2022 Bollini, Chardonnay Barricato 40, Trentino, Italien

2022 Bollini, Chardonnay Barricato 40, Trentino, ItalienVi er en enkelt gang tidligere stødt på vinhuset Bollini, som ejes af Neil og Maria Gemma Empson. De driver de ved siden af deres eksportfirma Empson & Co. Nu smager vi fra Bollini en Chardonnay Barricato 40 i nyeste årgang 2022.

Eksportfirmaet Empson & Co. har i næsten 50 år været en af de førende, store eksportører af italiensk vin og blev grundlagt i 1972 af Neil og Maria Empson med det formål at bringe Italiens skønne vine ud i verdenen.

I 2019 gav de dog faklen i handelsfirmaet videre til deres datter Tara, som forinden havde arbejdet sammen med forældrene gennem næsten 15 år, men Empson & Co er i dag et af de største firmaer med eksport af italiensk vin .

Nu laver Neil og Maria Gemma Empson imidlertid også selv lidt vin via vinhuset Bollini, som de grundlagde i 1979. For efter de i mange år havde repræsenteret nogle af de bedste italienske vingårde, så har familien – nok helt naturligt – også kastet sig over selv at lave lidt vine.

Det er specielt Neil Empson, der laver vin i samarbejde med den kendte ønolog Franco Bernabei, der bl.a. er kendt som konsulent hos vinhuse som Fontodi og Felsina.

Denne Chardonnay Barricato 40 er netop lavet af vinmageren Franco Bernabei og han har afstilket alle druerne, som efter en lille og kold maceration er presset, hvorefter gæringen er sket med udvalgte gærtyper.

Det meste er gæret i ståltanke, men 40% – og deraf de 40 i navnet – er gæret og så lagret sur lie  på franske egetræsfade … både nye samt brugte fade efter med malolaktisk gæring. Først derefter er vinen så endelig sammenstukket og tappet på flaske.

Duftmæssigt er vinen sådan lidt blomstret og har ellers godt med melon, honning- og cantaloup-melon, en smule tørre paranødder, lidt nøddeskaller, papaya og let æblejuice. Det er nærmest en godt sommeraromatisk vin med et lyst sind, let, ukompliceret og fortsat med noget Chardonnay karakter og svag en snas vanilje.

Smagen er blød, cremet og har en virkelig blød frugt med pærer, nogle gule meloner, fersken, kandiseret melon og alt er så blidt, lyst, sommerligt og ganske let. Der er Chardonnay med let sjæl og et med er cremet og frugtrigt bid. 90 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 105 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, FrankrigDomaine Abélanet-Laneyrie er en lille familiedrevet vingård beliggende ved Chaintré i den sydlige del af Mâconnais i Bourgogne og derfra smager jeg nu denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige.

Vingården har de sidste 36 år været drevet af Eric og Colette Abélanet, men i de seneste år har det været med hjælp fra deres sønner Valentin og Samuel.

Familien har i alt 7 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i Pouilly-Fuissé, men derudover har de også marker i appellationerne Mâcon-Chaintré, Mâcon-Vinzelles, Saint-Véran, Crémant de Bourgogne og Côteaux Bourguignons og har godt med gamle vinstokke.

Markernes drives efter bæredygtige principper … men det følger egentlig bare de gamle traditioner, selvom man i kælderen benytter nye metoder, som giver fremskridt og fordele uden at miste vinenes særkende og præg af terroir.

Denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige er selvfølgelig på ren Chardonnay, men der er forsvindende lidt oplysninger om selve produktionen, som dog skulle være sket uden tilsætning af svovl, men efter endt fermentering lagret på fade, men uden oplysninger om, hvor lang tid den skulle være lagret.

Slam … lækker aroma, hvor der er det bedste nøddemix af ristede hasselnødder, brændte mandler, nøddeknas, brunet smør, grønne pærer og dåsepærer, fersken, gule æbler og en snas abrikos. Der er lidt saltvand og kalket mineralitet … blot på en lidt fed, fuldcremet og blød facon.

Uhmmmmm, hvor smager den også bragende godt … cremet, blød, fyldig, bredmås’et og næsten med tørret frugt, abrikos, pærevælling, grillede citroner og æblesaft. Det er intenst og fyldigt, men uden den mister en stabil og let maskulin syre, som gør vinen frisk suppleret med en smule nøddenektar og en lang eftersmag af de tropiske frugter. Det er altså rigtigt godt dette her, så 95 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 193,60 kr., mens prisen er 176 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalEfter en flok lækre italienske vine, så smagte jeg denne portugisiske lækkersag … en 2019 Quinta da Pedra Escrita fra mirakelvinmageren Rui Roboredo Madeira.

Vinhuset er du nok stødt på her på Houlbergs Vinblog et par gange, og historien kan du bl.a. læse om i min anmeldelse af Quinta da Pedra Escrita i årgang 2017, men jeg har skam også smagt vinen i årgang 2018.

Quinta da Pedra Escrita er i denne årgang 2019 er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Jaen aka Mencía samt 25% Sousão, der alle kommer fra familiens egne gamle vingård, der har 17 hektar marker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen. Vingården har tilhørt familien i 8 generationer.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur. Derefter er vinen lagret 15 måneder på nye franske 300 liter egetræsfade.

I glasset er det en mørk og småsort fætter … har bestemt nogle mørke og krydrede gener, men med lidt luft i glasset, så åbnes der langsomt op for flere nuancer med tør engelsk lakrids og lakridsrod, flæsk, rosmarin, svesker, solbær, blåbær, hindbær, noget tobak, lidt violer, læder,

I munden får du det brede smil på, for smagen er dyb, mørk, fyldig samt cremet og som med duften er 2019’eren lidt mørkere, federe, blød og saftig. Der er tør engelsk lakrids, solvarme og vinen flyder så utroligt intens ud i munden med svesker, solbær, blommer og selvom det er en mørk og tæt vin, så virker den ganske elegant, smooth med en fin luftig og mineralsk eftersmag. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7