Tag-arkiv: 4½

2020 Buena Vista Winery, North Coast Chardonnay, Californien, USA

2020 Buena Vista Winery, North Coast Chardonnay, Californien, USADe 3 næste vine fra det historiske vinhus Buena Vista Winery var alle fra North Coast serien og jeg startede med en 2020 North Coast Chardonnay.

Vinen er ren Chardonnay og  druerne er dyrket på forskellige marker i Lake, Mendocino og Sonama County.

Druerne plukkes ved optimal modenhed og gæres på rustfrie ståltanke … med 10% på helt nye egetræsfade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder på ældre fade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Dejlig duft faktisk … god blanding af pærer og fersken med en smule fad, men fadpræget af meget afdæmpet, hvilket giver mere plads til frugten. Der er ikke vild kompleks, men meget indbydende med lidt nødder, let smør og måske endda lidt honningmelon.

I munden er det en fyldig, lidt olieret med frugt, der er fed … en smule tropisk og kandiseret. Der er fersken, tørret abrikos, pærer og grillet citron med en lidt rustik syre med lemon og æblesyre. Alle vil kunne lide denne vin … har lidt af alt. 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Buena Vista Winery, Legendary Badge Zinfandel, Californien, USA

2020 Buena Vista Winery, Legendary Badge Zinfandel, Californien, USAVi har næsten lige smagt vine fra DeLoach Vineyards, som er ejet af den franske vinfamilie Boisset. De ejer også det gamle Buena Vista Winery og det er derfra, at jeg smager en række vine … startende med denne 2020 Legendary Badge Zinfandel.

Buena Vista er grundlagt i 1857 og har en lang og spændende historie. Det var én af de første vingårde nord for San Francisco. Det var før Napa og Sonoma var velkendte navne og også langt før Californien overhovedet var kendt for sin vin.

Grundlæggeren hed Agoston Haraszthy og var opvokset i Ungarn omringet af vinmarker og vinproduktion. I 1840 immigrerede han til USA for at følge sin drøm om, at opstarte egen vingård.

Agoston Haraszthy var en farverig person … han startede egentlig sin tilværelse i USA som en af Californiens første sheriffer. Han blev i 1850 valgt til sherif i San Diego County. Der byggede han også det første fængsel og var sherif i 2 år, før han flyttede nordpå for at forfølge sin drøm om at lave vin.

Efter mange mislykkede forsøg på vindyrkning, så fandt han endelig de rigtige forhold på en ranch i Sonoma, hvor han så flyttede til med sin familie og stiftede Buena Vista Winery.

Udover de 12 hektarer, der var tilknyttet ranchen, opkøbte han 4.000 hektarer tilgrænsende jord, hvorved Buena Vista Winery blev den næststørste vingård i Sonoma … og den største i det nordlige Californien.

I 1861 tog Agoston til Europa for at vende tilbage med 200.000 vinstiklinger og 350 forskellige vinsorter, som han beplantede sine marker med. Derefter gravene han ud til vinkældre for at starte en produktion af mousserende vin. I 1863 grundlagde han den første offentlige organisation for vin … Buena Vista Vinicultural Society.

Desværre gik Buena Vista konkurs i 1866, da Agostons viste sig værende meget dårlig til at lede vingården, så han endte med et par år senere at forlade USA til fordel for Nicaragua, hvor han dog uheldigvis blev spist af en krokodille.

Vingården gik også nedenom og hjem i 1878, hvor Phylloxera invaderede vinmarker i Californien. Derefter har vingården har en omtumlet tilværelse med forskellige ejere … bl.a, har en af ejerne i 1924 opført hovedbygningen Chateau Buena Vista i art deco stil.

Det var først i 1941, at Buena Vista Winery genopstod, da Frank og Antoniia Bartholomew købte den forladte ranch, bl.a. på grund af et fund af en en parcel beplantet med gamle Zinfandel vinstokke.

De startede med at lave vin … senere bl.a. med den anerkendte vinmager Andre Tehelistcheff, men siden 2011 har Buena Vista Winery været ejet af den store Boisset vinfamilie.

Jeg starter med at smage deres 2020 Legendary Badge Zinfandel, hvor etiketten oser af vinhusets historie … har bl.a. en etiket, der ser ud som om, at den er lavet på krokodilleskind og både krokodille samt sherifstjerne er også at finde på etiketten.

Til gengæld er der nærmest ingen – som i ingen – informationer om produktionen af vinen, men så må vi jo i stedet bare springe direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det en varm aroma med søde krydderier … en blanding af kanel, spidskommen, allehånde og kakaopulver, sød gran samt en mørk, varm frugt af blommer, blåbær, brombær og svesker. Det er sødt, krydret og svampeagtig med denne intens duft af mørk frugt.

I munden er det lidt samme historie, bare med mere syre i frugten, som samtidig også virker lysere. Der er sød blommekompot, noget brombær og knust hindbær, sveskegrød, en vild sød bitterhed, der giver vinen denne helt specielle Zinfandel smag, som ganske her ganske vist er sød, men ikke amerikaner overdone. 88 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Domaine de la Graveirette, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de la Graveirette, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNår vi nu er i Rhône, skal vi så ikke nappe endnu en Côtes du Rhône? Det gør vi da med netop en af slagsen fra Domaine de la Graveirette, der ligger lige mellem de to byer Bédarrides og Courthézon i Vaucluse.

Domaine de la Graveirette drives af den unge vinmager Julien Mus, som selv er født i Bédarrides, men er uddannet vinmager fra vinskole i Beaune i Bourgogne. Efter uddannelsen returnerede han til sin fødeby og familiens vingård, hvor han i starten blot fortsatte faderens praksis med at levere druerne til lokale kooperativ,

Men i 2015 startede han selv med at lave vine som Domaine de la Graveirette og har sammenlagt 20 hektar vinmarker, der siden 2015 har været Demeter certificeret biodynamisk drevet. Og derfra laver han en række typiske vine, dvs. både Châteaneuf-du-Pape, Côtes du Rhône, Vin de Pays de Vaucluse og Principauté d’Orange.

Denne 2020 Côtes du Rhône er lavet på ren Grenache, hvor gæring samt maceration er sket i store betontanke, hvor vinen så også er lagret i 18 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen er det en rund, comfortagtig, blød og venlig vin, meget ren og klassisk med en sødere frugt af søde kirsebær, jordbær, brombær, sødmefuld og saftig. Der er blide krydderier, tør engelsk lakrids og lidt oksefond.

Smagen er også rund, cremet og blød … her er alle hjørner slettet af, afgratet og pudset. Det er samme blødsøde frugt som i duften, mest søde kirsebær, jordbær og lidt hindbær, en smule lemon bitterhed og det endda alene pænt svagt. Det er på ingen måder en mørk og tung Côtes du Rhône, men er lysere og har denne fine, sarte og lyssaftede kant,  og dermed 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Le Miocène, Rhône, Frankrig

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Le Miocène, Rhône, FrankrigFor et par år siden smagte jeg en 2018 La Tour Coste Côtes du Rhône Les Trencats fra Maison Les Deux Rhônes. Nu har jeg sgu fået søstervinen Le Miocène i samme årgang i glasset.

Det er vinmageren Stéphane Vedeau, der står bag vinen i projektet Maison Les Deux Rhônes. Projektet driver han sideløbende med sit daglige arbejde på både vinhuset Clos Bellane og negociantfirmaet La Ferme du Mont … begge i det sydlige Rhône. Derudover laver han også vin i Nordrhône under hans moders navn Jeannine Boutin.

Ja … og så er han altså også med i dette projekt Maison Les Deux Rhônes aka La Tour Coste. Det er med andre ord en travl herre, som er med i mange projekter.

Stéphane Vedeau er virkelig Rhône mand og Grenache forkæmper. Han vinkarriere startede i den sydlige del af Rhône dalen med bl.a.  vine fra både Châteauneuf-du-Pape og andre Rhône appellationer, og de senere år har han udvidet territoriet i det nordlige Rhône, som han samlet på Clos Bellane og Domaine Jeannine Boutin har samlet 50 hektar vinmarker.

Vedeau beskrives som perfektionist, og en kendsgerning er det i hvert fald, at terroir betyder alt for ham. Han går ekstremt meget op i, hvordan marker og vinstokke behandles. Økologiske principper er fuldt ud indarbejdet. Der bruges ingen kemikalier.

Druerne høstes med håndkraft, og i kælderen anvendes kun store fade specielt udvalgt af Stéphane. Vinene aftappes uden filtrering og klaring og med behersket brug af svovl.

Dette projekt Maison Les Deux Rhônes og La Tour Coste er der ikke mange oplysninger om, men de laver vine fra meget gamle vinstokke med Grenache, Syrah og Mourvedre på markerne Le Miocéne, Les Trencats, Les Pialons, Terrasses de Thénane og Les Gravettes.

Hvor søstervinen var lavet på et mix af Grenache og Mourvedre fra Les Trencats, så er denne lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, der jo så kommer fra marken Le Miocéne,

Efter høst er druerne knust let, hvorefter der sker gæring og maceration over 5-6 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret i minimum 8 måneder i store betontanke.

Duftmæssigt er det en landlig, saftig og rigtig Sydrhône vin … flot balanceret mellem frugt med sorte kirsebær, blommer, svesker, lidt hindbær og tranebær, lidt te bitterhed samt nogle fadnoter af tørt træ, cedertræ, tør lakrids, sød lakrids, kakao og søde bolsjer.

I munden er det en lækker rhônevin med fin balance af sort, tæt frugt, sødme, krydderier og tørre tanniner. Det er en ren, bitter og frisk frugt …kirsebær, hindbær, tranebær og smagen er faktisk ret lig med duften … har samme lige sort-te eller lemon bitterhed, godt med rhônekrydderier, peber samt et bondsk spark. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje Mencía, Bierzo, Spanien

2020 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje Mencía, Bierzo, SpanienNæste vin er også en vin, som jeg har smagt en årgang tidligere og det er denne 2020 Pago de Valdoneje Mencía, som kommer fra García Alba familien på Vinos Valtuille i den lille by Valtuille de Abajo i Bierzo området.

Vinos Valtuille er grundlagt i 1999 af Dimas García, men det drives i dag af to af Dimas’ og Isabels fire børn … nemlig Elena og Marcos García. Men familien har lavet vin siden 1910, hvor bl.a. Marcos bedstefar Antonio købte en gård og allerede dengang var dedikeret til at lave vine på Mencía druen, hvilket også betyder, at familien i dag kan prale af vinmarker med tussegamle vinstokke på druen.

Vinos Valtuille har samlet omkring 15 hektar gamle vinmarker, der alle sammen ligger ved Valtuille de Abajo. Det er som nævnt i Bierzo området i vinregionen Castilla y León … ja faktisk ligger Valtuille de Abajo i den nordvestligste del af regionen på grænsen til Galicien.

Markerne ligger i 500-700 meters højde og jordbunden består hovedsageligt af ler, der giver optimale forhold for modningen af druerne. Filosofien hos Vinos Valtuille er klart at lave vine via godt arbejde … både ved pleje af jorden og i deres vineri, som ligger i helt nybyggede lokaler med en underjordisk kælder til lagring af alle vinene.

Denne Pago de Valdoneje Mencía er lavet med druer fra forskellige marker … både nogle højtbeliggende vinmarker samt nogle længere nede, da Marco ønsker en balance mellem druerne fra de lerholdige marker og de mere sandholdige. Vinen laves udelukkende på rustfrie ståltanke uden lagring på eg.

Næsen har denne bondske side … saftige og bondske med mest kirsebær, grøn peber, papkasser, kaktuspiller og mynte, men også lidt jordbær, hindbær samt lidt blåbær. Den lidt en duft, der kan minde en smule om Beaujolais … lidt samme saftige og rustikke charme.

Det smager aldeles fremragende … igen med denne bondske, rustikke og saftige smag, hvor det mest er mørke kirsebær, som styrer med lidt peber samt noget lemonaftig saftbitterhed og så nogle tanniner, der bestemt er der, men også virker både saftige samt vel integreret i vinen. Det er sgu god Mencía bondesaft af retskaffent hårdt arbejde. 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Nabal, Valle de Nabal, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Nabal, Valle de Nabal, Ribera del Duero, SpanienNabal Bodegas & Viñedos er et af mange gode vinhuse hos Otto Suenson og de har netop fået en sending vine hjem fra vinhuset og derfra er 3 havnet her hos Houlberg til test og jeg starter med denne 2019 Valle de Nabal.

Nabal Bodegas & Viñedos ligger lidt syd for den lille vinlandsby Gumiel de Izán omkring 100 kilometer syd for Burgos. Nabal er et nyt projekt fra Navarro Balbás familien, som tidligere har været involveret i branchen.

Projeket blev startet i 2014 af de 3 brødre Óscar, Andrés og Daniel Navarro Balbás og de navngav projektet efter de første bogstaver i deres efternavne Na-Bal.

De ville prøve noget nyt efter en mere end 20 årig karriere som producenter i Ribera del Duero og oprindelige initiativtagere til oprettelsen af appellationen DO Arlanza.

De byggede et nyt, topmoderne vineri ved Gumiel de Izán og købte 35 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorter som fx Tempranillo, Garnacha, Merlot og Albillo … men derudover så opkøber de også druer fra lokale vinavlere.

Jeg har 3 gange tidligere smagt vine fra Nabal og altid været imponeret og nu står der så 3 flasker på min bord, som jeg nu skal smage … dirty job, but someone has to do it. Det er nemlig disse vine:

Den sidste af vinene har jeg smagt før, nemlig tilbage i november sidste år, hvor vinen faktisk vandt en lille smagning af 15 Ribera del Duero vine. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg; Houlberg deltager i uofficiel minitest af 15 Ribera del Duero vine.

Der fik jeg vinen fra Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation – der varetager markedsføring af Ribera del Duero – som et plaster på såret, da jeg måtte melde fra til en rejse til Ribera del Duero pga. fruens kræftsygdom.

På den rejse skulle jeg i øvrigt ha’ besøgt netop Nabal Bodegas & Viñedos. Nå, men det betyder også, at jeg med den sidste vin Nabal Reserva de la Familia blot linker til min beskrivelse og anmeldelse af vinen tilbage i november.

Denne 2019 Valle de Nabal er lavet på ren Tempranillo, der kommer fra 40-50 år gamle vinstokke i 850 meters højde på marker omkring byerne Gumiel de Izán og Villalbilla de Gumiel,

Vinen er lavet med spontangæring med druernes helt egne gærceller i ståltanke ved 25 grader med daglig overpumpning. Efter endt fermentering er det ske efter-maceration i 3 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring ved 21 garder inden 9 måneder lagring på 40% franske og 60% amerikanske fade.

Duften er sgu ikke helt skidt … for nu at sige det på jysk. Den har en dejlig blomstret side, men der kommer også klare krydderier frem i næsen, nelliker, gran, røg, lakrids og garvet læder. Der er selvfølgelig også frugt med blåbær, svesker, hindbær og ribs … faktisk har vinen masser af Ribera del Duero kvalitet.

I munden er vinen lidt mere rustik end sine storesøster, men også mere vild og klar til fest med lidt alkohol. Det giver en lille spark med blåbær, brombær, hindbær, lidt ribs og nærmest også blomster. Det giver en frisk og aromatisk vin med en lille kinky bitterhed. Det er en ganske fin Ribera del Duero. 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 DeLoach Vineyards, Pinot Noir Heritage Reserve, Californien, USA

2020 DeLoach Vineyards, Pinot Noir Heritage Reserve, Californien, USADen næste vin fra DeLoach Vineyards var så deres 2020 Pinot Noir Heritage Reserve lavet på druer fra udvalgte marker i det nordlige og centrale Californien.

Der er begrænset oplysninger om vinen fra husets egne hjemmeside, men det er en entry-level Pinot Noir fra DeLoach og druerne er primært fra Delta-regionen i Californien.

Pinot Noir druerne er fermenteret i lukkede gæringsbeholdere og efter endt fermentering er det meste af vinen også lagret i rustfrie ståltanke … en lille del dog på egefade for at give lidt krydderi.

Det er ikke 2013 Marin Pinot Noir, men mindre kan jo også gøre det. I næsen er vinen også klart mere rustik og kantet, men har masser af Pinot Noir kvaliteter med en lys frugt, der samtidig er stringent samt småsyrlig med rabarber, ribs, hindbær, grønne blade og en snert af eukalyptus. Der er ikke meget fadsødme eller -præg, så det giver i stedet en frisk aroma.

I smagen er der dog mere sødme … og fad. Der er søde, modne jordbær, hindbær og lyse kirsebær, sød ribsgele og alle frugter med en pæn saftighed, hvilket kombineres med lidt citron, der giver vinen rygrad sammen med en svag bitterhed, men mest bare frugtsød med en rigtig fin smag. Det er ikke ultra kompliceret, men har i steder en umiddelbarhed. 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2022 Winzerhof Stahl, Chardonnay, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Chardonnay, Franken, TysklandFra den legesyge Christian Stahl på Winzerhof Stahl skal vi smage hans seneste basis Chardonnay årgang 2022 fra kalkholdige marker langs Main floden i Franken.

Efter høsten og er der først sket en kølig og kort pre-maceration af druerne inden presning og gæring, som også er sket i ståltanke ved lav temperatur. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring, for at sikre en god friskhed … slet ingen egefad.

Der er luftig æbleplantage i næsen … altså undtagen alt jorden, men derudover citrusfrugter af forskellige varianter samt et touch af lidt tropisk frugt med honningmelon, mango og svagt papaya. Vinen har noget vegansk og dæmpet grøntsagsfond noter, der lige gær tingene lidt landlige og småvilde.

I munden er der – som duftmæssigt – heller ingen overfed fadlagret vin, men har i stedet en ren, hvid og klar syre, har småsure madæbler samt citroner af den gule slags. Vinen er ikke totalt rank, men har en let fyldighed, mens nogle stenede mineraler trækker vinen den helt anden vej og kompromiset mellem de to  giver en fin vin og slutter med et bittert grapebid. 90 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Joaquín Rebolledo, Tinto Barrica, Galicien, Spanien

2020 Joaquín Rebolledo, Tinto Barrica, Galicien, SpanienDen sidste vin – og madvinen, der skulle følges lidt spansk tapas på vej – på Jysk Vinbar, blev denne 2020 Tinto Barrica fra vinhuset Joaquín Rebolledo, der ligger i Valdeorras … den nordøstlige region i provinsen Ourense i Galicien.

Vingården ligger som en naturlig port til Galicien i en dyb, frugtbar og lys dal, gennem hvilken den fredelige flod Sil løber.

Vinhuset drives af Joaquín Rebolledo, som overtog vingården, der har været i familiens eje i mere end 4 generationer og ligger smukt med udsigt til kastanje- og oliventræer samt vinmarkerne Fontei, Freixido, Trasdeirelas, Pedrazais, A Veiquiña, O Redondo og San Roque.

Joaquín Rebolledo overtog vingården med sine gamle kældre for 30 år siden og startede sit ambitiøse projekt med at lave kvalitetsvine. Han blev  én af pionererne inden for genopretning af druesorten Godello i Valdeorras.

Dengang syntes naboerne, at han var skør … at plante lavtydende druesorter beregnet til kvalitetsvine, som erstatning for sorter med høj volumen tiltænkt billige vine, var absolut ikke kutyme dengang.

Men takket være satsningen fra Joaquín Rebolledo, så har vingården i dag vinmarker med Godello stokke med en gennemsnitsalder på – surprise – 30 år. Og resultatet udeblev da heller ikke …. Joaquín Rebolledos vine var i 1993 de første galiciske Godello vine til at vinde Zarcillo de Oro og det medførte en øget interesse for Valdeorras.

Samlet har vinhuset i dag 35 hektar fordelt på ikke mindre end 204 forskellige parceller. Vinstokkene står plantet på sydvendte skråninger på vinmarker, der strækker sig op til 700 meters højde, hvilket medfører store temperaturforskelle på dag og nat. En stor fordel, såfremt man ønsker at producere friske og saftige vine, som det er tilfældet hos Rebolledo.

Denne Tinto Barrica er på ren Mencia og al høst og den efterfølgende selektering er foretaget ved håndkraft, hvorefter vinen er gæret under temperaturkontrollerede forhold på stål. Under macerationen omrøres mosten to gange dagligt, hvorefter vinen lagres på 300 liters franske egetræsfade inden frigivelse.

 I næsen er vinen egentlig både varm og lidt vamset  med fadpræg, kanelgifler, lakrids, vanilje og chokolade dukker først op, men det følges op af en mørk og fyldig frugt af blåbær og brombær.

Smagen er også vamset, bamset og fyldig med krydrede noter, en saftig syre samt denne fyldige og koncentrerede frugt, der dog er lidt kantet og noget sød. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, Spanien

2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, SpanienNæste vin var rød, men dog fortsat fra Bodegas Forjas del Salnés, for det var deres 2020 Goliardo Tinto … en vin jeg før har smagt i årgang 2018.

Vinen er lavet på et mix af de lokale druesorter … 40% Caíño, 20% Espadeiro, 20% Loureiro og 20% Sousón aka Sousão.

Det er således druen Caíño, der er den styrende drue i dette mix, men Bodegas Forjas del Salnés laver endda også en vin udelukkende på druen … Goliardo Caíño, hvilken vi faktisk skulle smage som næste vin.

Al høst foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering efterfulgt af gæring, som sker i både ståltanke og egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egetræsfade, både barriques og 500 liter tonneaux samt 1.500 liter foudres.

Det dufter sgu af rigtig bondevin … på den gode måde, for det er landligt, animalsk og har både godt med kirsebær, banan, grøn peber, koks, kul, blomster, lynghonning, grøntsagsfond og fennikel … og alt med et lille frisk pust.

I munden er Goliardo Tinto også bondsk … har nemlig denne rustikke og kantede syre og virker på en eller anden måde langt mere syrlig end forventet. Som med 2018’eren spræller vinen sgu nærmest i munden med den vilde syre, syrlige kirsebær, bitterhed, tørhed, tørre sten, jern og andre hårde mineraler og alt alligevel på en læskende og saftig måde. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7