2021 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USAPå Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien finder vi det store vinhus Scheid Family Wines, der laver rigtigt mange vine og herunder denne Souvenir Pinot Noir, som jeg nu har smagt i en årgang 2021.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands … Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Souvenir Pinot Noir har jeg smagt før … i både årgang 2017 og 2018, men nu er det altså i årgang 2021, men er fortsat lavet på samme måde, hvor alle druerne kommer fra en række certificerede bæredygtige marker i Monterey. Vinen er så lagret 24 måneder på franske fade og heraf 30% nye fade.

Ved første snif er tanken; amerikanersødme. Det er en Pinot Noir, som udover druens lethed, har søde kirsebær og jordbær med drys af kanel- og vaniljesukker samt lidt nøddet aroma. Der er mælkede noter, kaffebønner, lys chokolade, tørt træ, lys og sødbitter tobak.

I munden kommer sødmen også godt frem … dermed bliver det en meget sød, lys og saftig Pinot Noir, der virker saftig, læskende .. men også en smule endimensionel. Der er en vinøs flødekaramel med en sødlig smag, søde jordbær og kirsebær, candyfloss og vanilje. Det er drikkevenligt som bare pokker … syren er samtidig blød, venlig og selv tanninerne er runde, bløde og overfladiske. Men hvor er det bare nemt at drikke, så 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi fortsætter lige hos den gode vinmager og negociant Xavier Vignon, for nu smager jeg hans 2020 Châteauneuf-du-Pape fra serien Terroirs d’Exception.

Det er lidt en signaturvin fra Xavier lavet på 75% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Clairette, som i denne 2020 årgang kommer fra 60 udvalgte parceller med en jord af 50% kalksten, 30% rød sandsten og  20% galets roulés rullesten og med op til 90 år gamle vinstokke i det nordlige Châteauneuf du Pape.

Vinen er lavet med separat vinificering af hver druesort, hvor gæringen og macerationen er sket med 50% på ståltank, 25% på betontank og de sidste 25% på trækar.

Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret 16 måneder med 50% i ståltanke, 20% i foudres, 5% i kegleformede egefade, 5% en demi-muids, mens de sidste 20% er lagret 12 måneder i amforaer af terracotta-ler. Vinen har en alkoholprocent på 15%.

Duften er klart mere blid, blød og venligere end foregående Ventoux, for her er der samtidig mere dybde, mere sammenhæng og sødme. Der er en frugt af søde, sorte kirsebær, brombær og solbær,  lidt bagt appelsinskrald, rosmarin, laurbærblade, peber og langsomt kommer der også fadnoter frem med vanilje, varm chokolade, læder samt nogle umami skovbundsagtige elementer.

Det smager rigtigt godt … fint skruet sammen med balance af både sødme, afstemt frugt og blødt syrebid. Frugten er kirsebær, solbær og brombær, der er sød finsk lakrids, peber og en levende syre, der virker venlig, høflig og diskret, men alt leveres også blødt, cremet, rundt med klingende fin frugt, så dermed et virkelig fint og rart glas Châteauneuf-du-Pape, der hverken bliver for tung eller let. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, FrankrigVi fortsætter næsten i området … er rykket lidt mere mod nord til det ikoniske og høje Ventoux bjerg. For den altid produktive vinmager og negociant Xavier Vignon laver nemlig vin fra op mod 100 år gamle vinstokke fra marker på skråningerne af det skaldede bjerg.

Denne 2020 Ventoux fra Xavier Vignon er lavet på 50% Syrah, 30% Grenache og endelig 20% Mourvédre fra op mod 100 år gamle vinstokke, der kommer fra ikke mindre end 60 parceller i 250-400 meters højde fra bakkerne neden for det legendariske skaldede bjerg Mount Ventoux og fra højereliggende terrasser i det kalkstensholdige Dentelles de Montmirail.

Xavier Vignon har ladet druesorterne gære sammen … sådan næsten, for 5% af Syrah druerne fra de helt gamle vinstokke er altså vinificeret separat og også efter endt lagret 1 år på egetræsfade, mens den øvrige del blot er lagret 1 år i betontanke.

Duftmæssigt kan det stenede bjerg næsten duftes i vinen, som allerede fra først snif har en lidt stenet hård mineralitet sammen med blomster, violer, læder, rhônekrydderier, eukalyptus, mynte, estragon, timian og en frugt med hindbær, brombær, grønne oliven samt tør engelsk lakrids … i det hele taget virker vinen meget tør, stenet og hård.

I munden er det også en frisk og lidt stærk frugt, masser er hindbær, ribs og brombær, noget peber, strenge og saltede mineraler, men dog også en smule sødme som god modvægt. Den er fortsat ganske tør, mens tørre og skarpe tanniner kun bidrager til at gøre denne følelse større. Således sidder man tilbage med et tørt, stenet, pebret og syrligt tanninbid … 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7