2020 Domaine Sorine, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Sorine, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigMed en up-coming Bourgogne smagning lige om hjørnet, så kan man da lige varme op med et godt glas burgundisk saft og det blev denne 2020 Santenay Vieilles Vignes fra Domaine Sorine.

Vinhuset ligger i Cheilly-lès-Maranges mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og er i dag ejet af Christian Sorine og hans kone Emma.

Sorine familien stammer oprindelig fra Santeney, hvor de var en af de ældste vinfamilier. Christians farfar Charles Sorine var dog den, der efter phylloxera epidemien genoptog vinavlen på den gamle vingård.

Da han døde i 1946 overtog overtog sønnen Jean driften og stod også i 1973 bag opførelsen af en nyere vingård i Santenay le Haut og fik senere i 1987 hjælp fra sønnen Christian Sorine. Det er dog først under Christians ledelse, at familien er begyndt at flaske og sælge vinene under eget navn.

De har også betydet, at Christian og Emma hurtigt fik for lidt plads på vingården i Santeney, hvorfor de i stedet har fundet en ejendom i Cheilly-lès-Maranges med store, gamle vinkældre fra det 15. og 18. århundrede, der tillader lagring af vinene på de mange fade.

Samlet har Domaine Sorine 12 hektar vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og alle markerne dyrkes efter økologiske principper, selvom man dog ikke er certificeret.

Vinificeringen sker efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foregår ved håndkraft, mens druer både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.

Duftmæssigt er det usvigeligt Bourgogne, for vinen har denne lette Pinot Noir frugt samt en ret grøn kant, hvor der både er nelliker, lidt gran, hybenroser, tørt træ, lidt hæfteplaster, lyse kirsebær, jordbær, ribs … virker måske endda lidt tør og krydret i stilen med en snert af candy slik halskæder og lidt vanilje, men det er nu meget lidt.

Smagen er rigtig lækker og har – som med duften – en lillebitte grøn kerne, men det er langt mindre rent smagsmæssigt. I stedet har den en fin, ren og let frugt, masser af ribs, hindbær og rabarber samt en stringent, frugtrig og direkte syre, som dog er luftig, frisk, balanceret og suppleret en en svag bitterhed, bløde tanniner … virker ungdommelig og rigtig burgundisk. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Byggemøde 1. oktober … hos Houlberg & prognose med 100% chance for vin

Brix aka nullermanden aka Wanna-be Lyngvild, Tånums svar på Otto Leisner samt Kim Schumachers uægte søn havde til seneste møde i vor byggesjak planlagt at være i centrum og atter komme på hoved fotoet. da han allerede fra start flashede sine nye vinøse strømper.

Byggemødet skulle holdes hos mig, men da det ramte midt i en tid, hvor jeg havde nok at se til, så havde jeg fundet en række coravin’ede vine frem, så jeg ikke også i løbet af aftenen skulle bruge så meget tid på smagsnoter, men kunne koncentrere mig om gæsterne og at lave maden.

Jeg havde i løbet af dagen lavet så meget af retterne, som jeg kunne og havde dagen forinden været på havnen i Aarhus for at købe lidt frisk tun, mens jeg i løbet af dagen også fik dækket op til endnu en aften med byggesjakket, god mad, lækre vine og masser af sjov.

Men da sjakket i form af netop sok-nullermanden, sjakbajs Jesper, arbejdsformand Keeper og arbejdsdreng Flemming var mødt ind til tiden kl. 17.00, så startede vi alligevel – helt som vanligt hos Houlberg – i havestuen, hvor vi startede med lidt bobler.

Jeg havde fundet et par spændende mousserende vine frem, nemlig en Sangiovese baseret Spumante Rosé fra ikonproducenten Bibi Graetz og en Cava fra Oriol Rossel.

Derefter startede vi – også i havestuen – med aftenens første ret, som var nogle friterede kartoffel/kyllingelår med lidt dyppelse, som bestod af lidt tomat/chilisalsa. Det er en ret, som jeg havde set på Instagram og nu havde forsøgt at efterabe uden den mindste opskrift, men de smagte nu ret godt.

Vi nåede også den ene hvidvin, inden vi satte os til bord til de restende retter og mere vine.

Maden

Jeg havde forberedt en lille menu med 6 retter … og menukortet viste, at vi skulle igennem disse små hjemmelavede retter:

Friterede kartoffel/kyllingelår med dyppelse

Den første ret har jeg jo allerede skrevet lidt om, men I skal da ikke snydes af et foto af de friterede kartoffel/kyllingelår tilsat lidt ost og majskorn.

Man steger og koger lidt kyllingelår, skraber kødet af, hakker det og blander det med moste, kogte kartofler, ost, majs … og så former en kugle omkring lårbenene fra kyllingen. De fristeres så ved hård varme og er så færdige … klar til at spise.

Avokadotatar med ørredrogn og karse

Dette er en ret, som jeg før har lavet og selv er total vild med. Den fine kombination af den bløde avokado, den lidt fyldig samt let salte ørredrogn, som lige popper i munden suppleret med lidt karte på toppen er en super kombi.

Den blev selvfølgelig indtaget med lidt hjemmelavet brød fra Caputo mel, langtidshævet og bagt på 300 grader i ovnen på bagestål og her i to udgaver, hvor der i den mørke er tilsagt lidt maltmel.

Gnocchi med svampe og spinat

Jeg elsker gnocchi og havde besluttet mig for, at aftenen skulle være næsten kødfri, så derfor lavede jeg denne ret med lidt champignon og frisk spinat … lige stegt op i fløde og revet parmesan på toppen.

Lynstegt tun med sort sesam og tang

Selvom vi ikke skulle ha’ kød, så havde jeg dog købt lidt tun, som var lynstegt i 15 sekunder på hver side og så rullet i sorte sesamfrø. Det blev serveret med lidt tang på toppen og så en mayo med masser af revet peberrod og østerssauce.

Det både ser og smager fremragende.

Arla Unika oste i hjemmelavet blommesyltetøj

Okay … næste ret var nem, for det var blot 3 købte Arla Unika oste i form af Gnalling, Havgus 12 samt Den Hvide Dame … men der havde også sneget sig en Castello blåskimmelost med, da der jo lige skulle lidt mugost med. Men den kommer jo dybest set også fra Arla … og alle lå i lidt blommesyltetøj, som jeg havde lavet et par dage før.

Små tarte tartin med vaniljeis

Vi sluttede med lidt tarte tartin … også lavet efter en lille video på Instagram, hvor æbler skæres i skiver, koges let og så rulles sammen med lidt butterdej til små roser, som så bages i ovnen med lidt karamel lavet på panden. De blev serveret med lidt is.

På det tidspunkt var alle vist også godt mætte.

Vinene

På den vinøse front havde jeg forberedt 14 vine … lidt mange, men det var svært at fravælge, når man nu gerne vil præsentere nogle af de vine, som man selv synes er fantastiske. Dermed så feltet sådan her ud denne aften:

Da alle vinene – lige undtagen de mousserende – var coravin’ede, så er der link ovenover til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser af vinene, så – for hovedparten – også faldt i byggesjakkets smag. Meget udenfor normale, så havde jeg denne gang slet ingen Spätburgunder aka Pinot Noir, Riesling eller Nebbiolo vine med … men det var først efter udvælgelsen, at jeg funderede over dette.

Som vanligt blev det en hyggelig aften med masser af vinsnak, røverhistorier og godmodige mobberier. En del af snakken var selvfølgelig om en netop gennemført vintur til Rheingau for hele byggesjakket, men dog uden Houlberg.

Brix fik vist sine nye vinøse sokker nogle gange, selvom det – som aftenen skred frem – blev sværere og sværere at få benene op på bordet. Han fik også lavet et par sølvpapir figurer og havde måske håbet at få lavet en  konspirationsvenlig sølvpapirshat.

Konkurrencen

Med 14 vine på programmet – og gæt på land og primære drue – var der således 28 point at kæmpe om. Det gik imidlertid lidt langsomt i starten, men det endte i dødt løb mellem Keeper og Brix, som hver fik 8 point … selvom Brix kårede sig selv som vinder, da han mente, Keeper fik hjælp til sidst.

Flemming endte på 5 point, mens Jesper aldrig rigtig kom i gang og samlet endte på 3 point.

Til sidst kæmpede jeg sgu vist med lidt træthed, men en halvmaraton om morgenen – i øvrigt den 3. samme uge – var måske årsagen, men jeg var heldigvis ikke alene, for Keeper missede også med øjnene et par gange. Sådan skal en rigtig vinaften være.

Godnat … og så godt !

2015 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, Spanien

2015 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, SpanienVi skal da smage endnu en vin lavet af det umage makkerpar Michel Rolland og Javier Galarreta i deres fælles spanske projekt Rolland & Galarreta, men nu ikke fra Rueda ,,, men en Tempranillo fra Rioja.

Her har de 2 herrer fundet druer fra gamle Tempranillo vinstokke fra marker, der ligger op til Telmo Rodriguez’ mark, der leverer druer til den dyre 100 point topvin Las Beatas og der er lige ved byerne Labastida og Elvillar i Rioja Alavesa.

De 2 vinmagere anvender moderne udstyr til udvælge de bedste
druer udvælges ved hjælp af det moderne udstyr Vistalys, der gør det muligt at måle, hvornår druerne har nået deres fulde aromatiske potentiale.

I vineriet bliver samtlige druer afstilket inden knusning og så en koldmaceration, der trækker både smag og farve ud af skallerne. Så er vinen gæret i egetræsfade og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder på nye amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt kan man næsten dufte, at Michael Rolland har været indover, for vinen har dette runde, venlige, godmodige samt fyldige fadpræg, som man også nemt finder i de Bordeaux vine, som han har været fødselshjælper på. Denne har også en snert Bordeaux charme, elegance … har solbær, mørke kirsebær samt blommer, godt moden og kropsnær, men har så ellers masser af fadnoter som sød lakrids, vanilje, kanel, kaffe, chokolade samt kokos.

Hvor smager den godt … har denne lidt ristede noter masser af fad og så alligevel en frisk, koncentreret og solbæragtig smag suppleret med en smule blåbær, kakao, lidt gran, sort-te bitterhed, chokolade, blide og modne tanniner og lidt frugtsødme. Det smager herregodt og til prisen atter en total no-brainer. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7