2022 Aux Mages, Parallax Mourvèdre, Californien, USA

2022 Aux Mages Parallax Mourvèdre, Californien, USANår jeg smager vin fra Emil Skytte Pedersens Aux Mages projekt, så får jeg altid lyst til at høre Radiohead, som for mig er det musikalske modstykke … så moderne, krævende, overvejet, provokerende og perfekt, men nok heller ikke for alle.

Sådan er Aux Mages nye baby også … det er nemlig de danske vinmageres nye vin Parallax lavet udelukkende på druen Mourvèdre.

Her kunne man så passende synge med på den episke Everything In Its Right Place, der er afklædt, eksperimenterede, foruroligende og så ufattelig smuk, at sangen sniger sig ind under huden. For Parallax har lidt af de samme karakteristika …  afklædt, eksperimenterede, dragende og svævende.

Emil Skytte Pedersen har fortalt, at druerne til denne vin høstes manuelt fra den økologisk mark Kærskov Vineyard i Santa Ynez Valley i Santa Barbara County og ejet af vinbonden Ryan Carr.

Santa Barbara og druerne er høstet næsten lige før, at de bliver helt mørkerøde. Efter høsten – der altid sker om natten – så er de fleste af druerne afstilket, for at undgå den bitterhed, som ofte kan findes i netop Mourvèdre druen.

Så er druerne kommet i et stort trækar og så trampet med de bare fødder og så lavet med spontangæring. Det var de 3 vinmagere og venners ide, at vinen skulle laves med så lidt ekstraktion som overhovedet muligt.

De 3 venner i Aux Mages projektet er jo Emil Skytte Pedersen, Lars Blom Ellegaard samt Joakim Bugge Raarup. Parallax Mourvèdre er i denne årgang 2022 første årgang og lidt et eksperiment, hvor de så løbende har justeret vinifikationen … bl.a. fandt de ud af, at en for kort gæring og maceration gav en lidt farveløs vin.

Mourvèdre har svært ved at tage farve, så først efter 5 dage havde vinen den ønskede farve og duft. Normalt foretages inden filtrering og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt. Generelt er vinene fra Aux mages modnet på brugte fade, store og små af fransk egetræ … det er denne formentlig også.

I glasset er det en meget lys, transparent og smågrumset vin … og sådan har jeg aldrig før fået vin på Mourvèdre, men det får sgu en op på tæerne eller frem på stolen. Duften er noget ovre i tørrede roser og rosenblade, ganske parfumeret med sødsyrlige jordbærbolsjer, hyben, solbær og solbærblade, urte-frugt-te, schweiziske Ricolla urtebolsjer suppleret med nogle grønne urter af rosmarin, allehånde samt ganske svagt lidt spæde skud fra lærketræ. Det er utroligt let, lyst, svævende og næsten unaturligt yndefuld delikat indbydende.

Smagen er også let … med en læskende lys saftighed, så den helt drypper af lys tranebærsaft, lyserøde, grønne jordbær og moreller med en ubesværet og stjerneklar syre, der her også er virker både slank, pågående og alligevel også feminin blid. Der er stramme, lette og tørre tanniner, men for pokker de klæder bare vinen og gir’ bid midt i en svævende sprød hengivenhed. 97 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 525 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienDet er nu 3. gang, at jeg smager denne vilde og fabelagtige Albillo Viñas Viejas fra Dominio del Águila og atter skal jeg op i himlen og lede efter en sky, hvorpå jeg kan sætte mig lamslået og veltilpas.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2014 og 2018 … så derfor har jeg også skrevet om Dominio del Águila en del gange … det skal jeg ikke trætte jer med denne gang, men i stedet igen så blot kigge lidt  nærmere på 2019 Albillo Viñas Viejas.

Druerne til denne Albillo Viñas Viejas er også dyrket økologisk og endda med inspiration fra den biodynamiske tilgang. Druerne høstet med håndkraft fra – Viñas Viejas – gamle vinstokke, der er over 100 år gamle og nogle endda præ-phylloxera.

Druerne presses ved gammeldags fodtramp, mens gæringen foregår over hele 10 måneder på egetræsfade med bærmekontakt og med lav svovling. Vinen er derefter lagret 28 måneder på franske egefade ved 8-12 grader.

Duftmæssigt er det lidt af en andalusiske kindhest … fed, frodig og vellysten som en tapas-spisende spansk mamacita, der har skruet sig ned i en postkasserød flamenco-kjole, som er for lille, hvorfor der er mere til gaden og vejen end man kunne drømme om. Den har røget, flommefede fadnoter med denne lille syrlige, smågrønne, reduktive duft af harpiks og frisk frugt, som 2018’eren også havde.

Alt i dette favntag er intens … frugten er grønne æbler, fersken, tørret abrikos og banan, atter en lille smule oxideret og derudover er der citrus akacietræ, saltkaramel, nødder, bivoks, havvand samt erotiske blomster, smørfedme, lakridskonfekt og vanilje

I munden er det da også en bredrøvet mamacita, der breder sine cremede smage godt ud, virkelig mundsmeltende, blød, moden samt mørk intens. Men samtidig bliver det aldrig hverken en lalleglad eller for fyldig smag, for selvom det er fed, olieret væske med viskositet som bonevoks, så har vinen en styrende syre, der er røget, skarp, stringent, robust og forførende.

Syren er næsten en helt historie for sig selv … mørk med syltede citroner, bagt citronskal, lidt sødbitter lemon, saltede mineraler, mandler … og eftersmagen er lang og hænger lang tid i munden, gardinerne  … men ikke mindst dit hjerte, så 97 point … og er nok blandt de allerbedste hvidvine i Spanien.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Giodo, Alberelli di Giodo Carricante, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo Carricante, Sicilien, ItalienDet er kun få uger siden, at jeg smagte vinen La Quinta Toscana IGT fra den dynamiske vinmager Carlo Ferrini og hans toscanske vinhus Podere Giodo … men ved siden af laver han også vine på Sicilien og derfra smager jeg nu den hvide 2021 Alberelli di Giodo Carricante.

Jeg har tidligere smagt de røde udgaver af Alberelli di Giodo på ren Nerello Mascalese i både årgang 2018 og 2019, mens denne hvide udgave er lavet på ren Carricante.

Her kommer Carricante druer fra nogle over 50 år gamle samt fritstående buskvine i 800-900 meters højde oppe på vulkanen Etna på en kølig nordvendt parcel på bare 0,40 hektar med en vulkansk og mineralsk jordbund.

Vinen er lavet med 20 dages gæring i ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder, heraf 6 måneder sur lie i tankene og derefter yderligere 10 måneder på flaske og der laves kun omkring 2.500-3.500 flasker årligt.

Duften er sgu ganske dejlig aromatisk … nærmest som en sammensmeltning af vingummi, godt med gule og hvide blomster, æbler, pærer og så ellers en jernhård mineralitet. Man tænker lige WTF aka what the fuck, men alt virker samtidig så fint afbalanceret, at intet stritter eller stikker ud. Men fornemmer også intensiteten fra sur lie lagringen, hvilket giver vinen noget krop.

Smagen er tør, præcis og frisk … det er clean, men rank … men smager minsandten vildt godt. Her er man helt på midten af vejen ud svinkeærinder eller komme ud i grøften, for smagen er så klar, ren og direkte, at man bare bliver glad. Vinen har god spændstighed, men er samtidig fin, rund og delikat, mens mineraliteten virker elegant, tøjlet og har en syre, som opererer i det skjulte og bare sikrer den størst mulige nydelse. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7