2009 Domaine Fourrier, Morey Saint-Denis Clos Solon Vieille Vigne, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Fourrier, Morey St-Denis Clos Solon Vieille Vigne, Bourgogne, FrankrigDen næste af de ældre burgundiske vine var også en Vieilles Vignes fra gamle stokke og det var denne Morey Saint-Denis Clos Solon Vieille Vigne 2009 fra Domaine Fourrier.

Vinhuset ligger på Rute de Dijon i Gevrey-Chambertin og drives i dag af Jean-Marie Fourrier, som overtog driften fra sin far Jean-Claude i midten af 1990’erne som ug 23 årig og siden har forøget kvaliteten yderligere.

Inden Jean-Marie Fourrier overtog ansvaret fra sin far, så havde han stået i lære hos Henri Jayer i Vosne-Romanee og Domaine Drouhin i Oregon i USA og har fortsat Henri Jayer som sin mentor og laver de bedste vine, som denne vingård nogensinde har lavet.

Det sker fra knap 10 hektar vinmarker, hvor nogle af Pinot Noir vinstokke neer plantet helt tilbage i 1920’erne og alle vinmarkerne drives efter økologiske og biodynamiske principper.

Vinene lagres 18 måneder på fad, hvoraf kun omkring 20% er nye, mens aftapningen sker uden klaring eller filtrering for at sikre mest muligt af terroirets karakteristik, koncentration og elegance. I dag er alle vinene fra Domaine Fourrier, så eftertragtede, at de primært sælges pr. allokation til husets trofaste kunder.

Denne Morey St-Denis Clos Solon Vieille Vigne er netop en af disse vine og gæringen er sket i husets moderne vineri i gæringstanke af rustfrit stål efter gennemgang på sorteringsbord, hvor kun hele druer afvendes og de afstilkes næsten 100%.

I gæringstanke sker det, som Jean Marie kalder intracellulær gæring, hvor gæringsprocessen foregår inde i druerne, før skindet går i helt i stykker … altså en slags carbonic maceration og det sker selvfølgelig kun med druernes egne gærceller. Ved den 18 måneder lagring er der alene anvendt 20% nye barriques.

Selve aftapningen foregår i hånden og Jean-Marie foretrækker, at lade vinen stå med den CO2, der naturligt udvikles ved malolaktisk gæring for at bevare vinenes friskhed. .Der sker ingen finering eller filtrering, men da vinene godt kan indeholde noget opløst kuldioxid i flasken, anbefaler Jean Marie at dekantere vinene, hvis de drikkes unge.

Duften er klart dybere end foregående … mørkere med noget koncentreret oksefond, dyb og tæt, ganske kraftig med babybræk – på den gode måde – mælkede noter, hængt kød og flæsk, men har så alligevel lyse bær med kirsebær, hindbær og brombær, men måske en smule ekstraheret. Der kommer også noget skovbund, skovagtig blomsterflor og vilde blomster … alt med styrke i brilleglassene.

Smagen er blød og let fyldig … cremet med en mushy frugt, der også er en anelse til den mørkere side, ristede noter og så ellers en totalt vild syre, der rocker, styrer og bestemmer. På en eller anden måde er vinen imidlertid både kødfuld og ganske elegant, har bløde tanniner, krydderier og så denne vilde og utroligt friske syre. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en årgang 2010 fx koster 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2005 Domaine Roy Marc, Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Roy Marc, Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDet 3. sæt vine var skam også burgundiske, men nu med mere alder og den første var denne imponerende 2005 Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes fra det lille vinhus Domaine Roy Marc.

Domaine Roy Marc er et af de mindre og fine vinhuse i Gevrey-Chambertin, hvor de alene har 4 hektar vinmarker fordelt på 12 parceller  og laver 4 forskellige cuvéer af Gevrey-Chambertin vine, lidt hvid Côte de Nuits-Villages samt en smule af den sjældne hvidvin Marsannay Les Champs Perdrix.

Alexandrine Roy overtog i 2003 driften som 4. generation på vingården, som blev grundlagt af hendes oldefar Victor Roy og dengang endda med langt færre vinmarker end i dag.

Omtrent 90% af domænets vinmarker er beplantet med Pinot Noir, mens resterende 10% anvendes til Chardonnay og – som nævnt – en del af områdets kuriositet – hvid Marsannay.

Det var dog Alexandrines bedstefar André Roy, der sørgede for, at vingården voksede med tilkøb af flere marker, men han solgte – som det meste af sin generation – de fleste af druerne til négocianter.

Det var således hendes far Marc Roy, der i 1982 sørgede for den største forandring, da han besluttede sig for at begynde at aftappe hele  produktionen … og siden begyndte at eksportere vinene til lande som USA, Canada, Japan, Storbritannien, Norge, Danmark, Luxembourg og Holland.

Alexandrine havde inden hendes overtagelse af familiens vingård i 2003 bl.a. arbejdet i både Australien og New Zeeland, men også det foregående år 2002 arbejdet i Bandol. Nu  varetager hun selv stort set hele processen, lige fra markarbejde og  vedligeholdelse til selve vinifikationen i kælderen.

Efter manuel høst hvor der maksimalt høstes 40-45 hektoliter pr. hektar for at sikre optimal frugtkoncentration, så afstilkes klaserne, hvorefter vinifikationen følger traditionelle principper med moderat lagring på egetræsfade før den endelige flaskeaftapning. Stilen er klassisk old-school kombineret med få moderne principper.

Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes er lavet med Pinot Noir druer fra over 70 år gamle vinstokke og ellers er vinen lavet med mindst mulig indgriben og en moderat fadlagring … ellers har jeg faktisk ikke flere informationer om produktionen.

Det er så blød og smooth vin, at den smelter både i næsen og i munden. Der er en duft af modne druer, søde kirsebær, jordbær, hindbær, noget grøntsagsfond, let vanilje, kanel, sød lakrids, tobak, jord, skovbund og sten … alt i perfekt harmoni.

Uha, hvor smager det godt … er så kompleks og komplet, så flydende og mundsmeltende, så vinen frydefulgt opløses på smukkeste måde, men alligevel med et frisk bid. Der er lyse kirsebær, saftig jordbær og den smager vandvittig godt. Det er sgu svært ikke at blive imponeret og dermed store 98 point.

Forhandles i en årgang 2020 af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 800 kr. , men så skal du bare vente 15 år!

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Domaine Jean-Marc & Hugues Pavelot, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Marc & Hugues Pavelot, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes, Bourgogne, FrankrigDen anden burgundiske vin i sæt 2 var også en 1er Cru vin, nemlig en 2016 Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes fra Domaine Jean-Marc & Hugues Pavelot, der netop holder til i Savigny-lès-Beaune lige ved Beaune.

Vinhuset har i generationer været drevet af Pavelot familien, men i dag er det Hugues Pavelot, som står for driften og fremstillingen af vinene, mens far Jean-Marc efterhånden kun hjælper lidt.

Hugues Pavelot laver nogle af de bedste vine i Savigny-Lés-Beaune og betragtes som en af de absolut dygtigste producenter i området.

I dag har vingården 13 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Savigny-les-Beaune, men familien har også marker i Beaune samt Aloxe-Corton.

Deres vinmarker består hovedsageligt af gamle vinstokke, i nogle områder er deres marker med stokke med en alder på op imod 80 år!

Vinifikationen optimeres i forhold til det enkelte terroir. Det er vigtigt for Hugues, at det enkelte terroir for mulighed for at udtrykke sig.

Gæringen af de hvide vine startes i ståltanke, men forsætter i 6-8 uger på egefade. Der foretages løbende omrøring i fadene under gæring og  Efter gæring er afsluttet lagrer vinen på bundfaldet i 10-12 måneder. Den malolaktiske gæring sker umiddelbart efter endt gæring, og overstås forholdsvis hurtigt.

Hele gæringsprocessen af de røde vine sker på træfade og løber i 15-20 dage afhængig af mark. Alle de røde druer afstilkes 100%. Lagring sker også på træfade, og der anvendes kun 10-30% nye fade. De lagrer i 10-16 måneder – 1er Cru’erne naturligvis i længst tid.

Denne Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes er fra marken Aux Guettes på 1,48 hektar på en stejl og sydvendt bjergskråning og har vinstokke, der er omkring 35 år gamle.

Druerne er høstet manuelt med en selektering både under plukningen og ved ankomsten til kælderen, hvorefter de afstilkes næsten 100% … og så knust inden de overføres til tanke og køles ned til 12 grader for en 3 dages maceration.

Så er gæringen sket over 15-19 dage med løbende omrøringer og efter endt gæring lader man vinen løbe naturligt fra tanken for en naturlig bundfældelse over 24-48 timer, hvorefter den overføres til barriques, hvor den gennemgår en malolaktisk gæring. Så er den derefter lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 25% er nye fade.

I næsen er vinen langt mere øko … helt bio bio med lidt krudt, grøntsagsfond, blomster og blomsterpollen samt en luftig og let frugt af lyse kirsebær, jordbær og ribs. Man fornemmer allerede fra første snif denne fine, smågrønne og stringent syrlighed med en helt sitrende energi.

Smagsmæssigt er det dog blødheden, som først slår en … så utrolig let, blød og samtidig saftig og klar. Den har denne lyse og stringente frugt med jordbær, kirsebær, moreller og ribs samt noget lemonagtig bitterhed og bidende syrlighed. Det suppleres med lidt peber og små fadnoter af lakrids, mørk chokolade og har nogle fine og sarte tanniner og en rigtig fin balance. 95 point.

Forhandles herhjemme af Thorkild’s Vinhandel, hvor en flaske koster 409 kr.

Vinanmeldelse 6/7