Det er ikke så mange måneder siden, at jeg smagte en Savigny Lés Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes fra vinhuset Domaine Doussot-Rollet i Chorey-lès-Beaune og nu smager jeg atter en vin derfra … en 2020 Chorey les Beaune les Ratosses.
Vinen kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Ratosses, som Doussot-Rollet ejer 1,25 hektar på. Marken ligger på den rigtige side af Grand Cru-ruten mellem Savigny-Lés-Beaune og Aloxe-Corton.
Alt arbejde i marken foregår så nænsomt som muligt og sker efter princippet lutte raisonnée, hvor man i størst mulig grad, forsøger at dyrke druerne økologisk, men også sprøjter hvis det absolut bliver nødvendigt.
Druerne er høstet med håndkraft, da man gør en dyd ud af at sortere dårlige druer fra allerede i marken. Vinen er så lavet traditionelt med en lang og langsom maceration med løbende pigéage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.
Sikke dejlig duft … bevæger sig nærmest sådan lige imellem nogle grønne noter, noget parfumeret og fadpræg. WAUW. Frugten er lys, intens og mest lyse kirsebær, hindbær, der suppleres af violer, læder, mentol, cedertræ, nedfaldne og brune efterårsblade, grønne grene, lakridskonfekt, fennikel, allehånde og kanel … meget dragende.
I munden er det en frisk vin med en lækker frugt … fortsat ung, viril og samtidig med fin, sart og fløjlsblød smag med en frugt af jordbær, hindbær og rabarber, meget ren, slank, klar og spinkel, har saftig og balanceret syre, finkornede tanniner, let peber … og ellers en meget lang, mineralsk og frugtig eftersmag. Flot vin. 94 point.
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 320 kr. ved køb af 3 flasker.