2022 Weingut Axel Pauly, Tres Naris Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Axel Pauly, Tres Naris Riesling Trocken, Mosel, TysklandVi skal igen tilbage til den traditionelle Moselwinzer Axel Pauly på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues og denne gang er det med hans Tres Naris Riesling Trocken.

Tres Naris betyder såmænd de tre næser, hvilket også henviser til de 3 generationer i vinhuset, hvilket jo også fremgår af etiketterne, hvor man kan se silhuetter af de 3 generationer; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Til denne vin kommer Riesling druerne fra op til 40 år gamle vinstokke på Pauly-familiens stejle parceller i Lieser. Jordbunden her er mest blå skifer, som synes at frembringe mere kølig og  mineralsk vin end den varmere røde skiferjord hos naboerne i Bernkastel.

Vinen er lavet ved, at druerne først er udblødt i 30 timer, hvorefter der er sket en skånsom presning, hvorefter mosten nedkøles inden gæringen er sket spontant i ståltanke med druernes naturlige gær, hvorefter den er lagret sur lie i 5 måneder. Vinen har 6,1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med æbler, let fersken og melon, men overhovedet ingen tertiære noter af petroleum, men noget linolie og virker sådan olieret samt cremet. Syren er ganske intens og maskulin suppleret med grillede citroner samt en anelse blomster.

Smagen er lidt i samme boldgade … meget kraftig, intens som lidt kryokoncentreret æblesaft, sødbitter limejuice, citroner og samlet set en muskuløs, rustik og saftig Riesling, som mange vil elske, så samlet 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Domaine Thomas Farge, Les Jardins de Chavagnac Rouge, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Thomas Farge, Les Jardins de Chavagnac Rouge, Rhône, FrankrigDen netop smagte Les Jardins de Chavagnac fra Domaine Thomas Farge laves skam også i en rød udgave og den smagte jeg bagefter i en årgang 2022.

Vinen er faktisk lavet som foregående hvide, men er selvfølgelig på 100% Syran, men også her kommer druerne fra en økologisk dyrket samt granitholdig enkeltmark i 400 meters højde nær Château de Chavagnac ved grænsen til Saint-Joseph.

Vinen er ligeledes lavet med maceration og spontangæring alene med druernes egne gærceller i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 8 måneder på betontank.

Duftmæssigt er vi bestemt ovre i det nordrhôneske univers, hvor der kommer jod, blod, kul, koks, sorte oliven, violer, lette mejerinoter af ymer samt noget råt oksekød. Frugten er vist sådan nærmest en blanding af friske kirsebær, solbær og noget granit … maskulin, men absolut frisk.

Den følelse af friskhed forstærkes yderligere af smagen, hvor frugten virker ungdommelig – hvad den jo også er – og frisk med kirsebær, solbær, hindbær og ribs, peber og granit, mens den har tørre og friske tanniner, der er ganske markante, men igen friske, frugtagtige og det giver vinen stor livlighed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 139,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine Thomas Farge, Les Jardins de Chavagnac Blanc, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Thomas Farge, Les Jardins de Chavagnac Blanc, Rhône, FrankrigVi har før smagt vine fra Farge familien i Saint Jean de Muzols i det nordlige Rhône og Thomas Farge har efterhånden overtaget driften fra sin far på Domaine Guy Farge og laver nu vine i eget navn, som fx denne 2020 Les Jardins de Chavagnac Blanc.

Det er en vin lavet på 30% Marsanne, 30% Roussanne samt 40% Viognier, som kommer fra en økologisk dyrket samt granitholdig enkeltmark i 400 meters højde nær Château de Chavagnac ved grænsen til Saint-Joseph.

Vinen spontangærer med druernes egne gærceller i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 8 måneder på betontank.

I glasset en det en pæn dyb gul farve og duften er også dyb og bastant med skrald på aromaerne. Frugten er dåsepærer, abrikos og fersken, virker også lidt røget og grillet, men suppleres ellers af både honning, blomsterpollen, mandler, kvæde, jasmin … lige på og hårdt samt masser af fyldig krop.

Smagen er ligeledes intens med denne cremede, bløde og behagelig runde frugt samt en fladere syre. Den glider igennem med yderst fint velbehag, søde krydderier, safran, bivoks, sandeltræ, honning, hvid peber samt en smule karamel. Intet stritter imod, for syren er blød uden rank rygrad … men bare blød lykke. 92 point,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7