er kåret som verdens bedste Riesling af IWSC. Den er opkaldt efter den tidligere vinmager Andrew Wigan. Druerne til vinen er udvalgt fra de ældste og bedste parceller, og dermed de vinmarker der giver det laveste udbytte.

Straks efter høsten koldgæres druerne i ståltanke, og efter en to ugers gæringsperiode klares vinen og den aftappes efterfølgende straks på flaske uden lagring på fade. Herefter lagrer vinen 5 år på flaske i kældrene inden den endelige frigivelse til salg.

Uha det dufter vildt godt … det er benzin og petroleum, det er et gammelt stykke olieret og selvantændende tvist, som du finder på gulvet hos din mekaniker og det stinker af skadelige dampe, men på den herligste måde. Det er tropisk frugt, men lime og citrus spiller andenviolin sammen med en dekadent aroma af vilde blomster.

Smagen er måske ikke helt på niveau med duften, men står alligevel syleskarp, stålsat og stringent med grønne, umodne æbler, igen masser af citron. Det er tør, sprød og virkelig lækker Riesling, hvorfor man ikke tænker australsk, når man smager den.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Domaine Jacqueson, Rully Les Chaponnières, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jacqueson, Rully Les Chaponnières, Bourgogne, FrankrigFra skuffelse til total optur, for jeres flittige blev straks Pinot Noir glad igen, da han fik lidt af denne 2016 Rully Les Chaponnières fra Domaine Jacqueson i glasset.

Jeg har tidligere smagt både rød og hvid Rully fra Domaine Jacqueson, der også hedder Paul et Marie Jacqueson. Vinhuset holder til midt i Rully by på adressen Rue Saint Laurent. Rully er jo et af de mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste.

De stille hvide er mineralske, friske og sprøde, grundet den livlige syre og godt med kalk i undergrunden. De røde bærer præg af samme friskhed, hvilket ofte bliver lige lovlig friskt.

Vinene er lyse, lette og syrerige, så for alle vintyperne gælder det, at de skal drikkes unge, gerne 2-3 år efter høsten og skal ikke gemmes mere end 5 år.

Domaine Jacqueson er grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige af familiens jordlodder i Rully, som dengang var meget lidt kendt vinmæssigt. Fra 1960’erne begyndte Henry at sælge vinen til private og udvidede vinhuset ved at købe flere jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey.

Sønnen Paul kom med i driften i 1972 efter at have studeret  landbrug, vinavl, ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune.

Udover Paul deltager hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 13 hektar vinmarker godt fordelt på små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne Rully Les Chaponnières er altså ikke en 1. Cru hvid fra Rully, men derimod en rød af slagsen, som er lavet med druer fra marken Les Chaponnières, som blev tilplantet i 1985. Efter høst sorteres druerne, hvorefter vinen laves efter de helt gamle metoder, dvs. druerne knusses ved at træde med bare fødder.

Den alkoholiske gæring sker i store gærkar og varer omkring 15-18 dage med pigeage 2 gange dagligt og med en kontrolleret styring af temperaturen. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade. Vinen klares med lidt æggehvide og filtreres let inden flaskning.

Næsen afslørede med det samme, at der var tale om Bourgogne … let og grøn Pinot Noir, en herlig og smuk lethed, nærmest dekadent modenhed over den lyse frugt, ribs, hindbær, lidt hengemt kælder, kul, gazebind, æteriske olier og et godt præg fra fadene, en smule kanel og grønne grene.

I munden er vinen let, blød og smager sgu godt. Det er hindbær, jordbær og kirsebær med frugtsødme, men virkelig godt balanceret. Tanninerne er bløde og tilbageholdende, meget let drikkelig og samlet en rigtig lækker RR = rød Rully. Far er glad.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, Italien

2009 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, ItalienNæste vin på Houlbergs Vinblog er en 2009’er Brunello di Montalcino Pelagrilli fra vinhuset Siro Pacenti, som holder til 2-3 kilometer nordøst for Montalcino by.

Siro Pacenti er oprindelig grundlagt i 1970, da Siro Pacenti købte en lille landejendom bl.a. med den tilhørende vinmark Peligrilli. Han gik i gang med at tilplante alle vinmarkerne. Det var dog først i 1988, hvor sønnen Giancarlo Pacenti overtog driften, at der for alvor kom gang i vinproduktionen.

Dels var vinstokkene først der ved at være klar til at give druer af god kvalitet, og derudover havde Giancarlo også masser af idéer til vinproduktionen efter besøg i Bordeaux, hvor han var blevet venner med Professor Yves Glories, som var leder af det ønologiske fakultet ved universitet i Bordeaux University.

Giancarlo opkøbte yderligere marker, bl.a. nogle marker syd for Montalcino, herunder marken Piancornello, som hans bedstefar engang havde ejet og tilplantet med Sangiovese vinstokke.

Derudover indgik han i et samarbejde med den franske professor, idet han havde en plan om at lave to vine, en Brunello di Montalcino og en Rosso di Montalcino inspireret af modellen fra Bordeaux om en 1. vin – altså Brunello’en – og en 2. vin, som selvfølgelig så var Rosso’en.

Derudover skulle vinene selvfølgelig laves i moderne stil … med Bordeaux som forbillede, dvs. lagring på 225 liters barriques og gerne nye fade. Og helt skidt var det åbenbart ikke, for siden 1995 har Giancarlo Pacentis Brunello hvert år fået de prestigefyldte 3 glas – Tre Bicchieri – i den italienske vinbibel Gambero Rosso. I dag er Giancarlo kendt som en af de bedste Brunello producenter.

Der er i perioden 2001-2004 bygget en topmoderne vingård med state-of-the-art vineri. Samlet har Siro Pacenti i dag 22 hektar vinmarker, alle tilplantet med Sangiovese, og det danner basis for 4 forskellige vine, nemlig Giancarlos Rosso di Montalcino, en Brunello di Montalcino Pelagrilli, en Brunello di Montalcino Vecchie Vigne og endelig Brunello di Montalcino Riserva PS.

Denne Brunello di Montalcino Pelagrilli er selvfølgelig lavet med druer fra vinhusets nordligste mark Pelagrilli, og det er 100% Sangiovese fra 25 år gamle vinstokke.

Vinen er vinificeret i store temperaturstyrede ståltanke, maceration i 18-20 dage og har derefter lagret 24 måneder på franske barriques og derefter en periode på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 20.000 flasker af vinen, som jeg tidligere har smagt … dog blot i årgang 2010.

Hvor er den dog lækker … herlig lys og transparent i glasset, og det fortsætter i næsen med masser af lyse og syrlige bær, granatæbler, ribs, lyse blommer, italiensk streng syre, te-blade, en kulkælder, lidt jernbanesveller, læder, gazebind, medicinskab, røg og eg. Den er klart mere lys i udtrykket end 2010’eren.

I munden er frugten dog en tak mørkere end i duften, tranebær, ribs og blåbær, en let tør- og bitterhed, masser af tanniner, som sammen med en streng syre virkelig giver vinen karakter og bid. Samlet bliver det både blødt, fokuseret … hvalpefedtet er smidt og det giver en sindssygt lækker vin og klart bedre end 2010’eren.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt ligger på 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2017 Lismore Estate Vineyards, Chardonnay Estate Reserve, Western Cape, Sydafrika

2017 Lismore Estate Vineyards, Chardonnay Estate Reserve, Boberg, SydafrikaJesus Christ, Allah, Shiva, Odin, Thor, Afrodite og alverdens andre guder, hvor smager denne Chardonnay Estate Reserve fra det sydafrikanske vinhus Lismore Estate Vineyards bare glimragende. Kan godt forstå, at Lis vil ha’ more.

Lismore Estate Vineyards ligger lidt sydøst for den lille by Greyton i Boberg distriktet i Western Cape regionen omkring 150 kilometer sydøst for Stellenbosch. Stedet drives ikke af Lis, men af Samantha O’Keefe, som stammer fra USA … det er hende, som I kan se på billedet ovenover.

Samantha voksede op i Californien i USA, blev uddannet på Berkeley og arbejdede indenfor TV, da hun i 2000 rejste til Sydafrika og blev forelsket i landet og en 300 hektar stor ranch ved Riviersonderend bjergkæden i en søgen efter et enklere liv.

Sammen med sin nu ex-mand købte hun gården, som havde huset en bedrift med malkekvæg, byggede sit eget hus, omdannende staldene til et vineri og startede med at plante vinstokke.

Samlet har Samantha O’Keefe i dag tilplantet 30 hektar skifer og lerholdige vinmarker med Sauvignon Blanc, Chardonnay, Viognier, Syrah, Roussanne og Marsanne … som hun i øvrigt deler med en flok bavianer og en leopard.

Efter bruddet med manden, så stod Samantha alene tilbage med sine to sønner i det nye land. Alligevel var hun målvidst om at lykkedes og fik sendt sin første årgang på markedet i 2006.

Og siden har hun arbejdsomt og dygtigt øget kvaliteten af vinene, hvilket blev belønnet ved, at hendes Syrah fra 2014 kom på Robert Parkers eftertragtede liste Top 50 Picks of 2015. Derudover opnår hendes vine i dag generelt gode anmeldelser.

En af årsagerne til Lismore Estate Vineyards’ succes skyldes, at vingården ligger både højt og koldt. Faktisk er Samantha den eneste vinproducent i Greyton området og klimaet betyder, at druerne tager længere tid om at modne.

Alle vinene fermenteret i neutrale egetønder og uden malolaktisk gæring. Denne Chardonnay Estate Reserve har dog fået en delvis malolaktisk gæring, nemlig med 20% af vinen og er derefter lagret 11 måneder på 500 liter egefade, heraf 40% nye fade. Der er i denne årgang lavet 6.200 flasker af vinen.

Og sikke en vin … op af glasset vælter det med masser af velduft, nærmest eksplosivt. Det er en fed, olieret aroma med masser af eg, symaskineolie, gule blomster, vanilje,  og samtidig med en særdeles frisk, syrlig og pågående kant. Det er et kærligt møde med fylde og syre, yin og yang med en moden kærlighed, berusende og jeg er sgu lidt oppe at køre.

I munden lidt samme historie, for vinen efterlader et blødende og burgundisk aftryk, meget ren, frisk og alligevel med krop, som er to-die for. Frugten er let, gul og moden … det er fyldigt og alligevel med citrusbid, lidt appelsin og kalkagtig mineraler. Det er blødt, blidt , virkelig godt afbalanceret og jeg havde sgu aldrig gættet sydafrikansk vin.

Det er soleklart 6 houlbergske fingre … endda med Amors pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 345 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, Italien

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, ItalienItalux è uno dei miei rivenditori preferiti di succo Italiano … er en af my favorite dealers af italienske dråber … gode vine og billige priser. Næste vin er fra deres sortiment, en 2011 Barbaresco Elisa fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada.

Ada Nada er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada – som I kan se på billedet ovenover – og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog gården i 2012, da hendes far Gian Carlo Nada desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af produktionen af vinene, mens Anna Lisa står for hele driften af familiens lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter forskellige vintyper.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del garanteret nydes af vinglade turister på deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo.

Denne Barbaresco Elisa er én af husets 3 Barbaresco’er, hvor druerne kommer fra området ved Rombone i Treisa tæt ved vingården i omkring 200-350 meters højde i med et terræn bestående af kalkholdig hvid mergel og ler.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og presses, hvorefter de anbringes i rustfrie ståltanke for vinifikationen. Maceration sker derefter i omkring 10 dage ved kontrolleret temperatur. Derefter presses mosten og overføres til gæringstankene til den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktiske gæring.

Vinen lagrer herefter 18-20 måneder i store egefade, hvorefter den flaskes ufiltreret og lagrer så på flaske i yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg. Der laves årligt omkring 4.000 flaske af denne vin.

Den lille italienske opstoppertud har meget let og moden frugt, lidt hindbær med et snert af nogle mørkere bær og måske lidt mørkere i frugten end normalt for Nebbiolo. Derudover er der violer, masser af eg, mynte, noget bondsk og beskidt, støvet og tørt. Modenheden i den sarte og her lidt dybere frugt er bare lækker.

Smagsløgene forkæles af en stringent italiensk syre, en super lækker frugt med en dejlig, dekadent modenhed, som jeg bare elsker, men som kræver lidt tid og luft i glasset for at folde sig maksimalt ud, så husk at give vinen godt med luft.

Der er masser af gummemasserende tanniner, men ikke helt vildt, for samtidig er vinen Bamseline-blød og har som bamsen også blomsterflora, lethed … og vinen er sgu også lidt nuttet.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr. og jeg er nødsaget til at sige; nøj … det er sgu billigt.

 Vinanmeldelse 6/7

2012 M. Chapoutier, Hermitage La Sizeranne, Rhône, Frankrig

2012 M. Chapoutier, Hermitage La Sizeranne, Rhône, FrankrigSidste vin i M. Chapoutier smagningen var – need I say – selvfølgelig en Hermitage, nemlig en 2012 Hermitage La Sizeranne … et smukt, blæret, overbevisende og formidabelt punktum på smagningen.

Druerne til Hermitage La Sizeranne kommer fra tre forskellige marker, nemlig Les Bessards, som har granitholdig jordbund, Le Méal med masser af småsten, der kan holde på varmen samt Les Greffieux, der er en anelse lerholdig, men også med småsten.

Som den forrige Côte-Rôtie er vinen lavet på betontanke med 100% afstilkede og selvfølgelig 100% biodynamiske druer og gæring ved forholdsvis høje temperaturer på mellem 30 og 33 grader med en eller to daglige push-down.

Efter 12 måneders lagring på egefade, hvoraf en tredjedel er helt nye, tappes Hermitage La Sizeranne på flaske, uden forudgående klaring og filtrering.

Og ud kommer nu den lifligste saft … som i glasset er en anelse lysere end forventet, men duften har power, karakter og en flot elegance med egetræ, flæsk, bacon, mejeri, læder, blæk, grafit, lerjord, gæret frugt, blåbær, hindbær, lakrids, tobak, toast, kanel samt lidt vanilje. Det er tæt, kraftigt med en sart, syrlig, gæret og mineralsk nerve … det kan man vist godt blive afhængig af.

I munden er det også en tætpakket, smeltende og lækker satan. Det smager monstergodt. Det er kødfuld, fuldfed, fyldig og alligevel med mineraler, krydderier, mørke, syrlige og gærede bær. Det fylder munden med smag og hjertet med glæde. Igen 6 sikre fingre lige i sylten med en pil op.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 M. Chapoutier, Côte-Rôtie Quatour, Rhône, Frankrig

2015 M. Chapoutier, Côte-Rôtie Quatour, Rhône, FrankrigNæste vin fra M. Chapoutiers arsenal af vine fra det nordlige Rhône var denne Côte-Rôtie Quatour, hvor druerne kommer fra nogle af de legendariske marker i Côte-Rôtie.

Faktisk er Côte-Rôtie Quatour lavet med druer fra 4 forskellige marker, nemlig både Côte-Brune, Côte-Blonde, Neve samt Tupins. Côte-Brune har primært en jordbund af småsten, der ligger og suger varme til sig, og Côte-Blonde har jordbund med kalk og gnejs, som tilfører elegance og blomsteraromaer til vinen.

Neve ligger i den nordligste del og har en jordbund med sten og en smule skifer, som tilfører mineralitet, mens Tupins i den sydligste del af Côte-Rôtie ligger i et område, hvor jorden har sand, ler og granit, som giver vinen mere krop og krydderier.

Drueklaserne afstilkes 100% og vinifikationen sker i betontanke, hvor gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller. Ved gæringen øges temperaturen gradvis til 30-32 grader og tager omkring 4-5 uger med regelmæssigt overpumpning og derefter omrøring af bærmen.

Derefter tappes den endnu varme vin direkte over på egefade, hvor den hviler og falder til ro i løbet af 24-48 timer, hvorefter den malolaktiske gæring sker.

Côte-Rôtie Quatour lagrer 12-18 måneder, halvdelen i 228 liters burgundiske barriques og den anden halvdel i 600 liters demi-muids, hvoraf 20-25% er nye fade … og derefter flaskes vinen ufiltreret.

I næsen kan det feminine Côte-Rôtie aftryk allerede fornemmes fra første snif … blomsterflora, lidt æteriske olier, en svævende syrlig og moden frugt – så smukt – men også tyk og fed lakrids, blommer, kirsebær, hindbær i frugten og en lille smule vaniljesødme.

Smagen er såååååå blød … vi sidder helt tilbage i lænestolen og lader livet passere revy. Smagen bare fader ud i din mund, smelter, blødt, let og elegant med et frisk, syrligt og frugtrigt bid. Det smager sindssygt godt. Klart 6 af de store fingre … endda med pil op.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Weingut Günther Steinmetz, Steinmetz & Hermann Pinot Noir, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Günther Steinmetz, Steinmetz & Hermann Pinot Noir, Mosel, TysklandEr man afhængig, trælbunden eller bare forelsket, hvis man ikke kan lade en flaske fra den gode Stefan Steinmetz ligge? Jeg har nærmest flået proppen op af denne 2016 Steinmetz & Hermann Pinot Noir, som er lavet i et samarbejde mellem Stefan samt Christian Hermann fra Weingut Dr. Hermann, der også ligger i Mosel … helt præcis i Ürzig lige mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach.

Og hvor er det en smuk flaske … etiketten klart anderledes end de andre vine fra Günther Steinmetz. Der er guldbroderinger … og 3 x e’er = enkelt, eksklusivt og elegant.

Christian Hermann er yngste skud i Hermann familien og driver samme sin far Rudi deres vingård i Ürzig med 10,8 hektar vinmarker, bl.a. parceller på marker som Erdener Treppchen, Herzlei, Prälat samt Ürziger Würzgarten.

De to unge Mosel winzere og gode venner har sammen skruet en række vine sammen … lavet i ganske små mængder og det gælder også denne Steinmetz & Hermann Pinot Noir. Druerne kommer fra 30 år gamle vinstokke på en mark længere mod nord … Burgener Römerberg, som passes af de to venner.

Vinen laves hos Stefan Steinmetz og er lavet med afstilkning af omkring 40% af drueklaserne og fermentering på 3 år gamle burgundiske barriques, hvor en del endda stammer fra et unavngivet berømt vinhus i Bourgogne. Vinen har efter endt fermentering lagret 12 måneder på fadene og er flasket ufiltreret.

I glasset er det lys og transparent … dog ikke så lys som fx Steinmetz Kestener Herrenberg Pinot Noir, men lige en tak mørkere. Næsen er fyldt med gazebind, syrlig og urtet med hindbær, jordbær samt en grøn, streng burgundisk nerve og sikke en nerve. Der er eg, røg, svag fennikel, nelliker, sten, støvede mineraler og luftig dyne efter en vild aften.

I munden er det grønne jordbær med en herlig stringent syre, pågående og lidt ribs, tranebær og granatæbler, meget direkte i frugten. Smagen indeholder samtidig en håndgranat af sten og hvor elsker jeg den form for afstraffelse. Og så er det alligevel let, blødt og virkelig burgundisk i udtrykket. Nam.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7