2021 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDenne Langhe Nebbiolo fra vinhuset La Ca’ Növa er også en genganger, men en dejlig en af slagsen, for vinhuset leverer bare altid gode value-for-money vine og det kan vi jo godt li’ og jeg smager vinen i årgang 2021.

Jeg har smagt vinen mange gange og endda anmeldt den i både årgang 2011, 2014, 2018, 2019 og 2020, så jeg kender efterhånden vinen og dens kvaliteter.

Den er lavet på Nebbiolo druer fra 20 år gamle vinstokke fra en forholdsvis ung mark med kalkholdig jord og sand. Efter høsten sker der spontan gæring og maceration i store ståltanke med pump-over 3-4 gange dagligt. Derefter er den lagret 8 måneder på store 3.000 liter egefade. Der laves årligt 4.000 flasker af vinen.

Den minder duftmæssigt selvfølgelig en del om de foregående årgange og er samtidig lige så landlig og animalsk som 2020’eren til at starte med. Derefter kommer der en syndflod af interessante små noter af læder, gazebind, pilleglas, tørrede blomster og tørt blæk … mens frugten er lys, nærmest transparent med umodne kirsebær, hindbær og ribs suppleret med noget fadpræg med sød lakrids, vanilje, svag kanel og røg.

For dulmen, hvor det smager sgu og helt barolosk … har denne småsyrlige frugt af rabarber, hindbær og ribs, men også en passende frugtsødme. Den er pivtør, så tanninerne hviner, skriger og hyler, hvor bitterheden er som fra limefrugter og sorte te-blade samt en herlig stringent saftighed, der er så pokkers lækker. 92 point og endda af de store slags.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandVi skal igen et smut tilbage til den gamle og traditionsrige Rüttger familie i Neuleiningen i den nordlige del af Pfalz og denne gang er det med en 2022 Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc.

Sauvignon Blanc druerne til vinen kommer fra de kølige og kalkholdige terroirs omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz og den er lavet i en tør og frugtbevarende stil med kølig gæring og kortvarig modning på ståltanke.

Duftmæssigt er de typiske Sauvignon Blanc aromaer meget tydelig … godt med hyld, grøn peber, græs, tomatstilke, stikkelsbær og virkelig skarp som en rundsav, der endda næsten gnister med flint suppleret med sure citroner og grapefrugt.

Smagen er også krisp … dog bløddet en anelse op af noget lidt mere omgængelig tropisk frugt. Dermed er der sgu sure citroner, umodne grønne æbler, grape samt lidt gul sodavandsis, fersken, mango og dermed en lille sødme i alle de sure og bitre elementer. Det er sgu frisk, nærværende og herlig syrlig, så emaljen på tænderne helt krakelerer. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Tesch, Riesling Karthäuser, Nahe, Tyskland

2022 Weingut Tesch, Riesling Karthäuser, Nahe, TysklandVi fortsatte med mere gensynsglæde og mere Riesling, nemlig i form af denne Weingut Tesch 2022 Riesling Karthäuser fra vinmarken Laubenheimer Karthäuser.

Det er ikke tilfældigt, at vinen har en etiket, der er brunrød, da Laubenheimer Karthäuser marken har en undergrund med forvitret rød sandsten og ligger med en varm sydvestvendt eksponering i nærmest et amfiteater beskyttet for vind.

Det betyder, at jorden opvarmes og nærmest holder effektivt på varmen, hvilket gør, at druerne plantet der modnes først. Navnet Karthäuser kommer fra de gamle munke fra karteuserordenen, som i middelalderen ejede marken. De var kendt for deres løfter om tavshed, så de har nok i stilhed plejet den historiske mark.

Vinen er lavet ved, at druerne først får nogle timers maceration inden presning og gæring i ståltanke ved 15-19 grader og derefter lagring i ståltankene sur lie i 6 måneder.

I næsen har vinen en herlig mineralsk nerve og så ellers et pænt strejf af petroleum, meget dybde, olieret linolie og bivoks, grillede citroner, overmodne æbler, mandarin, abrikos, ananas og virker absolut til den fede og saftige side med lidt søde krydderier.

Vinen smager også af fed Riesling … har en kraftig og intens frugt med æblemost, lemon, citroner og kandiserede citroner, en krydret syre med mørke og kraftige noter, noget bulder, robusthed samt nærmest tungmetaler i mineraliteten … masser af bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7