2019 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, Argentina

2019 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaMarcelo Pelleriti elsker musik … og for et par indlæg siden fortalte jeg om hans vinøse samarbejde med guitaristen Felipe Staiti, men også i projektet Abremundos har han med vennen Pedro Aznar fundet en musikalsk samarbejdspartner. Jeg starter lige med at smage deres 2019 Octava Bassa.

For både Marcelo Pelleriti og Pedro Aznar er begge passionerede for 2 ting i livet … musik og vin. Marcelo Pelleriti er vinmager og musiker, mens Pedro Aznar er musiker og sommelier.

Da Pedro fortalte Marcelo om sin drøm om selv at lave vine, så fortalte Marcelo om det perfekte, højtbeliggende område Valle de Uco i Mendoza og det blev således startskuddet til et joint venture med etableringen af vingården Abremundos ved Tunuyán i 2012.

Marcelo kan I læse mere om i indlægget om Signature Malbec vinen fra Marcelo Pelleriti Wines. Han havde tidligere arbejdet i Bordeaux som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Pedro Aznar er sanger, sangskriver og musiker. Som 18-årig dannede han et rockband, som kom til at definere den argentinske rockscene i flere generationer. Gennem årene var han også med i jazzgrupper og har vundet tre Grammy-priser.

Filmmusik, solokarrierer og mange tildelte priser senere har Pedro nu fordybet sig i vinens verden og har uddannet sig til sommelier hos et af de mest anerkendte vin- og spiritusakademier i Argentina.

Den første vin, som Marcelo og Pedro lavede i projektet Abremundos, var en 2011 Página 1 … et blend lavet af Pedro fra nogle af Marcelos families vinmarker i Valle de Uco. Den var et mix på Cabernet Franc og Malbec, gæret på små franske egetræsfade og lavet som en limited edition med kun 1.200 flasker.

Successen kom øjeblikkelig, idet vinen allerede efter frigivelse i 2014 fik 99 point af vinkritikeren James Suckling og dermed blev hans højeste ratede vin i 2014. Og siden har vinpressen givet masser af udmærkelser til vinene fra Abremundos.

Octava Bassa er lavet på 100% Malbec med druer fra 2,5 hektar marker i 1.100 meters højde ved Chacayes og Altamira i Valle de Uco. Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter endt fermentering med rotation er vinen også lagret i franske barriques 12-14 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Uha for en mørk, frugtrig og intens vin, hvor der mest er blåbær, solbær, blommer, svesker, en dyb sød finsk og tør engelsk lakrids, nelliker, blæk, grafit. skosværte, cedertræ, tobak og chokolade … alligevel med en vis kølighed og en vase med blomster. Det dufter virkelig af lakridset voksensnolder.

Smagsmæssigt har vinen – trods tonsvis af sort frugt – en næsten luftig og mentolsk lethed pakket ind i en cremet, blød og alligevel meget tør frakke. Vinen er klart mere tør og knap så sød som den foregående årgang. Der er blåbær, solbær, sort kaffe, sort-te og en tør en engelsk lakrids, lidt bitterhed samt mørk chokolade. Der er denne direkte og meget tørre friskheden over vinen, tanninerne også vildt tørre og småvilde, men alligevel leveret i blødeste indpakning. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Domaine Michel Caillot, Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Michel Caillot, Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite, Bourgogne, FrankrigMeursault er indbegrebet af hvid bourgogne og ikke mindst den fadlagrede slags, som nu fx denne 2015 Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite fra Domaine Michel Caillot.

Vinhuset ligger i Meursault by og blev etableret i 1961 af Roger Caillot. Dengang hed det Domaine Roger Caillot, men i dag hedder det Domaine Michel Caillot, da det drives af Rogers søn Michel.

Michel Caillot startede allerede i slutningen af 1980’erne at arbejde ved sin fars side, inden han midt i 1990’erne overtog hele driften og hans evner som vinproducent er siden bemærket, bla. i år 1999, hvor selveste Wine Spectator belønnede hans Meursault La Barre Dessus med 96 point og hans Batard-Montrachet med 99 point.

I dag råder Michel over 13 hektar vinstokke – med hovedfokus på hvidvinene fra Meursault, Puligny-Montrachet, Batard-Montrachet og Santenay. Alle vinmarker dyrkes økologisk, dog uden certificering. Grøn høst og streng drueselektion bringer hans høstudbytte helt ned omkring 25 hektoliter pr. hektar, så kun perfekt modne Chardonnay druer finder vej til de færdige vine.

I kælderen arbejder Michael med spontangæring af hele drueklaser og hans vineri er bygget i 3 etager, så druer, most og vin kan flyttes rundt alene med tyngdekraften og helt uden brug af pumper.

Domænets kælder udhugget i kalksten er meget kold, hvilket hjælper med at trække gæringen ud og giver en mindre forceret udvikling af langt mere delikate aromaer. Smagen forfines yderligere ved en malolaktisk gæring samt en 2 år lang og kølig lagring sur lie og normalt omstikkes vinen kun en gang før aftapning, som sker uden filtrering.

WAUW for dejlig aroma … her kan man allerede fra starten dufte både fedme og samtidig en snorlige, ren frugt. Der er smørfedme, en omgang brunet smør, nødder, skumfiduser, vanilje, søde og letristede krydderboller, men så også en ren, fin og let tropisk frugt af ananas, abrikos og grillet citron, lidt hvide blomster og samtidig luftig, rund, elegant og indtagende.

Smagsmæssigt har vinen smidt overfrakken med de søde, ristede fadnoter og underneden har den en dejlig sylespids syrlighed, meget ren, rank, pågående og kyssemunds citronsyre. Vi har vredet de gule citroner, så der ikke er mere farve tilbage. Det smager som granité af ren citron, hvor duften breder vingerne ud, mens smagen holder alt stramt, kontrolleret og laserskarp. Mums. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 679,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 449,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Château l’Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2018 Château l'Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, FrankrigMin unge knægt havde forleden købt en rødvin … en Lalande-de-Pomerol fra bordeauxslottet Château l’Alouette beliggende ved byen Nouvelle-Aquitaine i Guitres distriktet netop under appellationen Lalande-de-Pomerol.

Vinslottet drives af Jean-Claude Giraud, der har været vinmager på det hypede kultslot Château l’Eglise Clinet i Pomerol.

Men i 1990 forlod han så Château l’Eglise Clinet for at overtage sin fars vinslot Château le Manoir, som han så siden har udvidet fra de  oprindelige sølle 1,5 hektar vinmarker. Men i 2005 købte han også Château l’Alouette … hvorfra denne vin kommer.

I dag ejes Château l’Alouette fortsat af Jean-Claude Giraud, men det ser ud som om, at vinene er en del af negociantfirmaet Maison Delor, der netop har partnerskab med en række vinavlere og vinslotte i Bordeaux.

Maison Delor er så igen ejet af  Thiénot Bordeaux-Champagne aka Groupe Thiénot, der sammen med andre store huse er del af CVBG Group, også kaldt Maison de Grands Crus …, et af de allerstørste vinfirmaer i Bordeaux og sælger langt over 2 millioner flaske vin hvert eneste år.

Denne Château l’Alouette 2018 Lalande-de-Pomerol er lavet på ren Merlot, men der er ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer jeg bare direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det klart Bordeaux og endda med en lille venlig sødme. Der er solbær og brombær, masser af våde fade, cedertræ, cigarkasser, pottemuld, røg og lidt tør engelsk lakrids.

I munden er vinen lidt flad … har en flad syre, men igen en god venlighed sammen med en lidt bitter frugt. Igen er det solbær og brombær, lidt sort og bittert te, tørre, krydrede og bitre tanniner, som bider lidt af dig. Vinen er – på en eller anden måde – simpel og endimensionel, har en vis saftighed og det er alligevel uden helt at miste sit bordeauxfile ophav. 87 point.

Købt i SuperBrugsen,  hvor normalprisen er 199,95 kr., men kan fås til 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7