2019 Bernard Gripa, Saint-Joseph Rouge, Rhône, Frankrig

2019 Bernard Gripa, Saint-Joseph Rouge, Rhône, FrankrigEn af aftenens bedste vine – eller i hvert fald best buy – blev denne 2019 Saint-Joseph Rouge, hvor vi igen skal til vinhuset Bernard Gripa i Mauves i selve Ardèche området nord for Valence.

Denne Saint Joseph på 100% Syrah er fra stokke med en alder på over 35 år. Markerne ligger på stejle skråninger med hård granitholdig jord, hvor der plantes i terrasser.

Vinen er vinificeret med delvis afstilkning, spontangæret med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques og større fade … delvist nye.

Duften er rig med mejeri, flæsk, stegt pattegris, røget oksekød og hængt kød, nogle gærede mørke bær, sorte og modne kirsebær samt brombær, sorte oliven og masser af granit og sten. Vinen har trods alle de mørke noter en smuk kølighed.

I munden får du nærmest en jernbanesvelle på tværs, masser af tør engelsk lakrids, virkelig kraftfuld med en frugt af blåbær, brombær og en smule streng ribs samt en svag sødme. Der er ikke ret meget peber, men tanninerne er derimod vilde, tørre og sætter sig ganske demonstrativt på tænderne samtidig med, at en bitterhed fra nogle sorte te-blade blander sig i den intense kamp. Det smager rasende godt og er flot balanceret … 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Domaine les Bruyères, Crozes-Hermitage Georges, Rhône, Frankrig

2021 Domaine les Bruyères, Crozes-Hermitage Georges, Rhône, FrankrigVi smagte derefter endnu en vin fra David Reynauds vinhus Domaine les Bruyères og denne Crozes-Hermitage Georges 2021 er lavet med Syrah druer fra husets egne marker.

Denne Crozes-Hermitage Georges er lavet på ren Syrah fra 30 år gamle vinstokke og er høstet og sorteret i hånden. Vinificeret i beton med fuld afstilkning og spontangæring alene med narturlig gær.

Halvdelen af vinen er lagret 12 måneder på gamle barriques, mens den anden halvdel er lagret på cementtank. Vinen har – helt som den foregående – en sådan moderne hvid plastikprop, men det er jeg sgu ikke specielt vild med.

Duften er nærmest vild og blodig … landlig med ligusterhæk, øko-prut, lakrids, sorte oliven, masser af mørk frugt, brombær, flæsk og blyanter, blomstersæbe, salvie, peber, hospital, grønne krydderurter, jernbanesveller, mens syren virker frisk og direkte.

Smagsmæssigt er vinen røget, ren, klar, frisk, frugtrig og saftig … endda virker den meget ung med en en stram, markant og stringent syre. Frugten har en let sødlig og bitter side … er mest solbær samt brombær, peber og virker cremet, fyldig, blød og frisk. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine les Bruyères, Syrah les Monestiers IGP, Rhône, Frankrig

2022 Domaine les Bruyères, Syrah les Monestiers IGP, Rhône, FrankrigVi fortsatte de nordrhônske vine med en 2022 Syrah les Monestiers IGP fra Domaine les Bruyères og denne er en vin lavet med opkøbte druer i modsætning til husets normale vine.

Domaine les Bruyéres ligger i byen Beaumont-Monteux 5-6 kilometer nord for Valence og drives af David Reynaud. Selve vingården stammer tilbage fra 1700-tallet, men der blev først lavet vin på gården i slutningen af 1800-tallet, hvor Auguste Serret og Adélaïde Marron anlagde vinmarkerne.

Senere blev driften overtaget af sønnen Joseph Serret og dennes hustru Gabrielle Ronjat. Efter 2. verdenskrig giftede deres datter Josette Serret sig med Georges Reynaud og det er ham, som fik gang i en større vinavl på de dengang 7 hektar vinmarker.

De solgte dog blot alle druerne til det lokale vinkooperativ Cave de Tain l’Hermitage, som den dag i dag fortsat er den største producent i området.

I 1988 blev driften overtaget af Georges’ datter Marceline og det var under hendes ledelse, at familien begyndte med egenproduktion samt køb af flere marker. Siden år 2000 har det imidlertid været Marcelines søn David Reynaud, som har forestået driften og produktionen af vinene fra Domaine les Bruyéres.

David er uddannet ønolog og har siden overtagelsen i år 2000 virkelig vendt op og ned på produktionen. Ved overtagelsen blev udbyttet straks sænket og produktionsmetoderne omlagt for at skabe mere intense og karakterfulde vine med tydeligt terroir.

I første ombæring blev hele fremstillingsprocessen omlagt til økologisk produktion, men siden 2005 er Domaine les Bruyères gået et skridt videre og er blevet 100% biodynamisk.

David har også købt yderligere jordlodder, således Domaine les Bruyéres i dag ejer 27 hektar vinmarker, hvoraf hele 14,5 hektar er AOC Crozes-Hermitage. Der dyrker han fortrinsvis Syrah, men også Marsanne, Roussanne, Mondeuse Blanche og Viognier til hvidvin, Grenache til en rosévin samt en smule Persan og Merlot.

Det meste markarbejde på Domaine les Bruyères laves i hånden og ved høsten foretages der strikt sortering af druerne både i marken og inden vinifikationen.

Kælderen er beliggende helt under jorden, så al transport af druerne sker ved hjælp af tyngdekraften. Gæringen foregår hovedsageligt i store betonæg, som giver en mere harmonisk gæring. Der svovles kun ganske let.

Udover at lave vin på druer fra sine 27 hektar, så opkøber David Reynaud også druer fra andre producenter og disse holdes adskilt fra egne vine … egne vine på den ene side i lageret og vine på opkøbte druer i den anden side.

Denne Syrah les Monestiers IGP er netop en vin, som er lavet på opkøbte Syrah druer fra andre producenter i Crozes-Hermitage og er fra 15 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med fuldstændig afstilkning og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket på store cementtanke og der er vinen også lagret efter endt fermentering.

Det stinker nærmest af Nordrhône … men på den fede måde med en animalsk, herlig aroma med flæsk, ko-lort, mødding, ymer, mælkede noter, hængt kød, røg, peber og en mørk frugt med brombær, tjære, enebær og virkelig bare total landlig.

Smagen er tær, stram, sur med lakridsrod, tør engelsk lakrids, solbær, brombær og ribs suppleret med sorte oliven, tobak, en stærk espresso og total frugttung på den bedste måde. Der er måske ingen elegantier, men man får frugten lige i hovedet … direkte og uden sminke. 92 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 E. Guigal, Condrieu, Rhône, Frankrig

2021 E. Guigal, Condrieu, Rhône, FrankrigDet er svært at komme udenom Guigal, når vi snakker Nordrhône, for Guigal kaldes da også kongen af Côte Rôtie og er ubetinget den største jordbesidder i det nordlige Rhône. Her smager jeg så deres 2021 Condrieu … en vin, som jeg har smagt før.

Det er imidlertid ikke så tit, at man smager Condrieu, hvilket bl.a. skyldes, at høstudbyttet i Condrieu er meget småt og der produceres få flasker årligt, hvilket gør vinene til nogle af verdens mest sjældne og dermed tit også pænt dyre.

Navnet Condrieu kommer af det franske Coin de Ruisseau, der kan oversættes til “hjørnet af bækken”. Condrieu er udelukkende hvidvin og altid 100% på Viognier … en druesort, som mange mener stammer fra Condrieu.

Druerne til denne vin kommer fra 30-årige vinstokke, der er høstet med et beskedent udbytte op 23 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på 1/3-del nye fade og 2/3-dele stål og gennemgår også malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på nye barriques. Der laves 80.000 flasker af vinen årligt.

Meget aromatisk duft … sådan en blanding af symaskineolie og flydende vingummibamser – mest de gule – suppleret med tropisk frugt med abrikos, fersken, modne æbler, pærer, lakridskonfekt og vanilje. Den er meget ekstraheret og fed … lidt pornoagtigt, men på en utrolig indbydende måde.

Det er smagsmæssigt også en tyktflydende bamsevin, olieret, fed og cremet med en vis nektarsødme, men selvom syren er snasket, så er det alligevel en frisk vin med sul på siderne, brede skuldre og smil, som bare smager tæskegodt, for balancen er superfin og nærmest elegant. Hvor er det godt og over the top … 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7