2021 Villa Terlina, Piemonte, Barbera Bricco Francia, Piemonte, Italien

2021 Villa Terlina, Piemonte, Barbera Bricco Francia, Piemonte, ItalienTirsdagsvinklubben på jobbet nærmest flåede proppen af denne Barbera Bricco Francia fra vinhuset Villa Terlina, der ligger i Agliano Terme 7-8 kilometer syd for Asti i Piemonte.

Vinhuset ejers og drives af ægteparret Paolo og Bettina Alliata. Paolo startede med en landbrugseksamen efterfulgt af specialkurser i vin i Bordeaux og Beaune.

Han fik efter eksamen en del praktisk erfaring som vinmager med ophold i både Toscana, Tyskland og Frankrig. I Saint Émilion fik han mulighed for at gennemgå et langt ophold på Canon-La-Gaffelière, hvor han arbejdede med et fantastisk team af engagerede folk og lærte en masse om brug af barriques i vinifikationen.

Det var dog ikke kun de tekniske detaljer, han lærte her. Den ideologi, som Neipperg havde for tilblivelsen af sin vin, satte et lige så stort aftryk i Paolos tanker. Neipperg fortale ham, at tilblivelsen af vin først og fremmest handlede om passion, følsomhed, og respekt for terroiret.

Derfor lå det allerede dengang ligefor og naturligt, at Paolo på et tidspunkt ville drive sit kommende sted efter økologiske og efter biodynamiske principper og med en meget kyndig brug af netop barriques i kælderen.

Det skete nogle år senere, da han i 1997 fik mulighed for at købe en parcel af 90 år gamle vinstokke på Monsicuro højdedraget. Der er i et Nebbiolo domineret område, men Paolo har helliget sig Barbera druen.

De købte marker har enorm høj beplantningstæthed og den deraf mindre produktion gjorde druerne ekstremt koncentrerede. Siden er flere vinmarker kommet til, men produktionen stadig lille og sker håndholdt med blot 30.000 flasker fra husets 7-8 hektar vinmarker. Alle vinene har været dyrket og certificeret biodynamisk siden 2008.

Barbera Bricco Francia er fra marken Bricco Francia, hvor Paolo i 2001 plantede 4 Barbera kloner på 3 forskellige grundstammer og marken drives selvfølgelig 100% biodynamisk. Efter høsten er alle druerne delvist presset, hvorefter gæring sker med kort maceration over 7-8 dage i cementtanke. Der lagrer vinen også knap 6 måneder inden ufiltreret aftapning med næsten ingen svovl.

Sikke en mørk næse … svedig, behåret, landlig, animalsk med sort, tør engelsk lakrids, mejeri og røget flæsk. Man skulle næsten tro, at vi var i det nordlige Rhône og ikke har fat i en Barbera vin fra Piemonte.

Der er sgu lukket bio øko bio naturvin op ind i flasken. Der er også noget saltlakrids stoppet i glasset, lidt eukalyptus endda, mørkbitter chokolade samt en frugt med blåbær, brombær og måske også noget sort enebær. Den er SÅRT, maskulin og kraftig med fuld skrald på the dark side.

I munden er vinen langt mere frugtrig … masser af friske og sorte kirsebær, solbær, hindbær, ribs … virkelig intens og lysere end duften signalerede med sin maskuline økolandlig slagside. Vinen er super saftige … den har nærmest ingen tanniner, men i stedet denne frisk, fremadmasende, mørke og læskende frugtsaft, hvor specielt de helt sorte kirsebær og de knap så mørke solbær præger indtrykket. Det er saftsørme en spændende vin. 91 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Joaquín Rebolledo, Tinto Barrica, Galicien, Spanien

2020 Joaquín Rebolledo, Tinto Barrica, Galicien, SpanienDen sidste vin – og madvinen, der skulle følges lidt spansk tapas på vej – på Jysk Vinbar, blev denne 2020 Tinto Barrica fra vinhuset Joaquín Rebolledo, der ligger i Valdeorras … den nordøstlige region i provinsen Ourense i Galicien.

Vingården ligger som en naturlig port til Galicien i en dyb, frugtbar og lys dal, gennem hvilken den fredelige flod Sil løber.

Vinhuset drives af Joaquín Rebolledo, som overtog vingården, der har været i familiens eje i mere end 4 generationer og ligger smukt med udsigt til kastanje- og oliventræer samt vinmarkerne Fontei, Freixido, Trasdeirelas, Pedrazais, A Veiquiña, O Redondo og San Roque.

Joaquín Rebolledo overtog vingården med sine gamle kældre for 30 år siden og startede sit ambitiøse projekt med at lave kvalitetsvine. Han blev  én af pionererne inden for genopretning af druesorten Godello i Valdeorras.

Dengang syntes naboerne, at han var skør … at plante lavtydende druesorter beregnet til kvalitetsvine, som erstatning for sorter med høj volumen tiltænkt billige vine, var absolut ikke kutyme dengang.

Men takket være satsningen fra Joaquín Rebolledo, så har vingården i dag vinmarker med Godello stokke med en gennemsnitsalder på – surprise – 30 år. Og resultatet udeblev da heller ikke …. Joaquín Rebolledos vine var i 1993 de første galiciske Godello vine til at vinde Zarcillo de Oro og det medførte en øget interesse for Valdeorras.

Samlet har vinhuset i dag 35 hektar fordelt på ikke mindre end 204 forskellige parceller. Vinstokkene står plantet på sydvendte skråninger på vinmarker, der strækker sig op til 700 meters højde, hvilket medfører store temperaturforskelle på dag og nat. En stor fordel, såfremt man ønsker at producere friske og saftige vine, som det er tilfældet hos Rebolledo.

Denne Tinto Barrica er på ren Mencia og al høst og den efterfølgende selektering er foretaget ved håndkraft, hvorefter vinen er gæret under temperaturkontrollerede forhold på stål. Under macerationen omrøres mosten to gange dagligt, hvorefter vinen lagres på 300 liters franske egetræsfade inden frigivelse.

 I næsen er vinen egentlig både varm og lidt vamset  med fadpræg, kanelgifler, lakrids, vanilje og chokolade dukker først op, men det følges op af en mørk og fyldig frugt af blåbær og brombær.

Smagen er også vamset, bamset og fyldig med krydrede noter, en saftig syre samt denne fyldige og koncentrerede frugt, der dog er lidt kantet og noget sød. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Veronica Ortega, Cobrana, Bierzo, Spanien

2021 Veronica Ortega, Cobrana, Bierzo, SpanienJysk Vinbar forlod vi for en stund Rías Baixas, for vi tog nu med næste vin til Bierzo, da vi helt sikkert skulle smage denne 2021 Cobrana fra den smukke,  unge samt dygtige kvindelige vinmager Veronica Ortega.

Den fremadstormende, unge Veronica Ortega har sit vinhus i Valtuille de Abajo lidt vest for León, men hun er er opvokset i Cadiz med fem ældre brødre og en berømt far, der var en kendt tyrefægter. Hun blev ramt af et vild passion for vin i 2000’erne og derefter flyttede hun til Priorat, hvor hun arbejdede med Alvaro Palacios og Daphné Glorian på Clos Erasmus.

Derefter lærte hun yderligere om vin på Burn Cottage i Central Otago i New Zealand efterfulgt af et ophold hos Niepoort i Douro og så hos Comte Armand og selveste Romanée Conti i Bourgogne inden Domaine Combier i det nordlige Rhône.

Da hun vendte tilbage til Spanien, så arbejdede hun sammen med Raúl Perez i Bierzo, fra hvis kælder hun eksperimenterede, før hun startede sit eget vinhus i 2012, som bl.a. kom i gang med lidt hjælp fra hendes ven Ricardo Palacios samt Raúl Perez.

Det var også i Bierzo, at Veronica Ortega forelskede sig i Mencia druen og dens fine evner til at udtrykke jordbunden i Bierzo … lidt på samme måde som Pinot Noir … er følsom over for dens jordtyper og højde. Den kan ifølge Veronica også minde hende om Syrah, som hun jo arbejdede med i det nordlige Rhône, bl.a. på grund af dens vilde natur og krydrede karakter. Hun siger også, at i blindsmagninger bliver de to druer ofte forvekslet.

Men derudover elsker hun på grund af dens historie, ægtheden af dens vine og den stærke atlantiske indflydelse.

Siden etableringen har hun fået samlet 5,7 hektar vinmarker sammen via enten køb eller via leje. Hun har fundet ud af, at de lokale er meget bundet til deres jord og helst ikke vil sælge.

Men med hjælp fra Ricardo Palacios fra Descendientes J. Palacios samt hans netværk, så har hun fået adgang flere topmarker med en del oldgamle vinstokke og styrer selv alt arbejdet i marken bl.a. med økologisk tilgang, plukkedato og alle beslutninger om markerne.

Hun følger økologisk praksis i sine egne vinmarker og er i gang med at konvertere til biodynamisk drift. Hendes filosofi er også klar via en biodynamisk tilgang, udelukkende naturgæring, typisk stor andel af helklaser for hendes rødvine, lagring af vine på gamle kæmpefade og/eller amphora lerkrukker og begrænset svovl, så vinene nærmer sig naturvinsgrænsen.

Hun laver meget elegante Bierzo vine … de er meget feminine, delikate, har meget lav alkohol og med en ubeskrivelig renhed i frugten … terroirtro vine med finesse og nerve.

The Wine Advocate er de seneste år blevet så begejstrede for hendes vine, at hun blev placeret på deres TOP Wine Discoveries for 2020. Samme år blev hun også  omtalt i Decanters artikel 10 great Spanish winemakers you need to know – og endda med ordene: her exceptional talent is plain to see.

Herhjemme har Langdahl nærmest også  givet hende heltestatus, bl.a. har han skrevet om hendes vin, at de har: burgundisk elegance, barolo’sk bisterhed, og nordrhone’sk røgede, urtekrydrede tranebær, slåen og granatæble.

Denne Cobrana er lavet på Mencia fra over 90 år gamle vinstokke i 750 meters højde og  som er rundet af med en lille andel af røde og hvide autoktone druesorter som Doña Blanca, Palomino, Godello, Alicante Bouschet og Estaladiña.

Cobrana er lavet med hele klaser uden afstilkning samt spontangæring på store 5.000 liter åbne trækar og har gennemgået en lang, blid ekstrahering på amphora og gamle fade. Derefter er  vinen så lagret i 12-13 måneder på henholdsvis 4.300 liter store amphora lerkrukker samt 1.500 liter brugte, franske egefade og produktionen i 2021 er på 7.500 nummererede flasker.

I næsen er det en slank, sart, energisk, letfodet, feminin og næsten burgundisk vin med en god blanding af vilde bær, kirsebær, jordbær, ribsgele, lyse svesker samt bergamottefrugt. Læg dertil lidt kul, kridt samt en kølig brise med sten, kamfer, balsamico og mynte.

Smagsmæssigt er det også en lys og stringent vin med burgundisk finesse og kølighed med en gnistrende energi. Den er lys, tørkrydret med rabarber, ribs, hindbær, stikkelsbær med bitterhed, finkornede tanniner og en syre, der er godt integreret i vinen. Jeg kan roligt sige, at jeg aldrig før har smagt Mencia på denne måde … så frisk, elegant og køligt … feminint på sin særegen facon. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7