2020 Bodegas Torre Oria, Comprometidos Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Torre Oria, Comprometidos Crianza, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin er vi hos det store vinhus Bodegas Torre Oria, der laver prisvenlige vine og holder til i Valencia, men også laver Cava. Men her er det vin fra Ribera del Duero … en 2020 Comprometidos Crianza.

Bodegas Torre Oria er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.

Vinhuset fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.

I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.

Denne Comprometidos Crianza med den romantiske etiket er fremstillet på 100% Tempranillo, som Torre Oria selekterer fra udvalgte topmarker og vinen har gæret på store ståltanke med  temperaturstyring og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder inden aftapning og frigivelse.

Det er ekspressiv Ribera del Duero med masser af fad, kakao, chokolade, skovbund, spidskommen, vanilje, bagepulver, kaffe og blommelikør, blåbær … godt med sødme, toast og sødristede noter, svulstig, småfed og pornofyldig i sine aromaer.

I munden kommer der også en del sødme frem, men frugten er fortsat til den friske side … bare lige med denne sødlige slagside, men samtidig har den tørre og tydelige tanniner, lidt sødbitter med noget alkoholvarme … men generelt en vin, som rigtigt mange danskere vil knuselske på samme måde som kysset på etiketten. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling GG, Mosel, TysklandMed næste vin er vi fortsat hos Weingut Reverchon og fortsat på marken Filzener Herrenberg, men vi er kravlet et par trin op for det er med vinen 2021 Filzener Herrenberg Riesling Großes Gewächs.

Ved fremstillingen har denne GG vin også fået mere TLC … de hele klaser er efter manuel høst presset meget langsomt, så hele mosten får både skind- og stilke-kontakt.

Derefter er den spontangæret alene med druernes naturlige gærceller i store træfade, med en lille andel hele klaser og har ligget på gærresterne i 8 måneder før den er omstukket til ståltank. Vinen blev så tappet på flaske 2 år efter høst.

Sikke en dejlig inderlig, sanselig, følsom, sart og fin duft … æterisk, luftig og stimulerende som smuk, sårbar og delikat parfume med en blid frugt af fersken, melon, pærer, æbler samt hyldeblomst. Den har en utrolig finesse, aromatisk lethed og sart balance med et strejf af noget vanilje.

Smagen er fuldstændig ren, slank og klinger meget energisk i din mund med en mineralsk nerve samt en ren frugt af halvsure æbler, citroner og lemon, som giver vinen en ganske sprælsk, frisk og stenet syre, virkelig pivskarp, stram, klar og total stringent. Det er nærmest et helt syretrip og heldigvis tripper man med … 95 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandWeingut Reverchon er jeg før med stor velbehag stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg igen vin fra Ralph Herke og Bernhaart Maas og det er så denne 2019 Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb.

Denne vin er fra den stejle og gamle Filzener Herrenberg mark. hvor Reverschon samlet 6,5 hektar. Marken ligger på en skiferklædt samt sydvestvendt skråning og den har upodede vinstokke på 80-100 år. Denne vin er alene lavet på rustfrie ståltanke og der er den også lagret en periode og har et sukkerindhold på 22,4 gram restsukker pr. liter.

Luftig aroma … det er hvide blomster, let strejf af nødder, masser af æblemost, fersken, nektariner samt vingummifedme og en næsten perfektionistisk balance, som gør vinen overjordisk og utrolig venlig med en bamselineagtig ordentlighed. landlighed og renhed.

Smagen er tæskelækker … for nu at sige det rent ud og selvom det rigtigt nok er en Kabinett Feinherb og selvfølgelig har en vis Mosel sødme, så virker den på ingen måder for sød, men mere klingende, ren og syngende med en sopranfin syre, der er sprød, frisk og en smule mineralsk sammen med frugt af saftige æbler, æblemost, fersken, kandiserede citroner og bitter lemon. Det er læskende, saftigt og yderst drikbar … og så var den flaske tom. 92 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7