Tag-arkiv: 5½

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigDerefter stod den så på Chardonnay og endda en Chablis, som jeg før har smagt … en skøn vin fra Domaine Joëlle Vrignaud med en fin, skrøbelig, sart og kalket lækkerhed … her i årgang 2022.

Jeg har før skrevet om vinhuset … og denne Chablis har jeg smagt i årgang 2018, 2019 og 2021. Det er Joëlle Vrignauds  basis Chablis, hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Hvor dufter det bare godt … alt synes afdæmpet og perfekt portioneret, da der både er frugt, fad og terroirpræg med denne kalkede mineralske note, som er med til at gøre vinen krisp, frisk og elegant. Frugten er pærer, fersken, melon, syltede citroner og oveni kommer der fra fadene en disket landlig aroma, nødder, nyvasket vasketøj og hvide blomster. Virker sart, fin og feminin.

Smagen starter cremet og blødt … næsten olieret, men også kun en smule, for vinen har samtidig denne rene og frisk side, som er kalket, stenet, cool og krisp. Det er en ren frugt, pærer, hvide ferskner, lidt citroner, men alt med en  stoisk rolig og delikat syre. Det smager da blidt, feminint, cremet og overlegent … og jeg vil klart mene, at den her i årgang 2022 overgår de andre årgange. Flot. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmelmelse 5,5/7

2022 Ocampo Viños, Listán Blanco, Kanariske Øer, Spanien

2022 Ocampo Viños, Listán Blanco, Kanariske Øer, SpanienJeg er en af dem, der aldrig har været på ferie på  Tenerife … og jeg har heller aldrig smagt en vin fra ferieøen, men det retter den næste vin i glasset op på, for vinen Listán Blanco kommer netop fra projektet Ocampo Viños på Tenerife.

Ocampo Viños er et joint venture imellem Jonathan García fra Bodegas Suerte del Marqués samt familien López Arvelo på Bodegas Presas Ocampo. På etiketten står der da også Viños de la Familia López Dias og vinen er da  også lavet hos Bodegas Presas Ocampo i Tacoronte på Tenerife.

Bodegas Suerte del Marqués ligger i Orotava-dalen i nordlige del af Tenerife og er grundlagt i 2005 af Jonathan García, der besluttede selv at lave vin fra druerne, som hans familie lige siden hans oldefar stoppede med at lave vin, blot havde solgt til andre producenter og kooperativer.

Vingården har selv 11 hektar vinmarker der ligger i 300 til 750 meters højde, men derudover opkøber Suertes del Marqués også druer fra yderligere 15 hektar tilhørende andre vinbønder i området og druesorterne er mest Listán Negro og Listán Blanco,

Derudover har Jonathan García også hjulpet den tidligere verdens- og europamester i fodbold  David Silva med at lave vin på  naboøen Gran Canaria, hvor David kommer fra … og det er blevet til projektet Bodegas Tameran, som Jonathan også har et ejerskab i og der laver de nogle af de ypperste vine fra de kanariske øer

Nu er Jonathan García også gået i makkerskab med familien López Arvelo på Bodegas Presas Ocampo … et vinhus, der også ligger i den nordlige del af Tenerife ved Tacoronte … faktisk tæt på byen San Juan og endda også kalder sig Viticultura San Juan SL.

Bodegas Presas Ocampo har søgt en modernisering og derfor  allieret sig med Jonatan for på sigt at forandre stilen i det vinhus, som er grundlagt af forretningsmanden Domingo López Arvelo, men i dag drives af de næste generationer anført af sønnen Marcos López.

Det er et nyt samarbejde og de første vine er faktisk årgang 2022 og kommer fra Bodegas Presas Ocampos vinmarker, der ligger højt på skråningerne nordvest for Spaniens højeste bjerg ved vulkanen Teide i Tacoronte Acentejo-området,

Da vinlusen aldrig kom til Tenerife, så kan man på markerne finde gamle, upodede vinstokke plantet i en næringsfattig, vulkansk jord, som sammen med klimaet kan frembringe uhyre elegante, stenede samt terroirtro vine.

Denne 2022 Listán Blanco er – som navnet siger – lavet på druen Listán Blanco, der måske mest er kendt under navnet Palomino og det er en hvid druesort, som kommer fra Andalusien i det sydvestlige Spanien og bl.a. også anvendes til produktion af sherry.

Her kommer druerne også fra gamle Listán Blanco stokke og de høstes ved håndkraft, hvorefter vinen er spontangæret på i både en række brugte foudre og brugte barrique, før vinen slutteligt lagrer 9 måneder med gærresterne på 500 liters brugte egetræsfade.

Der er pænt med farve i glasset … dufter klart af en opulent og småfed vin med abrikos, kogt pærevælling, kvæde, skræl fra syltede appelsiner og grapefrugter, blomsterpollen, gule smørblomster, røg samt søde krydderier med let spidskommen og lidt stjeneanis. Det dufter egentligt meget modent og cremet.

Hvor er den blød og cremet … har klart ikke Chardonnay noter, men mere bid, krydrede noter og denne dybe, rugende og saftige smag af gamle nedfalds pigeonæbler med en krydret bitterhed sammen med arbrikos, nektariner og lemon. Dermed bliver det en mørk saftet vin med stort bundtræk, moment og kraft … en rustik, bombastisk syre og så ualmindelig lang eftersmag med mørk mineralitet. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalEfter en flok lækre italienske vine, så smagte jeg denne portugisiske lækkersag … en 2019 Quinta da Pedra Escrita fra mirakelvinmageren Rui Roboredo Madeira.

Vinhuset er du nok stødt på her på Houlbergs Vinblog et par gange, og historien kan du bl.a. læse om i min anmeldelse af Quinta da Pedra Escrita i årgang 2017, men jeg har skam også smagt vinen i årgang 2018.

Quinta da Pedra Escrita er i denne årgang 2019 er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Jaen aka Mencía samt 25% Sousão, der alle kommer fra familiens egne gamle vingård, der har 17 hektar marker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen. Vingården har tilhørt familien i 8 generationer.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur. Derefter er vinen lagret 15 måneder på nye franske 300 liter egetræsfade.

I glasset er det en mørk og småsort fætter … har bestemt nogle mørke og krydrede gener, men med lidt luft i glasset, så åbnes der langsomt op for flere nuancer med tør engelsk lakrids og lakridsrod, flæsk, rosmarin, svesker, solbær, blåbær, hindbær, noget tobak, lidt violer, læder,

I munden får du det brede smil på, for smagen er dyb, mørk, fyldig samt cremet og som med duften er 2019’eren lidt mørkere, federe, blød og saftig. Der er tør engelsk lakrids, solvarme og vinen flyder så utroligt intens ud i munden med svesker, solbær, blommer og selvom det er en mørk og tæt vin, så virker den ganske elegant, smooth med en fin luftig og mineralsk eftersmag. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Doussot-Rollet, Chorey Lés Beaune les Ratosses, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Doussot-Rollet, Chorey Lés Beaune les Ratosses, Bourgogne, FrankrigDet er ikke så mange måneder siden, at jeg smagte en Savigny Lés Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes fra vinhuset Domaine Doussot-Rollet i Chorey-lès-Beaune og nu smager jeg atter en vin derfra … en 2020 Chorey les Beaune les Ratosses.

Vinen kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Ratosses, som Doussot-Rollet ejer 1,25 hektar på. Marken ligger på den rigtige side af Grand Cru-ruten mellem Savigny-Lés-Beaune og Aloxe-Corton.

Alt arbejde i marken foregår så nænsomt som muligt og sker efter princippet lutte raisonnée, hvor man i størst mulig grad, forsøger at dyrke druerne økologisk, men også sprøjter hvis det absolut bliver nødvendigt.

Druerne er høstet med håndkraft, da man gør en dyd ud af at sortere dårlige druer fra allerede i marken. Vinen er så lavet traditionelt med en lang og langsom maceration med løbende pigéage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

Sikke dejlig duft … bevæger sig nærmest sådan lige imellem nogle grønne noter, noget parfumeret og fadpræg. WAUW. Frugten er lys, intens og mest lyse kirsebær, hindbær, der suppleres af violer, læder, mentol, cedertræ, nedfaldne og brune efterårsblade, grønne grene, lakridskonfekt, fennikel, allehånde og kanel … meget dragende.

I munden er det en frisk vin med en lækker frugt … fortsat ung, viril og samtidig med fin, sart og fløjlsblød smag med en frugt af jordbær, hindbær og rabarber, meget ren, slank, klar og spinkel, har saftig og balanceret syre, finkornede tanniner, let peber … og ellers en meget lang, mineralsk og frugtig eftersmag. Flot vin. 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 320 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2021 Domaine Alary, l'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi bliver i Frankrig, men er rykket til Route de Vaison ved Cairanne, hvor vi finder Domaine Alary, som står bag denne fremragende 2021 l’Estévenas Cairanne.

Det er også en vin, som jeg har smagt før … faktisk i de to foregående årgange 2019 og 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Det dufter fabelagtigt … så enkelt kan det udtrykkes … der er godt med mørke. landlige og animalske noter fra mødding, baconfedt og flæsk, noget mejeri, sorte oliven, engelsk lakrids samt noget sødme og balanceret intensitet. Der er blæk og godt med fadnoter af mørk chokolade, vanilje og tørrede blomster … frugten er solbær, hindbær og mørke kirsebær, men opulent, kraftig og flot.

Hvor er det godt … måske endda bedre end de to foregående årgange, hvor vinen er så cremet, blød og fantastisk behagelige, rar og smagfuld. Den har atter både lidt sødme og let mørk bitterhed, så det er engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, kul, tjære, chokolade. Tanninerne er klare og tætte, føjer dog vinen, men giver et godt bid. Det er sgu ret fantastisk og nærmest i sin helt egen liga … særklasse. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Bodegas Caudalía, Xi’ipal Garnacha Las Bajadas, Navarra, Spanien

2020 Bodegas Caudalía, Xi’ipal Garnacha Las Bajadas, Navarra, SpanienNæste vin er virkelig spændende … en 2020 Xi’ipal Garnacha Las Bajadas fra vinhuset Bodegas Caudalía beliggende i Baja Montaña zonen ved kommunerne Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien.

Jeg har før smagt vine fra  Ivan Lopez Barco samt kæresten Raquel Grandival Allende på Bodegas Caudalía, bl.a. har jeg smagt denne Xi’ipal før … nemlig i den foregående årgang 2019 og dengang var Houlberg også begejstret.

Xi’ipal Garnacha Las Bajadas er ret beset en enkeltmarksvin på ren Grenache fra vinmarken Las Bajadas, der ligger i 625 meters højde i Baja Montaña.

Inden gæring er druerne først udblødt i kølig premaceration, mens selve fermenteringen er sket på betontanke med temperaturstyring. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 500 liters franske egetræsfade samt 12 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Der er i denne årgang 2020 alene producere beskedne 2.898 flasker, hvor denne er nummer 2.303.

Meget lækker duft med pollenstøv og blomster, lidt medicinskab, violer, læder samt en lys, frisk frugt med både hindbær og kirsebær, godt med urter og krydderier … lidt bondsk, har noget grøntsagsfond og kaffebønner, diskrete fadnoter af chokolade og vanilje.

I munden er det en frisk, lys og pænt syrlig spansk bandit … har en streng og syrlig frugt af tranebær, rabarber, granatæbler, hindbær, der giver et frisk bid sammen med en smule peber, blomster, masser af syre med sure citroner og granatæbler, mens tanninerne er tørre og markante, men aldrig stikker helt af. Som jeg skrev anmeldelsen af 2019’eren er det virkelig vin med spansk temperament og her med sylespids, skinger og modeslank nerve. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Château la Lagune, Moulin de la Lagune, Bordeaux, Frankrig

2019 Château la Lagune, Moulin de la Lagune, Bordeaux, FrankrigChâteau la Lagune er et 3. Grand Cru Classé vinslot, der ligger på adressen Avenue de l’Europe i Ludon-Médoc lige nord for Bordeaux by og Moulin de la Lagune er husets andenvin og her smager jeg den i årgang 2019,

Slottet startede sin historie omkring år 1587, hvor monsieur Eyral byggede en forpagtergård ved Ludon-Médoc, hvor hollændere havde drænet det sumpede landskab i Haut-Médoc. Han investerede gradvist i at omdanne flere beskedne lejemål til en stor vingård.

Han blev efterfulgt af adskillige ejere, men slottet – som vi kender det i dag – blev bygget i perioden mellem 1730 og 1734 … allerede i 1724 var markerne dog tilplantet med vinstokke.

Slottet blev i 1855 klassificeret 3. Grand Cru Classé og nole år efter i 1886 købt af familien Sèze, der så ejede Château la Lagune frem til 1956, hvor det var ret forfalden og kun havde få marker tilbage, men blev købt af Georges Brunet.

Han satte godset i stand og ansatte vinmageren Alexis Lichine til at føre det dengang forfaldne slot tilbage til eliten af Bordeaux og lige siden har de efterfølgende ejere videreført hans arbejde.

Georges Brunet solgte dog i 1964 Château la Lagune til familien, der ejede Champagne Ayala inden det endelig i 2000 blev købt af den nuværende ejer, den rige den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer rhônehuset Paul Jaboulet Aîné samt en del af Champagnehuset Billecart-Salmon og cognachuset Léopold Gourmel.

Jean-Jacques Frey har sat sin ældste datter Caroline Frey til at stå for vinproduktionen og driften af slottet. Det er den smukke kvinde på billedet nedenunder.

Caroline Frey har fortsat den perfektionistiske produktion og dag fremstår Château La Lagune således som eksempel på vellavet Cru Classé. Dette er hjulpet af, at Caroline i 2013 ansatte Maylis de Labordiere som ung og dygtig ønolog.

Kvalitetsmæssigt overgår ejendommen ofte de højere klassificerede slotte, og slottet er berømt for sin stabilitet. Vinene er usædvanligt komplekse og stilmæssigt giver Château La Lagune mindelser om bedste Margauxvine

Château la Lagune har 80 hektar marker, som dyrkes økologisk og ligger på en sydvendt høj med veldrænet jord, der består af grus og små hvide sten. 60% af vinmarkerne er beplantet med Cabernet Sauvignon, 30% med Merlot og 10% med Petit Verdot … en usædvanligt høj procentdel.

Markerne blev i  2013 omlagt til økologisk drift og blev certificeret i 2016, men Caroline Frey har selv i mange år arbejdet på at etablere miljøvenlig vindyrkning baseret på økologisk og biodynamisk drift, så det er formentlig også planerne hos Château la Lagune

Slottet laver 3 vine … hovedvinen Château la Lagune 3. Grand Cru Classé, denne andenvin Moulin de la Lagune og endda også en 3. vin, der hedder Mademoiselle L.

Denne 2019 Moulin de la Lagune er lavet på 40-45% Cabernet Sauvignon, 40-45% Merlot samt 15% Petit Verdot. Vinen har sit navn efter en gammel mølle på toppen af en bakke nær slottet og den kan endda ses på etiketten. Den er lavet traditionelt og efter endt fermentering lagret 12 måneder på egetræsfade, hvoraf omkring 40% er nye fade.

Duftmæssigt er vinen let parfumeret med en støvet tørhed, lidt mulle kælder, cedertræ, lidt landlighed, blyanter, læder og en sandet mineralitet, mørk frugt med solbær, tranebær, søde jordbær og ribs, lys tobak, kakao og bitter mørk chokolade og let kanel.

Det bedste er dog smagen, der er smukt balanceret med en blød frugt og en frisk syre. Det er blødt og smelter næsten helt i munden, men har denne rene og friske syre, hvor der er noget tranebær, ribs og hindbær … lidt sort-te bitterhed, men det er meget lidt, hvorved vinen kommer til at fremstå helstøbt med en slank krop, selvom den endnu er en ung knøs og teenager, der kan tåle flere år i kælderen, hvorved jeg lander på 93 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 176 kr., mens prisen er 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Podere Ruggeri Corsini, Barolo Bricco San Pietro, Piemonte, Italien

2019 Podere Ruggeri Corsini, Barolo Bricco San Pietro, Piemonte, ItalienDe sidste 2 Barolo vine fra Podere Ruggeri Corsini var begge enkeltmarksvine, hvor den ene var denne 2019 Barolo Bricco San Pietro.

Her kommer druerne fra den 1,1 hektar store kalkholdig parcel Bricco San Pietro, der ligger med en sydøstlig eksponering i 450 meters højde ved Monforte d’Alba og stokkene er 25 år gamle.

Druerne er håndplukket, derefter er klaserne afstilket og så er gæring samt maceration sket med druernes egne gærceller ved 25 grader over 15-18 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder på slavonske egetræsfade.

I næsen er denne Barolo langt mere sammenhængende end den foregående med tørret frugt, rosenblade, læder, svampe, fennikel, appelsinskal, nødder, skovbund, trøffel, østershatte suppleret med en smule frugtsødme, der lige binder tingene godt sammen med lidt medicinskab og ristede fadnoter med vanilje, kanel og chokolade. Det dufter virkelig godt og imponerende.

Smagsmæssigt er denne Barolo sgu også langt mere kompleks, helstøbt, fin og sart med en livlig, rig, energisk frugt og ellers pænt tør med ribs, hindbær og granatæbler, lidt Campari bitterhed, lidt balsamiske noter, mens tanninerne er knastørre, fine, sarte, skarpe, men men på en lys, lækker og udtørrende måde. Sådan skal god Barolo skrues sammen og her får du bid for skillingen. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Podere Ruggeri Corsini, Argamakow Langhe Pinot Nero, Piemonte, Italien

2018 Podere Ruggeri Corsini, Argamakow Langhe Pinot Nero, Piemonte, ItalienJeg elsker kombinationen af Pinot Noir druens lethed kombineret med en stram italiensk syre, så lad os tjekke, hvordan denne 2018 Argamakow Langhe Pinot Nero fra Podere Ruggeri Corsini smager.

Pinot Noir druerne kommer fra en lille 0,4 hektar vinmark i Monforte d’Alba i 520 meters højde og har 23 år gamle vinstokke.

Vinifikationen begynder efter en manuel høst og fuldstændig afstilkning af alle klaserne. Derefter foretages der fire daglige ompumpninger i den første uge … samlet gæring og maceration varer 8 dage. Efter aftapning, dekantering og malolaktisk gæring lagres vinen i forskellige franske barriques i 18 måneder.

I glasset er det en lys, let vin med et lidt grumset skær og duften rummer både medicinskab, pilleglas, tørrede rosenblade, læder, lys tobak, babybræk – på den gode måde – virkelig parfumeret og har en lys og moden frugt af hindbær, tranebær og ribs, men aftrykket fra fadene er meget beskeden med noget kanel, vanilje, chokolade og nogle balsamiske noter.

Smagen er let, syrlig, parfumeret med en stram italiensk syre … lige præcis, som det skal være. Der er lys frugt med lidt jordbærsødme, hindbær og ribs … måske endda lidt sødlig citron, meget luftigt, let og lys, har saftige og lette tanniner, der ikke bider meget i munden, så mest af alt, er det bare en dejlig og stram italiensk Pinot Noir … og dermed 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Podere Ruggeri Corsini, Lolly Langhe Chardonnay

2021 Podere Ruggeri Corsini, Lolly Langhe ChardonnayDen første af de 6 vine fra Podere Ruggeri Corsini blev så den eneste hvidvin i form af denne 2021 Lolly Langhe Chardonnay,

Vinen er dedikeret til Loredana, som elsker Chardonnay og også selv bliver kaldt Lolly … hvorfor navnet lå til højre ben. Her er druerne fra en lille 0,3 hektar vinmark i Monforte d’Alba i 420 meters højde og har 25 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med kølig gæring i ståltanke ved 13-14 grader og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder i ståltanke efterfulgt af 6 måneders lagring i franske barriques.

Smukt … vild lækker aroma, hvor man bestemt får en smule Chardonnay fadfedme, men også en langt mere stringent, klar og frugtrig aroma, der er småberusende. Den får lidt smørfedme med nødder, Nutella, vanilje  samt en lidt småeksotisk frugt med mango, abrikos, dåsepærer og noget banan suppleret med tropisk ædeltræ, men alt doseret let, således det aldrig bliver for meget eller overdone.

I munden er der også en cremet, blød og meget frugtrig smag, som samtidig virker slank, adræt, sart og fin … har hvid peber og en syre, der virker levende, sitrende med citroner, lemon, grillet lemon samt abrikos, halvbitre noter og lang eftersmag. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7