Den netop smagte Les Jardins de Chavagnac fra Domaine Thomas Farge laves skam også i en rød udgave og den smagte jeg bagefter i en årgang 2022.
Vinen er faktisk lavet som foregående hvide, men er selvfølgelig på 100% Syran, men også her kommer druerne fra en økologisk dyrket samt granitholdig enkeltmark i 400 meters højde nær Château de Chavagnac ved grænsen til Saint-Joseph.
Vinen er ligeledes lavet med maceration og spontangæring alene med druernes egne gærceller i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 8 måneder på betontank.
Duftmæssigt er vi bestemt ovre i det nordrhôneske univers, hvor der kommer jod, blod, kul, koks, sorte oliven, violer, lette mejerinoter af ymer samt noget råt oksekød. Frugten er vist sådan nærmest en blanding af friske kirsebær, solbær og noget granit … maskulin, men absolut frisk.
Den følelse af friskhed forstærkes yderligere af smagen, hvor frugten virker ungdommelig – hvad den jo også er – og frisk med kirsebær, solbær, hindbær og ribs, peber og granit, mens den har tørre og friske tanniner, der er ganske markante, men igen friske, frugtagtige og det giver vinen stor livlighed. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 139,95 kr, ved køb af 6 flasker.