2020 Bernard Gripa, Saint-Joseph Blanc, Rhône, Frankrig

2020 Bernard Gripa, Saint-Joseph Blanc, Rhône, FrankrigJeg var forleden til en smagning af vinene fra det nordlige Rhône forestået af Bichel Vine og den første vin, som vi smagte var denne 2020 Saint-Joseph Blanc fra Bernard Gripa.

Vinhuset ligger i Mauves i Ardèche området nord for Valence … ja faktisk er Gripa nabo til Pierre Gonon, der blot ligger en smule længere nede af Avenue Ozier. Vinhuset er grundlagt i 1974 af Bernard Gripa og drives i dag fortsat af Bernard … men nu sammen med sønnen Fabrice.

Samlet har de 16 hektar vinmarker, som ligger på de stejle granit-skråninger i både Saint-Joseph og i Saint-Peray. De bedste marker er i Saint-Joseph Le Berceau og i Saint-Peray Les Figuiers og Le Pins.

Alt arbejde hos Fabrice og Bernard foregår manuelt, med organisk gødning og traitements raisonnées … også kaldet L’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænset i størst muligt omfang.

Bernard Gripa’s vine er da også hvert år optaget i Guide Hachette, som regel med stjerner og ofte med Coup de Ceurs. Og selve domainet har Coup de Ceur i vinguiden Gault Millau.

Denne hvide Saint-Joseph er lavet på 80% Marsanne og 20% Roussanne fra stokke med en gennemsnitsalder på 25 år. Modnet på en blanding af tanke og store, brugte fade.

I næsen er vinen smørfed … har en meget aromatisk duft med mandelmælk, fersken, kandiserede pærer, bivoks, safran, sandeltræ, honning, let karamel og lakridsrod.

Smagen er også bred og fed, meget smagfuld med en blød syre og alligevel en vis friskhed. Det er – som med duften – fede frugter som abrikos, pærer og noget hvid peber samt en lang, klingende eftersmag, så dermed 92 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Veronica Ortega, ROC, Bierzo, Spanien

2020 Veronica Ortega, ROC, Bierzo, SpanienFra den smukke og dygtige kvindelige vinmager Veronica Ortega har jeg smagt endnu en vin og er i himlen … og det er hendes 2020 ROC.

Jeg har tidligere smagt hendes 2021 Cobrana, en 2021 Quite og en 2021 VO … og hver gang været imponeret og denne ROC er én af hendes topvine.

ROC er en vin, som er lavet på druer gamle Mencía vinstokke, men også tilsat et lille skvæt Palomino og Doña Blanca. Alle Mencía druerne kommer fra de to sanddominerede parceller El Couso og La Rata i Valtuille de Abajo og vinstokkene er 100 år gamle.

Druerne er ikke afstilket, så de hele klaser er spontangæret alene med druernes egne gærceller i 5.000 liters åbne træfade og der har de gennemgået en lang maceration med blid ekstraktion.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på brugte 228 liters barriques og gennemgået en let filtrering inden tapning på flasker … og der er lavet under 5.000 flasker af vinen.

Afdæmpet, lettere end forventet og elegant … er min første tanke suppleret med en frugt af jordbær, sorte kirsebær, lidt tranebær og ribsgele, babybræk på den gode måde, grøn peber, hæfteplaster plus kamfer … alt virker æterisk, luftig og klart blødere end fx Cobrana og der fornemmes også et aftryk af tørre fade med træ, læder, violer samt timianagtige krydderier.

I munden er vinen let, blød, cremet og mundsmeltende med en lille Mencía nerve af violer og en letbitter frugt med tranebær, hindbær og ribs og som en næsten burgundisk Pommard og feminin lethed og elegance, men samtidig har den en tør, urtet og let lakridset smag med masser af alvorlig bund.

Syren er tør, letbitter og lidt lemonagtig på en mørk måde. Med luft i glasset bliver det bare endnu mere elegant og med meget luft endnu bedre … og samtidig vildt saftig og læskende. Den drager som bare pokker, virkelig velsmagende og godt skruet sammen. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 369 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Georges Rémy, Les Quatre Terroirs N° 19, Champagne, Frankrig

2019 Georges Rémy, Les Quatre Terroirs N° 19, Champagne, FrankrigMed nytåret lige om hjørnet, så skal vi da smage lidt bobler og selvfølgelig med vaskeægte champagne i form af denne Les Quatre Terroirs N° 19 fra champagnehuset Georges Rémy.

Historien om Rémy familien startede i 1829, hvor de i Grand Cru landsbyen Bouzy i Montagne de Reims købte de første marker og startede med at dyrke druer … men det var først i 1950, at man stoppede med at sælge druerne og i stedet selv startede med at lave bobler.

Men produktionen varede kun en enkelt generation, for den nuværende ejer Georges Rémys far var mere forelsket i markerne og druerne, så han stoppede i 1989 produktionen og i stedet igen startede med at sælge druerne til andre producenter.

Men hans søn Georges Rémy blev dog uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Avize og fik endda også masser erhvervserfaring fra Bordeaux … og med dette vendte han retur til sin far i Bouzy, hvor han hjalp med at passe vinstokkene, men også fik en 0,15 hektar stor vinmark Les Vaudayants med gamle Pinot Noir stokke.

Ud fra denne lille parcel producerede Georges i 2011 en almindelig Pinot Noir rødvin, som han solgte kommercielt som en Bouzy Rouge og dermed blev familien igen producent. Men der manglede bobler i vinkælderen, så i 2014 vendte familien tilbage til at producere champagne … og har gjort det lige siden.

I dag ejer Georges Rémy og familien over 4 hektar vinmarker omkring Bouzy i Montagne de Reims og fortsat med Pinot Noir som den mest udbredte drue.

Denne Les Quatre Terroirs N° 19 er lavet på 77% Pinot Noir og 23% Chardonnay fra de 4 terroirs i både Bouzy, Tauxiéres, Louvois samt Ambonnay. Jeg har skrevet, at det er en årgang 2019, da de fleste af druerne – helt præcis 94% – er fra årgang 2019 og resten fra årgang 2018 …  og efter de blev høstet, så er de sorteret og afstilket inden presning i pneumatisk presse.

Gæringen er så sket på egefade af varieret størrelse, både 228 liter burgundiske barriques samt 300, 500 og 600 liter tønder, hvor vinen så også gennemgår malolaktisk gæring og hviler en periode …  druer fra årgang 2019 i 10 måneder og druerne fra 2018 i 22 måneder i fadene inden aftapning på flaske i juli 2020.

Så er vinen så ellers lagret med 2. gæring i husets kældre frem til degorgeringen, som er sket i april 2022. Der er produceret 6.084 flasker af champagnen.

Champagnen er pænt gul i glasset, selvom den jo faktisk ikke har lagret monsterlang tid på flasken, men duften fejler absolut slet ikke noget, men er ganske wunderschön med godt brus aka mousse samt en aroma fra henkogte æbler, grapefrugt, hyben og stikkelsbær, lidt ristet rugbrød, gær, afbarkede grene, hvidtjørn og modellervoks.

I munden spiller det fandeme også max … et brus med små fine bobler og en vis modenhed i frugten suppleret med en let og sart sødme, hvilket binder den vildt godt sammen. Der er grapefrugt med en sukkerknald oveni, der er presset hybensaft, godt med en lemon bitterhed som i en vild lækker gin og tonic.

Der er masser af tørhed, hvorved champagnen samlet set bliver knastør med en klar kalket mineralitet samt enorm lang eftersmag og dermed strækker den halsen pænt over mange andre og dyrere champagner og er sgu langt, langt smukkere end selv den dyreste nytårsraket med krudt i … 96 point.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 450 kr. ved køb af 6 flasker. De kan kontaktes på mail@blancs.dk samt mobil 28266678 … de har også hele sortimentet fra Remy inklusive magnumflasker.

Vinanmeldelse 6/7