Mit Pinot Gris bud til læsøtarteletterne var denne Grauburgunder *** fra Weingut Knipser i Laumersheim mellem Grünstadt og Bad Dürkheim i det nordlige Pfalz.
Knipser har vi stiftet bekendskab med et par gange her på Houlbergs Vinblog, så derfor nøjes vi denne gang med alene at kigge nærmere på denne Grauburgunder ***. Det spændende ved vinen er for det første, at druerne kommer fra 2 forskellige Große Gewächs marker, nemlig Dirmsteiner Mandelpfad og Laumersheimer Steinbuckel, hvor Knipser dyrker sine bedste Grauburgunder.
Druerne er høstet ved 100 Oechsle, og gæringen er sket i nye barrigues, hvor vinen er også er lagret sur lie i 6 måneder inden aftapning på flaske. Vinen lagrer så på flaske i flere år inden frigivelse. Der er 0,9 gram restsukker i vinen pr. liter.
Og uha for en sindssyg lækker duft … lige et par niveauer over de foregående vine. Næsen er animalsk og let nøddet med brændte mandler, akacietræ, en sand eksplosion af eksotisk frugt, modne pærer og gule æbler, blomster, mariekiks, vanilje og kanel.
Smagen er blød … helt nede på smeltepunktet, en blød, rund, mild og aromatisk smag, men slet ikke samme sødmeniveau som foregående Pinot Gris, for her er sødmen langt mindre og har en rund syre, lidt salt og karamel, hvorved vinen bare er smukt balanceret. Nøj for pokker, hvor smager den godt.
Købt i Tyskland til 24€ … svarende til 179 kr.