2021 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, FrankrigFor lidt over et år siden fløj  denne Apache Broully 2020 fra Domaine Aux Ardents direkte ind i mit hjerte … og nu tester jeg vinen i en ny årgang 2021.

Frank Johansen fra den danske importør Blancs.dk har fortalt, at vinen i årgang 2021 er meget anderledes end 2020’eren. Den er drejet i en langt mere naturlig retning og har lavere tilsætning af svovl med kun beskedne 1 gram pr. hektoliter.

Men lad os først igen kigge nærmere på Domaine Aux Ardents, der er en mikroproducent, som ligger ved Odenas under AOC Brouilly appellationen i Beaujolais.

Det lille vinhus drives af Thomas og Mylène Juban, som startede i 2018 med at lave vin, da de købte en lille mark på 1,38 hektar ved siden af deres hus. De havde dog aldrig lavet vin før og de vidste heller intet om styringen af en vingård og der var slet ingen i hele deres familie, som havde været vinbønder.

Med ungdommens uskyldige iver kastede de sig alligevel over vinproduktionen, konverterede marken til økologisk drift, købte to bistader samt en håndfuld høns til gå og hakke rundt i markerne, så i 2019 kunne de starte med at lave deres første vin … samt er par kilo honning.

Ved siden af sit job som mekaniker er Thomas Juban blevet en af Beaujolas’ bølge af nye, talentfulde vinbønder, som laver sine vine næsten som naturvin uden for megen indgriben i produktionen og ingen eller meget lidt tilsætning af svovl ved aftapning.

Det gælder også i markerne, hvor jorden bearbejdes meget lidt og får grøngødning med svovl- og kobberbaserede behandlinger … men mest gødning baseret på afkog af planter.

Apache Broully 2021 er kun 3. årgang, som Thomas Juban har lavet af vinen. Det er 100% Gamay fra hans lille mark. Vinen er lavet på betonkar med en forholdsvis lang gæring og maceration, hvilket er efterfulgt af 7 måneders lagring med halvdelen i betonkar og den anden halvdel i burgundiske 228 liter barriques.

WAUW … de 4 karakteristiske rotorblade på Boeing AH-64 Apache kamp helikopteren roterer sgu fortsat, men som fortalt anderledes, men det er på ingen måder dårligt. Det er landligt, bondsk og måske knap så lyst og let, men vor roterende lufttransportfartøj skal jo også først lige lette. Der er lidt mus, bio bio kant, en halv malerspand og lidt acetone, men også en rigtig beaujolaisfrugt med mest kirsebær, friske jordbær, ribs, surmælk og virker nærmest saftdryppende saftig og har et fadpræg, der er mindre end i 2020’eren, men da fortsat giver sødme med lakridskonfekt, vanilje og mandler.

I munden har vinen den typiske beaujolaisbondskhed, men akkurat som sidste gang bare så smooth, blød og læskende. Smagen er også mørkere end i 2020’eren og knap så burgundisk, men mere klassisk Beaujolais, med en blød frugt af kirsebær, brombær, tranebær samt en lidt sødbitter lemonagtig nerve, en blid syre og igen er der bare lift-off med en maksimal vægt på 6,8 tons og det klarer Apache snildt, så 95 point.

Forhandles af Blancs.dk, hvor du kan købe en sixpack til beskedne 1.200 kr. inklusive forsendelse … og det er sgu billigt. Du kan bare skrive til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Pennisi, Etneide Etna Rosso, Sicilien, Italien

2015 Pennisi, Etneide Etna Rosso, Sicilien, ItalienCastiglione di Sicilia ligger på den nordlige side af den iltre vulkan Etna og der finder vi vinhuset Società Semplice Agricola Pennisi, som står bag denne næste vin … en 2015 Etneide Etna Rosso.

Der er tale om en vingård, der har været drevet af Pennisi familien i mere end 150 år, men i dag er det den unge Stefano Pennisi, der står i spidsen for Vini Pennisi.

Familien dyrke vinstokkene efter de traditionelle teknikker med respekt for miljøet og den naturlige udvikling af vinstokkene og alt arbejdet udføres manuelt.  Hver enkelt vinstok får opmærksomhed og omsorg med det mål, at lave intense vine … og således drives alle marker uden brug af syntetiske kemikalier, herbicider og kemisk gødning.

Der er ikke ret mange oplysninger om vinhuset og fx antal hektar vinmarker, men så må vi jo i stedet bare se nærmere på denne vin … Etneide Etna Rosso i årgang 2015.

Den er lavet på 100% Nerello Mascalese, der kommer husets vinmarker ved Verzella og Chiappemacine i 580 meters højde med en vulkansk undergrund og 10-40 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en alkoholgæring på 12 dage og maceration samlet set over 30 dage. Der er sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 12-18 måneder på egefade og derefter 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der tørrede roser, violer, kul, tørv samt en lys frugt med blommer, lyse kirsebær og man mærker faktisk lidt baroloagtig noter suppleret med luftighed, gazebind, nogle lette krydderier, lys og stram balsamico, let vanilje, karamel … virkelig smuk, skarp, præcis … shit det dufter fremragende.

I munden er der også en lys og let vin med et strøg solskin … det er moreller, rabarber, hindbær og lyse blommer. Den har samtidig en syre med noget sødbitter lemon og tonicvand, hvilket så bidrager til den smukke, lette, lyse og nærmest æteriske side. Der er knastørre tanniner, lyse og tørre og sætter sig stille og roligt på fortænderne. Sådan skal en vin fra nordsiden af Etna bare skrues sammen, så man bliver ekstatisk og elektrisk. 95 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Podere San Cristoforo, Ann, Toscana, Italien

2021 Podere San Cristoforo, Ann, Toscana, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte vinen Carandelle fra Podere San Cristoforo udenfor Bagno di Gavorrano i Maremma og nu smager jeg igen en vin fra huset … deres hvide 2021 Ann.

Denne hvidvin er lavet på den ukendte drue Vernaccia. Den er flasket i en utraditionel flaske, og den svovles også markant mindre end reglen, så derfor har bagmanden Lorenzo Zonin også aftappet den som Toscana IGT.

Vinens navn Ann hentyder selvfølgelig til den kvindelige hovedrolle i filmen King Kong og derfor har vinen også en utraditionelle etiket på flasken med en tegning af den store abe. Huset laver også en Pét Nat på Vernaccia kaldet Rebel og ligeledes med King Kong på etiketten.

Vinen er vildgæret og gæret og lagret på tank, for at bibeholde druens sprøde og grønne frugtighed.

Duften er let, frisk og frugtrig med både fersken, melon, pærer … ukompliceret og med lidt krop, men slet ikke på maskulin King Kong niveau. Der er lidt blomsterbutik … ellers ikke hverken eksplosiv, udtryksfuld eller højtråbende på nogen Gorilla måde … men dog meget passende dyrisk eller lettere animalsk uden for meget abegrotte.

I munden er vinen forholdsvis let, letlevende og letløbende, det er grønne æbler, lemon med let bitterhed samt salte mineraler. Det gør vinen frisk, grøn og spændstig med en lille tør bitterhed. 90 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7