2015 Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, Frankrig

2015 Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, FrankrigJeg er tosset med denne sorte og eksklusive Blanc de Noirs Premier Cru, som er lavet af det champagnehuset Louis Nicaise og her smager jeg en udgave, der primært er lavet med druer fra 2015 årgangen.

Champagnen er elegant med sin sorte etiket og hals sikret med gammeldags snor i stedet for ståltråd.

Brugen af snor til at sikre korkproppen hedder ficelage og er en metode, som blev anvendt i gamle dage. Faktisk blev metoden udviklet efter et dekret fra 1735, hvor producenterne blev pålagt, at propperne skulle sikres med minimum 3 stykker snor.

Snoren er lavet af hamp og behandlet med enten voks eller stearin og metoden blev brugt af de fleste champagnehuse helt frem til starten af 1. Verdenskrig. Derefter begyndte man at anvendes ståltråd, som både var nemmere og hurtigere.

Udfordringen med ficelage er nemlig, at det er en procedure, som kun kan gøres manuelt. En trænet ficeleur – ja det hedder det sgu – kan lukke omkring 50 flasker i timen. Der findes endda en lille specialsaks, som skal anvendes til at klippe snorene over.

I dag har flere champagnehuse genoptaget metoden, men primært på deres topvine, da det jo er pænt dyrere måde end anvendelsen af ståltråd.

Nå, men tilbage til Louis Nicaise … det lille familieejede champagnehus, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne smukke champagne med navnet Noir og smuk bundet ficelage er primært lavet med Pinot Noir druer fra 2015, idet 70% af druerne kommer fra 2015, mens de resterende 30% Pinot Nour druer er fra andre og unavngivne årgange.

70% af vinen er lagret på store Tonneaux egefade, hvor træet kommer fra skoven i Hautvillers, mens de sidste 30% er lagret på rustfrie ståltanke. En del af vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen. Der er udelukkende produceret 2.000 flasker med årgang 2015 som den primære del.

I glasset er der pænt med farve … sådan gul-orange med en landlig aroma af animalsk mødding, ristede hasselnødder, estragon, rugbrød og en moden frugt med smørstegte pærer og æblemost af mest gule æbler. Frugten virker måske en smule kandiseret, men damm hvor det dufter fremragende, indbydende og dragende.

Champagnen giver i munden et stort og frisk brus, som dog hurtigt forsvinder som dug fra solen, men efterlader masser af smag af lidt grønne æbler, lemon og grape samt saltede og kalkede mineraler og selvom det første brus hurtigt forsvandt, så bliver vinen ved at give lidt mousse sammen med den skarpe, balancerede og præcise syre. Uha, hvor er den stilfuld, frisk og fin … megaflot champagne, der kan måle sig med nogle af de helt store, så dermed 96 point.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske i nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7