2022 Klein Constantia, Rowan’s Ridge Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2022 Klein Constantia, Rowan's Ridge Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaKlein Constantia er jo en velkendt vingård, der ligger få kilometer udenfor Cape Town og kaldes verdens smukkeste beliggende vingård. Men derfra kommer denne 2022 Rowan’s Ridge Sauvignon Blanc.

Historien om Klein Constantia har jeg fortalt før i et indlæg, som fx da jeg for år tilbage smagte en anden Sauvignon Blanc fra Klein Constantia i en årgang 2014.

Vinen er udelukkende lavet og lagret på ståltanke for at bibeholde sin friske og frugtagtige karakter, men ellers har jeg ingen oplysning om selve produktionen i øvrigt.

Duftmæssigt kommer noget af Sauvignon Blanc druens karakter frem med grøn peber, hyldeblomst, græs … men så sætter der fylde, fedme og eksotisk frugt ind med mango, ananas, abrikos og grillet citron med en vis svulstighed.

I munden er det også fyldig, fed og svulmende Sauvignon Blanc,  mægtig og overvægtig og har dermed ikke druens normale og friske pivlevende syre, men lidt sød bitterhed, melon, Jolly Time, æblesaft, abrikos, sødme … sgu næsten læskende, men mangler klart syre, kerne og karakterstyrke. 87 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Château la Lagune, Moulin de la Lagune, Bordeaux, Frankrig

2019 Château la Lagune, Moulin de la Lagune, Bordeaux, FrankrigChâteau la Lagune er et 3. Grand Cru Classé vinslot, der ligger på adressen Avenue de l’Europe i Ludon-Médoc lige nord for Bordeaux by og Moulin de la Lagune er husets andenvin og her smager jeg den i årgang 2019,

Slottet startede sin historie omkring år 1587, hvor monsieur Eyral byggede en forpagtergård ved Ludon-Médoc, hvor hollændere havde drænet det sumpede landskab i Haut-Médoc. Han investerede gradvist i at omdanne flere beskedne lejemål til en stor vingård.

Han blev efterfulgt af adskillige ejere, men slottet – som vi kender det i dag – blev bygget i perioden mellem 1730 og 1734 … allerede i 1724 var markerne dog tilplantet med vinstokke.

Slottet blev i 1855 klassificeret 3. Grand Cru Classé og nole år efter i 1886 købt af familien Sèze, der så ejede Château la Lagune frem til 1956, hvor det var ret forfalden og kun havde få marker tilbage, men blev købt af Georges Brunet.

Han satte godset i stand og ansatte vinmageren Alexis Lichine til at føre det dengang forfaldne slot tilbage til eliten af Bordeaux og lige siden har de efterfølgende ejere videreført hans arbejde.

Georges Brunet solgte dog i 1964 Château la Lagune til familien, der ejede Champagne Ayala inden det endelig i 2000 blev købt af den nuværende ejer, den rige den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer rhônehuset Paul Jaboulet Aîné samt en del af Champagnehuset Billecart-Salmon og cognachuset Léopold Gourmel.

Jean-Jacques Frey har sat sin ældste datter Caroline Frey til at stå for vinproduktionen og driften af slottet. Det er den smukke kvinde på billedet nedenunder.

Caroline Frey har fortsat den perfektionistiske produktion og dag fremstår Château La Lagune således som eksempel på vellavet Cru Classé. Dette er hjulpet af, at Caroline i 2013 ansatte Maylis de Labordiere som ung og dygtig ønolog.

Kvalitetsmæssigt overgår ejendommen ofte de højere klassificerede slotte, og slottet er berømt for sin stabilitet. Vinene er usædvanligt komplekse og stilmæssigt giver Château La Lagune mindelser om bedste Margauxvine

Château la Lagune har 80 hektar marker, som dyrkes økologisk og ligger på en sydvendt høj med veldrænet jord, der består af grus og små hvide sten. 60% af vinmarkerne er beplantet med Cabernet Sauvignon, 30% med Merlot og 10% med Petit Verdot … en usædvanligt høj procentdel.

Markerne blev i  2013 omlagt til økologisk drift og blev certificeret i 2016, men Caroline Frey har selv i mange år arbejdet på at etablere miljøvenlig vindyrkning baseret på økologisk og biodynamisk drift, så det er formentlig også planerne hos Château la Lagune

Slottet laver 3 vine … hovedvinen Château la Lagune 3. Grand Cru Classé, denne andenvin Moulin de la Lagune og endda også en 3. vin, der hedder Mademoiselle L.

Denne 2019 Moulin de la Lagune er lavet på 40-45% Cabernet Sauvignon, 40-45% Merlot samt 15% Petit Verdot. Vinen har sit navn efter en gammel mølle på toppen af en bakke nær slottet og den kan endda ses på etiketten. Den er lavet traditionelt og efter endt fermentering lagret 12 måneder på egetræsfade, hvoraf omkring 40% er nye fade.

Duftmæssigt er vinen let parfumeret med en støvet tørhed, lidt mulle kælder, cedertræ, lidt landlighed, blyanter, læder og en sandet mineralitet, mørk frugt med solbær, tranebær, søde jordbær og ribs, lys tobak, kakao og bitter mørk chokolade og let kanel.

Det bedste er dog smagen, der er smukt balanceret med en blød frugt og en frisk syre. Det er blødt og smelter næsten helt i munden, men har denne rene og friske syre, hvor der er noget tranebær, ribs og hindbær … lidt sort-te bitterhed, men det er meget lidt, hvorved vinen kommer til at fremstå helstøbt med en slank krop, selvom den endnu er en ung knøs og teenager, der kan tåle flere år i kælderen, hvorved jeg lander på 93 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 176 kr., mens prisen er 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, Frankrig

2015 Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, FrankrigJeg er tosset med denne sorte og eksklusive Blanc de Noirs Premier Cru, som er lavet af det champagnehuset Louis Nicaise og her smager jeg en udgave, der primært er lavet med druer fra 2015 årgangen.

Champagnen er elegant med sin sorte etiket og hals sikret med gammeldags snor i stedet for ståltråd.

Brugen af snor til at sikre korkproppen hedder ficelage og er en metode, som blev anvendt i gamle dage. Faktisk blev metoden udviklet efter et dekret fra 1735, hvor producenterne blev pålagt, at propperne skulle sikres med minimum 3 stykker snor.

Snoren er lavet af hamp og behandlet med enten voks eller stearin og metoden blev brugt af de fleste champagnehuse helt frem til starten af 1. Verdenskrig. Derefter begyndte man at anvendes ståltråd, som både var nemmere og hurtigere.

Udfordringen med ficelage er nemlig, at det er en procedure, som kun kan gøres manuelt. En trænet ficeleur – ja det hedder det sgu – kan lukke omkring 50 flasker i timen. Der findes endda en lille specialsaks, som skal anvendes til at klippe snorene over.

I dag har flere champagnehuse genoptaget metoden, men primært på deres topvine, da det jo er pænt dyrere måde end anvendelsen af ståltråd.

Nå, men tilbage til Louis Nicaise … det lille familieejede champagnehus, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne smukke champagne med navnet Noir og smuk bundet ficelage er primært lavet med Pinot Noir druer fra 2015, idet 70% af druerne kommer fra 2015, mens de resterende 30% Pinot Nour druer er fra andre og unavngivne årgange.

70% af vinen er lagret på store Tonneaux egefade, hvor træet kommer fra skoven i Hautvillers, mens de sidste 30% er lagret på rustfrie ståltanke. En del af vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen. Der er udelukkende produceret 2.000 flasker med årgang 2015 som den primære del.

I glasset er der pænt med farve … sådan gul-orange med en landlig aroma af animalsk mødding, ristede hasselnødder, estragon, rugbrød og en moden frugt med smørstegte pærer og æblemost af mest gule æbler. Frugten virker måske en smule kandiseret, men damm hvor det dufter fremragende, indbydende og dragende.

Champagnen giver i munden et stort og frisk brus, som dog hurtigt forsvinder som dug fra solen, men efterlader masser af smag af lidt grønne æbler, lemon og grape samt saltede og kalkede mineraler og selvom det første brus hurtigt forsvandt, så bliver vinen ved at give lidt mousse sammen med den skarpe, balancerede og præcise syre. Uha, hvor er den stilfuld, frisk og fin … megaflot champagne, der kan måle sig med nogle af de helt store, så dermed 96 point.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske i nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7