2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, TysklandSå står der en lille trio fra Weingut Rudi Rüttger på trapperne og på øverste trin og først i rækken er det denne 2022 Riesling Le Tendre Feinherb, som jeg skænker i vinglasset.

Rudolph Rüttger har lavet denne vin med Riesling druer fra familiens egne marker omkring Neuleiningen. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, både gæring og dem efterfølgende korte lagring. Da det er en Feinherb, så indeholder vinen da også 14 gram restsukker pr. liter, hvilket er lige 0,5 gram mere end foregående år.

Det er umiddelbart svært at spotte, at der er tale om en Feinherb Riesling, for duften er egentlig frisk og syrerig med syltede citroner, friske gule citroner, lemon samt  en snert af mere eksotiske frugter med fersken, gule æbler og lidt abrikos. Der er en lille anstrøg af en smule petroleum … men ganske lidt.

Smagen er også mere frisk end en Feinherb, for der er tørhed, et godt syrerigt bid, småsure citroner, lemon og grønne æbler, nogle jernagtige og mineralske elementer … men også en frugtsødme med nogle af de tropiske frugter og svag fylde. Dejlig Riesling, 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigDenne basis Chardonnay fra Gerhard Markowitsch på Weingut Markowitsch har jeg skam smagt før, men nu smager jeg igen vinen i en helt ny årgang 2022.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke med forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vinen en smule federe end 2021’eren, idet der er eksotisk frugt af melon, fersken og pærer, men skal også en smule stikkelsbær, grape og lemon, som giver lidt friskhed. Man får også noget dybere og intens aroma qua sur lie lagringen, hvilket giver en smule fedme og krop til vinen suppleret med lidt søde krydderier.

Smagen har også denne dobbelthed … både lidt fedme og en vis friskhed, som mest kommer fra bitter lemon, syrlige citroner samt en smule stikkelsbær og så lige et strejf af eksotisk frugt, men samlet set er det en ren, rank, frisk og syrlig Chardonnay … bare lige med denne lille  olierede fyldighed. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Comando G, La Bruja, Madrid, Spanien

2022 Comando G, La Bruja Cru, Madrid, SpanienI tirsdagsvinklubben på jobbet står den nu på en kasse med fine og lette spanske vine … og sidst var det denne La Bruja fra det ikoniske vinhus Comando G.

Denne La Bruja, som mere korrekt også hedder La Bruja da Rozas – der  betyder heksen fra Rozas – er lavet på 60 år gamle Garnacha-vinstokke, der står i 850 meters højde nær den lille by Rozas de Puerto Real.

Der dyrkes druerne helt uden brug af pesticider og lignende sprøjtemidler. Arbejdet foregår ved håndkraft og de hele drueklaser er i kælderen gæret med det naturlige gær i 30 til 60 hektoliter gamle egetræsbeholdere.

Vinmagerne Dani Landi og Fernando García benytter sig heller ikke af hverken stabilisering eller filtrering. I stedet holdes vinen i så rent og naturligt miljø som muligt indtil aftapning, hvor en minimal dosis svovl dog tilsættes for at forhindre en uanmeldt andengæring i flasken.

I glasset en lys og næsten transparent vin … ikke helt som Pinot Noir, men til gengæld er næsen to-die-for og nærmest burgundisk eller lys beaujolaisagtig  … let, fin, blomsterrig – som var du midt i en smuk og velduftende blomstermark. Vinen virker virkelig yndig feminin, har en overjordisk og svævende frugt med jordbær og syltede kirsebær, nogle småanimalske dryp,  en sandet mineralitet, let bagepulver, bagt appelsinskal, lidt æblejuice, fennikel og en halvfesen nytårsraket,

Smagen er læskende saftig, men fortsat med en rank, ren og lyserød frugtsyre, der vipper lidt til søde side, men sammen med æblejuice, lemon og søde tranebær fungerer perfekt … er saftet, fint, sart og ultralet, har lyse og krøllede tanniner med en svag sødbitterhed i syren og igen denne nærmest sandede mineralitet … fin, feminin samt fabelagtig. 95 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7