2019 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, Spanien

2019 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, SpanienVi fortsætter da bare i det spanske, men rykker lige til Toro eller mere bestemt til Alaejos lidt sydvest for Toro by og dér finder vi Dominio del Bendito, hvorfra vi smager vinen El Buen Rollo i en årgang 2019.

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at lave vin … han ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne 2019 El Buen Rollo er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo, hvor 60% af stokkene er mellem 15 og 40 år og de sidste 40% er mere end 45 år.

Vinen er lavet med gæring og maceretion i små ståltanke under 12-15 dage, hvorefter vinen så er lagret 3-4 måneder på brugte fade … 50% 4-5 år gamle franske fade og 50% 1-4 år gamle amerikanske egefade. Der er lavet 25.000 liter af vinen i denne årgang 2019.

Meget blomstret næse – lidt som sidst – og jeg tænker allerførst blomstersæbe og så har den klart en lidt landlig og rustik, har noget lakrids, chokolade, vanilje samt en let, grøn note. Det er måske ikke kompleks eller så elegant, men meget umiddelbar og småbondsk. Frugten er tranebær, jordbær og brombær … lidt tørt træ, lidt solvarme og søde krydderier.

I munden er det en fyldig vin med en sød slagside. Det er en rund, blød, småtyk og venlig vin, der både er blid, saftig, sødkrydret med solmoden frugt, sød finsk lakrids og tør engelsk lakrids samt ganske pæn alkoholvarme … men den lille bondeknold trækker sgu også en stor højoktan på 16%, som mærkes i eftersmagen. Det er en stor og fuldfed kraftbasse, men det smager sgu godt. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr,, mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Alceño, Amalinda Monastrell, Jumilla, Spanien

2019 Bodegas Alceño, Amalinda Monastrell, Jumilla, SpanienNæste vin er på en drue, som både kræver varme og tid. Det er Monastrell eller måske mere kendt som Mourvèdre. Det er nemlig vinen 2019 Amalinda Monastrell fra Bodegas Alceño.

Vinhuset holder til i en ældre fabriksbygning i byen Jumilla i appellationen af samme navn i regionen Murcia og er grundlagt tilbage i 1870 af den ihærdige vinhandler Roque Martinez og dengang med to partnere.

I dag ejes vinhuset af 4. generation i form af Pedro Luis Martinez … gården har da også navnet Bodegas Pedro Luis Martinez, selvom vinene fortsat markedsføres som Bodegas Alceño.

Selvom gården i 1870 var den første af sin slags i Jumilla til at handle vin, så var det imidlertid først i år 2000 under Pedro Luis Martinez, at Bodegas Alceño selv begyndte at lave og tappe deres egne vine.

Fra projektets start er der investeret meget i moderne teknik, for at kunne lave så god vin som muligt, og i dag produceres der omkring 500.000 flasker årligt fordelt på 9 forskellige vine. Ambitionen er at lave vine med en moderne, ren profil.

Huset ejer samlet omkring 400 hektar jord, hvoraf 336 hektar er Monastrell, 10 hektar Syrah, 20 hektar Tempranillo, 14 hektar Macabeo og endelig 20 hektar Airén.

Pedro Luis Martinez laver vinene sammen med vinmageren Juan Miguel Benítez, som kan tillægges meget af æren for den fremgang, som vinene fra huset har fået. Her smager vi netop én af deres vine, en 2019 Amalinda Monastrell fra marker i 400-900 meters højde.

 Alle markerne drives økologisk og efter høst og en gæring samt maceration i ståltanke, så har vinen derefter lagret 3-4 måneder på amerikanske fade.

Duftmæssigt er der godt med våde fade, kanel, nelliker, peber, krydderier, let vanilje, kaffegrums samt en frugt med blåbær, sorte kirsebær og brombær. Virker meget tør og solvarm.

I munden er der også et skarpt og varmt peberbid, som dog får følgeskab af en okay frisk frugt, der ganske vist er mørk og kraftfuld, mest blåbær og brombær, nogle sødkrydrede noter, tobak, beskedne taninniner inden alt slutter i en tør og krydret eftersmag. Dermed bliver det 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Calmel & Joseph, Amstramgram Pomone Vin Orange, Languedoc, Frankrig

2021 Calmel & Joseph, Amstramgram Pomone Vin Orange, Languedoc, FrankrigVi skal igen en tur tilbage til Créateurs de grands vins en Languedoc Roussillon Calmel & Joseph og denne gang er det med en orangevin i form af en 2021 Amstramgram Pomone Vin Orange.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet den på et mix af druerne Terret Gris, Roussanne og Marsanne fra en række kalkstens- og lerholdige marker i 150 meters højde på Cazelle plateauet i Minervois. Druerne er dyrket 100% økologisk efter AB Agriculture Biologique certificering.

Først har de to vinmagere startet gæringen  og maceration af Roussanne og Marsanne med både hele druer og stængler. Midt i gæringen er Terret Gris druerne så tilsat … også i hele klasser og derefter er  gæringen afsluttet. Vinen er så blot lagret i tankene i 3 måneder inden aftapning på flaske.

I glasset er vinen svag roséfarvet med lidt orange nuancer, men duften er lidt funky, blomstret og aromatisk. Der er lidt doven øl, madæbler, kvæde, grape samt lidt grøntsagsfond. Derudover er der noget saltet samt kalket mineralsk.

Smagen er rund og syren lidt til vage side. Der er lemon og grape, en sødlig bitterhed, men samlet er den en rund og blød vin med saltet mineralitet, fylde … måske en anelse olieret, saftet, sjov, let og er faktisk ganske interessant. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7