Tapada de Coelheiros er en familiedrevet vingård ejendom beliggende i Igrejinha i Arraiolos kommune i Alentejo regionen og derfra smager vi en Coelheiros Tinto.
Tapada de Coelheiros er reelt set en historisk ejendom. Den blev omtalt første gang i det 15. århundrede og har blandt andre tilhørt Ruy de Sousa, der repræsenterede Portugal ved forhandlingerne om Tordesilhas-traktaten med Kastillen. Godset var reelt en medgift til Ruy de Sousa, da han i 1467 blev gift med Donna Branca de Vilhena.
I løbet af de følgende århundreder blev ejendommen handlet flere gange og købt af forskellige familier, inden den så i 1983 blev købt af enken Isadora Calhau. Det varede dog kort, for i 1887 blev den solgt til solgt til greven af Azarujinha.
I denne periode findes de første optegnelser om vinmarker i godset og allerede på den tid var Tapada de Coelheiros berømmet for sin vin og senere har godset været forpagtet ud til forskellige bønder, men i 1974 blev det handlet igen og købt af Dom Diogo Pereira Coutinho … og inden var al vinproduktion fuldstændig stoppet.
Det var dog Joaquim og Leonilde Silveira, som igen startede med at lave vin på godset, som de købte i 1981. Efter købet plantede de en lang række af vinstokke på både Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Arinto, Roupeiro og Trincadeira.
Det var også Leonilde Silveira, som i 1991 startede med at forsyne husets vine med etiketter med motiver fra de berømte håndlavede gobeliner og broderier … en kunst, som hun selv værdsætter og underviser i på et kunst- og håndværksværksted i Igrejinha.
Men i dag ejes og drives vingården af ægteparret Alberto Weisser og Gabriela Mascioli, som forelskede sig i godset, dets biodiversitet og købte ejendommen i 2015 med det mål at forny den forfaldne ejendom og ikke mindst satse mere på produktionen af olivenolie, valnødder, kork og vin.
Ejendommen r samlet på mere end 600 hektar, hvoraf knap 50 hektar er tilplantet med vin, 45 hektar med oliventræer, 50 hektar med valnødder samt mere end 450 med skov … fortrinsvis korkeg.
Dertil kommer egen produktion af fårekød og et vildtreservat, hvor bestanden er fredet, men reguleres af ejendommens skovridder.
På den vinmæssige front har parret fra starten haft hjælp af ønologen Luís Patrão. Han står også bag den igangsatte omlægning til økologisk drift … og han har også droppet nogle af de internationale sorter og plantet lokale druesorter.
Her smager vi husets Coelheiros Tinto, der er lavet på 50% Aragonez aka Tempranillo og 50% Alicante Bouchet.
Efter presning havde mosten skindkontakt i 5 døgn, hvilket er med til at give vinen dens tanninrige karakter. Vinen er lavet med gæring på druernes egne gærceller og efter endt fermentering lagret 12 måneder på brugte franske egefade efterfulgt af 1½ år på flaske.
I glasset nærmest et lilla skær og smag … blåbær, meget krydret med nelliker, sæbe og vaskemiddel, grannåle, blommemarmelade og har samtidig en varm fylde og godt med buttet krop
Smagsmæssigt er den nærmest også lilla … og sødkrydret … det er sgu ikke lige mig … for sød, sæbeblomstret med blommefedme, pænt varm og ærlig talt lidt uinteressant. 85 point.
Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 140 kr.
Det næste portugisiske vinhus har et ganske internationalt navn, nemlig World Wild Wines og jeg smagte næst deres 2020 Ideal Branco.
Provam aka Produtores de Vinhos Alvarinho Monção er et kooperativ, der ligger i Monção i Minho området og laver mest Vinho Verde vine på Alvarinho og Trajadura … her smager jeg deres 2021 Varanda do Conde.
Jeg har smagt mange vine fra den vilde og dygtige vinmager Xavier Vignon, der helst laver sine vine efter eget hoved … her smager vi en 2020 Côtes-du-Rhône Orange Label.
Den anden vin fra Azienda Agricola La Ca’ Növa blev deres Barbera d’Alba og det er modsat Dolcetto’en en vin, som jeg har smagte mange gange før.
Lad os atter prøve med to vine fra en italiensk producent. Denne gang er vi rykket til Piemonte, hvor vi på en smuk bakketop ved Barbaresco finder Azienda Agricola La Ca’ Növa og derfra starter jeg med denne 2022 Dolcetto d’Alba.
Jeg smagte skam endnu en vin fra Casa Emma … og lige et step op, for det var nemlig deres 2020 Chianti Classico Riserva Vignalparco, der udelukkende er lavet på Sangiovese.
Vi skal med de næste vine et smut til Toscana … eller helt præcis til San Donato i Poggio, hvor vi finder vinhuset Casa Emma, der i 1969 blev købt af Fiorella Lepri. Jeg smager først deres 2020 Chianti Classico.
Weingut Markowitsch kan noget … hvilket man allerede oplever, når man smager hans entry-level Pinot Noir, som jeg har smagt mange gange, men her smager i en nyere årgang 2022.
Jeg smagte – selvfølgelig – også Lamblin & Fils’ almindelige Chablis, som jeg også tidligere har smagt i årgang 2021, men denne gang smagte i årgang 2022.