2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, Spanien

2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, SpanienBodegas Llicorella i Priorat er ét af mange vinhuse, som er er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares. Den familie har vi jo stødt på en del gange her på vinbloggen og her er det med vinen 2021 Minairó.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer efterhånden ret mange vinhuse i Spanien. De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde Bodegas Juan Gil. Siden 2002 har familien med den 4. generation ved roret i form af brødrene Miguel og Ángel Gil udvidet deres aktiviteter betydeligt.

De ejer eller kontrollerer i dag 1.766 hektar vinmarker … de fleste beliggende  i 700 og 850 meters højde på sand- og kalkstensrig jord, meget næringsfattig uden kunstvanding. Det betyder en produktion på ikke mindre end 10 millioner liter vin om året.

Sidst jeg undersøgte det, så talte jeg ikke mindre end 11 vinerier, som er

  • Lagar Da Condesa i Rías Baixas
  • Bodegas Shaya i Rueda
  • Cellers Can Blau i Montsant
  • Bodegas Tridente i Castilla y León
  • Bodegas Atalaya i Almansa
  • Bodegas Morca i Campo de Borja
  • Bodegas Llicorella i Priorat
  • Bodegas Rosario Vera i Rioja
  • Bodegas Juan Gil i Jumilla
  • Bodegas El Nino i Jumilla
  • Bodegas Ateca i Calatayud

Bodegas Llicorella ligger i kommunen El Molar i en vingård kaldet Mas Perxet, som ligger helt ud til Siurana floden i et barskt landskab med skiferholdig marker, som er typisk for området.

Denne 2021 Minairó er lavet på 40% Garnacha , 30% Cariñena, 20% Syrah og 10% Merlot. Druerne blev håndplukket og hver sort har så gæret separat i små kar i 10 dage ved 28 grader. Derefter er hver af de forskellige sorter lagret 6 måneder på franske egefade og først derefter er vinen endelig sammenstukket.

Duftmæssigt er det en varm, eksplosiv og småopulent aroma, nærmest sådan lidt bondsk, rustik med blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det dufter saftigt, blødt og varmkrydret, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt. Man fornemmer samtidig en stor samt varm saftighed.

Selvom duften måske virker lidt for varm og sødkrydret, så er det virkelig i smagen, at vinen udfolder sig, for dér er godt med tørhed, en mere kølig, streng og bitter frugt …  brombær, kirsebær, blommer samt et nærmest stenet og mineralsk udtryk. Der er ret markant og rå tanniner, der samtidig river lidt i munden på bedste måde … men alligevel med en lille frugtsødme. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 224,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, Veneto, Italien

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I'm) Perfetto, Veneto, ItalienDenne vin strutter af stor selvtillid, for den har tilnavnet (I’m) Perfetto – jeg er perfekt – og er Cantine Buglionis 2020 Valpolicella Superiore Classico.

Vinhuset er vi stødt på før på bloggen og jeg har også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot nærmere på den perfekte vin.

Vinen er lavet på fremstillet på et helt klassisk Amarone blend af 50% Corvina, 20% Corvinone, 25% Rondinella og 5 % Croatina, som i årgang 2020 for kun anden gang er opgraderet med økologisk certificering.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader i 10 dage med yderligere maceration i 10 dage, mens en del er lavet på lufttørrede druer efter appassimento-metoden, som kendes fra produktionen af Amarone.

Efter endt fermentering er de to vine samlet og gennemgår så malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 750 liter tonneaux-fade og 5.000 liters traditionelle egetræsfade.

Slam … duften er meget anderledes end forventet, for der er nærmest noget jul over duften med masser af nelliker, allehånde, brunkagedej og en frugt med kirsebærsauce, blommer, let rosin og grønne grene, violer og friske grønne krydderurter. Det er en meget oprejst og lilla aroma … hvis det bliver mening?

Smagen er lidt i samme boldgade … har lidt samme frugt med søde, umodne blommer, røde kirsebær, ribs og moreller. Men så kommer denne smag af nelliker og andre søde krydderier, der aspirerer lidt til Mellemøsten, kakao og lidt Primitivo sødme og varme. Det er ikke en vin, som jeg blev bedste venner med. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Rosso, Umbrien, Italien

2018 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Rosso, Umbrien, ItalienArnaldo Caprai Società Agricola er et af de mest respekterede vinhuse i Montefalco i Umbrien … men det er derfra, at jeg nu smager denne 2018 Anima Umbra Rosso.

Jeg besøgte Caprai i 2017 … og det besøg kan du læse mere om i indlægget; Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper.

Under det besøg smagte jeg dog ikke denne Anima Umbra Rosso, selvom vinen er fremstillet siden 2006. Det er en vin, som er lavet på 85% Sangiovese og 15% Canaiolo. Efter gæring og maceration er vinen lagret 8 måneder på franske egetræsfade og minimum 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke en fin aroma … har lidt Brunello vibe med kirsebær, ribs, hindbær og svesker, godt med violer, gran og lidt søde noter samt et disket fadpræg med vanilje, lakrids, kanel og mælkechokolade, lidt mandler og røg. Dufter sgu meget indbydende.

I munden er der bestemt noget af den tørhed, som Caprai vil nærmest også er kendt for. Det er en lettere og lidt krydret vin med en frugt af sure kirsebær, ribs og en vis lemonagtig bitterhed, meget tydelige, tørre og let pebrede tanniner, en vild og let rustik syre… og godt med røg, tørt træ og bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7