2019 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Caiño, Rías Baixas, Spanien

2019 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Caiño, Rías Baixas, SpanienMed sidste vin fra Bodegas Forjas del Salnés blev det – som lovet – på ren Caiño, for det var nemlig deres 2019 Goliardo Caiño, som der kun er lavet beskedne 1.200 flasker af.

Vinen er lavet med Caiño druer fra en 1 hektar mark med sandet og granitholdig jord samt 50 år gamle vinstokke og dyrket efter økologiske principper.

Høsten er sket manuelt med efterfølgende nænsom sortering, hvorefter gæring og maceration er sket spontant alene med druernes naturlige gærceller i store 4.600 liter neutrale egetræsfade, hvor vinen også slutteligt også har lagret 12 måneder før aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen er det en markant blødere vin end foregående … her med kirsebær og jordbær i frugten, men også fadlagringen kan man også dufte med det samme med lidt vanilje og kanel. Men derudover kan man fange jern, bitterhed, laurbærblade, masser af sten, mineraler, rosmarin samt svagt lidt blomster og mejeri med ymer.

Smagen er fyldt med frugt … men bestemt godt syrlig. Der er både sure ribs, tranebær, rabarber samt masser af lemon- og citronsyre, ganske sur på samfundet, grøn, urtet og ganske tør. vinen har stillet sig over i hjørnet, men når den kommer væk derfra, så er den frisk, lys, charmerende, sprød og endda elegant. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, Spanien

2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, SpanienNæste vin var rød, men dog fortsat fra Bodegas Forjas del Salnés, for det var deres 2020 Goliardo Tinto … en vin jeg før har smagt i årgang 2018.

Vinen er lavet på et mix af de lokale druesorter … 40% Caíño, 20% Espadeiro, 20% Loureiro og 20% Sousón aka Sousão.

Det er således druen Caíño, der er den styrende drue i dette mix, men Bodegas Forjas del Salnés laver endda også en vin udelukkende på druen … Goliardo Caíño, hvilken vi faktisk skulle smage som næste vin.

Al høst foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering efterfulgt af gæring, som sker i både ståltanke og egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egetræsfade, både barriques og 500 liter tonneaux samt 1.500 liter foudres.

Det dufter sgu af rigtig bondevin … på den gode måde, for det er landligt, animalsk og har både godt med kirsebær, banan, grøn peber, koks, kul, blomster, lynghonning, grøntsagsfond og fennikel … og alt med et lille frisk pust.

I munden er Goliardo Tinto også bondsk … har nemlig denne rustikke og kantede syre og virker på en eller anden måde langt mere syrlig end forventet. Som med 2018’eren spræller vinen sgu nærmest i munden med den vilde syre, syrlige kirsebær, bitterhed, tørhed, tørre sten, jern og andre hårde mineraler og alt alligevel på en læskende og saftig måde. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana Genoveva, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana Genoveva, Rías Baixas, SpanienVi skulle smage flere vine fra Bodegas Forjas del Salnés og næste i rækken var fabelagtig, husets elegante 2021 Leirana Genoveva.

Dette er en vin, som jeg ikke tidligere har smagt, men hold nu op, hvor er den god. Den er lavet med Albariño druer fra op imod 200 år gamle vinstokke på den mark, som hedder Genoveva.

De gamle kringlede stokke står plantet via pergolametoden på marken, som i dag ejes af en over 90 år gammel ældre dame, hvis mor hed Genoveva.

Rodrigo Mendez er venner med den gamle dame og dyrker i dag marken med respekt for de traditioner, som marken i århundreder har været præget af. Dette har også medført en aftale om, at han i sin levetid har ret til at dyrke marken.

Al høst på den granitholdige og veldrænende mark foretages i hånden, mens gæringen sker spontant med de naturlige gærceller og mosten hviler i lang tid på kvaset. Lagringen foretages slutteligt på gamle foudres.

WAUW … det er smukt og  nærmest med en burgundisk duft med smørfedme, brunet smør, ristede hasselnødder, vanilje, æterisk og let og samtidig med en frugt af pærer samt lidt eksotisk frugt med ananas, papaya, abrikos, søde mandariner og hvide blomster. Det dufter himmelsk.

I munden kommer man indunder smørfrakken og dér viser vinen sin sjæl, sit benede skelet og skarpe hjerne, for det er smagsmæssigt så stramt, pivfrisk, syrligt, krisp og præcist. Det er let, elegant, levende og dansende  med masser af lemon … i det hele taget proppet med lys og syrlig frugt, virkelig intens og lækker med mineralsk rygrad samt 97 point. Stor  vin og til 269 kr. ved køb af 3 flasker, så burde man fylde kælderen med en kasse eller to.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7