2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle, Bourgogne, FrankrigPropriétaire Récoltant à Pommard står der nederst på etiketten af vinene fra Domaine Michel Rebourgeon og næste var igen en 1er Cru Volnay … en 2020 Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle.

Carelle Sous La Chapelle betyder”den firkantede vinmark neden for kapellet og ligger selvfølgelig også i Volnay. En i forvejen ret sjælden 1er Cru  vinmark, hvor kun 11 producenter har parceller på og Domaine Michel Rebourgeon er blandt de absolut mindste.

Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle lavet med Pinot Noir druer fra op til 80 år gamle vinstokke på 1er Cru marken Carelle Sous La Chapelle og er sorteret  hele to gange …  først af plukkerne, siden på sorteringsbord og er afstilket fuldstændigt.

Druerne er ikke knust, men blot placeret i termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration inden spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger, hvor der udføres både en  remontage og pigage om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 15% helt nye fade. Der er kun lavet sølle 620 flasker af vinen og denne er nummer 122 og samlet har Supervin kun fået deres fingre i beskedne 52 flasker.

Duftmæssigt er Carelle Sous La Chapelle klart anderledes end foregående Les Brouillards, for der er mere sødme, sådan nærmest lidt candyfloss og skumfiduser, men samtidig let, luftig, æterisk, lys og feminin letflyvende aroma med jordbær, hindbær, kirsebær samt nogle dekadente umamiagtige aromaer af noget hengemt, linolie og mahogni, skovbund og fadnoterne er også en spids tydeligere med vanilje, kanel, en cafe latte og en plade mælkechokolade.

Smagen er også lige en spids op … mums for pokker. Den har – som duften – lidt mere sødme, hvilket virkelig klæder vinen, som fremstår utrolig helstøbt, fløjlsblød, fuldkommen og endda næsten fejlfri. Det smelter i munden og en stor velvære samt mental helse breder sig i kroppen, for det smager sgu rasende godt. Det er silkeblødt med kirsebær og jordbær, en feminin og afdæmpet syre … og så er den endda fortsat ganske ung. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Les Brouillards, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Les Brouillards, Bourgogne, Frankrig1-2-3 start og den første Domaine Michel Rebourgeon i feltet blev så en 2020 Volnay 1er Cru Les Brouillards … og som de fleste bourgognefreak ved, så er Volnay vine normalt femine, elegante og lyse med miniralitet og kompleksitet.

Volnay har ingen Grand Cru-marker, men til gengæld finder man flere 1er Cru marker, der leverer vine på et virkelig højt niveau og én af de absolut bedste af disse marker er Les Brouillards, der ligger i Volnays nordøstlige hjørne.

Denne Volnay 1er Cru Les Brouillards lavet med Pinot Noir druer fra 38 år gamle vinstokke på netop 1er Cru marken Les Brouillards og er sorteret  hele to gange …  først af plukkerne, siden på sorteringsbord og er afstilket fuldstændigt.

Druerne er derefter placeret i termoregulerede rustfri stål- og betonkar, hvor de gærer og macererer med druernes egne gærceller over 3 uger, hvor der udføres to pumpeovers samt to udstansninger om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 15% helt nye fade. Der er kun lavet 1.100 flasker af vinen og denne er nummer 219 og samlet har Supervin kun fået fingrene i beskedne 90 flasker.

Overlegen og dekadent duft … sådan lidt umami med kastanjer, nødder, linolie og teaktræ, våde blade i skovbunden samt små tætte kirsebær, hindbær og rabarber, en vis frugtsyre fornemmes også ret klart sammen med et let touch fra fadene med vanilje, chokolade, lakrids, blomsterpollen og trøfler … meget dragende.

I munden er det virkelig Pinot Noir med let, fløjlsblødt og cremet smag, masser igen masser af tætte kirsebær noter, kirsebærsauce samt noget jordbær, rabarber, ribs og lemon, røgede elementer … virker omfavnende, glat, intens og en anelse saftig. Den indeholder meget saft og hænger lang tid i munden … og med mere og luft i glasset, så smelter vinen nærmest vægtløst i munden. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

Houlberg smager … en håndfuld burgundiske vine fra Domaine Michel Rebourgeon

Vi fortsætter lidt på samme måde … smager en stor håndfuld af 6 vine fra et vinhus, som jeg tidligere i år allerede har smagt et par vine fra. Det er nemlig fra det burgundiske vinhus Domaine Michel Rebourgeon, der ligger i Pommard.

Men inden vi lige kigger lidt nærmere på de 6 vine, som jeg nu smager fra Domaine Michel Rebourgeon, så lad os da igen kigge en smule nærmere på vinhuset.

Domaine Michel Rebourgeon

Der er tale om et familiedrevet  vinhus, der – som også skrevet indledningsvis – ligger i Pommard … ja faktisk midt i byen på Place de l’Europe og har dets rødder helt tilbage til 1540.

Oprindelig hed familien faktisk Bourgogne til efternavn, men da Palmyre Bourgogne – Michels mor –  i 1920 efter den 1. verdenskrig giftede sig med Claude Emile Rebourgeon fra Montagny-lès-Buxy i Côte Chalonnaise, så fik familien navnet Rebourgeon og vinhuset kom til at hedde Domaine Rebourgeon-Bourgogne.

Da næste generation skulle overtage, så blev ejendommen delt i to, hvor den ene søn Michel Rebourgeon i 1964 startede med at sælge vinene i eget navn, mens hans lillebror Henry Rebourgeon overtog den anden del … og del del eksisterer fortsat som Domaine Rebourgeon-Mure.

Men i midten af 1990’erne efter Michel Rebourgeons pension overtog datteren Delphine sammen med sin engelske mand Stephen Whitehead driften af Domaine Michel Rebourgeon.

Stephen aka Steve havde havde i 1980’erne en lille forretning i Storbritannien med handel med vin og det var faktisk via sin lille forretning, at han havde mødt sin kommende kone Delphine.

Da Delphines far Michel i 1990’erne nærmede sig pensionsalderen, så forlod Steve sin britiske virksomhed og sluttede sig til fruen på Rebourgeon vinhuset i Pommard og sammen har de siden lavet deres vine der.

Stephen og Delphine har siden deres overtagelse i midten af 1990’erne bragt vinene op på et ekstremt højt niveau. De er dog i dag også kommet op i årene og er så småt på vej på pension. Derfor er de ved at overdrage tøjlerne til deres søn William Whitehead, der har været med til at lave vine siden han var 18 år og af flere bliver betegnet som et vin-geni.

Indtil for ganske nyligt blev hele produktionen solgt gennem husets vinkælder eller på torvet i Pommard, men i dag er huset også startet med at sælge deres vine til udlandet.

Samlet har Domaine Michel Rebourgeon 4,25 hektar vinmarker fordelt på nogle af de bedste marker i Pommard, Volnay og Côte de Beaune, herunder Les Rugiens, der af mange nævnes som en mark på Grand Cru-niveau.

Den samlede produktion er beskedne 20.000 flasker om året, så samlet er der tale om små kultproduktioner med ganske få fade pr. mark … og alt laves med gammelt klassisk manuelt håndværk lige fra arbejdet i marken, beskæring, opbinding, grøn høst, pløjning og i selve kælderen er sker alt skånsomt og nænsomt.

Druerne bliver afstilket uden at bærrene knuses og der gøres brug af såkaldt peristaltisk overpumpning af mosten således, at mosten ikke bliver for hårdt behandlet. Mosten koldmacererer omkring en uge og placeres ved hjælp af tyngdekræften i franske egetræsfade i 12-18 måneder alt afhængigt af vinen.

Vinene

Jeg har før smagt deres 2020 Beaune 1er Cru Les Chouacheux samt deres 2020 Pommard Les Trois Terroirs, men denne gang har jeg så smagt disse 6 vine:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover … helt som vanligt.

Konklusion

Men skal jeg allerede nu komme med sådan en overordnet konklusion, så er det ret nemt … de smagte vine smager ovenud helt formidable. Det er sjældent, at jeg har smagt 6 vine fra samme hus på så højt niveau, så jeg er sgu en smule star-struck.

Det er efter min vurdering vine i særklasse og langt bedre end meget af de burgundiske vine, som jeg ellers har smagt, for alle 6  er så ultrabløde og mundsmeltende. Jeg er sgu blevet fan … og det kan selvfølgelig også ses på mine anmeldelser … men dem kan du jo læse i de kommende indlæg.