2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, Spanien

2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, SpanienBodegas Llicorella i Priorat er ét af mange vinhuse, som er er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares. Den familie har vi jo stødt på en del gange her på vinbloggen og her er det med vinen 2021 Minairó.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer efterhånden ret mange vinhuse i Spanien. De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde Bodegas Juan Gil. Siden 2002 har familien med den 4. generation ved roret i form af brødrene Miguel og Ángel Gil udvidet deres aktiviteter betydeligt.

De ejer eller kontrollerer i dag 1.766 hektar vinmarker … de fleste beliggende  i 700 og 850 meters højde på sand- og kalkstensrig jord, meget næringsfattig uden kunstvanding. Det betyder en produktion på ikke mindre end 10 millioner liter vin om året.

Sidst jeg undersøgte det, så talte jeg ikke mindre end 11 vinerier, som er

  • Lagar Da Condesa i Rías Baixas
  • Bodegas Shaya i Rueda
  • Cellers Can Blau i Montsant
  • Bodegas Tridente i Castilla y León
  • Bodegas Atalaya i Almansa
  • Bodegas Morca i Campo de Borja
  • Bodegas Llicorella i Priorat
  • Bodegas Rosario Vera i Rioja
  • Bodegas Juan Gil i Jumilla
  • Bodegas El Nino i Jumilla
  • Bodegas Ateca i Calatayud

Bodegas Llicorella ligger i kommunen El Molar i en vingård kaldet Mas Perxet, som ligger helt ud til Siurana floden i et barskt landskab med skiferholdig marker, som er typisk for området.

Denne 2021 Minairó er lavet på 40% Garnacha , 30% Cariñena, 20% Syrah og 10% Merlot. Druerne blev håndplukket og hver sort har så gæret separat i små kar i 10 dage ved 28 grader. Derefter er hver af de forskellige sorter lagret 6 måneder på franske egefade og først derefter er vinen endelig sammenstukket.

Duftmæssigt er det en varm, eksplosiv og småopulent aroma, nærmest sådan lidt bondsk, rustik med blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det dufter saftigt, blødt og varmkrydret, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt. Man fornemmer samtidig en stor samt varm saftighed.

Selvom duften måske virker lidt for varm og sødkrydret, så er det virkelig i smagen, at vinen udfolder sig, for dér er godt med tørhed, en mere kølig, streng og bitter frugt …  brombær, kirsebær, blommer samt et nærmest stenet og mineralsk udtryk. Der er ret markant og rå tanniner, der samtidig river lidt i munden på bedste måde … men alligevel med en lille frugtsødme. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 224,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7