2021 Veronica Ortega, Quite, Bierzo, Spanien

2021 Veronica Ortega, Quite, Bierzo, SpanienPå Jysk Vinbar smagte jeg forleden vinen Cobrana fra den smukke,  unge samt dygtige kvindelige vinmager Veronica Ortega. Nu smager jeg så hendes 2021 Quite.

Quite er – som Cobrana – lavet på ren Mencía, men her er det blot i en mere prisvenlig, uformel og mere letforståelig udgave. Her kommer alle druerne blot fra 90 år gamle stokke plantet på forskellige parceller med både skifer, sand og rødt ler i Bierzo.

Efter den manuelle høst er druerne til Quite afstilket og gæret i rustfrie ståltanke. Efterfølgende gennemgås en 5-7 dage maceration med blid ekstrahering for slutteligt at lagre i 9 måneder, hvoraf 80% er lagret på store, brugte, franske egefade og resten i 800 liters amphora lerkrukker.

Næsen har virkelig Mencía karakter … har godt med denne bondske, lidt beaujolaisagtige, saftige aroma, hvor det er kirsebær, grøn peber, jordbær, ribsgele, svesker, kamfer, fadnoter med sød lakrids … lidt rustik, men alligevel med en lidt luftig og let slagside.

Smagsmæssigt er Quite også mere rustik og bondsk end Cobrana, mere tør, bitter og mineralsk. Jeg finder lidt rabarber, ribs, hindbær, stikkelsbær, Campari og lemon bitterhed … men det bliver ikke helt Mencia mørkt, for vinen har denne lyse, saftige, friske, blomsterrige og fine tanniner … lys og ubekymret vin. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7