2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, Spanien

2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, SpanienNæste vin var rød, men dog fortsat fra Bodegas Forjas del Salnés, for det var deres 2020 Goliardo Tinto … en vin jeg før har smagt i årgang 2018.

Vinen er lavet på et mix af de lokale druesorter … 40% Caíño, 20% Espadeiro, 20% Loureiro og 20% Sousón aka Sousão.

Det er således druen Caíño, der er den styrende drue i dette mix, men Bodegas Forjas del Salnés laver endda også en vin udelukkende på druen … Goliardo Caíño, hvilken vi faktisk skulle smage som næste vin.

Al høst foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering efterfulgt af gæring, som sker i både ståltanke og egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egetræsfade, både barriques og 500 liter tonneaux samt 1.500 liter foudres.

Det dufter sgu af rigtig bondevin … på den gode måde, for det er landligt, animalsk og har både godt med kirsebær, banan, grøn peber, koks, kul, blomster, lynghonning, grøntsagsfond og fennikel … og alt med et lille frisk pust.

I munden er Goliardo Tinto også bondsk … har nemlig denne rustikke og kantede syre og virker på en eller anden måde langt mere syrlig end forventet. Som med 2018’eren spræller vinen sgu nærmest i munden med den vilde syre, syrlige kirsebær, bitterhed, tørhed, tørre sten, jern og andre hårde mineraler og alt alligevel på en læskende og saftig måde. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7