Tag-arkiv: Frankrig

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, FrankrigI runde 2 havde vi lidt bøvl med at spotte Steffen næste vin, som var en 2015 Margaux fra Château Bellevue de Tayac, der er ejet af Domaines Fabre, som også ejer en række andre bordeauxslotte.

Domaines Fabre er nok mest kendt for deres ejerskab af Château Lamothe-Cissac, men ejer også andre mindre vinslotte som Château Landat, Château La Tonnelle, Château Le Chêne, Château Fonsèche og så dette Château Bellevue de Tayac.

Det er i dag Vincent Fabre, som står i spidsen for Domaines Fabre og han styrer alt fra mark til importør og deltager også som vinmager i produktionen af vinene, hvilket er usædvanligt i det område.

Det var Vincents fader Gabriel Fabre der i 1964 købte Château Lamothe-Cissac, da han vendte tilbage til Frankrig fra hans bopæl i Marokko. Siden har familien arbejdet utrætteligt på at få marker og slot i topform.

Vincent er meget engageret indenfor vin og har siddet i bestyrelsen for sammenslutningen af Haut-Médoc producenter og har deltaget i udformningen af den nye lovgivning omkring Cru Bourgeois klassifikationen.

Han er også ledende medlem af den kendte vinridderordenen La Confrérerie du Bontemps du Médoc. I sin sparsomme fritid er han også en passioneret maratonløber og formand for det berømte Marathon du Médoc.

Château Bellevue de Tayac er beliggende i Soussans i den prestigefyldte Margaux-appellation og blev overtaget af Domaines Fabre i 2014 og de har siden gennemført store forbedringer på dets kun 4,5 hektar vinmarker.

Her smager vi en 2015 Margaux vin fra Château Bellevue de Tayac, som er lavet på 70% Merlot 20% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, der er lavet helt klassisk … og der er ikke ret meget info om produktionen, men den er efter endt fermentering lagret 12-14 måneder på barriques, heraf 60% nye fade.

I næsen er det en en mørk vin, der virker saftig og struttende med frugt af dybe, fede og sorte kirsebær, solbær, brombær, sort tobak, sød tobak, jod, blod, blæk, grafit, cedertræ, cigarkasser samt noget vanilje og chokolade … virker blød og cremet.

Den smager også blød og cremet, men virker også renere, mere frisk samt tør end duften indikerede. Der er solbær, brombær, ribs, lemon og en god, frisk syre. Der kommer også lidt nødder, mens tanninerne er tydelige og tørre, men aldrig bliver helt vilde. Det giver samlet set en rigtigt fin, rank, blød, smooth og lækker bordeauxvin. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Audrey Brocard, Meunier des Trois Côteaux Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Audrey Brocard, Meunier des Trois Côteaux Extra Brut, Champagne, FrankrigVores vinaften startede med bobler, for Gert E serverede denne Meunier des Trois Côteaux Extra Brut fra den lille mikroproducent Audrey Brocard … en rigtig Grower Champagne, som man også kalder det.

Audrey Brocard er nemlig en ganske lille producent, der blot laver sølle 2.500 flasker om året fordelt på 3 forskellige champagner. Hun holder til i den lille landsby Trelou-Sur-Marne, som ligger ude vest for Reims, i det mere barske og knapt så friserede Valle de Marne.

Audrey dyrker sine marker økologisk og med brug af en del biodynamiske processer. I kælderen er der også et naturligt fokus med spontangæring og så minimal intervention som muligt. Hun fokuserer meget på champagnernes vinøse aspekt og arbejder en del med fadgæring, høj andel af reservevin, ingen malolaktisk gæring og minimal dosage.

Denne Meunier des Trois Côteaux Extra Brut  er – som navnet også indikerer – lavet alene på Pinot Meunier, hvor basen af champagnen stammer fra årgang 2018 … men tilsat 30% reservevin fra tidligere årgange efter solera-metoden.

Vinen har ligget med andengæring på flaske frem til degorgering, som er sket i april 2024 med en dosage på 0,8 gram pr. liter.

Duftmæssigt er det tavlesvamp og skoletavle fyldt med kridt, pæremost, stikkelsbær, modne æbler, noget gær og vanilje, let sødme samt lidt blomsterbutik. Vinen har egentlig en meget delikat og lækker aroma.

Smagen er også domineret af æbler … sure grønne æbler i form af pigeon- og cideræbler, syrlig æblemost, lemon med en let bitterhed, citronsaft og i det hele taget godt med syre. Det giver en meget frisk, livlig og kølig smag, så dermed 94 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 440 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Gabriel Chevalier, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, Frankrig

2022 Gabriel Chevalier, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, FrankrigJeg fortsatte derefter i Bourgogne … dog lige et niveau op med denne 2022 Côte de Nuits-Villages, som stammer fra en hemmelig, ung og opstigende stjerne i Bourgogne, men solgt under navnet Gabriel Chevalier.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2013 og 2014 fra nogle små begrænsede partier, som Supervin havde fået fat i og solgte ekstra billigt pga. en særlig aftale med producenten og under det hemmelige navn … Gabriel Chevalier.

Nu har de dog også fået en sending hjem af 2022’eren.

Vinhuset – bag vinen med dæknavnet Gabriel Chevalier – er grundlagt i slutningen af 1800-tallet, hvor stifteren opkøbte marker i Nuits Saint Georges og senere fortsatte udvidelserne af markerne til andre dele af Bourgogne.

Foretagendet drives i dag af 5. generation, der har været med til at løfte huset op i en helt ny kvalitetsliga. Samlet har vinhuset lidt over 10 hektar vinmarker i både Côte de Nuits-Villages, Aloxe Corton og Nuits Saint Georges.

Denne 2022 Côte de Nuits-Villages er lavet med druer fra 50 år gamle vinstokke på 8 forskellige parceller i Côte de Nuits Villages, hvor jorden er præget af ler, grus og hård kalksten. Vinen har gæret i store betontanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 228 liter burgundiske barriques.

Lys, frisk, fin og feminin duft … måske ikke helt på højde med 2013’eren og 2014’eren, men er kompleks, sammenhængende og frugtrig … frugten er  jordbær, rabarber, lyse kirsebær og lagringen på fade bidrager med lys tobak, chokolade, brændt karamel, tørre nødder, mahogni- og teaktræ og så en let parfumeret side med blomsterblade, roser, violer og grønne stængler.

I munden er der – som forrige – en lys og syrlig vin, men der er nu kommet langt mere power og mere dybde. Man får frugt af hindbær, rabarber og jordbær suppleret med syltede citroner … en lækkert og intenst bid samt fine tanniner. Det hænger sgu godt sammen, syren er styrende, markant og tæt … dejlig og tiltrækkende. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigJeg fortsætter med mere 2023 Bourgogne Pinot Noir, men denne gang er vinen fra vinhuset Prosper Maufoux, som jeg jo også er stødt på et par gange her på vinbloggen.

Mauxfoux høster deres Pinot Noir druer fra nogle ler- og kalkstensholdige vinmarker og efter høst er de sorteret og afstilket inden overførsel til gæringstanken uden brug af pumper.

Forud for gæringen koldmacererer Prosper Maufoux druerne i 4-5 dage, så drueskindet afgiver ekstra farve og frugtaromaer til mosten uden udtræk af bitre fenoler. Herefter følger gæringen på ståltanke med temperaturstyring over 18-20 dage med daglige punch downs. Efter endt gæring omstikkes vinen til 10 måneders afrunding på ståltank med fuldbyrdet malolaktisk gæring.

I forhold til den forrige Bourgogne Pinot Noir fra Closerie des Alisiers, så er duften her dybere og mere nøddet eller umamiagtig, men fortsat med ungdommelig friskhed. Der er nødder, skovbund og en frugt, der er  kirsebær, hindbær, hyben og mørk bitter chokolade, urter og lidt mentol, violer og blomster.

Smagsmæssigt er der også en ren, lys og spinkel vin, lidt mere frugtsødme end forrige, men ikke så dyb eller kompleks, men har en frugt af kirsebærsaft, ribs og hindbær, lidt lemonagtig bitterhed, lidt peber, tørre, fine tanniner og lys saftighed. 90 point,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigJeg har smagt mange vine fra Stéphane Brocards vinhus Closerie des Alisiers og mest hvidvine og faktisk aldrig før denne Bourgogne Pinot Noir, hvor jeg nu smager 2023’eren.

Til denne vin har Stéphane Brocard hentet Pinot Noir druerne fra 30-45 år gamle vinstokke på ler- og kalkstensholdige parceller i Côte de Nuits-

De manuelt høstede druer har så gæret på mellemstore demi-muids fade og efter endt fermentering er vinen så lagret 6-12 måneder på 228 liter burgundiske barriques, heraf 15% helt nye fade.

I næsen er der en frisk, lys og letsyrlig vin … virker også pænt parfumeret og blomstret. Der er gærnoter, lys frugt af både jordbær, hindbær, lyse kirsebær og lidt ribs, noget fennikel og nogle træagtige noter af våd cedertræ, fugtig skovbund og lilla violer.

I munden er det også en frisk, ren og syrlig vin … der er godt med syrlig frugt af ribs, granatæbler og hindbær suppleret med grape og lemon, der giver bitterhed sammen med en jernholdig mineralitet, hvilket gør vinen skarp, slank, spinkel og det er samtidig med denne syrlige kant, som en viril ungdommelig vildbasse. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Pol Roger, Cuvée Sir Winston Churchill, Champagne, Frankrig

2015 Pol Roger, Cuvée Sir Winston Churchill, Champagne, FrankrigLige en vinøs nytårsraket mere og det er den imponerende fine Cuvée Sir Winston Churchill fra champagnehuset Pol Roger og her er det fra 2015 årgangen.

Champagnehuset har jeg skrevet om før og Cuvée Sir Winston Churchill har jeg da også smagt før i årgang 2008.

Denne Cuvée Sir Winston Churchill er én cuvé, som kun laves i de allerbedste årgange og den laves altid på 50% Chardonnay og 50% Pinot Noir fra 100% Grand Cru vinmarker.

Hver druesort vinificeres først separat, hvor druerne først presses med efterfølgende débourbage, hvor bundfaldet adskilles fra den ugærede mopst. Derefter overføres vinen til rustfrie ståltanke med endnu en débourbage efter 24 timers hvile ved 6 grader. Derefter sker gæring langsomt og køligt under 18 grader.

Efter gæringen sker der malolaktisk gæring inden endelig det endelige blend af de to druesorter sker. Så flaske vinen til den næste gæring på flaske, som sker i Pol Rogers kældre 33 meter nedenunder jorden, hvor den lagret typisk 10 år inden frigivelse.

Hvis jeg med få ord skal beskrive duften, så må det være nøgen og præcis. Der er ikke noget, som stikker ud, bliver for meget eller for dominerende, for alt er så fucking velafbalanceret, så champagnen fremstår rank, luftig, stoisk og æterisk i stilen med en duft af nødder, mandler, let vanilje, kanel, skumfiduser, lakridskonfekt, gæret dej og en frugt af passionsfrugt, pærer, fersken og noget kalket mineralitet, bløde skolekridt samt hvide sommerblomster.

Uhhhh hvor er det i munden smukt, balanceret … slank, præcis, nøgen, skrøbelig og delikat … igen er der intet, som stikker ud, så alt virker organiseret, ordentligt og klinisk velplaceret. Der er so med 2008’eren små blide bobler, let brus og så modne æbler, pærer, godt med lemon, blid citrus og en saftig æblesyre. Det er cremet og blødt, men mest af alt, er det den nøgne præcision, som imponerer og er så velafbalanceret, frisk og slank … satans vanedannende, hvis der ikke bare lige, var det med prisen. 99 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Ludvig Bjørns Vinhandel, hvor en flaske kan findes til 1.595 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2012 Lheureux Plékhoff, Cuvee d`un Lys Gravé Brut, Champagne, Frankrig

2012 Lheureux Plékhoff, Cuvee d`un Lys Gravé Brut, Champagne, FrankrigEn vild lækker ret med Comte ost fik følge af lidt ældre bobler i form af et glas 2012 Cuvee d`un Lys Gravé Brut fra champagnehuset Lheureux Plékhoff.

Huset ligger i ejendommen Manoir de Montflambert i den lille by Mutigny i Vallée de la Marne og blev til ved en ved sammenlægning af to historiske producenter Lheureux-Saintot fra Mareuil Sur-Aÿ, og Plékhoff fra Vandières og drives i dag af Georges Lheureux og Stéphanie Plékhoff.

Det er har sammenlagt lidt over 42 hektar vinmarker fordelt på 15 Cru marker i både Aÿ, Mareuil-sur-Aÿ, Hautvillers, Mutigny, Avenay val d’or, Verzy, Chouilly og Oiry.

På markerne dyrkes de 3 klassiske Champagne sorter Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Meunier og her smager vi så 2012 Cuvee d`un Lys Gravé Brut, der er lavet på 65% Pinot Noir og 35% Chardonnay. Der er en champagne, der kun lavet de bedste år … er bl.a. laver i årgang 2008 g her i den flotte 2012 årgang … og får altid en megetg lang lagring inden degorgering.

Har duftmæssigt også en moden frugt … det er æblemost, gule æbler, kvæde, stikkelsbær, hybenroser, citroner og lidt wienerbrød samt briocheboller, masser af tørhed, gazebind og en anelse gule sommerblomster.

Smagsmæssigt er der også en moden frugt med nedfaldsæbler, pigeonæbler, hyben, kandiseret lemon og grillet citron, hvid peber og boblerne aka moussen er blød og moderat, men fader forholdsvis hurtigt. Der er noget modent og ædelt over smagen, hvor man kan smage, at det er kompleks og ældre champagne. 94 point.

Forhandles af Kildetoft Wine, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Champagne Henriot, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Champagne Henriot, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigTil små appetizers med østers og hors d’oeuvres før Kongens Nytårstale smagte vi på Molskroen denne Blanc de Blancs Brut uden årgang fra champagnehuset Henriot.

Maison Henriot er grundlagt af Henriot familien, der allerede i 1640 havde slået sig ned i Champagne området.

Det var enkefruen Apolline Henriot – der gennem 14 år havde hjulpet sin mand Nicolas Henriot med at drive vinhandel – der i 1808 grundlagde champagnehuset Maison Henriot

Hendes far ejede i forvejen nogle vinmarker i Montagne de Reims i Verzy, Verzenay og Mailly. Han var højt respekteret, da han også havde skrevet en afhandling om vindyrkning i Champagne.

I dag er det 7. generation i form af Joseph Henriot, der siden starten af 1970’erne har stået i spidsen for champagnehuset, men har dog i 2020 overdraget driften til vinmageren Alice Tétienne, der tidligere har arbejdet hos Maison Krug.

Derudover er man startet et samarbejde med den lokale  paraplyorganisation TEVC-  Terroirs et Vignerons de Champagne – der repræsenterer flere champagnebønder og kooperativer.

Det betyder også, at champagnehuset nu har adgang til druer fra langt flere vinavlere end tidligere og i dag kommer fra 76 forskellige vinavlere på tværs af 29 landbyer i Champagne.

Denne Blanc de Blancs Brut er en typisk champagne fra Maison Henriot, der primært har specialiseret sig i vine på Chardonnay og denne Blanc de Blancs er en blanding fra alle husets vinmarker med Chardonnay og forskellige årgange med op til 50% reservevin. Efter den første gæring er vinen lavet med andengæringen i flaskerne gennem minimum 3 års lagring.

Duftmæssigt er det en ret kompleks champagne … der er ristet rugbrød, nødder, valnødder og ristede hasselnødder, brioche boller, en frugt af pærer, æbler, ananas, blomster og en kalket mineralitet, meget velafbalanceret og samtidig frisk.

Smagen er syrligere og friskere end duften … der er grønne pærer, fersken, grillet lemon og syltede citroner. Der er godt med syre, men den har også en kæk lille sødme, der gør vinen flot velafbalanceret, så dermed 95 point.

Denne 3 liter jéroboam flaske forhandles af Fine Wines, hvor en flaske koster 2.495 kr. 

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Domaine Patrice Rion, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Patrice Rion, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées, Bourgogne, FrankrigNogle vinvenner på besøg til lidt foder inden koncert med Magtens Korridorer og så kom der selvfølgelig også lidt vin på bordet, bl.a. havde jeg fundet en 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées fra Domaine Patrice Rion frem fra gemmerne.

Domaine Patrice Rion ligger i byen Nuits-Saint-Georges og blev grundlagt i 1990 af Michèle og Patrice Rion, oprindeligt med kun én hektar vinstokke. I dag er vingården på 6 hektar, fordelt på en lang rækker marker i bl.a. Chambolle-Musigny, Nuits Saint Georges og Vougeot.

Patrice kommer fra en familie af vinproducenter i Prémeaux og Vosne-Romanée nær Nuits-Saint-Georges. Patrice var indtil september 2000 sideløbende kældermester på Domaine Daniel Rion & Fils. Patrice har arbejdet med vin siden 1977.

Siden 2005 har Patrice og Michèles søn Maxime også deltaget i driften efter han færdiggjorde hans uddannelse til ønolog i Dijon. Derudover har Maxime også været i lære hos Nadine Gublin i Meursault, Hubert de Bouard i Saint Emilion og Dr. Neil McCalum i Martinborough på New Zealand.

Domaine Patrice Rion drives efter biodynamiske principper og Patrice stiller samme krav til de avlere, der leverer druer til nogle af hans mange vine.

Patrice søger elegancen i vinene, hvilket opnås gennem en meget streng selektion af druer, både i marken og 2 gange i kælderen inden vinifikationen. Fuld afstilkning af druerne. Maceration uden svovl inden vinifikation bidager til ekstraktion af de frugtrige Pinot Noir elementer.

Patrice forsøger at skære ned for brugen af svovl aka sulfitter, da han mener svovlen taget noget af frugte i vinen, men gennem flere års eksperimenter er han nået frem til en blanding af stoffer fra timian og fra druekerner, der kan erstatte svovl som antioxidant og med antibakteriel effekt – uden i øvrigt at påvirke vinen.

Druerne til denne 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées er selvfølgelig fra marken af samme navn … en 4,38 hektar stor mark, der er beliggende i enden mod nabokommen Morey-Saint-Denis, og former den sydvestlige grænse mod mytiske Bonnes-Mares.

Pinot Noir druerne håndhøstet og omhyggeligt sorteret og gæret i åbne rustfri ståltanke i omkring tre uger, derefter lagret 18 måneder på egetræsfade, med omkring 50 % ny eg.

I næsen er det også en let, lys og helt æterisk vin med nogle umamiagtige noter som nødder og ristede kastanjer, men har ellers en frugt af sorte kirsebær og jordbær … meget rund, smooth samt elegant, selvom den helt klart ikke er så fin, feminin og sart som jeg umiddelbart ville forvente.

Det gælder egentlig også smagen, der også er langt mere grøn, rank og urtet end forventet, men det er samtidig mere intenst, dybt … ikke lige  Chambolle-Musigny, som jeg havde forventet. Frugten er meget stringent, kølig og ren og alderen kan på ingen måder mærkes, for du får her både sure kirsebær, jordbær, ribs samt grape og lemon, der så bidder og snerrer på en lidt maskulin måde. Det er fortsat en dejlig og smuk vin med muskuløs charme. 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor denne 2014’er faktisk fortsat kan købes, men i dag koster hele 1.195 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2016 A. Clape, Cornas, Rhône, Frankrig

2016 A. Clape, Cornas, Rhône, FrankrigVi sluttede det ekstravagante vinøse high-fasion modeshow med en gammel klassikker … Cornas fra A. Clape og her blev det i en årgang 2016.

Clape har jeg skrevet om en del gange, så historien og information om vinhuset kan I finde i tidligere blogindlæg.

Som alle vinene fra Clape er vinen lavet på 100% Syrah fra parceller, hvor alle vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke over 100 år gamle. Lagret 22 måneder på de store, gamle foudres.

Denne 2016 har Parkers Wine Advocate givet 96 point, mens  Wine Spectator ligger på 98 point … gennemsnit på 95 point i ratings fra de store professionelle.

Det er duftmæssigt som at få en blodtud … kraftigt slag direkte i hovedet, så du får næseblod, for der er blod, jod, sved og tårer, lidt tørret kød, brændt kød, bacon, tobak, tjære, koks, grannåle, blyant, sorte oliven, nelliker, tør engelsk lakrids og lakridsrod, rosmarin og krydderurter, soja og frugt af solbær, hindbær, ribs tilsat knuste granitskærver.

Smagen er egentlig lysere end forventet og som jeg husker vinen, men der er fortsat masser af power, dybde og en vild tørhed. Den har en frugt af brombær, knust hindbær og ribs, men tanninerne er vilde, rustikke og tørre, men samtidig ganske fint integrerede. Det er sgu bare en kongevin … der er ikke så meget andet at sige, så dermed ender Houlberg igen med et stort smil og 97 point.

Forhandles i dag af Bichel Vine, hvor seneste årgang kostede 875 kr. og alene sælges på allokation. Denne årgang 2016 er dog set hos Uhrskov Vine til 1.350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb