2018 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi Gran Corte, Mendoza, Argentina

2018 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi Gran Corte, Mendoza, ArgentinaDen sidste Bodegas Valentin Bianchi topvin i Enza serien blev denne bordeauxinspireret Enzo Bianchi Gran Corte, som jeg har smagt i årgang 2018.

Det er en vin lavet på et mix af 41% Malbec, 28% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 9% Petit Verdot.

Druerne kommer fra Asti marken i Las Paredes ved San Rafael 750 meters højde og fra vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Vinstokke beskæres kraftigt og der skal hele 3 vinstokke til hver flaske Gran Corte.

Druerne høstes manuelt og gennemgår streng selektering, inden vinifikation og efterfølgende 12 måneders fadlagring, hvor 40% er på nye fade og 60% på 1 og 2 år gamle fade. Der laves årligt omkring 34.000 flasker af denne vin … plus lidt større flasker.

Igen er det en essens, et koncentrat og afkog af intens mørk frugt, men mere kølig og rank end foregående på ren Malbec. Frugten er blåbær, solbær, sorte kirsebær, våde fade og våde vaskeklude, lidt cedertræ, paprika, peber, mørk chokolade, røg, læder og vanilje.

Atter er smagen bare så imposant … koncentreret, dyb og intens. Gran Corte er mere rank og oprejst end den rene Gran Malbec, mere syrerig og frisk i frugten. Den er dermed ikke helt så blød, smeltende og fløjlsblød, men har mere kant, stringent frugt af solbær, brombær og ribs, mens tanninerne her også er mere markante og så kommer også en sjov, tannisk og jernagtig smag i slutfasen. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi Gran Malbec, Mendoza, Argentina

2019 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi Gran Malbec, Mendoza, ArgentinaMens den forrige 2021 Maria Carmen Chardonnay er dén fine hvide Bodegas Valentin Bianchi topvin, så laver vinhuset også to røde topvine under navnet Enzo og den første er denne Enzo Bianchi Gran Malbec.

Vinen er en ægte Single Vineyard & Single Parcel aka enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra 20 år gamle stokke på vinmarken Los Chacayes i 1.100 meters højde i Valle de Uco, hvor jordbunden samtidig består af dårlig jord med småsten og masser af kalk. Jorden vandes af via kunstvanding med vand fra smeltet sne fra de høje andesbjerge.

De gamle vinstokke beskæres kraftigt og der skal hele 3 vinstokke til hver flaske, som produceres. Druerne høstes manuelt og gennemgår streng selektering, inden vinifikation og efterfølgende 12 måneders fadlagring i nye franske egetræsfade. Der produceres kun omkring 7.500 flasker af denne vin årligt.

Duftmæssigt er den en komprimeret, mast og helt sammenpresset magiterning af dyb, mørk frugt. Der er tørrede stilke, chokolade og en dyb frugt med solbær, blåbær og svesker samt et fadpræg med tør engelsk og sød finsk lakrids, ristede kaffebønner, vanilje samt violer og tørrede mørkerøde rosenblade.

Som med forrige Chardonnay er smagen blød med blød på … smeltende, dyb og intens. Smagen er rig, kraftfuld, fedladen på en sødbitter med krydret note, solbærmarmelade, sveskekompot og en harmonisk syre, der bare støtter op om den velproportionerede og velklingende balance. Selv tanninerne er filet runde og giver bare lige en lille power til vinens bløde side. Rig, velkomponeret og mægtig vin, så 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Bodegas Valentin Bianchi, Maria Carmen Chardonnay, Mendoza, Argentina

2021 Bodegas Valentin Bianchi, Maria Carmen Chardonnay, Mendoza, ArgentinaJeg mindes fortsat vinene fra Bodegas Valentin Bianchi, som jeg i mine yngre dage var helt pjattede med. Siden er jeg kun stødt på vine fra huset i ny og næ … men nu sidder jeg så med deres 3 topvine startende med denne 2021 Maria Carmen Chardonnay.

Bodegas Valentín Bianchi hører til blandt de ansete producenter i Argentina. Valentín Bianchis vine er utroligt populære – især i USA – og roses i høj grad af Robert Parker. Vinhuset er grundlagt i 1928 af Don Valentín Bianchi, som havde en drøm om at eje en lille vingård og selv lave vin.

Don Valentín Bianchi kom fra Fasano i Italien og han var egentlig lærer, men i 910 emigrerede han til Argentina med en stor og solid iværksætterånd om at blive vinbonde og han slog sig ned i San Rafael i Mendoza.

Der begyndte han sit livsprojekt og fik så i 1928 sin egen vingård, som han kaldte El Chiche … det betyder noget i retning af; den lille vingård af store vine.

Don Valentín søn Don Enzo Bianchi fortsatte faderens arv og var virkelig banerfører for fremstilling af kvalitetsvine. Han stod også i 1995 bag opførelsen af et revolutionerende produktionsanlæg for mousserende vin i Mendoza … et byggeri, som gjorde San Rafael til en turist destination for vinelskere og i dag årligt besøges af over 85.000 mennesker.

Det er i dag også blevet en større historie, for nu omfatter vingården mere end 700 hektar vinmarker og salg af vinene i hele verden. I San Rafael har man bl.a. vinmarkerne Las Paredes, Asti samt Doña Elsa i Rama Caíd, mens de i Uco Valley også har bygget et flot vineri, som kaldes Bodega Enzo Bianchi og dertil marken Finca Enzo.

Det er 3. generation af Bianchi familien som driver vingården i dag, nemlig Raúl, Sylvia og Valentín Bianchi samt Ricardo Stradella, og de har indrettet et supermoderne vineri  i Mendoza og har alle deres vinmarker både i San Rafael samt Uco Valley.

Vinene

Samlet smager jeg nu disse 3 topvine fra huset:

Denne første Maria Carmen Chardonnay er lavet med Chardonnay druer fra 18. blok af Las Paredes vinmarken i San Rafael i 770 meters højde og 40 år gamle vinstokke. Vinen er lavet af vinmageren Silvio Alberto og er opkaldt efter Enzo Bianchis livsledsagerske.

Druerne høstes manuelt og gennemgår streng selektering, inden vinifikation og efter endt fermentering 12 måneders fadlagring på franske egetræsfade, hvoraf ca 1/3 del er nye og 2/3 dele er brugt 1 gang tidligere. Der produceres årligt kun et sted mellem 2.900 til 6.300 flasker afhængig af årgangen.

Duftmæssigt en sand frugteksplosion … totalt chardonnay’sk med erotisk og eksotisk tyktflydende frugtnektar fra dåsepærer, fersken, mango, ananas og selvom det absolut klart er en fadlagret, oversøisk Chardonney, bliver det aldrig gumpetungt på nogen måder, men har selvfølgelig lidt sødme, vanilje og lakridskonfekt.

I munden imponeres du dog allermest, for vinen smelter vitterlig i munden som chokoladetrøfler på et glohed solskinsdag i ørkenen, da vinen er ultra fløjsblød og cremet med kæmpe blid- og blødgørende imødekommenhed. Det er modne pærer og bløde ferskner, abrikos, grillet lemon samt mere af den tropiske frugt, men samtidig med en vis friskhed, rund syre, vanilje, hvid chokolade og ganske svagt lidt blødkalket mineralitet. Det er forkælelse i 6. potens, så 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7