Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, Italien

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, ItalienVi skulle minsandten også omkring den dejlige Giulia Negri, for vi skulle nemlig smage hendes Barolo Serradenari i nyere årgang 2016.

Vinen laves kun med Nebbiolo druer fra marken Serradenari, der ligger lige syd for byen La Morra.

Giulia Negri laver i dag alle hendes Barolo’er på samme både, altså med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller uden tilsætning af kulturgær. Gæringen sker i store 60 hektoliter fade og med omkring 40 dages maceration. Herefter hviler vinen i 30 måneder på store fade med let toasting.

Duftmæssigt er det Barolo himmel … en let, parfumeret næse med granatæbler, ribs, hindbær, violer, læder, rosenblade, hæfteplaster, medicinskab, tobaksblade, meget balsamisk med en stram italiensk syre, fennikel, meget luftig, ren, klar, flyvsk, æterisk, luftig og med Giulias normalt strenge og legende lethed.

Sådan er vinen faktisk også smagsmæssigt, så ren og klar Nebbiolo med jern, violer, masser af granatæbler, hindbær, jordbær, ribs samt stikkelsbær, virkelig frisk og ung frugt. Det er en smuk og atter har Giulias vine denne fine lethed, som er så dragende. Der er ganske lidt sødme, men igen diskret og lidt tilbageholdende. Det er sgu samlet set en virkelig drønlækker og let Barolo.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, TysklandDer er kun lavet 500 flasker af denne fine 2014 Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling fra Weingut Sohns. Det er Lara, som kan ses på etiketten.

Vinen er selvfølgelig opkaldt efter Pascal og Denises første datter Lara, der netop er født i 2014. Vinen har fået lidt mere TLC end husets øvrige, for her anvendes kun de allerbedste druer, som spontangærer alene på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen været lagret i små barriques, altså kleinen Eichenholzfass. Vinen har endda hele 17,6 gram restsukker pr.  liter.

I næsen er det en fyldig, landlig og næsten olieret Riesling med petroleum og terpentin, linolie, bivoks, vegetabilske og æteriske olier og den har næsten en kandiseret frugt sammen med tropisk frugt. Der er abrikos, fersken, modne gule æbler, nødder og virker endda en kende parfumeret og en dyb, dekadent sødme.

Smagen er let, blød og fyldig … og klart til den sødere side, hvorved det ikke bliver en frisk og syrlig vin, men er mere moden, kalkrig og  blød, rund og dyb. Der er atter abrikos, fersken, lemon og syltede citroner. Syren er der også, men ikke så tydelig, men det er sgu superlækker Riesling. Vi sniger lige op på mellem 5.5 og 6 fede houlbergske fingre

Weingut Sohns vinene forhandler herhjemme af Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet. På vingården kan den fortsat fås og koster kun 19€ … svarende til 142 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 G.H. Martel & Co, Cuvée Victoire Gold Vintage, Champagne, Frankrig

2012 G.H. Martel & Co, Cuvée Victoire Gold Vintage, Champagne, FrankrigJeg var forleden til en dejlig aften med lidt gode vine og tilsvarende mad. Vi startede med 2 luksuschampagner og begge i den helt kæmpestore champagneårgang 2012.

Den første var Vintage 2012 Cuvée Victoire Gold fra G.H. Martel & Co og helt eksklusivt udgivet i en smuk guldflaske med en tilsvarende etiket og navnet Victoire … altså sejr.

G.H. Martel & Co ligger i Avenay Val d’Or … en lille by nogle få kilometer fra Epernay og er grundlagt tilbage i 1869 af familien Tabourin som et negociantfirma … altså et champagnehus, der alene laver vine fra druer opkøbt af andre vinavlere.

Tabourin familien nåede at drive firmaet i  110 år, men da den allersidste ejer André Tabourin døde i 1979 og der efterfølgende opstod problemer med arven, så blev champagnehuset købt af en den traditionsrig Rapeneau familie fra Champagne, nemlig af François og Bernard Rapeneau fra champagnehuset Ernest Rapeneau.

Ernest Rapeneau havde selv grundlagt sit champagnehus i Hautvillers i 1901, men havde gået på pension i 1965. Men hans sønner François og Bernard erhvervede aktiemajoriteten i G.H. Martel og gjorde G.H. Martel & Co til det primære selskab for deres aktiviteter i Champagne.

I porteføljen hos GH Martel gruppen indgår i dag flere mindre og spændende champagnehuse, der drives stort set uafhængigt af det store moderfirma. Det er fx champagnehuse som Charles Orban i Vallée de la Marne, P. Louis Martin i Montagne de Reims og Château de Bligny i Aube … alle recoltant manipulants aka huse, der kun laver vine fra egne vinmarker.

Med en årlig produktion på over 10 millioner flasker champagne er GH Martel gruppen blandt de 10 største producenter i Champagne og råder over 200 hektar egne vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar.

I dag styres det store foretagende, altså både den store GH Martel gruppe samt champagnehuset Ernest Rapeneau af Bernards yngste søn Christophe, som er uddannet ønolog og vinmager. Han får dog lidt hjælp fra hans storebror Jean-François, der er ansvarlig for salget.

Denne luksuscuvée Victoire Gold er lavet på 51% Chardonnay fra markerne Grand Cru Mesnil-sur-Oger og Chouilly i Côte de Blancs samt 49% Pinot Noir fra markerne Grand Cru Verzenay og Chamery i Montage de Reims.

De to druesorter er først vinificeret separat og Chardonnay druerne opnår en burgundisk kompleksitet ved 10 måneders lagring på små egetræsfade, mens Pinot Noir gærer og modner i ståltanke. Efter 11 måneder blendes og aftappes basisvinen med andengæring på flaske over ikke mindre end 8 1/4 år og en degorgering i november 2021.

Det er på mange måder en rigtig lækker champagne … har en meget moden duft, hvor der er masser af nødder, gærede noter, landlig og animalsk, har tørret abrikos, pærer, syltede citroner, er luftig, let samt meget intens.

Smagen er så blød, afbalanceret, moden og rund. Boblerne er tætte og afdæmpede. Men får denne følelse af, at det virkelig er en moden, elegant og vellagret vin, har et meget imødekommende brus, meget lækker med modne æbler, saftig lemon og syrlige citroner. Det er så cremet, mineralsk og man får tonsvis af kvalitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 749,95 kr., mens prisen på tilbud er 439,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Domaine Garnier & Fils, Chablis Grand Cru Les Clos, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Garnier & Fils, Chablis Grand Cru Les Clos, Bourgogne, FrankrigVi sluttede så Domaine Garnier & Fils vinene med Grand Cru vin og det var denne Chablis Grand Cru Les Clos årgang 2018.

Det er husets topvin og alle Chardonnay druerne kommer fra Grand Cru marken Les Clos, hvor vinstokkene er 45 år.

Druerne høstes først som nogle af de sidste, hvorefter presning sker efterfulgt af lang gæring på rustfrie ståltanke i 120 dage ved en kontrolleret temperatur på 22 grader. Derefter er vinen så lagret 22 måneder på gamle, burgundiske barriques på 228 liter og tappes så på flaske uden stabilisering og filtrering.

Duftmæssigt en vild, eksplosiv og lettere landlig duft, nærmest vokset eller olieret med en stor modenhed. Den har nærmest en storladen og dekadent duft, modne Granny Smith æbler, fersken, dåsepærer, lemon og citron, honning, pulveriserede skolekridt og granit, røg .. og alt på en lidt kvindelig bodybuilderfacon.

Smagen er lidt på samme måde, tyk, fed og vild, kraftig og intens, frugten er moden, dyb, balancen og næsten kandiseret med mere tropisk snit med syltede dåsepærer og fersken. Alt har en saltet, kalket og mineralsk kant, rig, ødsel og givende … smukt. Klart 6 kæmpestore tomler med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske normalt koster 849,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Domaine Pascal Clément, Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Baudines, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Pascal Clément, Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Baudines, Bourgogne, FrankrigMed den sidste hvidvin hos Pascal Clément så rykkede vi lige en klasse op, for det var hans Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Baudines … en enkeltmarks 1’er Cru fra Les Baudines, den nordvestligste mark i Chassagne-Montrachet og en af de mest eftertragtede og højest rangerede marker i hele kommunen.

Den er lavet på samme måde som de foregående, dvs. først med presning af de hele klaser og så klaring i stålkar i 10-12 timer. Derefter hældes druesaften via tyngdekraften på 1-3 år gamle fade for alkoholiske gæring, hvor Pascal Clément lader lade den naturlige gær arbejde videre, gøre sin magi.  Vinen klares og modner derefter på fad i 11 måneder, hvorefter den tappes på flaske.

Nu er alt bare meget mere delikat, doseret og balanceret … næsen byder på en diskret fadnote med lidt lakridskonfekt, vanilje, ristede hasselnødder, smørfedme, pærer, modne æbler, godt med blomster, honning, fyldig, delikat og perfekt.

Smagen er også langt mere cremet … flyder bare rundt i munden og smelter nærmest. Det er så blødt, lækkert og modent med en lidt tør kerne med lemon bitterhed, fersken, pærer, sart, spinkel og alligevel frisk syre. Mums.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 849,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 749 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2017 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienManzones Barolo Gramolere har jeg efterhånden smagt nogle gange … masser af kvalitet til ret fornuftige penge. Vinen vandt fx en lille Barolo smagning i årgang 2015, men nu smager jeg altså vinen i årgang 2017.

Nebbiolo druerne er høstet i midten og slutningen af oktober. Gæring og maceration sker over 30-40 dage ved 28 grader. Efter fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden klaring eller filtrering – er den lagret yderligere 10 måneder.

Man bliver glad fra første snif … vi har nu åbnet førstehjælpskassen med plaster, gazebind suppleret med violer, knuste roser, blomster, læder og igen gammelt træ fra et kongeskib, lakridsrod og fennikel og en lys frugt i form af umodne kirsebær, ribs, kamfer og tobak. Der fornemmes samtidig en lille aromatisk og endda parfumeret sødme, hvorved det samlet dufter så fantastisk.

I munden har Manzones Gramolere også denne lille kække sødme, som binder vinen så forbandet godt sammen. Sødmen gør, at denne årgang 2017 måske ikke er helt så tør som 2016’eren, selvom det jo fortsat er en tør vin, hvor der skam også er vilde tanniner, som helt som forventet sætter sig rundt i munden. Der er ribs, lidt umodne blommer og hindbær … lidt juicy og saftig. Det hænger sgu da godt sammen, god syre og sødme balance, meget elegant. Der er god længde i eftersmagen med både syre samt en smule bitterhed, hvorved Houlberg atter er glad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Domaine Yves Gangloff, La Barbarine Côte-Rôtie, Rhône, Frankrig

2011 Mathilde et Yves Gangloff, La Barbarine Côte-Rôtie, Rhône, FrankrigDenne imposante La Barbarine Côte-Rôtie fra Domaine Yves Gangloff har jeg smagt før. Det var i 2015 og dengang var det i en årgang 2006, men nu er det en 2011’er.

Yves Gangloff holder til på adressen Rue de la Garenne 2 for enden af en blind vej i Condrieu … lige dér hvor det lille bjerg Cote Bonnette begynder at rejse sig.

Domænet drives af Yves Gangloff, som er en excentrisk person … musiker, digter og vinproducent. Han blev født i Alsace, men han blev tidligt forelsket i vinene fra Rhônedalen. I begyndelsen af 1980′erne flyttede han til Rhône.

Hans bror –  som er kunstner arbejdede på det tidspunkt hos Chateau d’ Ampuis før Guigal købte det – havde fortalt ham, at der var arbejde at få i Rhône.

Yves fik arbejde hos Delas Freres, som han arbejdede for i 7 år og her mødte han også  sin store kærlighed Mathilde, inden han i 1983 købte sin første vinmark.

I starten solgte han sin druer til andre producenter, men begyndte hurtigt at lave sine egne vin. Lidt efter lidt han købte og lejede Yves også flere marker og i 1987 begyndte han at sælge sine vine under ejet navn.

Yves Gangloff ligner en gammel rockstjerne, og han er selv habil guitarspiller og -samler, og har bl.a. et par pænt gamle Gretsch and Telecaster. Han har haft en rockgruppe sammen med et flok kolleger fra et andet vinhus, nemlig Domaine George Vernay, som er også til både blues og jazz.

Mathilde var som Yves også meget kunstnerisk .. og dermed et perfekt match for Yves. Hun sang jazz, designede sæber og hjalp ellers Yves i arbejdet på vingården. Desværre døde Mathilde i 2011 i en alt for ung alder … blot i starten af 50’erne.

Som vinmager er Yves Gangloff er selvlært, men har en spektakulær kvalitet og stil i hans vine, og den meget begrænsede produktion gør også. at vinene er eftertragtede og at Yves er én af superstjernerne i regionen.

Gangloff har nu 3 hektar i Côte-Rôtie og 2 hektar i Condrieu, og han ville gerne udvide, men dels er priserne for jord her tårnhøje, og især er Guigal altædende, når det gælder opkøb af land til overpriser.

Her har vi Gangloffs La Barbarine Côte-Rôtie, som kommer fra forskellige Côte Blonde parceller med yngre Syrah stokke, nemlig parceller på markerne Le Mollard, Tupin, Le Combard samt Côte Rozier.

Gangloff bruger kun brugte egefade under den 20 måneder lange lagring, og han har også blandet 5  Viognier i vinen i denne årgang 2011 … og som på alle Gangloffs vine er etiketten selvfølgelig malet af hans kunstneriske bror.

Duftmæssigt er det lidt en vild vin … der er flæsk, røget bacon, oksefond, blæk, røg, karamel samt en meget moden frugt med både sorte kirsebær, brombær, frugten vild og blodig, der er nogle gamle teaktræmøbler og gamle huse i den gamle by … samtidig meget rank, fortættet og crazy,

Det er samtidig en stor mundfuld, meget ren og lækker, sort og aromatisk med peber, krydderurter, violer, lakrids samt en mørk frugt og klare grønne noter. Det er en vin, som både har muskler, elegance, kølighed … lige præcis den kølighed, som ofte findes i Nordrhône.

I denne årgang 2011 kunne vinen tidligere købes hos Jysk Vin, hvor den kostede 559 kr. Men i dag forhandles vinen ikke længere af Jysk Vin og jeg tror ikke, at der er en dansk importør i dag,

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Domaine Bachey-Legros, Santenay Les Charmes Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bachey-Legros, Santenay Les Charmes Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med mer’ rød burgundisk Santeney vin, nemlig denne Santenay Les Charmes Vielles Vignes årgang 2017 fra Domaine Bachey-Legros.

Vinhuset ligger i Santeney og drives i dag af brødrene Samuel og Lénaïc Legros, der selv er den 6. generation på vingården.

De har samlet 18 hektar med vinmarker, der er fordelt over de bedste terroirs i Santenay samt nabobyerne Chassagne -Montrachet og Maranges. Langt de fleste vinstokke er plantet mellem 1935 og 1955 … en enkelt parcel i Santenay Clos Rousseau Les Founeaux er endda fra 1914.

Her smager vi deres 2017 Santenay Les Charmes Vielles Vignes, hvor druerne kommer fra den lille lieu-dit Les Charmes, der ligger i den sydligste ende af Santenay, hvor den støder op til 1. Cru marken Clos Rousseau. Jeg kan ikke finde oplysninger om selve produktion, men den har lagret i 12 måneder på fad og derefter 2 måneder i ståltanke.

I næsen er det en landlig, animalsk og fyrig vin … har lidt krudt, røg, ung, frisk med grannåle, dyb fad, selvom fadpræget egentlig ikke er så dominerende eller tydelig. Der er let babybræk på den fede måde, sure sokker, men samtidig også meget afdæmpet og balanceret med nogle letbrændte noter. Frugten er måske lidt til den mørkere side med brombær, kirsebær og hindbær … meget indbydende.

Smagen er så elegant og frugten så fin, ren, rank, frisk og balanceret, men atter er det på en afdæmpet måde. Den har samtidig denne lidt drilske og provokerende syre, så fin, klar og delikat … nærmest æterisk og Jesus, hvor det smager godt.

Forhandles flere steder, bl.a. Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 369 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2019 Tianna Negre, TN5.2 Boutique Orange Wine Organic Giró Ros, Mallorca, Spanien

2019 Tianna Negre, TN5.2 Boutique Orange Wine Organic Giró Ros, Mallorca, SpanienDen ligner lidt en god rom i den buttede og sexede flaske, men det er i stedet en kæk orangevin fra Mallorca. Det er vinen TN5.2 Boutique Orange Wine Organic Giró Ros fra vinhuset kaldet Celler Tianna Negre.

Vinhuset ligger sådan i den vestlige midte af Mallorca ved byen Binissalem og er reelt set startet i 2007 af Morey-Garau familien, der i forvejen driver et firma kaldet Distribucion Túnel samt Bodegas Túnel, der både laver og distribuerer vine, spiritus, likør, frugt og andet til både supermarkeder, restauranter samt hoteller.

Projektet på Mallorca startede egentlig ved, at Antonia Garau – moder til Xisca Morey-Garau og hendes søskende – allerede ejede en vinmark ved landsbyen Consell på øen og med 35 år gamle vinstokke med Manto Negro druer og dyrket efter den traditionelle politxo stil med støtte af træpæle med jævne mellemrum.

De gæve søskende hyrede først sommelier og restaurantkender Patrick Paulen og så gik de ellers i gang med at lave vine efter deres eget hoved. De har efterfølgende fået pæn succes med projektet og byggede endda i 2014 et stort og moderne vineri ved Binissalem.

I dag har de samlet  55 hektar vinmarker i projektet fordelt på en række marker som Finca Biniagual, Finca Es Pinaret, Finca Son Colom, Finca Can Parrona, Finca Sa Vinyota, Finca Es Velar samt  Finca Son Boi. På markerne dyrker de lokale sorter som de røde Manto Negro, Callet, Gorgollassa og Escurçac samt Prensal Blanc, Giró Ros og Moscatell de Frontignac for de hvide sorter.

Her smager jeg så husets vin TN5.2 Boutique Orange Wine Organic Giró Ros, der er lavet på 100% Giró Ros, der kommer fra Finca Son Boi marken i Call Vermell. Og Giró Ros druen skal vi da også lige omkring, da jeg ikke har smagt vin på den tidligere.

Det er en hvid, spansk druesort, der primært findes på de  baleariske øer og specielt Mallorca. Druen kaldes også Giró Blanc og der findes også en rød udgave, der blot kaldes Giró, men i dag mest findes i den sydlige del af Sardinien, hvor den bruges i Girò di Cagliari vinene,

Ampelografer mener, at Giró Ros formentlig stammer fra Mallorca og sorten var næsten uddød i slutningen af det 20. århundrede med kun få spredte vinstokke tilbage på øen.

Siden har nogle få producenter dyrket druen og fået kommerciel succes, således druen i dag er mere udbredt, om end den fortsat er ukendt for de fleste herhjemme, men i 2010 blev druen officielt anerkendt af den spanske regering som kommerciel vindrue.

Giró Ros modner ret tidligt og syreniveauet falder hurtigt, hvis den høstes for sent, men når den opnår optimal modenhed, så kan druen give smag af grønne frugter som pærer og modne æbler samt endda tropiske frugter som ananas i varmere årgange

Her er vinen lavet ved, at druerne først afstilkes, hvorefter de har gæret ved lav temperatur med skindet i på nye franske egefade på 500 liter i 7 dage. Efter fermentering er vinen så også lagret på 500 liter egefade i 15 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske.

Det dufter vildt godt … dufter af lidt voks og har nogle klare fadnoter med vanilje, lakridskonfekt, sandeltræ, rund og lækker frugt med lidt fersken, pærer, modne æbler, melon og endda lidt hindbær. Der er et ekstra gear i duften, selvom den aldrig bliver helt eksplosiv, pralende eller blæret, men lidt forsigtig med en diskret funkyness og lidt karamelsødme.

Smagen er vild rund, cremet og lækker med en fabelagtig intensitet, fersken, pærer, gule og modne æbler, lidt lemon bitterhed samt stor og alligevel afdæmpet syre, som giver godt med smag. Der er næsten tanniner i vinen, et stort og krydret bid … fandeme ikke dårligt, for nu at sige det på jysk. Far er glad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, TysklandJeg har tidligere smagt en række formidable vine fra Blankenhorn i Baden … og nu smager jeg så endnu en vin derfra og det er såmænd en tysk Syrah vin.

Vinhuset har jeg som skrevet før smagt vine fra og også skrevet om det, hvilket du kan læse om i mit lille blogindlæg Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden.

Jeg har efterhånden smagt tysk Syrah en del gange og flere tyske vinhuse kan virkelige lave Syrah vin og nu kan vi så føje Weingut Blankenhorn til den liste, for det smager virkelig godt … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er en Ortswein og således lavet på Syrah druer fra husets marker omkring Schliengen, mens vinen er lavet med gæring i åbne egekar i op til 4 uger. Derefter er vinen så lagret 12-18 måneder på franske egefade.

Hold nu kaje for en duft …. vild lækker aroma, ganske landlig, animalsk med både dampende mødding, mejeri og mælkede noter, lidt bacon, en portion nødder, røg, våde og sødbrændte fade, kakao, chokolade, sød finsk lakrids, sorte oliven, kaffe samt en frugt med kirsebær, solbær og næsten tørret i udtrykket. Der fornemmes en lille mineralitet … det dufter sindssygt godt.

Det smager også næsten, som det dufter, altså rasende godt med masser af saft og kraft, solbær, sorte kirsebær samt klare fadnoter med røg, kakao, chokolade og så ellers en peber, som er tydelig og går igen gennem hele smagen med en lille afterburner.  Det er bare så smagfuld, intenst, dyb og potent, har en kalkagtig mineralitet og ellers bare dyb velsmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 479 kr.

Vinanmeldelse 6/7