2016 Parigot & Richard, Crémant de Bourgogne La Sentinelle Extra Brut, Bourgogne, Frankrig

2016 Parigot & Richard, Crémant de Bourgogne La Sentinelle Extra Brut, Bourgogne, FrankrigFor næsten præcis ét år siden smagte jeg en 2017 Crémant de Bourgogne Cuvée Origines Brut fra Parigot & Richard i Savigny-lès-Beaune. Nu smager jeg så søstervinen 2016 Crémant de Bourgogne La Sentinelle Extra Brut.

Vinen er egentlig en Non Vintage, men da degorgering er sket i marts 2020 efter hele 36 måneders lagring, så vinen må derfor være fra 2016 årgangen.

Vinen er lavet på et blend af 80% Chardonnay og 20% Aligoté, som der først er lavet en grundvin af. Herefter er så flasket og lagret med andengæring i 36 måneder inden degorgering 24/3 2020 med kun 4 gram dosage pr. liter og dermed bliver det en extra brut vin.

Lidt aggressiv på boblerne i næsen og har samme fine vildhed og sammenligning med ægte champagne, for der er masser af gær, vild ren frugt af stikkelsbær, syrlig æblemost, hyben, ristet rugbrød, meget tør lethed og meget svagt lidt karamel.

Selvom boblerne også smagsmæssigt er godt brusende i starten, så aftager bruset forholdsvis hurtigt og afslører en frisk, småbitter og syrlig vin, hvor der er godt med lemon, citroner og hyben suppleret med lidt grønne og umodne æbler med masser af syre. Det er ikke sådan ultra tørt, for man fornemmer en lille sødme, som giver god balance og lidt venlighed. Som sidst vil jeg sige, at det lige så godt kunne være champagne og smager fremragende. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Château Barouillet, Monbazar, Sud-Ouest, Frankrig

2019 Château Barouillet, Monbazar, Sud-Ouest, FrankrigInden kaffen sluttede vi gourmetaftenen med lidt dessert og denne Monbazar 2019 fra Château Barouillet.

Vingården ligger i Pomport omkring 50 kilometer fra selve Bordeaux by, men er i regionen Monbazillac, der egentligt mest regnes ind under Bergerac som en underregion af det øverste Sydvestfrankrig med en stor indflydelsen fra Bordeaux.

Bergerac’s grænser svarer mere eller mindre til arrondissement Bergerac og omfatter omkring 12.000 hektar vinmarker, der så er fordelt på 1.200 vinproducenter. På trods af regionens ret lange, varierede historie, så spiller Bergerac vine ofte anden violin til Bordeaux mod vest.

En af de mest berømte appellationer i området er Monbazillac, der udelukkende producerer søde hvide vine og Château Barouillet er både producent af disse søde vine, men også hvidvine rødvine, pétillant naturel og orangevine.

Château Barouillet er et ældre familieforetagende, der har været drevet af Alexis familien i nu 8. generationer og i dag er det den unge Vincent Alexis, der står for produktionen og arbejder sammen med sin far og bedstefar for at dyrke jorden.

Vincent tilsluttede sig sin far Gérard i 2010 og startede omgående med at omlægge til økologisk drift, hvilket var gennemført i 2014 og i 2020 har de også opnået biodynamiske certificering.

Familien har samlet 45 hektar vinmarker i hele Monbazzillac, Bergerac Pécharmant og Cotes de Bergerac. På markerne dyrker de Sémillon, Muscadelle, Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Chenin, lidt lOndenc, Ugni Blanc samt Chardonnay.

De røde druer er for området typiske sorter som Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, men også Pinots Noir, Poulsard og Trousseau.

Denne 2019 Monbazar er lavet på 50% Chenin, 25% Semillon, 20% Muscadelle og 5% Ondenc, der er høstet med et beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar, da alle druerne er ramt af botrytis.

Vinen er lavet med spontangæring alene med den naturlige gær og er sket over hele hele 12 måneder, men stoppes ved 10,5% alkohol, hvorfor vinen så heller ikke kan komme under appellationen AOP Monbazillac, da dette kræver mindst 12% alkoholprocent. Der er flasket efter en meget let filtrering.

Sødlig nektarnæse med tørret fersken og abrikos, stikkelbær, kvæde, kandiserede hyben, tørret ananas, valnødder og virker lidt vokset eller olieret i udtrykket.

I munden er det selvfølgelig også en sød vin, men har samtidig en friskere frugt, har lidt citroner og modne æbler … måske nærmere lidt æblejuice og flydende abrikosmarmelade. 89 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 La Grange aux Belles, La Chaussée Rouge, Loire, Frankrig

2021 La Grange aux Belles, La Chaussée Rouge, Loire, FrankrigNæste ret var ren vegansk … et slags skind lavet på rygeost med bagte rødbeder nedenunder og så et drys lakrids, mens vinen blev denne 2021 La Chaussée Rouge fra La Grange aux Belles i Loire.

Vinhuset ligger mere præcist i Soulaines sur Aubance i Anjou og er grundlagt i 2004, hvor Marc Houtin forlod sit job i olieindustrien og skabte La Grange aux Belles ud fra en kæmpestor passion for vin og vinproduktion.

Han havde lige forinden opnået et diplom i ønologi i Toulouse efter adskillige praktikophold … især på Château d’Iquem. Han købte sin vingård med 12 hektar marker hovedsagelig beliggende på bjergskråningerne i Aubance.

I starten blev druerne blot solgt til det nærtliggende Brissac kooperativ, men samtidig begyndte han at vinificere visse plots og lave de første vine. Allerede i 2004 havde han mødt Julien Bresteau, mens han var praktikant på Domaine de Montgile og de to blev gode venner, men i 2007 kom Julien med som partner i La Grange aux Belles efter nogle år at ha’ hjulpet med arbejdet på gården.

Året efter mødte de også Gérald Peau – alias Jesse – der arbejder som bartender i den mytiske Red Circle i Angers og via ham fik de øjnene op for verdenen af vin og det endte med, at han også blev en del af projektet.

De lille trio på La Grange aux Belles laver vilde, alternative og økologisk vine fra i dag 15 hektar vinmarker med  lokale druesorter som Cabernet Franc, Grolleau, Pineau d’Aunis og Chenin Blanc og siden 2012 har de ikke leveret druer til koopetiver, men anvender alle druerne til deres egne vine.

Denne La Chaussée Rouge er lavet på 30% Grolleau og 70% Cabernet Franc, men i  denne årgang skulle der vistnok være halv af hver druesort. Den er lavet efter maceration carbonic metoden for at fremme den saftige røde frugt. Den høje andel af Grolleau gør, at vinen må aftappes som en simpel Vin de France.

I næsen er der mørk frugt, brombær, blåbær og sorte kirsebær, kul, bittersød tobak, blyanter, grafit og nelliker. Den virker bondsk og har da også lidt gedestald, krudt, blodpølse, banan, jern, røg, gran og måske endda også lidt granatæbler.

Den er smagsmæssigt meget saftig og har en rustik bondsk syre, hvor der er jern, urter og samtidig nærmest en læskende side med et følelse af, at dette er en nem og hverdagsagtig bondevin med denne økologiske og biodynamiske kant. 89 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7