2020 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, Italien

2020 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, ItalienHvor vildt lige at drikke 3 årgange af Testamatta Rosso fra den hypede kultvinmageren Bibi Graetz i streg … og nu var jeg så kommet til vinen i årgang 2020.

Det er fortsat ren Sangiovese, men her er druerne fra 6 marker og det er Vincigliata, Montefili, Olmo, Londa, Lamole og Siena beliggende i 250 til 600 meters højde med 50 til 80 år gamle vinstokke.

Igen er druerne høstet af flere omgange,  så hver drueklase høstes ved perfekt modenhed. Det er jo første årgang, at vinen er lavet i de nye vinkældre under Villa Aurora i Fiesole. Dér sorteres druerne igen, afstilkes og knuses inden spontangæring med markernes, druernes og kælderens naturligt forekommende gærceller.

Fermentereringen foregår i åbne 225 liter barriques for de små parceller og større 50 hektoliter fade eller rustfrie ståltanke for de større parceller med 6 manuelle punch downs af drueskallerne dagligt.

Efter 7-10 dage med skindkontakt omstikkes vinene parcel for parcel til hele 20 måneders lagring på gamle barriques samt 50 hektoliter egefade.

Er 2020’eren bare ikke mere rund? Det mener jeg. Der er samtidig klart flere grønne urter, mer’ duft af tørrede, røde roser, violer og en lidt sødere frugt, der ganske vist fortsat er kirsebær, blommer samt tranebær, men lidt jordbærsødme spiller med sammen med lidt sød, revet skal fra clementin, mælkechokolade, sød tobak, læder, vanilje, kaffe og en delikat, let saltet mineralitet. Der er så megen finesse, kompleksitet og elegance over duften.

Det smager også sensationelt … er mager, let, lys, slank og når næsten ikke jorden, for har denne svævende og – i mangel af ord – burgundiske, fine og elegance smag. Det krydres så med balsamiske elementer, tørre, markante og alligevel fine tanniner, der aldrig får en til at glemme dens ophav med stringent Sangiovese. Den er så rent og ægte … krævende og lækker. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, Italien

2019 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, ItalienEtiketten på Testamatta Rosso 2019 fra Bibi Graetz er så helt anderledes og nærmest smuk med de farvede prikker og 20 skrevet tydeligt, så man ikke glemmer, at det er 20. gang, at vinen er lavet.

Det står da også hjælpsomt 2000-2019 Anniversario på flasken, så Graetz har lavet Testamatta siden han startede vinhuset. Den er som 2018’eren lavet på 100% Sangiovese, der kommer fra 5 af de bedste vinmarker, nemlig Vincigliata, Londa, Lamole, Montefili og Siena beliggende i 250 til 600 meters højde med 50 til 80 år gamle vinstokke.

For at sikre frugtens kvalitet, så går Bibi til ekstremer, da hver vinmark – opdelt i små parceller – høstes helt op til 8 gange, så hver eneste drueklase høstes ved perfekt modenhed. I vineriet sorteres druerne igen, afstilkes og knuses inden spontangæring med både markernes, druernes og kælderens naturligt forekommende gærstammer.

Fermentereringen foregår i åbne 225 liter barriques for de små parceller og større fade eller rustfrie ståltanke for større parceller med 6 manuelle punch downs  af drueskallerne dagligt. Efter 7-10 dage med skindkontakt omstikkes vinene parcel for parcel til 20 måneders lagring på både gamle barriques og egefade.

Sikke en herlig parfume af første karat … har en duft af våde fade, gammelt træ, mahogni, teak og sandeltræ. Igen er der spændstighed af vild, koncentreret og overjordisk frugt, kirsebær, blommer, måske lidt tranebær og ellers tørrede blomster, tobak og læder. Der er stor luftighed, lethed, karamel, lidt ristede og røgede noter, lakrids samt kalkagtig mineralitet.

Det er cremet og smelter i munden … men det er med en syrlig frugtfriskhed, balance og elegance. Det er lyst men kompakt, rund men syrlig, moden men frisk, silkefin men rank og i det hele taget er vinen utrolig kompleks og kræver en del. Tanninerne er mere vilde i denne end i 2018’eren og det klæder faktisk vinen og giver masser af karakter. Der er fortsat tranebær, hindbær og så vilde jordbær, men mest af alt en gigantisk lang og krævende eftersmag. Det smager himmelsk godt, så 96 point,

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 549,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, Italien

2018 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, ItalienDet var altså denne vin … en Testamatta Rosso i årgang 2018 fra Bibi Graetz, som Decanter i august 2020 gav 100 point.

Decanter testede i 2020 faktisk langt over tusinde vine, men det var kun 15 vine, som  opnåede den magiske topkarakter.

Testamatta Rosso er i denne årgang 2018 fremstillet på ren Sangiovese, som kommer fra 5 af de bedste vinmarker, nemlig Vincigliata, Londa, Lamole, Montefili og Siena beliggende i 250 til 600 meters højde med 50 til 80 år gamle vinstokke.

For at sikre frugtens kvalitet, så går Bibi til ekstremer, da hver vinmark – opdelt i små parceller – høstes helt op til 8 gange, så hver eneste drueklase høstes ved perfekt modenhed.

Perfektionismen fortsætter i vineriet, hvor druerne sorteres igen og afstilkes og knuses inden spontangæring med markernes, druernes og kælderens naturligt forekommende gærstammer og helt uden mindste temperaturstyring.

Fermentereringen foregår i åbne 225 liter barriques med 6 manuelle punch downs  af drueskallerne dagligt. Efter 7-10 dage skindkontakt omstikkes vinene parcel for parcel til 24 måneders lagring på brugte barriquefade.

Det dufter herregodt … har næsten en parfumeret og svævende aroma, hvor frugten virke sprængfyldt med intensitet, frisk og så alligevel modent med kraft, modne kirsebær, tranebær, hindbær og syrlige skovjordbær. Alt vender rigtigt, har læder, tobak, hvid peber, skovbund og urter, men alt er så fint, struktureret og poleret … det er voldsomt tiltrækkende.

Men det bedste er sgu smagen … er let, lys, luftig, poleret, moden, svævende, cremet, fin og nærmest sart med imponerende fasthed, frugtfriskhed, balance og elegance. Der er tranebær, hindbær og så vilde jordbær, men alt er fint, sart, smagfuldt med tørre, silkefine og t tørre tanniner, men alt er zen … i balance med kompleksitet. Det er leveret så fint, cremet med lidt svag sødme, karamel, chokolade og kan sammenlignes med elverpigernes berusende skønhed. Så dermed 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.099,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 899,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7