Vi fortsatte med mere gensynsglæde og mere Riesling, nemlig i form af denne Weingut Tesch 2022 Riesling Karthäuser fra vinmarken Laubenheimer Karthäuser.
Det er ikke tilfældigt, at vinen har en etiket, der er brunrød, da Laubenheimer Karthäuser marken har en undergrund med forvitret rød sandsten og ligger med en varm sydvestvendt eksponering i nærmest et amfiteater beskyttet for vind.
Det betyder, at jorden opvarmes og nærmest holder effektivt på varmen, hvilket gør, at druerne plantet der modnes først. Navnet Karthäuser kommer fra de gamle munke fra karteuserordenen, som i middelalderen ejede marken. De var kendt for deres løfter om tavshed, så de har nok i stilhed plejet den historiske mark.
Vinen er lavet ved, at druerne først får nogle timers maceration inden presning og gæring i ståltanke ved 15-19 grader og derefter lagring i ståltankene sur lie i 6 måneder.
I næsen har vinen en herlig mineralsk nerve og så ellers et pænt strejf af petroleum, meget dybde, olieret linolie og bivoks, grillede citroner, overmodne æbler, mandarin, abrikos, ananas og virker absolut til den fede og saftige side med lidt søde krydderier.
Vinen smager også af fed Riesling … har en kraftig og intens frugt med æblemost, lemon, citroner og kandiserede citroner, en krydret syre med mørke og kraftige noter, noget bulder, robusthed samt nærmest tungmetaler i mineraliteten … masser af bid. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.